Skriv dine bøger før du sidder med ble

Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen har besøgt forfatteren Hans Lyngby Jepsen og hans kone i deres hus et par kilometer fra Løkken. I interviewet (tillæget "Bøger" d. 20-26. april 2001) kæmper intervieweren tappert for at få den gamle forfatter til at anbefale religion som middel mod dødsangst. Men forfatteren har en meget stoisk holdning til døden. Engang i forbindelse med et hjerteanfald har hans bror været død i ca. et kvarter og han kunne ikke vende tilbage og fortælle andet end at det var som at sove. Hans Lyngby Jepsen bekymrer sig ikke så meget om det. Kun tiden kan vise om der faktisk er noget efter døden, og det må man jo så tage som det kommer. Derimod er han og hans kone skræmt over udsigterne til yderligere forfald. Han kan ikke mere gå, og hans kone har haft en hjerneblødning og regner ikke med at kunne klare én til. De ønsker ikke at være afhængige af andres hjælp til bleskift og den slags. Så de har gennem italienske lægevenner anskaffet midler som kan give dem en værdig afslutning når de ikke synes at det er umagen værd at leve videre.

For mange mennesker spiller det en stor rolle når de træffer vigtige beslutninger i deres liv, at de gerne vil have udrettet noget bestemt inden de dør. For mange helt unge mennesker går den mentale grænse til døden ved de 30. Mange forfattere har det som et stadigt problem: at den næste bog helst skal være selve Bogen i deres liv, og hvis der er flere bogplaner, kan det være svært at vælge hvilken man skal koncentrere sig om. Næste kan jo altid også samtidig blive sidste.

På den anden side kan man jo også finde det noget hysterisk med denne bekymring. For i al den evighed hvor man er død, kan man jo hverken vide om man er i stand til at glæde sig over eller ærgre sig over det man fik eller ikke fik skrevet. Måske er det ligesom den forudgående evighed, som enhver kender, hvor man endnu ikke var født: Her var man helt ude af stand til at glæde sig til livet og lægge planer. Jeg var i hvert fald.

Men her tror jeg at interviewet med Hans Lyngby Jepsen er velegnet til at overbevise om hvor vigtigt det er at få udrettet det man vil udrette i det øjeblik man har her på kloden, mens man kan. Hvis man lever så længe som Jepsen, så man også får en vis tid i den fase han er i nu – og som andre aldrende forfattere som fx Johannes Sløk og Justus Hartnack jo også befinder sig i – den fase hvor forfaldet sætter tænderne i, og hvor man nok må se i øjnene at forfatterskabet er ved at lakke til, så er det vigtigt at man ikke sidder med en klar fornemmelse af at der er noget man ikke fik skrevet eller ikke fik gjort. Det ville ikke være til at bære – med eller uden ble.

kk 29/4 01