|
Prinsens
pr-selvmord
Som bekendt er det strafbart ikke
at søge at hindre almindelige mennesker i at begå selvmord. Men så må
en prins vel heller ikke begå pr-selvmord uden nogen griber ind? Hvem
fortæller prins Henrik at han er nødt til at beklage hvad der er sket?
Lad os få Niels Helveg Petersen til Caix og snakke prinsen på banen
igen. Helveg er Danmarksmester i at trække i land efter at han
offentligt har udfordret sine chefer. Først Poul Nyrup Rasmussen i
1996, så Marianne Jelved i 2001.
Prins Henriks interview til
Bodil Cath i BT søndag d. 3. februar har inspireret til mange
fortolkninger og vurderinger. Dog har ingen kaldt det en fornuftig,
konstruktiv handling.
Hvis handlingen skal forstås
som en rationel handling er det en offentlig provokation af hans chef,
dronningen. En del af provokationen består i at den officielt
fremstilles som en spontan impulshandling der er udført af en mand i
krise.
Denne officielle forklaring på
handlingen tvinger resten af familien ind i en støttende rolle. I en
almindelig virksomhed ville handlingen have medført fyring – eller i
det mindste en langstrakt sygeorlov med efterfølgende placering på et
karrieremæssigt sidespor. Men på grund af familiemytens tætte forhold
til kongehuset vil en fyring af prinsen være det samme som skilsmisse.
En skilsmisse vil ramme dronningen, Frederik og Joachim mere alvorligt
end det vil ramme prins Henrik. Dronningen og hendes sønner er i langt
højere grad historisk og personligt forpligtet over for institutionen
Kongeriget Danmark og kongehuset end prins Henrik er.
Dette giver prinsen en
enestående magtposition efter hans udspil. Myten om den lykkelige
kernefamilie rummer kongehusets væsentligste officielle værdier. Det
man i organisationsteorien kalder skueværdier. Derfor er man tvunget
til at besvare Henriks stærke provokation med en demonstration af at
man stadig lever fuldt op til kernefamiliens skueværdier.
Og ægtefælle og sønner er også
nødt til at optræde ekstra forsigtigt for at undgå at provokere den
kriseramte far til – i krisens navn – at komme med flere offentlige
angreb på sin kone. Han har vist hvilke midler han er villig til at
bruge, og ingen ved hvornår han bruger dem igen. Denne situation blev
fotoseancen i Caix kort efter interviewet en klar illustration af.
Prins Henrik småsnakkede muntert med journalister og fotografer. De tre
andre koncentrerede sig om at smile.
Men
måske skal interviewet slet ikke forstås som en rationel handling, men
som en symptomhandling. Historien om krisen er så den væsentlige
forklaring – ikke beregnet på at forebygge gengældelse for en
provokation. At interviewet så samtidig er en skarp offentlig kritik
fra en underordnet mod sin overordnede, er et beklageligt
ledsagefænomen. Det understreget hvor alvorlig krisen er: Prinsen
tænker sig ikke om og omgås pressen letsindigt.
Og så er der jo også den tredje
mulighed at interviewet kan være en blanding af en rationel handling og
en følelsesimpuls.
Sket er sket. Kommentatorerne
har brygget på sagen i dagevis. Medierne har solgt ad helvede til godt
i dagevis. Det er vist ingen overdrivelse at sammenfatte på denne måde:
Der er hos medier og kommentatorer meget lille forståelse for historien
om krisen. På den anden side er der heller ingen der elsker historien
om den bevidste provokation. I stedet for at vælge mellem disse
historier, har man taget fat på prinsens person og rolle. Og det har
skadet ham dagligt. Det er lang tid siden at en offentlig person her i
landet har mistet så meget image på så kort tid. Det minder om
pr-selvmord.
Det gode spørgsmål er nu:
Hvordan lander kongehuset?
Den strategi man har ført
indtil nu har bestået i stumfilm (med prinsekommentarer) og lancering
af ny baby hos Joachim og Alexandra. Er den effektiv? Nej. Hvorfor
ikke? Fordi kongehusets pr-problem er at der er én af dem som i
øjeblikket er meget upopulær, og det ændres ikke en tøddel ved at vise
stumfilm eller lancere baby, tværtimod. Det gør bare de andre endnu
mere populære og sender ham endnu længere ned i et stort mørkt hul.
Hvad bør de gøre for at
begrænse skaderne?
Først må Henrik gå ud og sige
at han er blevet overrasket over reaktionen på hans interview. Han må
beklage disse konsekvenser og at han åbenbart – trods sine mange års
erfaringer – har fejlvurderet hvordan nuancer i hans mundtlige
udtalelser ville blive overfortolket når de kom på tryk. Han må også
beklage den skade han ubetænksomt har gjort mod sin elskede kone.
Samtidig med dette må han
indrømme at hvis hans placering i det danske kongehus ikke er hvad han
kunne ønske, så er det hans vigtigste opgave selv at sørge for at
arbejde på at ændre det. Dette vil fx indebære at han påtager sig nogle
nye opgaver som klart signalerer at han begynder på en frisk og at hans
ønske er at intensivere kontakten med almindelige danskere. Så må han
skrotte nogle af de andre poster han har, hvis arbejdsbyrden bliver for
voldsom.
Hvis han gør dette, er der en
god mulighed for at befolkningen accepterer ham. Der er stor forståelse
for at man kan komme i krise, og at denne krise kan føre til
grundlæggende ændringer. Ja, det er vel egentlig forudsætningen for at
der overhovedet sker grundlæggende ændringer. For hver dag der går hvor
han intet gør, bliver hans situation værre og mere besværlig. Samtidig
med at sympatien med kongefamiliens 3 andre medlemmer vokser.
Fotoseancens billeder af ”prins
i hopla” med de 3 andre som tavse baggrundsfigurer var bestemt helt
uegnet til at få Henriks agtelse i den danske befolkning højnet. Man
kom vel mest til at tænke på en neurotisk person som ”nød sin magt over
resten af familien.” Men hvem fortæller ham det? Og så længe ingen gør
det, kan tragedien fortsætte.
klaus@kjoeller.dk
|