Først lagt op 14-10-2018

Senest opdateret 21-10-2019 18:07

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

Britta-historien

Kunst

Videnskab

Politik og medier

Religion og tro

Epistel 666

 

 

Britta fundet

Den internationalt eftersøgte bortviste tidligere afdelingsleder Britta Nielsen er dukket frem i et kælderrum i den bygning, som Socialstyrelsen forlod, da styrelsen flyttede til Odense.

Fundet af Britta Nielsen er foreløbigt seneste højdepunkt i den opsigtsvækkende sag.

Til Kjoeller NEWS fortæller hun bl.a., at hun ikke kunne holde ud at se mange millioner kr. fra satspuljen flyde formålsløst og uregistrerede rundt i Socialstyrelsen. Derfor satte hun millionerne i arbejde. Ikke for egen vindings skyld, men for at skabe indtægter til Styrelsen, som kunne bruges til ansættelse af flere medarbejdere for at få orden på administrationen. Da man – efter en meget fordelagtig hestehandel – afviste hendes tilbud, var det for sent at stoppe. Karussellen kørte og den kørte efterhånden hurtigere og hurtigere. Resultatet er, at hun i dag sidder med en større formue, som hun ikke kan slippe af med, selv om hendes børn har været flinke til at aftage en del penge.

 

Sølvklippe i talkaos

De seneste dage er der dukket folk frem, som har arbejdet sammen med den eftersøgte, svindleranklagede Britta Nielsen i Socialstyrelsen. De fremhæver, at hun – i grel kontrast til, hvad man ellers har hørt – var den klippe, som desorienterede, uvidende medarbejdere kunne finde støtte og praktisk hjælp hos i Socialstyrelsens administrative kaos.

Teksten fortsætter efter annoncen

 

Hun beskrives som en yderst sympatisk og fagligt dygtig person, som fuldt fortjent for nylig fik Dronningens Fortjenstmedalje i sølv. Og som i øvrigt var den person, som i praksis stod for Styrelsens kontakt med Rigsrevisionen, når de kom på kontrolbesøg. Hun udvalgte således de sager, som blev kontrolleret for eventuelle uregelmæssigheder.

Britta Nielsen blev fundet i et kælderrum i den bygning, som Socialstyrelsen forlod, da styrelsen flyttede til Odense.

”Jeg troede egentlig, at lokalet var fyldt med gammelt papir som skulle destrueres, men så hørte jeg støj omme bag papirsbjerget” sagde chaufføren, som kom med den XXL-slamsuger, som skulle rense kloakken.

 

Gik i kælderen for at skabe orden

Da Britta Nielsen af tilløbende personale blev orienteret om al den uro, hendes fravær havde skabt, blev hun meget ked af det.

”Jamen, jeg gik i kælderen,” forklarer hun til Kjoeller NEWS, ”fordi jeg var den eneste i Styrelsen, der havde overblik over støtteprojekterne, ansøgte og udbetalte beløb og især ikke-brugte beløb. Og vi skulle jo kun have de papirer med til Odense, som stadig var gyldige, fordi projekterne ikke var blevet aflyst og alle – eller så godt som alle – penge returneret. Arbejdet opslugte mig fuldstændig. Det har arbejdet i Socialstyrelsen i øvrigt altid gjort.”

--- Men hvordan kan du undgå at bemærke at kammeradvokaten har beslaglagt dine huse og alle medier er fyldt med historien om, at du skylder 127 mio. kr. og er storsvindler med safarihytter i Sydafrika, dyre rideheste til børnene og store biler?

 

Satspengemidler som arbejder

Britta Nielsen tøver, men tager så en beslutning. Med klar, tydelig stemme siger hun:

”Ærligt talt har det altid irriteret mig, så lidt Socialstyrelsen fik ud af sine satspuljemidler. Mange af projekterne bliver ikke til noget, andre er ledet elendigt. Jeg ved godt, det er mennesker med udfordringer, men jeg synes alligevel, at der må være en undergrænse for, hvordan man kan tillade sig at håndtere offentlige midler.”

--- Joh, men…

”Og pengene flød rundt. Der var ingen kontrol. Skatteydernes penge! Skandaløst. Så ud over at begynde at skabe lidt orden i regnskabet, begyndte jeg så småt i 2002 at bruge nogle af de penge, som ingen savnede, til at skabe fornuftige forretninger med. Ikke for egen vindings skyld, men for at skabe indtægter til Styrelsen som kunne bruges til ansættelse af flere medarbejdere for at få orden på administrationen. Jeg gik ind i køb og salg af dyre rideheste, som jeg kendte lidt til fra min datter, og snart havde jeg en pænt overskud, som jeg stolt tilbød Styrelsen. Men man ignorerede mig fuldstændig. Direktøren så træt på mig og sagde: ”Flere penge? Er du gal, vi er i forvejen ved at blive begravet i ubrugte midler som returneres under kaotiske former. Og hvis bevillingerne er givet i de perioder, hvor vi har haft ferieafløsere til at styre journalen, aner vi ofte ikke, hvilke fejlslagne projekter de returnerede midler stammer fra. Desuden har vi slet ikke ret til at tjene vores egne penge, som vi kan bruge til ansættelser. Vi må kun tage imod ikke-brugte bevillinger, som returneres. Og bevillinger fra Finansloven.”

Teksten fortsætter efter annoncen

 

Penge måtte ikke pludselig dukke op

Britta Nielsen er tydeligt berørt over at fortælle om disse minder. Man mærker, at det er en stor lettelse for hende endelig at kunne tale frit om sit arbejde i Styrelsen.

Efter at have fattet sig fortsætter hun:

”Og så bad direktøren mig om i stedet at hjælpe med at finde anvendelse for de returnerede midler. De midler, som vi ved, til hvem og hvad vi har bevilget dem, var ikke noget problem, sagde direktøren. Dem kunne vi nemlig bare sende retur til ministeriet. Udfordringen var de midler, som vi ikke aner, til hvem og hvad vi har givet dem. Dem måtte jeg endelig ikke sende retur til ministeriet, medmindre jeg selv kunne opfinde et realistisk projekt, som var blevet en fiasko. Ellers ville vi afsløre vores administrative kaos, og ledelsen ville blive fyret. Og hvis jeg ikke kunne finde på et projekt og således komme af med pengene til Ministeriet, så var det min forbandede pligt at sørge for, at pengene ikke pludselig dukkede op i Styrelsens regnskaber. Men hvad med Rigsrevisionen, spurgte jeg. Du bliver vores kontaktmand til Rigsrevisorerne, sagde han. Og du udvælger de sager, som de skal kontrollere, når de besøger os. Jeg stivnede af rædsel. Men der var ikke noget at gøre. Han så på mig og sagde: Ellers bliver du fyret. På den måde eskalerede mine forretninger gennem 16 år. Og det blev nødvendigt også at tage af bevilgede penge, som var på vej ud til projekter, for at skaffe kapital til min fortsatte ekspansion.”

 

Udlejning af safarihytter fem år frem

--- Javel, men er safarihytterne alligevel ikke lidt langt ude?

”Det lå længe tungt med at få dem lejet ud. Styrelsens medarbejderforening var meget utilfreds.”

--- Medarbejderforeningen?

”Foreningen har været med i mange år. Men det er en lang historie. Det korte af det lange er, at nu, hvor TV 2 har en journalist fast stationeret ved hytten og Ekstra Bladet to journalister rendende rundt i bushen for at interviewe min gartner, så er hytterne blevet meget efterspurgte. Og flere journalister er på vej, har jeg hørt. Alle i landet vil snart kende min swimmingpool. Og det er derfor, jeg nu godt kan stå frem med sandheden. Hytterne er nu udlejet fem år frem til gode priser, og jeg har lovet at lægge min vej forbi, for at give autografer, hvis lejer betaler et mindre tillægsgebyr. Og kammeradvokaten kan være helt rolig. Hvis jeg på et tidspunkt får en opkrævning, minus de 2,1 mio. han allerede har beslaglagt, så skal jeg nok betale. Men det sker selvfølgelig på Styrelsens bekostning, for pengene tilhører stadig dem, selv om de ikke vil have dem.”

--- Hvordan kan du vide alt dette, hvis du har levet i kælderen, siden Styrelsen flyttede?

”Nåh, men det har jeg måske heller ikke hele tiden. Det tillader mine forretninger mig ikke mere, unge mand. De gør det nødvendigt for mig at befinde mig lidt over det hele. Nøjagtigt som jeg altid gjorde i Styrelsen, inden jeg blev fritstillet,” slutter Britta Nielsen.

 

”Mit satsede liv i puljer”

Britta Nielsen oplyser i øvrigt ”uden for blokken”, at hun allerede har udbudt sin selvbiografi i licitation til Gyldendal, Lindhardt og Ringhof og People’sPress og modtaget ”fornuftige tillbud”, som hun velvilligt overvejer, mens hun venter på svar fra førende angelsaksiske forlag. Den foreløbige arbejdstitel er ”Mit satsede liv i puljer”.

 

Læs NEWS: Socialstyrelsen tester puljemodtagere

 

Læs Kølletæppebank: Ustyrlig styrelse. En møgsag i pressen var nødvendig for, at Socialstyrelsen blev tvunget til at opdage millioner, som man i 16 år ikke vidste, man manglede. (med Kjoeller NEWS-bonus)

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk