Først lagt op 13-04-2019

Senest opdateret 03-07-2023 14:13

 

Britta-historien

Kunst

Videnskab

Politik og medier

Religion og tro

 

Videnskab

 

Landets egentlige magthaver, Magda Hansen, Fiorentinavej 33 C, Haslev på sin indkøbstur hver fjortende dag til Tyskland. Foto: privat fra video optaget af hendes mand, Hans.

 

Danmarks egentlige magthaver afsløret

Byder alle rygklappere velkommen

 

Regeringens Magtudredningskommission har nu afleveret sin rapport. Selv om den endnu ikke er offentliggjort, forlyder det, at den afdækker helt uventede magtrelationer i landet. Det viser sig således, at landets egentlige magthaver er Magda Hansen, Fiorentinavej 33 C, Haslev.

Magda Hansen benægter ethvert kendskab til sagen. Det samme gør hendes mand, den kendte duesportsflyver Hans O. Hansen, som i øvrigt oplyser, at hans gamle Lada med lad er til salg for rimelige penge:

--- Den har længe været til salg i lokalpressen under salgssloganet ”Lada med lad og batteri, som ikke er ladt a’, fortæller han.

Forsker håber ikke, det koster menneskeliv

Det er en gruppe forskere ved universitetet, som er kommet til det opsigtsvækkende resultat. Lederen, professor, dr. polit. Kim Sund, understreger, at resultatet er helt logisk, når man kender de metoder og data, der er anvendt.

Teksten fortsætter efter annoncen

--- Det er på tide, at folk lærer at respektere samfundsvidenskaben, ligesom man respekterer naturvidenskaben, mener Kim Sund:

 --- Dengang man fandt ud af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, og at den slet ikke er flad men rund, da vakte det jo også opsigt, og flere videnskabsmænd måtte lade livet, inden det blev en almindelig anerkendt sandhed, udtaler Kim Sund.

At det skulle koste forskere livet, håber han dog ikke. I så fald er det muligt, at selve magtbegrebet må tages op til revision og defineres på en mere hensigtsmæssig måde.

Kim Sund understreger i øvrigt, at resultatet kun kunne nås takket være den allernyeste computerteknologi.

Pseudonymer sad i møde hele dagen

Et rundspørge til landets traditionelle magtcentre viser ikke den store forbløffelse. Statsminister John Smith siger, at det er et meget velkomment resultat, som borger godt for demokratiet.

Én af erhvervslivets mest indflydelsesrige mænd har det som sædvanligt ikke været muligt at få en kommentar fra, da ingen kender hans sande identitet, og alle pseudonymerne sad i møde hele dagen.

Magda Hansen oplyser, at hun ikke har i sinde at lægge sit liv om. Hun vil fortsat gå til bingospil i idrætsklubben hver torsdag og tage på indkøbstur til Tyskland hveranden søndag.

Rygklappere velkomne

Samstemmende fremhæver ægteparret Hansen, at deres enorme magt ikke skal få lov til at ødelægge deres liv. Rygklappere er dog velkomne, bare de selv tager mad og drikke med.

--- Og hvis det også kan få Hans til at skifte undertrøje noget oftere, så er jeg glad, slutter Magda Hansen.

Hendes mand får dog indført et sidste ord:

--- Jeg lover, at jeg skifter alt tøjet og går i bad, når jeg får solgt Ladaen.

 

 

Læs Latterens magt, kommentar

Læs Barnets magt, kommentar

 

,

© klaus@kjoeller.dk

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

151217klauskjoellerDKforside.bmp