|
|
Først lagt op d. 14. oktober 1998,
senest opdateret 27-01-2019
21:26:12 I Giv mig et manuskript
der skrider fremad, og jeg er så lykkelig jeg kan blive. SÅ NU begynder du at læse og jeg at skrive.
JEG MÅ begynde et sted, ligesom jeg til sin tid skal slutte et og kun et sted. Medmindre jeg skal køre i ring.
SKAL BEGYNDELSEN virkelig være helt tilfældig? Er det ikke muligt at finde et eller andet skridsikkert argument for at det er bedre at starte med at beskrive en morgenrøde fx, end med at en eller anden siger: »Så nu begynder du at læse og jeg at skrive«?
JEG ER begyndt. Det står fast. Spørgsmålet om min begyndelse er et rent empirisk anliggende. Denne begyndelse er kun min sidste i en lang række af begyndelser. Min første begyndelse var så vidt jeg husker at jeg kedede mig søndag eftermiddag. Den bærende grundoplevelse for mit forfatterskab. Min svaghed for det banale. Jeg begyndte at skrive, det står fast. Noget skulle jeg lave. Andre unge ville have ringet til deres venner. Eller være gået til fodboldkamp. Jeg havde kun én ven. Man sagde vi var venner. Jeg syntes ikke vi var venner, jeg mente at venskab måtte indebære noget mere. Men OK, lad os da kalde os venner. Vi spillede skak. Jeg kunne ofte ikke holde ham ud. Hans klamme hænder. Selv om vi aldrig tog på hinanden. Det var så anstrængende for mig at være sammen med andre. De interesserede mig ikke. Det gav mig ingen tilfredsstillelse. Specielt tanken om det andet køn lammede mig. Naturligvis. Jeg havde mine små obligatoriske forelskelser. Naturen fornægtede sig langtfra. Mine små forelskelser, på afstand. Men jeg var indadvendt, bange. Jeg var i defensiven. Mig selv nok, og alligevel ikke. Så kom vi altså i gang med min biografi. Min elendige fortid. Et beskidt og trist arbejde at fortælle den. Endnu værre at læse om den. Men hvordan komme udenom? I et arbejde som dette? Jeg må have været bange for det hele. Jeg hadede at blive overrasket. Jeg ville have check på alting. Bag min regelmæssige overflade var alt i oprør, en stor mørk tåge. »Ulyst til alt«, det er en sætning jeg husker: »Ulyst til alt«. Jeg var alt andet end morsom. Jeg må have virket helvedes højrøvet. Det fik jeg også at vide. Check på det hele. Hvor var mine følelser? Min fraværende fader. Bortset fra det seksuelle var jeg tidligt i min faders sted hos min moder. Måske endog i hendes faders sted. Allerhelvedes fornuftig. Min mor og mig hjalp hinanden igennem min søsters kærlighedsaffærer. Nok om alt det gamle lirum larum. Velkendt fra utallige romaner. Ikke mine, men andres. Det var altså dengang jeg begyndte. Med at analysere mig selv, min familie. Fy for pokker. Begyndte også at nedskrive mine tanker. En slags intellektuel dagbog. I håb om udvikling, om at kunne give mig selv et afgørende spark ud over afgrunden. Forefindes i dag i kilovis, hvis tanker kunne vejes: i tonsvis, uberørt af menneskeøjne, bortset fra undfangelsesøjeblikket. Sproget blev centralt. Det sprog hvori jeg erkendte. Og forkastede mine erkendelser. Belønningen for en indsigt var den øjeblikkelige lettelse, aldrig den solide, længerevarende erkendelse. Så Wittgenstein. På biblioteket. Den afgørende intellektuelle påvirkning. Min filosofiske aktivitet udmattedes. Den filosofiske terapi var en stor succes: Jeg holdt stort set op med at spekulere. Jeg fortsatte med at skrive, men nu som led i løsningen af ydre praktiske problemer: Jeg skulle have en social identitet, en position. Når man har besluttet at overleve, en beslutning min krop tog for mig, så må man også have en social identitet. Som jeg allerede har sagt, så vil mine banaliteter tage livet af dette stykke prosa mange gange undervejs. Hvad skal jeg gøre? Min virkelighed er banal.
ER DETTE sandheden om min fortid, om hvordan det hele begyndte? Nej, det er den fortid jeg har brug for i dag. Den repræsenterer de sider af mig som jeg reagerer mod i dag, hvor mit udadrettede liv er blevet en så stor succes. Min begrædelige, indeklemte, højrøvede, forkrampede ungdomstid. Overintellektualiseret baby. Jeg var i besiddelse af al den viden man kunne suge ud af bøger og film. Men min krop var uden ar af nogen art. Selvfølgelig har der også været positive sider. Ensomhedens glæder, koncentrationens ekstatiske dybgang, uafhængighedens hæmningsløse udforskninger. Altsammen velkendt fra de litterære interviews, når søndagsaviserne udbreder de litterære indvolde på morgenbordet. Men nu må det være forbi med den skingre skønsang; det her skal være et helt åbent portræt af mig, mens jeg sidder her og skriver. Køb mig eller forlad mig! Det væsentlige er at det er mig, og ikke en maske. For en gangs skyld. Ikke kunst, men sandhed. Hvad stiller jeg op når jeg er forladt? Ligemeget! Hellere én læser som hader mig, end 100.000 som elsker én af mine vellykkede forstillelser. Min teknik må være at gå til ekstremerne for at provokere mig selv og min læser, for at holde os i gang. Og at holde en helt uændret borgerlig facade mens jeg gør det. Hængende i det tomme rum med en livline til theslabberas'ens small-talk. Al ydre dramatik er spild af energi. Også selv om det giver medieomtale.
I STEDET for at konstatere at min virkelighed er banal, så må jeg spørge: Hvorfor vil jeg have at den skal være banal? Hvis jeg ville have at den så spændende ud, så ville jeg nok også være mand for at sørge for det, ord har jeg aldrig manglet. Banalismen handler ikke om verden, men om min verden, om mig. Mit temperament projiceret ud i verden. Min tro. Heraf min trang til at reducere alting til modeller. Eller omvendt. Lad os så spørge: Hvad er den psykologiske modsætning til banalismen? Det er begejstringen. Begejstringen over verdens mangfoldighed, over sansningernes bundløse mangefold. Sanserusen, følelsernes heksekedel. Det er mit budskab til verden, til mine medmennesker, at al begejstring er en illusion. Nej, det er det alligevel ikke. Jeg kan også begejstres. Jeg elsker det kødelige, det livskraftige, det der overlever. Den menneskelige trods har min sympati, begejstrer mig. Den latter som får magtens flæskebjerge til at blævre. At skabe. Det groteske, men også det blide. Hvorimod den navlebeskuende prosa vi er i gang med her, giver mig kvalme. Kvalt i fødslen. Men det er så til gengæld sandheden. Beklageligt nok. Men jeg må gennemføre én gang i mit liv at forsøge at få mig indfanget i en tekst, i al min ynkelighed, i al min stinkende kedsommelighed og min vamle narcissisme, hængende i banaliteterne til spot og spe, så direkte, usminket som muligt. Det er det det drejer sig om. Til helvede med skønsangen. Prop den gode historie skråt op.
DE FORSKELLIGE jeg'er. Legen med sandheden. Det fiktive. Sandheden som hele tiden gøres til kunst, som hele tiden må forme sig efter stilfornemmelse, efter rytmesans, efter sansen for hvad der lyder godt. Der er i værket den og den frekvens konstateringer, den og den frekvens selvironiske bemærkninger, den og den frekvens humoristiske pointer. Det er disse love som bestemmer. De må hele tiden sprænges for at komme det nærmere. Det? Sandheden. Sandheden om hvad? Om forfatteren og hans arbejde. Så længe sandheden lader sig omfatte af en æstetisk form må man mistænke den for at være bestikkelig. Sandheden sælger sig til en bestemt form. Sandheden er an-æstetisk. Det skønne er usandt. Sandheden er hævet over formerne. Eller er sandheden en særlig, foretrukken form?
HVORDAN HAR det overhovedet nogensinde været muligt for mig at fortælle om mennesker jeg opfandt, inden jeg nærmere havde undersøgt hvorledes jeg opfattede mig selv i min situation som forfatter, de værdier, de begreber som denne funktion indebar godkendelse af? Magisteren taler og fortsætter: Ved at undlade dette, risikerede jeg at den psykologi hvormed jeg opfattede mig selv, stod i grel kontrast til den psykologi — eller mangel på samme — hvormed jeg beskrev mine personer. Det verdensbillede hvori jeg opfattede mig selv, risikerede jeg var et andet end det hvori jeg fremstillede mine personer. Jeg risikerede at blive som den filosof der, gående frem og tilbage foran sine tilhørere, med store fagter beviste at al bevægelse er umulig. Den beskrivelsesform, den virkelighedsopfattelse som ligger til grund for min påbegyndelse af arbejdet, den opfattelse af mig selv og verden omkring mig, kan ikke med min bedste intellektuelle samvittighed kontrastere til den virkelighed, den stil, den beskrivelsesform som i fuld alvor findes inde i værket. Værket bør udspringe af selvforståelse eller være et led i selvforståelse (og her er 'forståelse' det vigtigste led i sammensætningen) og i hvert fald aldrig være i uoverensstemmelse hermed. Nu betragter jeg min alvor, og må smile. Jeg nænner ikke at tage fat på begreberne 'konsekvens' og 'selvforståelse'. Følelserne der bærer denne prosa er mig for dyrebare. Jeg er nok for svag til at være ærlig.
IKKE BEVÆGE skønånderne, men flytte mig selv. Og læseren, ved nådesløst at. Papiret, kuglepennen, ordene, linjerne, blækket. Blækket? Det eksisterende litterære apparat. Bordet, stolen, jeg fortsætter listen, det grønne skriveunderlag, min lampe, eneste lys i stuen, bemærk pointen. Min last med at klippe hud af fingrene med en tre-i-en, min regelmæssige dag, mine ikke-litterære, banale overlevelsesproblemer. Hvad skal jeg dog stille op med alt dette? Det er det værende, simpelt hen. Det er omkring mig. Det er det konkrete. Det jeg tager min tilflugt til når alt andet glipper, når mine forstillelser giver mig kramper. Så ser jeg mig omkring i min trygge virkelighed og benævner ganske roligt tingene: »Der har vi papiret, der er kuglepennen, her ligger tre-i-eneren, der står min thekop, derhenne en potteplante. Døende, men dog levende«. Måske skriver jeg en side indholdsløs skønskrift. Det ville have glædet min gamle dansklærer at se. Det hjælper. Skriver jeg nogensinde andet, hov det var en fræk overraskelse. Det er den slags fikse pointer der kan ødelægge dette arbejde. Og når klokken slår og mine skrivetimer er forbi, så forsvinder jeg ud i hverdagens livgivende banaliteter: indkøbssedler, tv-aviser og forældrekonsultationer.
IKKE GÅ i gang før end det hele er udtænkt på forhånd, kun detaljerne mangler. Man er vel professionel. Hvordan tror du at George Lucas fik lavet sit succesmanus til Stjernekrigen? Da ikke ved at sidde og flæbe og råbe på Moar. En karakteristik af håndværket: ikke være for klar, ikke for uklar, men sørge for at læseren hele tiden følger med, halser efter. Hvor jeg dog afskyr alt det smarte. Løgn og løgn og atter løgn, det er det jeg hele tiden har fortalt. En mere eller mindre smagfuld løgn, som stemte mere eller mindre overens med de forskellige herskende opfattelser af værd og lort. Tilpas med gåder til at give de professionelle nøddeknækkere lejlighed til at brillere og smaske vellystigt. Men jeg fortryder ikke noget som helst af det. Jeg mener jeg altid har skrevet det jeg simpelt hen måtte skrive, og kunne. Ligesom en snedker der jo må bruge de nyeste tekniske hjælpemidler og materialer for at holde forretningen i gang. Det har altid været min holdning at når jeg nu alligevel måtte skrive, så kunne jeg lige så godt skrive noget jeg kunne leve af. Men desværre er det aldrig lykkedes for mig at skrive rigtigt vulgært. Jeg har aldrig fået lavet den kioskbasker jeg så ofte har drømt om, især i mine yngre år, når vi ikke kunne få pengene til at slå til. Er der noget jeg ikke kan udstå er det rollen som genial, fattig kunstner. Den er det heldigvis altid lykkedes mig at undgå. Den har jeg stadig til gode. MIT LIV er stort set uden nogen historie. Det er den jeg prøver at fortælle. Det gør mig ondt for min biograf, Sonja. Når man tænker på hvad der findes af spændende forfattere at skrive disputats om. Sandheden er at jeg altid har hadet ydre forandringer. Ikke engang avis-polemikker har jeg deltaget i. Medmindre man bad mig om det og helst også betalte mig for ulejligheden. Jeg har altid haft en svaghed for journalister. Det må jeg lære at bekæmpe. Ihvertfald mens jeg skriver på dette. Giv mig ro til at skrive, plus en lille håndfuld mennesker jeg kan slappe af sammen med, mere forlanger jeg ikke. Fester, rejser, ydre dramaer, interesserer mig ikke. Giv mig et manuskript der skrider fremad, og jeg er så lykkelig jeg kan blive. Hvorfor er det sådan? Det interesserer mig ikke. Det er bare sådan. Jeg føler trang til at skrive på noget som udvikler sig. Ganske enkelt. Hverken mere eller mindre. Det er 'håb' der er nøgleord her. Så længe jeg tror på et projekt har jeg håb. Håb om hvad? Berømmelse? Måske, engang. Håb om at få udtrykt mig inden tiden er forpasset? Kan ikke udelukkes. Håb om at få indgået den attråede forening med sproget! I forhold til denne sidste formulering er alle de andre ligegyldigt snak. Alle de andre arbejder. Det er længe siden jeg har været mere alvorlig. Denne erkendelse gør dette arbejde mere end legitimt, til mere end et spørgsmål om social rolle; den gør det til en eksistentiel nødvendighed. Det gælder om at få mig aflejret i sproget. Det gibber i mig for at punktere min alvor med en eller anden distancerende bemærkning. Det væsentlige er at det giver mig ro og tilfredshed at tro på at jeg er i gang med at flytte mine frontlinjer. Solidt støttet af de værste klicheer stolprer jeg over min slagmark — på vej mod evigheden. Denne gang er det alvor. Er klicheerne de værste?
UMULIGHEDEN AF at lade mig fange i en bestemt stil. Hvis jeg havde en stil så havde jeg også en tro. Troen er stilen. Et slagord med mulighed for udbredelse? Men jeg har ingen erkendelse om min tro, og følgelig heller ikke nogen erkendelse om min stil. Min tro? Hvordan skulle den være indrettet? En række dogmer må der i hvert fald være, hvad er en tro uden dem? Eller bare et værdihierarki. OK, lad os se lidt på dette. Det må til syvende og sidst være det der holder mig i gang. Lad mig så starte med at slå fast at jeg ønsker at leve, ja, lad os se lidt nærmere på dette eksempel på en af mine mere iøjnefaldende værdier. Hvorfor har jeg dette ønske? Det er ubehageligt at dø. Det må gribes anderledes an. Det at dø er mange ting. Nogle dødsmåder er mere ubehagelige end andre. Det bedste må være langsomt at miste bevidstheden, sove hen. Mens hele livet passerer revy, ligesom når man drukner, et sidste gensyn med minderne, dem som man husker og dem som man troede man havde glemt, og så alle de falske som man har opdigtet — allesammen trukket på snor. Er det bedre langsomt at miste bevidstheden end hurtigt? Det må være et temperamentsspørgsmål. Så er der alle sygdommene. Ingen fornuftig mand kan ønske sig syg under normale omstændigheder. Det er ikke en definition, udsagnet er ikke tautologisk sandt. Det har jeg altid så svært ved at overbevise mig selv om når jeg har sagt sådan noget. Jeg ønsker altså dels at holde mig i live, dels at holde mig fri for sygdomme, lemlæstelser og deslige. Her burde der komme en selvironisk vits, men jeg nærer mig og fortsætter. Med hensyn til samfundet ønsker jeg at bevare min gode position. Hvor er det dog altsammen enkelt. Hvorfor har jeg så ofte før udsat den opgave at få rede på mine definitive, nej, foreløbige men dog nogenlunde uforanderlige meninger, når det var så legende let overstået? Sikken en masse spekulationer jeg kunne have sparet til andre materier. Og det er sidstnævnte gode position jeg søger at konsolidere med dette skriveri? Nej, det er bedøvende ligegyldigt. Jeg er for længst hævet over dette problem. Jeg er urørlig, takket være min gode offentlige stilling som jeg skrev mig ind i for mange år siden, mine bibliotekspenge, mine honorarer. Allerede en klassiker i levende live. Måske ikke den største, men en rigtig pæn halvstor en. Der undervises i mig i stigende omfang i skolen. Det er smigrende og uhyggeligt: dissekerer mine vellykkede krampeanfald. Sandsynligvis er der et stadigt stigende antal seminarieelever der forstår mig bedre end jeg selv gør. I øvrigt har jeg en hemmelig plan om at overvære en eksamination i mig på et nærliggende gymnasium. Forklædt som en eller andens bedstefar. Mit lange, sørgmodige ansigt med den nedadhængende moustache er altfor velkendt fra prisuddelingerne. Jeg finder i alle måder, i næsten alle måder en forfatters position yderst attråværdig. Jeg skriver: næsten alle måder, fordi jeg er næsten sikker på at jeg ved en smule eftertanke også kan finde negative sider ved denne position. Nu vi er ved værdierne: også mit køn kræver selvfølgelig sin ret. Mit køns forskellige instinkter. Jeg er mand. Hvordan kunne jeg dog glemme det? Jeg har en kvinde, børn, en familie. Det er det eneste naturlige. Jeg vil også være bedstefar. Hvor banal har man lov at være?
NU SPROGET. Jeg var engang bidt af at erkende, selverkendelse, studium af dybdepsykologer og filosofi. Det holdt op inden jeg nogensinde nåede at få slået en streg og gjort facit op. Det er måske også et slags facit. Det ebbede ud. Karakteristisk nok for mig. Så begyndte jeg snart efter at bruge sproget i min kamp for en position. Det blev hårdt, i begyndelsen, mine læreår. Når jeg kunne udholde at sidde der, dag efter dag, var det kun fordi jeg troede på at der forude ventede mig et helt andet liv. Ikke et liv i sus og dus, men dog et liv i større anerkendelse end det liv i totalt ubemærkethed jeg levede dengang, hvor min eneste kontakt med omverdenen bestod i de bestemte, høflige afslagsbreve forlagene udøste over mig. Jeg drømte om at blive efterspurgt. Nogen stor foredragsholder regnede jeg aldrig med at blive. Jeg er alt for eksklusiv, selv om min arrogance let kan gennemskues som usikkerhedens skalkeskjul. Men jeg ønskede at alle ville sværme om mig. Beundre mine særheder, forstørre dem op i overskrifts-format, det ville de sagtens kunne bære, åh, der ville jeg være i mit es! Når jeg, undseligt og genert, badede mig i deres beundring. Når jeg prøvede at neddæmpe deres hyperbolske udtryk uden held. Så ville jeg være i mit es. Når journalisterne ringede og med besvær blev presset ind på min tidsplan. Når der kom skolebøger om mig, sammen med de andre store. Jeg skulle vise dem hvad dansk litteratur kunne være. Om vinteren ville jeg drage til et varmere sted med min familie.
DETTE ER ikke sandheden. Dette er en fiktion om en som gerne ville være forfatter. Jeg tror godt jeg kunne skrive en humoristisk jeg-fortælling over dette tema, men det er langt fra sandheden. Og det er ikke den historie som disse sider skal misbruges til at fortælle. Det er galt nok allerede. Jeg må tilstå at jeg har fortalt enkelte spredte løgne ovenfor. Det drejer sig dels om påstanden om at jeg har en biograf der hedder Sonja, dels om at jeg har et aflangt ansigt med en nedadhængende moustache. Ingen af disse kendsgerninger passer. Det kan let bekræftes af folk som kender mit billede fra pressen og af mine kolleger på universitetet at ingen kommer bare i nærheden af at drømme om at skrive min biografi. Men jeg understreger: Resten er sandhed. Bortset fra disse to fejlskud, som jeg beklager uden forbehold, så er resten sandt. Tonen kan have været falsk her og der, men kendsgerningerne OK. Og lad os være ærlige: For at løgne skal have en ordentlig chance skal de være langt mere raffinerede end den om min biograf og min moustache. Lad ikke disse to primitive løgne få dig til at undervurdere mit talent for at stikke løgne der ikke er til at skyde igennem. Og tro nu ikke at jeg er ved at fortælle historien om en forfatter der tror han fortæller sandheden, samtidig med at han fylder både læseren og sig selv med løgnehistorier. For det gør jeg ikke. Af alle de historier som frister er denne nok den mest grusomme faldgrube for et projekt som dette. Jeg kan ikke love at jeg ikke vil falde i igen, men jeg kan love at jeg hurtigst muligt vil rette det op igen og straks vil punktere den historie som jeg blev lokket ud i med hårde kendsgerninger. Men det er rigtigt at jeg, dengang jeg ville være forfatter, at jeg da drømte om den sociale anerkendelse. Den kan jeg aldrig få nok af. Den er stimulerende. Jeg vil helst have at alle elsker mig. Men den tekst jeg arbejder på her er en tekst jeg må skrive. Den er ikke som de andre. Den grundlæggende tekst. Min basis-virkelighed. Den bliver rimeligvis kun udgivet hvis jeg selv bekoster den, men det er nødvendigt for mig at skrive den. Der er ikke andre veje frem. Hvis der overhovedet er en vej frem for mig, er det denne.
JEG FORSØGER en sammenfattende analyse af mit forhold til sproget. Min vægring ved at anerkende omverdenens indretning som en fordring til mig omformedes via et sprogligt intermezzo til en bekræftelse af det bestående. Sprogets betydninger, sætningernes brug er uløseligt forankrede i det forbigangne, og denne erkendelse medførte min anerkendelse af det eksisterende, igennem mit nære, mit uafrystelige forhold til sproget. Det var for sent. Jeg havde lært sproget, derfor måtte jeg i princippet anerkende tingenes tilstand. Var det virkelig sådan det gik for sig? Hvad med min skepsis? Hvor er den blevet af? Ikke et ord om min skepsis, det er godt gjort. En ny beskrivelse. Min skepsis, som jeg må have fået i vuggegave, som altid strejfer om blandt de ting som står mig nærmest, rettede sig på et vist tidspunkt mod sproget, mod ordenes betydninger. Mit intellekts laser-stråler lagde sproget øde for meninger. Jeg kunne tage ethvert ord og klæde det af til at være et grynt, en krussedulle. Men samtidig vedblev jeg med at leve som om ingenting var hændt. Udfyldte den plads som omgivelserne havde ladet stå ledig til mig, og brugte de sætninger man plejede at bruge på den måde man plejede at bruge dem. Der var ikke andet end skallen tilbage. Det var skallen eller intet. Dengang lærte jeg om overfladens betydning som bærende konstruktion.
DET VAR det jeg ønskede, vi kom fra. Det er sagt. Det er færdigt. Det er simpelt. En skønne dag kreperer man så. Under de obligatoriske alderdomspinsler, eller bare sådan: BANG uden videre, værsgod: et stk. lig. Færdig med fyrre. Ligger og rådner. Færdig. Ingen grund til at hidse sig op over det. Jeg synes det er selvfølgeligt altsammen. Ingen grund til at fortsætte. Atter et arbejde som løber ud i sandet.
FORTÆLLE, JEG fortæller. Pause og modvilje. Hvorfor fortæller jeg altid om disse mærkelige personer jeg opdigter? Hvoraf jeg opdigter et tvivlsomt fragment, hvorefter jeg kaster dem ud i mørket, som frugt af et tilfældigt lune, der allerede har levet sin tid ud? Hvad har de med mig at gøre, alle de der personer jeg gider ikke nævne dem, selv om det er let gjort for de hedder ofte det samme som mig, hvad kommer de mig ved, hvad andre? Alle disse papirtigre som hele tiden skal være noget originalt, gøre og sige noget originalt, hvor er jeg træt, måske kan jeg ikke og så er det derfor at jeg, fuldend selv, fuldend selv, jeg orker ikke, så er der ved at være for megen ugidelighed, min kritiske sans sover altså ikke. Fiktion giver mig kvalme, men det her er næsten værre. Hvad er sandheden? Det lyder som et bønnemøde, jeg fortsætter, måske giver det noget, klarhed, tilfredsstillelse. Det må være tilfredshed jeg søger, muligvis et tautologisk sandt udsagn, jeg skriver noget som jeg er tilfreds med, gør noget jeg billiger, min kritiske sans billiger det jeg siger, min skønånd, Mr. Godte, min instans for sandhed, hr. Vitt, og min taler, et navn også til min taler, Orr, mon det fører til noget denne tredeling af mig selv? Det er altså, for nu at afslutte dette afsnit, målet: tilfredshed. Mr. Godtes tilfredshed. Men han er lunefuld, en lunefuld rad er den Mr. Godte, sikken et navn, så nu er jeg allerede ved at skulle til at fortælle om den lunefulde rad, Mr. Godte, klart skib til en ny historie. Nej, den går ikke dennegang, dennegang skal det blive løgn, eller har denne messende stemme og dens frekvens af ingredienser allerede taget magten fra mig? Forfra. Bar bund.
HVAD ER sandheden? Det er og bliver dunkelt hvad jeg mener med sandhed. Jeg kan overhovedet ikke få øje på mit dilemma nu, hvor det er så vigtigt, det dukker ellers villigt nok op når jeg allermindst har brug for det. Sagde jeg dette fordi det lyder godt, eller fordi det er sandhed? Der var dilemmaet! Mener jeg hvad jeg siger, eller siger jeg hvad der lyder kønt, hvad der rummer en eller anden æstetisk pointe? Sandheden er æstetisk set ikke mere værdifuld end løgnen. Har det forbindelse med min benyttelse af ironien? Mine personers forfald, er det et mondænt forfald jeg dyrker i æstetikkens interesse, eller er det noget jeg kan stå inde for? Er det ikke bare et opkog af Sam det hele, en dårligt imiterende grimasse? Jeg vil mig selv, og er jeg ikke mig selv i sproglig forstand, så vil jeg ikke. Jeg begynder, det må retfærdiggøres at jeg begynder, den litterære arvesynd, hvorfor begyndte jeg, den evige retfærdiggørelse, jeg er måske ved at blive religiøs? Denne tone af desperation. Kunne sikkert føre vidt at beskrive mine, finde passende dæknavne til mine forskellige tonearter, stile. Trosretninger. Den saglige, fortrøstningsfulde tone hvori jeg filosoferer, den rolige tone. Jeg kan altså, jeg kan tænke, skrive, det bringer resultater, men det varer ikke længe, der er ikke andre resultater end banaliteten, der er ting man ikke spørger om. Min stol, har den betydning? En god stol har uvurderlig betydning for at skrive, man må have det godt, hvor lyder det rædselsfuldt. Man kan jo også stå. Er optaget af at vurdere, og taler om noget andet. Taler i øst, tænker i vest. Den humoristiske, den desperate. Altså: Jeg sidder her og skriver som sædvanligt, hvem jeg er og hvor og hvad skriver jeg, hvorfor alle disse spørgsmål, jeg vil roligt, sagligt beskrive, roligt, roligt. Det skal være meget mere roligt. Ellers går det aldrig. Jeg skal gøre mit ypperste for at holde denne rolige, underfundige tone. Der skal nok være dem der ikke kan se det underfundige i den, men rolig, det er den i alle tilfælde, og det er det væsentlige. Lidt optimisme her på det sidste. Hvor længe mon det holder? Det sidste lød ikke særlig godt. Og det allersidste endnu værre. Men det er kun godt, for det tyder på at sandheden har vundet.
JEG HAR ikke fået nogen god ide til hvordan jeg kan begynde dette arbejde som jeg kun har utydelige ideer om. Vi må nøjes med at tage til efterretning at det er begyndt. Godt begyndt er kun halvt mislykket. Og halvt mislykket er halvt fuldendt. Der skal også løbe meget vand i stranden før sandet er fyldt op. Altid plads til endnu et arbejde som er på flugt fra brandere. Hertil og ikke længere. Jeg har på en vis måde sejret, blevet kendt for nogle bøger, men det gør det vanskeligere at skrive, fordi man ser det som en fortsættelse. Jeg er bedre når jeg sidder i baghånden. Overrasker alle. Jeg vil altid hellere skrive noget som er totalt anderledes end fortsætte det mest forudsigelige. Højtideligt, det her. Hvor er ironien, humoren? Bare facade. Skal gøre mine banaliteter og nedgroede aggressioner og storhedsvanviddet spiselige for folket. Der er stemningerne. Resten er bare ord. Der er en stiltone. Prøver at ramme min tone i det danske sprog. Som Charlie P. ramte sin i jazzen. OK, orden nu: I denne tekst er det mig selv, altså MIG, ikke bare en fiktion. Mit sande jeg, undskyld jeg vrænger. Selvfølgelig må det findes. Jeg er selvfølgelig også en historie. Historien om den midaldrende forfatter som prøver at finde noget nyt at skrive, noget han kan tro på, noget andre gider læse, noget som kan skaffe ham berømmelse og penge — og dermed anseelse. — Det kan ikke passe, siger denne forfatter til sig selv. — Det kan ikke passe at der ikke er mere for mig at skrive. — Hvorfor egentlig ikke, spørger denne forfatter derefter sig selv i denne tekst. Så sidder han og glor på teksten for at finde en smart fortsættelse. — Fordi jeg så ikke ved hvad jeg skal tage mig til. For tidligt at dø og jeg vil kæmpe til det sidste. Sådan en tekst her har kun én læser, og knapt nok det. Den er for én der skriver. Kun beregnet til at skrive, ikke til at læse. Så snart den er skrevet, mister den sin mening. Altså: Dette er en biografisk tekst som handler om mig. Uden forsøg på at fortælle andre historier end den sande historie om mig som jeg sidder her, lige nu. Det er vigtigt at genren er klar. Drømmen om det erkendelsesmæssige gennembrud. Ideen der bare kommer og straks slår alt andet til side fordi den er så indlysende. Den har jeg ventet længe på. Mange cykelture, mange svømmeture. Drømmen om den afgørende erkendelse. Fordelen ved denne tekst er at jeg i det mindste gør noget — som muligvis munder ud i en beslutning og mange meningsfulde arbejdsdage under åget af ét eller andet projekt jeg tror på. Jeg ønsker ikke bare at lade dagene gå på denne måde. Problemet er ikke viljen. Problemet er at finde et projekt som er troværdigt over for mig selv. Som jeg kan tro på. Sikken en masse alvor. Måske er det fordi det er alvorligt. Stemningen så højtidelig at selv det vitterligste vås giver mening. Jo mere nonsensagtigt det er, jo mere dybsindigt bliver det anset for at være. Læserne, medmenneskene: At give dem det bedste man har. Eller den anden version: At få det bedst mulige ud af det. Hvad kan gøre mig glad? Hvad er det for et projekt jeg skal i gang med? Jeg må holde smerten ud når lortet ikke vil som mig.
ORDEN. DET er det det drejer sig om. Orden. Der er noget der ikke fungerer i det større system. Det generer mig. Det må ordnes. En bog der skal skrives, fordi den simpelt hen mangler og der ikke er nogen af de andre idioter der tager sig sammen til at skrive den. Jeg er en stor elsker af at drage konsekvenser. Hvis jeg skal undervise i det og det, så skal der også være sådan en lærebog, og da der ikke er andre som skriver den, så ... Undervisningen, min stilling som universitetslektor er den mest iøjnefaldende hypotese hvoraf jeg drager mine konsekvenser: forskningsting, karrieren må passes, administrationspjecer, undervisningsbøger. At drage konsekvenserne af de tidligere valg. Også min rolle som far, søn, bror og mand. Til helvede med det. Der er konsekvenser nok at drage til at fylde et helt liv, og mere til. Det irriterer mig når tingene, systemerne ikke fungerer; men det er ikke patologisk. Se mit skrivebord, mit kontor, min påklædning, mit hus ... På grænsen til rod altsammen. At vælge noget vil sige at være konsekvent. Det er den eneste måde at skabe mening på. Den eneste måde at bygge et liv op på, at skabe sin identitet på. At holde en stil er en teksts grundlæggende ordensprincip. Til helvede med den gode stil. Længe leve de bagudkrummede tæer som er læserens mest uigendrivelige argument for at sandheden har vundet over pænheden. Og så er der den indre drive. Mit liv er, mit arbejdsliv er at skrive. Det er min grundlæggende arbejdslidenskab. Genrerne er underordnede, dem har jeg altid taget som ydre udfordringer. Men det irriterer mig når man afviser min måde at udfylde dem på. Her har jeg brug for læsere, anerkendelse. Og det er væsentligt at genrerne varierer. Jeg hader gentagelser, at gentage mig selv i den samme genre. Det er også derfor at dette her ikke rigtigt vækker mit engagement. Denne intimt-ræsonnerende genre og stil har jeg dyrket til bevidstløshed — allerede da jeg studerede, ja før, da jeg var ved militæret begyndte det vist. Trangen til biblioteket, til ordet, til læsningen, til ræsonnementet. En grundoplevelse som egentlig overraskede mig selv dengang. Den eneste periode i mit voksne liv hvor jeg ikke skulle omgås bøger og skrift: dér viste det sig hvor vigtigt det er for mig. Måske den vigtigste oplevelse i de 16 militære måneder.
JEG BEGYNDTE dette arbejde på en måde som stemmer overens med det billede jeg har af arbejdet, begyndelsen er afhængig af min ide om arbejdets videre forløb. Det skal være ærligt, jeg vil gøre hvad jeg kan for at være strengt ærlig over for læseren. Jeg vil være åben, meddele dig alle de tanker jeg gør mig under arbejdet. Ikke alle tanker, det er umuligt, jeg kommer uvægerligt til at stikke noget under stolen, der er ingen grund til at putte sig selv blår i øjnene på dette punkt, der vil altid være ting som skydes ind under gulvtæppet og gulvbrædderne truer hele tiden med at springe op, men det vil være min bestræbelse at være ærlig, jeg vil ikke lyve, men kommer uvægerligt til at fortie et og andet. Hov. Det er selvfølgelig også én af mine grundlæggende værdier der viser sig her, når jeg vil være helt ærlig over for dig. Et tæt, ærligt, åbent forhold til et andet menneske. Kan man kalde det næstekærlighed? — Jeg har ikke bedt om din ærlighed, siger du, og ganske rigtigt: Der er ikke andre end mig selv der har bedt om den, og lige i øjeblikket kan jeg ikke engang huske hvorfor den er så meget bedre end en skøn løgn. — Din ærlighed giver mig faktisk kvalme, fortsætter du måske. Du kan nok se at jeg ikke gør det spor let for mig selv ved at lade dig komme med disse indvendinger. Det er klart at min ærlighed ikke kan begrundes ud fra næstekærlighed. Tilbage er så egoismen eller højere hensyn end næstekærlighed. Valget er ikke svært. Nu havde jeg fået fat i en meget negativt indstillet person ovenfor. Det er klart at for at interessere sig for min ærlighed må man finde at min person eller den rolle jeg har, er værd at bruge noget tid på. Der må være ét eller andet pirrende. Men også læsere som finder at jeg er latterlig, kan jo finde meget guf. Men så er det egentlig misbrug af teksten. Hvor jeg afskyr denne fromme tone. Docerende. Læseren er jo idiot hvis hun bruger tid på noget som ikke giver hende noget, ja som ikke er nødvendigt for hende. Det er altså min grundlæggende værdi at min læser er ligeså optændt af sandhedsraseri som jeg selv er. Det har været min røde tråd i mange år at kaste sandheden på bordet, for øjnene af mig selv og andre. Troen på at mine handlinger altid er bedst funderet i sandheden. Det er én af mine grundværdier: den aggression der skal til at sige noget ubehageligt hvis det er sandt. En nedprioritering af et godt, høfligt forhold til mine medmennesker til fordel for et direkte, enkelt forhold til sandheden. Så må de løbe skrigende bort hvis de ikke kan klare det. Dem om det. Hvad nu hvis det er omvendt? Altså at jeg bruger mine såkaldte sandheder og højt besungne ærlighed til at holde andre mennesker på afstand? Kort sagt: Jeg er ligeglad med dig. Bortset fra én egenskab: Du skal være ligeså optændt af sandhed, ærlighed og åbenhed som jeg selv er. Du skal være villig til at gå planken ud. For vores begge tos skyld. Lad os se i øjnene at du kun gør det hvis du kan genkende dig selv i mig. Kun hvis jeg repræsenterer noget i dig, en mulighed du vil afprøve, en erkendelsesform du synes er ny og anderledes, en stiltone som sætter dig i svingninger, vil du blive hængende. Ellers farvel og tak. Så overlever du kun som den nødvendige, bærende konstruktion i mit arbejde. Læser igen og igen de forrige sætninger for at finde nogle udglattende modifikationer, men forgæves. Synes trods alt at læseren bør behandles lidt bedre. Hvor afslørende! Som sædvanlig sagt for meget og dog for lidt.
JEG VIL ikke lyve, siger jeg. Om hvad, om hvad vil jeg tale sandt? Jeg får ingen indfald, har kun viljen til at fortsætte. Trangen til at forstille sig. Trangen til at vise at man behersker en stil. Løgn naturligvis allerede fordi selve opdagelsen af ideen hører med. Men der skal begyndes et sted. Jeg fik ideen, som jeg i øjeblikket er i tvivl om kan bære, bære hvad? Jeg tænkte over begyndelsen, skrev noget, tænkte, skrev igen, hvor var det forudberegnet altsammen, til at gøre sig så godt som muligt. Det at jeg tvivler på om ideen er levedygtig, skyldes måske at det er aften, tanken ikke skarp. Men måske dømmekraften? Det kræver kolossal årvågenhed at nedskrive det der optager en, når man netop er vant til at det ikke er god tone. I alle disse år har jeg utilfredsstillende, men lønnende, forsøgt at presse mig ind i en eller anden fortælleform, i en eller anden stil, hvor alle fortielserne efterhånden hobede sig op og umuliggjorde, vanskeliggjorde arbejdet; hvor spændingen mellem det jeg var optaget af, det formelle, stilen osv. og ikke måtte sige, og det jeg skulle sige for at udfylde formen, blev så stærk at jeg følte jeg hyklede i utålelig grad, idet det der optog mig var det der skulle forties. Forties fordi det ville ødelægge mit gode forhold til læseren at fortælle om formens betydning og om alle bagtankerne. En noget omstændelig sætningsbygning, men meningen blev vist klar, jeg talte i øst, tænkte i vest, det jeg talte om interesserede mig ikke nær så meget som den måde hvorpå jeg talte om det. Jeg er glad for at jeg har fået udtrykt dette. Jeg ved nemlig heller ikke selv egentlig hvad jeg mener med at være ærlig, men håber at der er noget om snakken. Så er jeg ved at blive lidt for venlig, det er kedsommeligt, lidt for veltilfreds, det er jeg tit om aftenen, det er på grund af at jeg synes dette arbejde tegner lovende. Jeg kommer til at tvivle på det mange gange, måske endda afskrive det, men lige nu er jeg ved at være parat til at sove på det. Min arbejdsmoral har stor magt over mig. Der er kun et plan i dette arbejde, og det er skriftens. De abstraktioner, generaliseringer, fortolkninger osv. der skal foretages, skal jeg nok selv sørge for. En ny tone her. Jeg kan egentlig ikke lide sekundær-litterater, kritikere, fortolkere, litteraturlærere, historikere. Dette var et udfald mod dem. Jeg må engang forklare hvorfor disse er mig sådan imod. Læserne? Hvile nu.
ANFÆGTELSER TIL morgen om dette arbejde. Det er jo et rent dagbogsnotat. Må der ikke være rene dagbogsnotater i arbejdet? Jeg må bare hænge på, blive ved med dette ene og ikke sprede mig. Vie mine bedste timer til dette arbejde og gøre det så godt jeg kan. Mit livs formål. Alt for højspændt. Det er dette eller ingenting. Det er forkert. Men noget om snakken. Det er krisetid. Det er andendagen på dette arbejde. Ideen fængede i går, og blussede op. I dag skal der anstrengelse til for at finde melodien. Vil folk overhovedet læse noget sådant? Er det enestående i verdenslitteraturen? »En bog uden handling«. Det lyder sensationelt. Jeg blues trods alt ved at vedkende mig mine store tanker om mig selv. Tiltror mig evner til at skrive verdenslitteratur, dvs. noget stærkt og originalt. Hænger nok sammen med min mors, nej hende vil jeg ikke have ind. Jeg indføjer nu et stykke jeg skrev i går (og her var det at ideen til arbejdet opstod), håber at det passer nogenlunde i sammenhængen: »Jeg vil gerne frem. Det har jeg altid villet. Jeg kan ikke betone stærkt nok hvor ubehageligt det er for mig at blotlægge mit skriveris simple mekanisme. For tiden er jeg imidlertid sikker på at det er en måde at komme ud af dødvandet på. Vi bevidstgør situationen og hæver os op af den, får overblik, i stedet for at blive udnyttet. Det skal siges alt dette, motivet til al psykologisk analyse, og dette bliver psykologisk, denne granskning på godt og ondt af mig og mit forhold til det at skrive. Hvordan kan jeg vide at skriveriets mekanisme er simpel? Det står deroppe. Jeg kender ikke resultatet, men min ide om resultatet på nuværende stade er at osv. Når først man har oprettet en positiv intellektuel tone, så vil den bestræbe sig på at opretholde sig selv. |
|
|
|
Slut på
kapitel I |
|
|
|
|
© klaus@kjoeller.dk |
|
|
|
|
