Militant idyl

Forsvarschef Christian Hvidts afskedssalut og forsvarsminister Svend Aage Jensbys reaktion på den kan forstås i lyset af to grundlæggende regler for magtbrug: bureaukratreglen og hospitalsreglen. Ved fyringer gælder det om at skabe to vindere. Ofte lykkes det kun at skabe en vinder og en taber. Men i dette tilfælde er der to tabere.

Én af de grundlæggende regler i enhver organisation er bureaukratreglen (se eventuelt Manipulation).

Undgå at tage ansvaret for ubehagelige beslutninger og negative ting der sker. Giv reglerne, andre aktører, omstændighederne og ”udviklingen” skylden.

Når en bestyrelsesformand gerne vil af med en administrerende direktør, kan han selvfølgelig bare fyre ham. Men hvis han gør det, så skal han også legitimere sin handling over for resten af bestyrelsen, firmaets ansatte, eventuelle aktionærer, kunder og offentligheden. Derfor signalerer bestyrelsesformanden klart til den administrerende direktør at hans tid i firmaet er omme, og at han reelt har valget mellem at blive fyret eller selv at sige op. Her vælger den administrerende direktør så normalt pænt at sige op, typisk under henvisning til at han efter sine år i firmaet vil søge nye udfordringer. Normalt forsegles meddelelsen om direktørens ophør med et ”efter gensidig forståelse med bestyrelsen.” Hvis direktøren er heldig, får han også et dejligt stort gyldent håndtryk.

Dette nærmest rituelle forløb er i smukkest tænkelige overensstemmelse med bureaukratreglen. Dens første følgesætning er

Sørg for at ingen beslutning fremtræder som noget ubehageligt og negativt.

Det sker først og fremmest ved at lade dem som beslutningen går ud over, få en stærk interesse i offentligt at producere en positiv begrundelse for beslutningen. Det gør bestyrelsesformanden ved at lade den fyrede selv vælge begrundelse. Den fyrede kan teoretisk godt vælge at give sit gamle firma og dets bestyrelsesformand ”det glatte lag” og ”smække med døren”, men det er langt mere fremadrettet at give fyringen en positiv, konstruktiv begrundelse. Herved inviterer den fyrede til at et rekrutteringsbureau eller en anden bestyrelsesformand kan kontakte ham eller hende.

Disse mekanismer gælder ikke kun ved fyringer på topniveau. De gælder hele vejen ned i organisationen. Og ikke kun ved fyringer, men ved enhver beslutning. Beslutninger som alle synes er dejlige, giver aldrig problemer. Men når et individ eller en gruppe rammes af den på en negativ måde, er det en væsentlig ledelsesopgave så vidt muligt at sørge for at de ramte får den størst mulige interesse i offentligt at acceptere, ja helst forsvare, beslutningen. Herved lægges låg på alle andres protester. Den teknik der bruges, er at ledelsen sørger for at dem der rammes, klart indser at de mister endnu mere ved at protestere. Det mere de mister, kan fx være et håb om fordele i fremtiden, som uigenkaldeligt mistes hvis der protesteres nu. Herved anvendes en anden grundlæggende manipulationsregel, hospitalsreglen (se eventuelt Manipulation):

Folk der har håb om at du kan hjælpe dem, er lettere at have med at gøre end folk der ikke har håb om at du kan hjælpe dem.

Meget ledelse består i at kombinere bureaukratreglen og hospitalsreglen. En vellykket, konsekvent brug af dem medfører at organisationen i offentligheden og blandt de ansatte fremstår som en art militant idyl.

Derfor er det særligt interessant at iagttage forsvarschef Christian Hvidts exit. Her er tingene foregået anderledes. Her har bestyrelsesformanden, forsvarsminister Svend Aage Jensby fra Venstre, ikke kaldt direktør Hvidt til sig og klart sagt at hans tid i firmaet er omme og givet ham et tilbud han ikke kunne afslå. Han har i stedet stresset sin direktør til at gå offentligt ud med angreb på sin bestyrelsesformand. Hver gang – både ved forsvarschefens interview i JyllandsPosten d. 4. maj og ved afskedssalutten d. 17. maj – har bestyrelsesformanden svaret igen med ”tapettale”, dvs. organisatorisk korrekte og selvfølgelige erklæringer om hvor meget han sætter pris på sin forsvarschef og hvor normalt deres forhold er – efter bestyrelsesformandens opfattelse.

Sorteper og alt det negative søges på denne måde placeret ét sted: hos den underordnede, altså her: forsvarschefen.

Denne teknik er meget udbredt i offentlige institutioner og fagforeninger, altså organisationer hvor det er svært for en chef at fyre en ansat, altså også i Politiet hvor minister Jensby har lært sine ledelsesprincipper. Her vil den eneste realistiske måde at få fyret en ansat på, være at stresse den ansatte. Det skal ske med små midler som helst skal være helt usynlige for de andre ansatte og eventuelle andre interessenter. Det gælder om at få den ansatte til klart at overtræde én eller anden formel bestemmelse, hvorefter lederen ”desværre ikke ser anden udvej end at sige farvel.” Dette er ovenikøbet overflødigt hvis den ansatte selv siger op.

Hvis det havde været den kommunale administration i Farum, så ville forsvarschef Hvidt være blevet fyret allerede efter interviewet i JyllandsPosten. Men nu er det landspolitik i mediernes søgelys, og det ene regeringsparti, De Konservative, har forsvaret som mærkesag. Derfor blev forsvarschefen ikke fyret efter interviewet – som ministeren besvarede med militant idyllisk tapettale. Og derfor rammer det nu både forsvarsministeren og regeringen at forsvarschefen fyrer sig selv.

Forsvarsministeren fortsætter indtil videre sin strategi med at besvare generalens afskedssalut med idyllisk tale og et ønske om ”god pinse”. Men denne tale passer dårligt til de presseforlydender der er fremme om at man i ministeriet arbejder på en stærkt kritisk rapport om den interne kommunikation mellem forsvarsledelsen og ministeriet. Derimod passer kombinationen af idyllisk tale med kynisk stressfremkaldende handling perfekt ind i det sædvanlige billede af en magtkamp mellem en chef og en ansat – hvor chefen sagtens kan tabe selv om den ansatte forsvinder. Ja, måske netop derfor.

klaus@kjoeller.dk