--- Hvad har det
sværeste været ved at skifte fra at være berømt og til tider
kontroversiel fagbogsforfatter til at være omsværmet skønlitterær
forfatter?
Øh, omsværmet?
--- Du har siden
2014 udgivet eller genudgivet 11 skønlitterære bøger. Og nu kommer så
nr. 12, nyudgivelsen ”Epistel 666”. Det er tolv bøger på 6 år, eller i
gennemsnit to skønlitterære bøger om året. Noget som vel kun ellers en
Klaus Rifbjerg kunne klare. Og hertil kommer så dine fjorten
faglitterære titler i samme periode.
Glem faglitteraturen! Jeg
har altid været skønlitterær forfatter. Mine inspiratorer har altid
været James Joyce og Samuel Beckett.
--- Og de skrev
jo netop ikke så mange titler.
Nej, og det gjorde jeg
heller ikke, dengang. For da mit første skønlitterære manuskript, ”En
forgæves fortælling om sonst”, blev afvist, kastede jeg mig over
universitetsstudier i filosofi. Og da jeg efter nogle få år indså, at
filosofi er brødløst, så valgte jeg Danskstudiet og var i mange år
ansat som lektor på Københavns Universitet i kommunikation og sprog. Og
her blev jeg så især tændt af politisk kommunikation og skrev en del
ret forskellige bøger om det. Men de senere år er det så lykkedes for
mig igen at få tid til skønlitteraturen.
--- Men det er
vel ikke især den meget fine skønlitteratur, du stiler mod? Du har
skrevet mange krimier. Og nu kommer så endnu en krimi, Epistel 666.
Ja, men de to foregående,
Algoritmen som åd sin skaber og Foredrag
frit! som kom i 2018, var da eksperimenterende. Og i Algoritmen
som spiller uddrag af mit afviste ungdomsmanus En
forgæves fortælling om sonst en meget væsentlig rolle som det
produkt, som en løbsk, kunstig intelligent computer producerer med kaos
til følge.
--- Men de er
vel både for morsomme og for lette at forstå til at komme i nærheden af
Joyce og Beckett?
Jeg var også meget ung og
uerfaren, da jeg begyndte at skrive i 1960’erne. Mine mange år som
forsker og kommentator i politisk kommunikation har gjort det umuligt
for mig at fjerne mig fra læserne med uforståeligt sprog for
feinsmeckere og ubærlig realisme.
--- Og det går
jo også godt uden! Tillykke med din nye bog!
|