|
Antallet af
charlataner og jomfruer i dansk presse er dramatisk stigende
Det slår Jyllands-Postens
chefredaktør, Jørgen Ejbøl, fast i forbindelse med fyringen af Ulrik
Haagerup.
En historie som er enkel og
let at forstå, vil altid være politisk stærkere end én som er mere
indviklet og nuanceret. Også selv om den sidste er langt bedre i
overensstemmelse med de hårde kendsgerninger.
En række blade skrev en
historie da Haagerup gik fra Jyllands-Posten d. 12. december. Det var
en god historie. Den langtidssygemeldte chefredaktør, Jørgen Ejbøl,
skulle have beordret bladet til at bringe en historie om systematisk
asylfup blandt palæstinensiske flygtningen i Danmark. Denne historie
skulle rigtigt være vand på Venstres mølle i de afgørende timer i
valgkampen. Ved at gavne Venstre på denne måde skulle Jørgen Ejbøl købe
sig så meget goodwill hos den kommende borgerlige regering at han ville
stå stærkt til at købe et privatiseret TV 2. Haagerup blev fyret fordi
han nægtede at give køb på de allerhøjeste journalistiske idealer og
spille med i dette spil.
Men meget tyder på at denne
historie var usand. Den var i lodret modstrid med nogle hårde
kendsgerninger. Bl.a. den kendsgerning at det var Haagerup der som
fungerende chefredaktør satte palæstinenserartiklen i gang og sørgede
for at den kom på.
Jyllands-Posten var ikke sen
til at kræve berigtigelse fra de københavnerblade som havde fortalt
historien om skurken Ejbøl. Det fik man så også. Bortset fra Politiken
som nøjedes med at trykke et indlæg under rubrikken ”Læserne mener”. Så
nu har Jyllands-Posten indbragt denne sag for Pressenævnet.
Sagen er også emnet for
Weekendavisen d. 21.-27. december. De bringer hele forløbet og den
”sande historie”. De har bl.a. talt med Jørgen Ejbøl, den
ansvarshavende redaktør. Han bebrejder den samlede presse at de kunne
køre så meget galt med en forkert historie når der var et trecifret
antal journalister på JyllandsPosten som kendte sandheden. ”Det er det
mest henrivende, naive bavl,” udtaler Ejbøl bl.a. gennem telefonen til
Weekendavisen. ”Antallet af charlataner og jomfruer i dansk presse er
dramatisk stigende.”
I
stedet kan Weekendavisen fortælle en historie om fyringen af Haagerup
som kulminationen af en uoverensstemmelse om hvordan man bedst
reducerer antallet af medarbejdere. Ejbøl lader stillinger som forlades
af den ene eller den anden grund, stå ubesatte. Haagerup mener at denne
politik vil tappe bladet for de mest eftertragtede journalister og føre
til bladets undergang. I den forbindelse har en sædvanligvis
velunderrettet kilde fortalt mig at der er 4 politiske journalister fra
Jyllands-Posten som på det seneste er blevet pressechefer under den nye
regering.
Haagerup skrev, iflg.
Weekendavisen, et 11-siders brev til bestyrelsen som bl.a. handlede om
diverse samarbejdsproblemer mellem ham og Ejbøl på det seneste.
Styrkeprøven i bestyrelsen faldt ud til Ejbøls fordel med stemmerne 6
mod de 3 medarbejderrepræsentanter.
Sandheden er den historie som
folk tror på. Weekendavisens version står stærkt fordi den kan afvise
andres historie med nogle hårde kendsgerninger og selv give en
sammenhængende historie som omfatter flere informationer end de
tidligere – og som endnu ikke (her i skrivende stund) er skudt ned af
nye hårde kendsgerninger.
Sagen og medieforløbet er en
god illustration af mediesystemets funktion og motiver. Fyringen af
Haagerup kan bruges af de konkurrerende medier til at underminere
Jyllands-Postens image. Dette tvinger Jyllands-Posten til at gå ud med
yderligere kendsgerninger for at forsvare sit image. Weekendavisens kan
så bruge historien til at fortælle historien om sig selv som leverandør
af den højeste sandhed. Sandheden over og bag de sandheder de andre
leverer. Det er eliteavisens særlige varemærke at gøre det.
Medier er generelt elendige til
at informere om egne interne forhold. Blade hvis abonnementsafdelinger
erklærer at være på sammenbruddets rand hvis man som abonnent overvejer
at skifte til konkurrenten, lader rask væk abonnenterne undvære avisen
i dagevis hvis der er intern ballade i personalet som medfører at
avisen ikke kan laves. Redaktioner som erklærer at være organ for
højeste oplysning og borgernes garant for ikke at blive narret af
politikere og andre offentlige væsener, kan uden videre kommentar lade
det påståede livsnødvendige informationsmiddel udeblive i dagevis mens
man slås internt for nedrullede gardiner. Og personer hvis stemme man
som abonnent har lært at sætte pris på, kan forstumme uden forklaring.
Hvis de andre medier ikke var
gået i flæsket på Jyllands-Posten med den helt skøre historie, så ville
hverken Jyllands-Postens egne læsere eller resten af landet have fået
mere at vide end den korte officielle besked om at Haagerup havde
forladt avisen på grund af samarbejdsproblemer. Sandheden er en
funktion af forskellige konkurrerende kilders interesse i at
underminere hinandens image. Borgernes og læsernes eneste sikkerhed for
at få noget kontroversielt at vide om interne medieforhold ligger i
denne konkurrence.
Der er ingen tvivl om at denne
opfattelse af hvordan sandheden kommer frem, strider en del mod
indholdet af de skåltaler som pressen holder for sig selv. Men herved
adskiller pressen sig ikke fra andre organisationer og brancher. Der er
skueværdier som man officielt går rundt og begrunder sine handlinger
med, fylder uskyldige besøgende skoleklasser med og øser ud over
befolkningen. Og så er der de mindre glamorøse reelle mekanismer og
sammenhænge som kan forklare hvad der i virkeligheden foregår. Det er
selvfølgelig et problem at der på denne måde går forretning i
sandheden. Men det må vi leve med. Alternativet er at der var en
højeste instans som fortalte os sandheden. Det er klart værre.
Demokratiet er en sund reaktion på at en sådan højeste sandhed ikke
findes, men må skabes af borgeren ud fra koret af konkurrerende stemmer.
Men selv den mest autoriserede
velbegrundede sandhed udbreder ikke sig selv. De mange danskere som
kunne lide den første version af historien om Jyllands-Posten, vil
måske finde de andre versioner for indviklede, dårligere eller
simpelthen uinteressante. Hvordan ser Weekendavisens version af
historien ud i Ekstra Bladet eller TV-Avisen? En historie som er enkel
og let at forstå vil altid være politisk stærkere end én som er mere
indviklet og nuanceret. Også selv om den sidste er langt bedre i
overensstemmelse med de hårde kendsgerninger.
klaus@kjoeller.dk
|