Det
har længe været kritiseret, at Danmarks nyvalgte statsminister har
indsat sin toprådgiver i regeringens to vigtigste udvalg: Økonomi- og
Koordinationsudvalget.
Indtil
nu har statsministeren ikke udtalt sig i sagen. Men nu siger hun:
”Det
er noget pjat. Alle ved jo, det er det letteste, at dem med størst
indflydelse og størst viden sidder i disse udvalg. Det sparer mig for
at skulle bruge tid på at briefe min toprådgiver efter hvert møde i
udvalgene, at han selv sidder der. Og det sparer mig også for at skulle
bruge tid på inden møderne at blive rådgivet af ham om, hvad jeg skal
sige på møderne. Nu kan jeg nøjes med at blive orienteret af ham om,
hvad man har besluttet i udvalgene efter møderne er afholdt. Og
ordningen har allerede vist sig så succesfuld, at den nu er udvidet til
at gælde alle ministre i disse centrale udvalg.”
---
Men sidder der så slet ikke længere ministre i
disse to centrale udvalg?
”Næh.
Og det sparer en masse dyrebar tid.”
---
Men det vil da vække bestyrtelse blandt politiske kommentatorer og
lederskribenter.
”Ja,
og det ved jeg selvfølgelig godt. Derfor vil jeg også hermed klart
melde ud, at denne regering er en ærlighedsregering. Vi siger alle de
ting ligeud, som tidligere regeringer har gjort alt for at skjule bag
løgne og hykleri, selv om alle kendte sandheden. Det stopper nu!”
---
Men vil det ikke kunne nedbryde befolkningens respekt for demokratiet?
”Tværtimod.
Hør nu: Vi politikere bør koncentrere os om det, vi er bedst til. Det
er jo ikke tilfældigt, at vi er blevet politikere og ikke toprådgivere.
Toprådgivere er sky mennesker, som hader at optræde. De er alle
indadvendte, politiske nørder. Derfor elsker de at bruge al deres tid
på at trænge ind i problemerne og udtænke og gennemføre effektive
løsninger bag kullisserne. Og det er de virkelig gode til! Vi
politikere skal så med personangreb og skandaler sørge for, at
befolkningen ikke dør af kedsomhed, men fortsat er engageret i
demokratiet.”
|