|
De seneste dage har budt på
påfaldende mange berøringer, kys og klap mellem topledere i fuld
offentlighed.
Ikke kun mellem Nordkoreas
diktator Kim Jung-un og Sydkoreas præsident Moon Jae-in, men også
mellem USA's præsident Trump og Frankrigs præsident Macron.
Og lokalt har vi – efter
overenskomsterne blev forhandlet på plads – oplevet stærkt positive
følelsesudbrud mellem forhandlerne under røde faner og ophidsende
tilråb.
Og statsministeren melder, at
han er begejstret. Men så vidt vides har Løkke endnu ikke offentligt
omfavnet, kysset og nusset nogen i den anledning.
”Men det er kun et spørgsmål om
tid,” oplyser overlæge Svend Kjeldsen, som er dansk deltager i et
internationalt forskningsprojekt om toplederes følelsesliv.
Statslederes
kærlighedsproblemer
”Stort set alle verden
topledere lider af SGPL, dvs. Syndrom of Great Public Love. De er kun
rigtigt lykkelige, når de over for mange mennesker kan udveksle intime
kærlighedsytringer med andre topledere, der lider af samme syndrom.”
---
Men hvordan kan det være en sygdom? Det lyder da sundt og rigtigt.
”Det skyldes, at politiske
konflikter, atomoprustninger, økologiske katastrofer, krige, Brexit og
hvad det altsammen hedder, normalt tvinger dem til at være hårde over
for hinanden, når de mødes. Selv om det altså er lykkedes for
verdensledere og organisationsledere at få stor magt og ofte optræde
over for menneskemasser – hvilket er nødvendigt for at de kan få
tilfredsstillet deres særlige kærlighedsbehov – så forhindrer
omstændighederne som regel, at de kan omfavne, kysse og nusse hinanden.
De er nødt til at lade som om de hader hinanden, eller i det mindste er
på vagt. Der er det, der gør deres tilstand sygelig og giver dem
syndromet SGPL.”
Løkke
hjalp projektet
Man venter sig meget af
forskningprojektet, som i høj grad trækker på data indkøbt fra
Facebook, Google og Twitter.
Kjeldsen lægger ikke skjul på,
at projektet skylder Lars Løkke Rasmussen stor tak. Det viste sig
nemlig, at Løkkes opdeling af sin person i ”privat-Lars” og
”statsminister-Lars” er helt normal blandt verdens andre topledere. De
udfolder sig derfor alle på sociale medier som privatmennesker.
”Ja, det er selvfølgelig lidt
kontroversielt at bruge sociale medier som trojansk hest ind i disse
menneskers hemmelige indre,” forklarer Kjeldsen.
”Men der er tale om
revolutionerende forskning med verdenspolitiske perspektiver. Det har
været nødvendigt at trække på disse enestående righoldige kilder, da
verdens topledere aldrig har tid til at svare på den slags spørgsmål,
og desuden kan de heller aldrig dokumentere deres inderste nær så godt,
som disse kilder kan,” slutter Kjeldsen.
©
Klaus Kjøller
|
