|
Først lagt op d. 14. oktober 1998,
senest opdateret 27-01-2019
21:45:02
II
Overlevelse er min
egentlige præstation.
BLANDINGEN AF refleksion og beskrivelse. Det skal måske
ikke være fiktion, men bekendelser og filosofi, en ny genre,
begejstring, jeg registrerer den begejstring der følger i hælene på en
ide man i øjeblikket anser for god.
Jeg må hele tiden, håb, hele tiden være vågen,
registrere alt som sker. Det kan være bogens ide: ingen handling, men
kun refleksioner og registreringer, refleksioner over hvad der får mig
til at skrive, og registreringer af de oplevelser, følelser osv. jeg
har undervejs. Det bliver en bog uden handling, uden andre personer end
mig, det skrivende jeg. Kan jeg lade min modvilje mod at tale om mig
selv sejre over min bestræbelse for komplet ærlighed? Nej, det vil jeg
ikke. Men samtidig kan jeg ikke kompromittere andre end mig selv med
min ærlighed, moralsk synspunkt her, jeg har altid været på udkig efter
min moral, det er da et sympatisk træk ikke at ville kompromittere osv.
Jeg tror på denne ide nu. Det varer ikke ved, det ved
jeg. Jeg begynder snart at tvivle, og skal så vælge mellem at bekæmpe
eller bekræfte tvivlen. »Bekæmpe eller bekræfte«, lidt for litterært
velsmagende. Jeg dømmer hele tiden, og disse domme hører med i mit
arbejde.
Jeg vil sikkert inden længe fortryde hvert ord jeg har
skrevet. Jeg koketterer ikke, det er sandheden.
På en eller anden måde hænger min undgåelse af ironi en
sammen med at jeg kan opretholde denne tone af oprigtighed.
Det er strukturløst, det pulserer af sted som livet.
Alt for højspændt.
Jeg vil ingen hemmeligheder have for dig. Du synes måske
det er ækelt, frastødende; men jeg vil i hvert fald gøre mit til at det
bliver ærligt.
Jeg må forsøge at tale åbent om det jeg gør, blotlægge
så udførligt som muligt mine verbale handlinger som enhver læser er
lige så nær til at iagttage som jeg selv er — og håbe at det vil
resultere i et eller andet som kan karakteriseres som positivt. Det må
og skal forsøges.«
HER SLUTTER citatet af mig selv i går. Det kunne
eventuelt forsynes med noter. Det var her ideen opstod.
Hvorfor indføjede jeg det her, det passer ærligt talt
ikke alt for godt? Det er min dovenskab. Jeg har svært ved at finde
melodien, gentager mig selv, er på en mærkelig måde åndsfraværende,
tror ikke rigtigt på arbejdet. Indføjelsen skulle opmuntre mig. Det
havde hele tiden været min tanke at indføje stykket, og voila: nu kom
jeg gratis et godt stykke videre.
Arbejdet her er nu gået hen og blevet en opgave som blev
stillet mig i går af en anden, en bunden opgave.
Hvor må du kede dig!
Så nu er jeg ved at tage afstand fra mig selv. Det gamle
pædagogiske trick: man tager tilhørerens mening ud af hovedet på ham,
og gør den til sin egen.
Sandsynligvis vil du give pokker i min ærlighed. Du
foretrækker langt at jeg fortsætter med at fortælle mine historier.
Hvad rager denne bogholder-sandhed dig?
Jeg forstår dig godt. Muligvis har du fattet en vis
sympati for mig fordi du har læst bogklubudgaven af mit store
tidstypiske epos DEN RATIONELLE VERDEN. Her var en klokkeren løgn.
Eller du kender mig måske fra et af mine efterhånden talrige
avisinterviews eller fra fjernsynet, hvor jeg ses ikke helt sjældent.
Jeg tilhører ikke top-eliten af dansk litteratur, men jeg er godt med,
og på vej opad, ingen tvivl om det. Indtil nu.
Hvorfor så disse anfægtelser nu? Hvorfor pludselig denne
øllebrøds-ærlighed? Det er simpelt hen pisse-pinligt. Som hvis
dronningen i sin nytårstale pludselig gav sig til at fortælle om sine
personlige problemer. Vi ville alle lide vellystigt mens vi slugte det,
og bagefter forarges over dem der slugte det.
— DET ER du slet ikke kendt nok til endnu, sagde
Frederik. Han er rasende.
Han er overhovedet ikke tilfreds med dette arbejde. Det
er alt for privat, siger han. Det er overhovedet ikke kunst. Han ved
ikke hvad der er gået af mig. Hvad vil mine læsere ikke sige? Hvor
bliver manuskriptet om jobsamtaler af? Få dit ønskejob!
Det har de sat på programmet til efteråret og venter sig meget af.
Sælgerne har allerede bogomslaget med rundt til boghandlerne som binder
sig til at købe det i store tal.
Hvad kan jeg svare ham? Han har jo ret.
Navlebeskuende og kedsommeligt!
På en vis måde har han ret. Men hvad skal jeg gøre ved
det, når det nu engang er sandheden?
— Til helvede med sandheden, råbte han.
Men han ville jo selv se hvad det var jeg skrev på. Jeg
sagde nej, men han insisterede. Og jeg gav efter. Idiot. Det er den
sikreste måde at ødelægge et godt manuskript på: at vise det til andre,
ja bare fortælle om at det eksisterer, før det er færdigt, stort set.
Hvorfor kan redaktører aldrig holde grabberne for sig selv? Ved de ikke
hvor sart en skabning jeg er bag mit professionelle image?
Han sagde også at de efter alt at dømme slet ikke vil
udgive det. I hvert fald ikke foreløbigt. Muligvis posthumt. De tør
ikke. De vil betragte det som en parentes og sætte deres lid til at jeg
snart går i gang med at fortsætte mit egentlige forfatterskab. — Og det
skylder du dine læsere at gøre så hurtigt som muligt, sagde han.
Posthumt.
Tanken tiltaler mig. Sikken en gestus at det store
forlag vil udgive det eneste sande jeg har skrevet, posthumt. På linje
med mine ubehjælpsomme, refuserede begyndermanuskripter. Hvor rigtigt!
Syltet ind i en masse litterært magisterævl. At disse manuskripter hvor
min forstillelse ikke er vellykket, bliver udgivet sammen med dette
hvor jeg gør op med forstillelsen. Hvor de får mig som jeg er,
skrivende om det som virkelig ligger mig på sinde.
Jeg sagde at jeg så nok ville udgive det selv.
— Velbekomme, sagde han. — Ingen vil anse dig
for at være rigtig klog. Man vil allerhøjst have medlidenhed med dig,
hvis du overhovedet får en eneste anmeldelse. Og det vil skade salget
af dine andre bøger.
Imorgen ringer han og trækker i land. De vil tage imod
mit manuskript, men vil så sylte det. Jeg vil være nødt til at sætte
hårdt mod hårdt.
Jeg har ikke noget valg. Dette er min nødvendige terapi.
Jeg overlever, indtil videre, det er mit livsværk. På trods af de
klare, nej så klart kan det ikke engang siges, på trods af at der kan
findes gode grunde til at jeg burde lade være.
Min filosofiske grundtekst fik Witty reduceret til
absurditet. Helt mit eget ansvar at jeg lod ham. Teksten døde ud af
mangel på interesse. Min egen interesse. Mine lærere gav mig fine
karakterer til det sidste. Teksten løb bare ud. Det eneste der blev
tilbage var genrerne, mulighederne, det udadvendte. Henvendelsen til
den sunde danske mand og kvinde. Jeg fik en offentlig identitet. Kom i
kontakt med nogle læsere, aldrig de mange i begyndelsen, selv om jeg ville
elskes, men så kom det: Jeg lærte det danske folk at kende. Jeg elsker
jer allesammen. Det er nok min største svaghed.
Disse forskellige projekter som er helt udvendigt
tekniske. Håndbøger, historier. De bringer mig ikke videre. De ændrer
intet. De tekster som bringer mig videre, ændrer mig, er uegnet til
offentliggørelse.
Denne ærkebanale, men sandfærdige prosa. Dette
kedsommelige præk. Min gravskrift.
Komedien omkring teksterne, engagementet,
selvpromotionen, den skinsyge vogten på konkurrenter. De kvikke
bemærkninger i telefonen når pressen ringer, den kroniske veloplagthed,
altid en pudsig indfaldsvinkel. Latterligt, men nødvendigt, et led i
overlevelsen. Stadigvæk: overlevelsen er min egentlige
præstation. Teksternes indhold er stort set hip som hap.
Altfor firkantet sagt, men noget om snakken.
En enkelt eftertanke værd at først da min centrale
erkendelsesprosa løb ud, holdt op med at give mig noget, så begyndte
jeg at ligne en frodig forfatter i omgivelsernes øjne.
Nu er dette tema helt klart opbrugt.
DET ER bedøvende ligegyldigt om det udkommer. Det
væsentlige for mig er arbejdet med at skrive det. Resten er tant og
fjas. Værst for dem selv at de ikke. Arbejdet vil aldrig rigtigt blive
læst af andre end mig selv. Muligvis vil en af mine efterkommere engang
sidde og bladre i det. Den gamle idiot. Det vil eksistere indtil det
bliver smidt ud i forbindelse med en flytning.
Det er jo simpelt hen for kedeligt.
Det kommer ikke ud af stedet. Selv den ærlige jeg-fortælling har sine
krav som må opfyldes. Der skal fx være en virkelighed bag fortælleren.
Der skal være en indbygget modsigelse, gerne flere, i jeg-fortællingen,
modsigelser som gør at der i virkeligheden fortælles en anden historie
bag den jeg-fortælleren fortæller. Kom ikke her og lær mig noget nyt om
plot og stil.
Fx historien om forfatteren som gjorde oprør mod den
litterære institution, mod slænget af litteratur-købmænd og
skolelærer-kommissærer. Han kommer i unåde: Alle hans manuskripter
kommer retur. Men han er ubøjelig. Hvor disse historier dog keder mig,
men det er sandsynligvis nødvendigt at have disse muligheder med for at
få dem ordentligt afskrevet.
På trods af forlæggerens bønner, hans families
bebrejdelser, hans trofaste læseres tilkendegivelser, bliver han ved
med at skrive sin oprørske, hudløst ærlige litteratur som ingen vil
vide af, men det overbeviser ham kun om at det er endnu mere nødvendigt
at han fortsætter med sin nådesløse litteratur. Han må tage uværdige,
tidsrøvende jobs for at overleve. Han er uønsket som anmelder og
foredragsholder efter han er begyndt at sige lige ud hvad han mener.
Hans kone og børn begynder at foragte ham. Konen lægger ikke mere skjul
på at hun har en langt yngre mand, en af det store forlags allermest
lovende forfattertalenter, som elsker. Børnene undgår ham. Her er der
imidlertid en variant som går på at den lille tapre familie rykker
sammen om den tappert kæmpende forfatter. Han sidder og skriver, hans
lille purk af en søn kommer hen og lægger sin hånd på hans, han stopper
sin skrivning og tager ham på skødet, drengen tager en blyant og giver
sig til at tegne på manuskriptet, jeg, dvs. forfatteren, bliver lidt
irriteret, griber ømt hans hånd for at stoppe ødelæggelserne, han
sætter sig til modværge, alt for mange detaljer, det skulle jo kun være
en skitse. Det korte af det lange er at det store forlag kommer i en
dyb dyb krise. Afsætningen af den sædvanlige litteratur svigter,
fejlinvesteringerne florerer, fyringer flammer op, bemærk venligst
billedsproget, det er den slags der kan få mig til at opgive det her
projekt. I kølvandet på krisen og tilbageslaget gennemgår man en
selvransagelse, og holder parade over fortidens fejltagelser. Og her er
det så at vores forfatter, midt i en begyndende byge af anfægtelser
angående sit foretagendes værdi og alle ofrenes nødvendighed, en dag
modtager en udsøgt henvendelse fra forlagets nye chefkonsulent. Han
mærker i det samme vanviddets første kradsemærker på indersiden af sin
skal; men netop da kommer hans førnævnte purk hen til ham og tager hans
hånd, eller gør noget andet følsomt med en lignende grad af
inderlighed. Purken er i øvrigt knapt så lille som tidligere, ligesom
faderen er ældet yderligere en kende, ungdommens galskaber fortærer ham
knapt så fængende mere, i det hele taget går tiden. Det er næsten ikke
til at bære. Han får succes, han får succes. Internationale priser. Det
er utroligt, men sandt. Konens elsker afslører sig som den lille bange
asparges han i virkeligheden altid har været. Oversættelser, man læser
nu hans bøger i Japan. Det hjemlige kulturliv blomstrer op, forlaget
genvinder fortids pondus. Til sidst dør han, men så lykkelig man kan
være i det øjeblik.
Jeg mener selv at historien er mulig, men kunne ikke
udholde at skrive den. Ikke nu. Det er færdigt. I hvert fald for en tid.
Så er der kærlighedshistorien. Jeg bliver forelsket i
min biograf, Sonja, som vi genopliver til formålet. Eller eventuelt i
en tilfældig læser som opsøger mig. Men ak, hun gengælder ganske vist
mine følelser, ja mere end det, mere end det. Men ak, en adskillelse,
der må være en adskillelse, ellers er den kærlighedshistorie ikke meget
værd. Jeg er besat af hende, hvis hun ikke truer min borgerlige
eksistens duer det ikke, derfor naturligvis ikke min biograf, hun vil
på ingen måde kunne være en trussel. Nej, hende jeg bliver forelsket i
er en enkel, naturlig, purung pige uden nogen som helst litterære
interesser. Det er netop det, noget af det der fascinerer mig stærkest
ved vores forhold, at hun faktisk aldrig læser litteratur og derfor kun
elsker mig i kraft af at jeg er mand, ikke i kraft af mit rimeligt pæne
renomme som forfatter af sælgelige, men dog ikke helt vulgære romaner.
Hør, denne historie fænger betydeligt mere end den forrige. Står hun i
et cafeteria? Nej, det er for simpelt. Hun bor sammen med sin gamle
tyranniske far, i et stort, ensomt, forblæst hus som ligger oppe ved
nordkysten, fx vest for Hornbæk. Moderen døde i barselsseng, det
straffer faren hende ubevidst for. Skønt, skønt. Hun, dette skære
stykke ferskenkød, må stå til rådighed med alskens tjenester, lige fra
gulvskrubning til det allermest unævnelige. Hvor meget skal dette
unævnelige udpensles? Det skal kun antydes, enhver læsers fantasi vil
være langt bedre end min, kun så meget at det danner en umenneskelig,
dyrisk baggrund for vores sarte, men lidenskabelige forhold.
Hvordan har jeg mødt hende?
Faren er en rigtig hvalros. Tumler sig i bølgerne som en
uddød øgleart. Hun sidder derinde, på stenene, mellem herskabshundenes
lortepyramider, parat med hans kåbe og badesutter. Jeg fascineres af
parret, af hende. Er på stranden med min familie. Vores øjne mødes, kun
kort, så kort. Men tilstrækkeligt.
Med en lidenskab og en opfindsomhed som er helt fremmed
for mig, får jeg hende på tomandshånd efter nogle ugers målbevidst
arbejde. I en lokal grill-bar. Hendes yndige, skræmte øjne taler til
mig, hun knuger min hånd, vi er ét — men ak, må skilles: hendes fars
månedlige helbredsundersøgelse hos den lokale læge lakker mod enden.
Jeg trykker hende til mig, hendes læber, vi hvirvler ned ned ned.
Jeg tænker kun på hende. Skriver kun kærlighedslyrik.
Det var en overraskelse! Min redaktør er rædselsslagen. Min kone bliver
underlig. Det hele er ad helvede til, bortset fra hende. Vi er
fortvivlede over alle de ting som adskiller os. Overvejer fælles
selvmord. Jeg har skaffet nogle stærke piller. Vi kan lægge os på
stranden, sammen. Højvandet vil skylle os ud, slette alle spor. Ikke
meget højvande heroppe, men læserne æder den sikkert alligevel for
historiens skyld. Men Gudhjælpemig om så ikke faderen dør. Ham som
ellers så ud til at vokse i vitalitet for hver måned, pludselig bare et
kadaver. Vores lykke vil ingen ende tage. Klicheerne yngler som altid
når der sker noget virkeligt betydningsfuldt. Diskret åbenbares det at
det sgu nok er hende, min elskede, som har ombragt ham med en dosis
rottekrudt. Jeg elsker hende endnu mere. Hvad værre er: Det går op for
mig at den gamle slet ikke var hendes far, men at han havde været en
ganske berømt og rig maler. En pludselig mistanke tænder i mig: Jeg
spiser også af hans bestik, ligger i hans seng, er begyndt at bade om
morgenen som han gjorde, herser med hende som han gjorde. Panikken
griber mig, jeg vil væk, ud ...
Nej, denne slutning går ikke. Men resten er godt nok,
skal bare noget kød på, lidt naturbeskrivelser, og en hel masse
sjæleliv, så er den hjemme.
Så er der historien om forfatteren som prøver at forstå
hvad der sker omkring ham. Tilsyneladende sker der ingenting, alt er
normalt, han arbejder, leverer sine manuskripter, får tilsendt sine
penge som familien og han selv bruger. Det ene år tager det næste og så
videre. Jeg orker næsten ikke at gennemspille denne mulighed, men det
er nødvendigt. Det er nok den jeg er mest mistænkt for at ville
fortælle i dette manuskript. Men det gør jeg ikke. Prop den skråt op,
sammen med alt det andet løgn og ævl som I sidder derude og fylder
jeres hoveder med og fortolker frem og prædiker over og falder i svime
over.
Pludselig kan han se alle revnerne i sin hyggelige,
velindrettede virkelighed. Kommer gradvis, fortrænges gradvis, men
efterhånden så pinefuldt at fortrængningerne kun gør ondt værre. Det
går op for ham at alle hans historier er løgn, at de dækker over hans
virkelighed, ja at deres væsentligste funktion netop er at skjule og
forskønne virkeligheden.
Han begynder at skrive helt andre tekster. Som især
udmærker sig ved deres hæslighed, deres forvrængninger af de etablerede
litterære gøglerier. Kun ved at få skudt alle disse bekvemme, salgbare
kulisser og hødukker effektivt i sænk, kan man gøre sig håb om at finde
virkeligheden.
Virkeligheden er umiddelbart ham selv der sidder og
skriver. Dette koncentrerer han sig om. Hvad er det der sker? Teksten
gror, mens han søger at besvare dette spørgsmål, ved at demonstrere
svarene i praksis. Der er ikke andre historier end det læseren ser ske
for øjnene af sig: den skabte tekst.
Er det nødvendigt at fortælle om de ofre dette projekt
fører med sig? De skuffede læsere, den forbitrede forlagsredaktør, den
bekymrede kone, den stadig mere isolerede forfatter — eller hvad man nu
skal kalde ham. Men han er skånselsløs: Utrættelig stiller han de mest
pågående spørgsmål, og søger præcist og konsekvent at besvare dem så
ærligt som muligt. Det eneste der holder teksten sammen er det at den
handler om sin egen tilblivelse, og at den har dette stilleje med
evindeligt pågående spørgsmål, ærlighed og konsekvens. Men selv denne
stil, dette basissprog, må ubarmhjertigt opløses som den forstillelse
det jo er: en forudgiven form, hvori virkeligheden må presses. Så
sidder han da tilbage med sine ordassociationer som er ubegribelige for
andre end ham selv: den stilløse, sætningsløse tekst. Opgiver han også
emnestyringen får han den spontane tekst: Den eneste begrænsning ligger
i skrivehastigheden. Teksten er sin helt egen virkelighed. Var det det
han ville? Er dette mere virkeligt end de løgnehistorier han har bygget
sin karriere på?
Han indser at løgnene allerede begynder i ordene og
begynder målbevidst at ødelægge og glemme sproget.
Med den ene hjernehalvdel inde i vanviddet, dæmrer det
for ham at den uopfattede virkelighed måske slet ikke findes.
Virkeligheden gengives jo altid i en genre. At ændre
virkelighedsopfattelsen er at ændre i de etablerede genrer, ikke at
opgive enhver genre, eller at opgive sætningerne, sproget.
Virkeligheden forudsættes, skabes i vores handlinger. Uden vores
(sprog)handlinger findes den ikke. At påtage sig rollen som forfatter
er at vælge at bruge virkeligheden til at fortælle historier med, at
bruge de elementer af virkeligheden som er brugbare til dette formål.
En forfatter som nægter at fortælle historier er et paradoks.
Det underforstås her at paradokser kan og bør undgås, og
at verden er fornuftig.
Vores forfatter genoptager sin dont. Alternativet er at
grave sin have eller blive artistic director i et verdensomspændende
reklamebureau. Alle ånder lettet op. Ganske vist opnår han ikke
tidligere tiders succes mere, fordi han altid skriver op mod de
etablerede historier, altid afprøver genrernes grænser, stilarternes
muligheder. Men han får ro med sig selv.
Ro med sig selv, det er en god slutning, bare det ikke
bliver alt for roligt.
HISTORIERNE KAN også kombineres. Meget almindeligt, fx
denne sidste med en kærlighedshistorie, hvor der er parallellitet
mellem forfatterens kærligheds grad af fuldbringelse, og hans grad af
erkendelse af sit arbejdes art. Parallellitet mellem kærlighedens
frihed og styrke og bekræftelse, og hans erkendelses klarhed og styrke.
En samtidig befrielse fra det borgerlige familielivs facadekramper og
de litterære genre- og stilkramper. Han skriver og elsker sig fri. Fri,
fri, fri.
Det er helt klart denne historie jeg burde fortælle hvis
jeg skulle fortælle en historie som erstatning for den sande beretning
jeg er i gang med her. Men det skal jeg netop ikke! Den være hermed
afskrevet, jeg kan sagtens modstå fristelsen. Her skal ikke fortælles
nogen historier, ikke noget med dybsindige sandheder som de litterære
tågehoveder skal brillere med i deres fortolkninger og højlærde
gådegætterier. Skind og ben, det er det hele.
Intet stikkes under stolen. Alt ligger frit fremme i
teksten. Ingen bylder der venter på fortolkernes skalpeller. Alt
materie trykkes straks helt ud pladask på bordet. Derfor er det heller
intet kunstværk (fri mig for at høre denne anklage for at lave kunst).
Derfor finder det heller aldrig nogen læser. Du eksisterer altså ikke.
Min eksistens fylder det hele. Dvs. det er hyklerisk at operere med et
'du' på disse blade. Uærligt. Værket er lukket om sig selv. (Dog
muligvis: min moder, og mine sønner, af nyfigenhed, når de gør boet op).
Men hvorfor bliver det så overhovedet skrevet? Fordi det
må skrives. Hvorfor må det
skrives? Fordi det bliver skrevet. Sætningerne står her, simpelt hen.
Forklar det hvo som gider, spørg ikke mig hvorfor.
Enhver forklaring er en efterrationalisering.
Man lærte mig at skrive. Nu skriver jeg dette. Og det er
ikke en jeg-fortælling, for jeg'et er ikke fiktivt; det eneste fiktive
er min læser; alt andet er virkeligt. Posthumt.
Problemet er bare at jeg af og til kommer i et
forfærdeligt fortællehumør. Som nu. Jeg er i fortællehumør ingen tvivl
om det. Jeg føler trang til at høre min fiktive læser le, mærke hendes
kærtegn og anerkendende blikke. Og når jeg er mæt af hende vil jeg
troløst kaste mig tilbage i denne strenge tekst.
Men jeg nægter at tage en af mine gamle historier op.
Det er ærligheden det gælder nu. Jeg bruger ordet 'ærlighed' og taler
om at jeg i går havde en ide, men det er ved at blive til floskler nu.
Hele tiden fortælle så godt som muligt om hvad der
optager dig nu. Det var ideen, den dukkede op.
Erkendelse af at denne løse form kan være en hæmsko,
utilfredsstillende. Typisk at jeg i dette humør, dette æstetiske
fortællerhumør tænker på formen. Ideer, pludseligt. Den erkendelse kan
dukke op at jeg må omforme hele materialet så det
fremtræder i en stærk, udtryksrig helhed, fremfor i en
tilfældighedspræget dagbogsagtig form. Udtrykket 'jeg er i
fortællerhumør' viser hen til historier, at jeg skriver historier.
Uddrag, typiske uddrag fra mine historier burde indlede dette arbejde.
Med kritiske noter, jeg læser mig selv. Nej, jeg orker ikke at læse det
igennem for at finde et eller andet velegnet ud, og enhver kender det
jo også i forvejen, hverken værre eller bedre end det man nu engang
læser.
Men det er da en antagelig ide at skrive en historie, at
lade en historie optræde i teksten og så lade refleksionerne omkring
historien fremtræde fuldt belyst.
ALT SOM vedrører teksten kan også optræde eksplicit i
teksten. Den fortolker sig selv, kritiserer, erkender sig selv. Den
handler om sig selv. Det er det der gør den så grim. En æstetisk
splatter.
AT SIGE det man kan sige så godt som man kan.
PÅ FORHÅND anerkendes ingen form som ubrydelig, ingen
stil er stærkere end min vilje til at sige sandheden, ingen idé som kan
udtrykkes i sproget skal forblive uudtrykt fordi det kan tjene et eller
andet litterært formål. Jeg er ikke interesseret i at forfølge en
litterær vision; jeg er interesseret i at udtrykke sandheden så godt
det er mig muligt. Alt jeg ved, meddeler jeg læseren, straks, jeg er
ikke en mere-vidende forfatter. Jeg har gjort og vil fortsat gøre
læseren bekendt med de ideer jeg har, og de ideer jeg vil få om dette
arbejde. Jeg sidder ikke inde med viden om dette arbejde som jeg
forholder læseren. Jeg skriver, du læser, men
(Her fandt jeg ingen fortsættelse.)
Naturligvis har vi et forskelligt forhold til teksten,
du og jeg. Vi forudsætter altså her at der er mindst én læser. Jeg
bestemmer hele tiden hvad der skal skrives, og det hele var kommet til
at se anderledes ud hvis det var dig der havde skrevet. Du må lade dig
føre fra sætning til sætning, fra den ene til den anden af mine
censurerede sætninger (censurerede i den forstand at de hele tiden er
beskåret således at de bedst muligt udtrykker. Jeg tager ikke den
første sætning som melder sig, men de bedste af dem som melder sig.
Dette punkt fortjener en grundigere behandling.), men du kender hele
tiden min situation efterhånden som teksten skrider frem, jeg gemmer
ikke noget i ærmet, spiller med åbne kort. Hvis jeg pludselig skulle
falde fra, kunne du principielt set fortsætte: alle ideer om arbejdet
som jeg har gjort mig, er du blevet delagtiggjort i; jeg sidder ikke i
nogen forfatterhimmel og trækker i usynlige tråde. Jeg sidder ansigt
til ansigt med dig hele tiden. HER! (Vinker og smiler).
BANGE FOR at gå i gang når jeg ikke er sikker på jeg kan
leve op til mine fordringer. På den anden side kravet fra min
samvittighed om at arbejde, om at der også skal arbejdes her sent om
eftermiddagen for at jeg bliver rigtig tilfreds med mig selv. Jeg
planlagde at arbejde nu. Kan jeg ikke, indtræder der utilfredshed, det
er banalt.
Jeg er ikke årvågen i eftermiddag, ikke årvågen nok til
dette arbejde.
Mit manifest fra i formiddags har måske udmattet mig.
Ansats til ironi her, er det første gang?
Det er vanskeligheden ved, en af vanskelighederne ved et
arbejde som dette, ved et arbejde uden miljø, uden handling, uden
handlingsmæssig årsagssammenhænge ... Hvad er det jeg siger? Det er det
rene sludder. Her er da handling: jeg sidder og
skriver; og miljø: skrivebordet, eller om man vil: papiret,
kuglepennen; og en person har vi sørme også: mig selv, vel at mærke
ikke et opdigtet jeg, men mig, den samme som står
som forfatter på forsiden.
Vanskelighederne ligger et andet sted, nemlig i at jeg
ingen ide har om hvorledes jeg til sin tid skal slutte. Jeg har ingen
pointer, ingen handlingskonstruktion, intet plot, jeg har ingen form,
jeg er bare mig selv som sidder og skriver usminket. Men det er svært
nok, det kræver anspændelse ikke at begynde at digte en eller anden
historie om et jeg som er ved at skrive en eller anden forbandet
historie.
Sikken en naivitet i den sætning: »Jeg er bare mig selv
som sidder og skriver usminket«! I sandheds interesse må jeg oplyse at
der faktisk er sminkerester i mit ansigt netop nu, fordi jeg har været
i morgen-tv og er ikke blevet vasket siden.
Dette arbejde kommer også til at handle om hvorledes jeg
må kæmpe for at fortsætte; hvorledes jeg fortsætter trods stærk tvivl;
hvorledes jeg fortsætter gennem anfægtelser til jeg engang slutter. Jeg
ved jo at arbejdet ikke kan fortsætte evigt. Jeg må altså lade en af
vanskelighederne gøre kål på mig. Værket har sin tilmålte tid ligesom
et menneske. Det bliver vanskeligt at slutte fordi dette arbejde ifølge
sin natur gør enhver indre hindring til en del af sig selv. Først i det
øjeblik alle hindringer, spørgsmål, problemer og spekulationer i
forbindelse med dets tilblivelse er ryddet af vejen, dør det af
stofmangel: Der er ikke mere at sige.
Dette punkt fortjener uddybning; det er en halvdunkel
vismandsstemme, skaber afveksling, men også forplumring.
Når jeg til sin tid slutter vil det være rent eksterne
forhold der i yderste instans vil være bestemmende. Så længe jeg
skriver er der handling, og så længe der er handling, er der også
problemer, spekulationer, domme og intellektuel aktivitet i det hele
taget, og så længe der er det, vil der også være noget for mig at
skrive om. Det er denne åndelige evighedsmaskine der er drivkraften i
mit arbejde, og den lader sig kun stoppe ved indgreb udefra.
Jeg kan fysisk set til enhver tid bare holde op:
værsgod, så er historien ikke længere. Snip snap. Jeg kan sige som så:
Nu har jeg skrevet hvad der svarer til ca. 200 sider i en trykt udgave,
nu vil jeg stoppe. Som min redaktør siger: jo kortere, jo bedre.
Det væsentlige er at der ikke kan sluttes på en logisk
måde. Handlingen vil altid være mindst en sætning foran refleksionen,
fordi refleksionen selv er en handling.
DER ER tidspunkter hvor jeg simpelt hen ikke kan få øje
på hvad der er emnet, det væsentlige, for dette arbejde. Det er som om
jeg har stirret mig blind på det.
Den filosofiske metode at gå til ydertilfældene,
svarende til matematiske funktioners grænsetilfælde. I forbindelse med
dette arbejdes usædvanlige karakter. Det er et grænsetilfælde i den
funktion der består mellem forfatteren, arbejdet (og evt. læseren). Det
er den litterære situation som er søgt trængt op i en krog, ført ud i
sin yderste konsekvens.
Her er ingen handling i den forstand at der ingen fiktiv
person er som handler. Når jeg sætter mig til at arbejde starter jeg
ikke med at sige: Det drejer sig om denne mand A som i går befandt sig
i den og den situation, hvordan kommer jeg videre, hvad gør han nu,
hvorledes bringes dette optrin tilende, og hvorledes begynder jeg et
nyt når det er gjort?
I dette arbejde er der netop ingen intellektuel
aktivitet som forholdes læseren, ingen spørgsmål jeg stiller mig selv,
ingen ideer jeg får, uden at jeg også præsenterer dem for læseren. Der
er ingen spaltning af min person i én som taler til mig selv om mit
arbejde, og én der taler til læseren i en eller anden velvalgt stilart
og genre. Det som læseren normalt aldrig hører noget til, er i dette
arbejde gjort til det primære, til målet. Jeg bestræber mig på at være
den samme over for læseren som jeg er over for mig selv; narrer jeg
læseren, er det fordi jeg narrer mig selv.
SPØRGSMÅL ANGÅENDE min brug af ordene 'sandhed', 'løgn',
'at narre', 'at være åben': Hvis jeg havde skrevet »Guldhornene« men
mest var optaget af min tandpine mens jeg gjorde det: ville jeg så
kalde digtet en løgn? Nej, det er uvæsentligt! Mens jeg skriver dette,
kan jeg være meget optaget af at jeg skal på toilettet fx, at jeg har
kolde fødder osv. uden at jeg opfatter det som løgn eller fortielse når
jeg undlader at bringe det ind i teksten. Jeg kan ikke få alt
med; der må derfor skelnes mellem væsentligt og uvæsentligt. Det
væsentlige er forholdet mellem de to planer: l) det plan hvor
forfatteren lever op til en etableret stil/genre, det æstetiske plan,
og 2) det plan »bag kulisserne« hvor forfatteren udarbejder
sin æstetiske tekst (plan 1). »Guldhornene« er hverken mere eller
mindre løgn end al anden skønlitteratur, tandpine eller ej.
SAM'S MONOLOGER som løgn: En person skriver sine
mangelfulde erindringer, mere eller mindre døende, elendig osv. Men den
æstetiske sans er ikke desto mindre i ekcellent stand. Teksten stinker
langt væk af de grundige formelle betragtninger der ligger bag. Det er
simpelt hen for godt til at være sandt. Det er skønt, det er dejligt,
det er mondæn litterær elendighed. Der gryntes anerkendende i de
litterære saloner. Der er en for mig uantagelig modsætning mellem form
og indhold. Tilsyneladende taler disse personer kun om sig selv, og
hvad de umiddelbart husker osv. Princippet er fuld åbenhed,
tilsyneladende. Men den æstetiske nerve og grundighed hvormed de taler,
bærer alt for tydeligt vidne om at forfatteren, Sam selv, taler om alt
andet end det der optager ham: udtrykkets æstetiske værdi. Han
manipulerer, han er merevidende.
Knepper løs mens han præker afholdenhed.
For at komme videre kan det være nødvendigt at udtrykke
en forkert tanke så godt som muligt, selv efter man har erkendt den som
fejlagtig. Den viser noget om sandheden.
JEG SKRIVER ikke kun det jeg ved er sandhed. Det jeg
nedskriver forholder jeg mig således til: Det er måske
sandheden.
»Men publikum er ligeglad med sandhed. Det er
irrelevant. Publikum vil have kunst, underholdning, spænding osv. Hvad
skal de med din sandhed? Det kunne jo lige så godt være en ny smart
løgn du har fundet på. Hvordan kan de vide at du taler sandhed, og hvad
betydning har det for værdien af det du skriver at det virkelig har
gået for sig?«
Jeg kan ikke bevise over for noget menneske at jeg taler
sandt, at jeg er åben, at jeg ikke holder noget for mig selv osv. Men
det betyder alt for mig selv at vide at jeg er
åben. En enkelt løgn ville spolere min følelse for dette arbejde. Den
ville jo gøre det til en anden skønlitterær frembringelse. En enkelt
løgn som ikke dementeres kort efter.
Jeg tror på at dette arbejde er originalt og at det
betyder noget for mig at skrive det. Endvidere tror jeg trods alt på at
det vil få en lille gruppe læsere og vække lidt opsigt i litterære
kredse. Det lyder ikke godt, men det er faktisk sådan jeg tror og
håber. Hvorfor lyder det ikke godt? Fordi jeg har lært at man ikke må
være ubeskeden og nære så høje tanker om sig selv som disse udsagn
tyder på at jeg gør? Er det med andre ord min moral som her direkte
griber ind og får mig til at dømme æstetisk?
Notat til senere: Det kan også tænkes at have interesse
i dette arbejde at forsøge bevidst at bryde æstetiske normer, at skrive
uskønt.
Jeg ønsker at skrive a-æstetisk. Æstetikken er ikke min
sag i dette arbejde, ikke mit formål. Mit formål er at sige hvordan det
er, hvordan det går til, hvad der sker, nævne de rette ting ved de
rette navne (og fx ikke skrive 'tale' når jeg i virkeligheden skriver).
Jeg har modvilje mod at læse langt tilbage for at komme
ind i det igen. Jeg læser lidt på den sidste side for at få en idé om
hvorledes jeg kan fortsætte, hvad jeg nu skal sige, undskyld: skrive.
Denne mærkelige frihed der ligger i at være fri for
enhver plan. Jeg begynder hele tiden forfra.
I psykologisk sprogbrug er det jeg hele tiden gør, at
bevidstgøre. På én eller anden måde lyder den sætning dårligt så det
skal nok passe.
Dette arbejde består af udsagn af følgende kategorier:
æstetiske domme, udsagn om mine fornemmelser i forbindelse med
arbejdet, konstateringer af kendsgerninger ...
DENNE VIDENSKABELIGE holdning keder mig. Jeg føler trang
til lidt mere blæst om ordene, deklamation, aggression.
Så nu er det ved at blive en slags dagbog om mine
fornemmelser. Der er ét eller andet galt i dag. Jeg går ikke til sagen.
Der er noget jeg burde sige, men som jeg ikke kan få øje på. Jeg venter
og ser efter. Glæde over denne vending, denne erkendelse.
Jeg har ikke mod i dag til at tabe og genvinde arbejdet.
Jeg opdyrker land langt bag dæmningerne, hvor der ingen fare er, men
heller ikke mulighed for nye erobringer. Jeg tænker på noget andet end
dette arbejde. Jeg er optaget af noget jeg skal i denne weekend. Jeg
synes jeg bør arbejde. Det er to dage siden, jeg sidst arbejdede. Jeg
er bange for at miste gløden, tråden, melodien. Det er dette jeg skal
sige, kan jeg mærke. Det hjælper.
Arbejdet kan ikke tabes, siger jeg til mig selv, for det
består simpelt hen i at jeg taler direkte om det som primært optager
mig når jeg arbejder.
Arbejdet er afhængigt af meget, fx hvornår og hvor meget
der arbejdes. Ville jeg have skrevet denne sætning nøjagtig på denne
måde og sat den på denne plads, hvis jeg havde undladt at arbejde i
dag? Det er et spørgsmål som ikke kan besvares. Men det kan tænkes at
lede til kronisk tvivl om at man går glip af den helt rigtige
formulering, idé eller iagttagelse fordi man har valgt at arbejde nu,
og ikke på et helt andet tidspunkt. Måske hænger dette sammen med min
samvittighed med hensyn til mit arbejde. Jeg føler en slags pligt til
at arbejde når jeg er oplagt, hvad jeg er ret regelmæssigt i tre
perioder hver dag. At der er størst sandsynlighed for at man får de
bedste indfald, at man skriver bedst når man er mest oplagt, er en
truisme. Hver gang jeg føler mig veloplagt og har lyst til at skrive,
men hindres af én eller anden ydre faktor — selskabelighed, mangel på
papir og blyant og ro — er der principiel mulighed for at jeg går glip
af noget man kunne kalde mit livs idé, altså en ekstra god idé. Det er
min pligt, når jeg er oplagt og får ideer, da at
være i stand til at registrere hvad der melder sig. Et gunstigt øjeblik
kommer ikke tilbage. Jeg må være årvågen så meget som muligt, så tit
som muligt. Jeg siger ikke at dette er grunden til at jeg lever så
relativt isoleret fra andre mennesker som jeg gør, men det er én af de
ting som gør at jeg kun meget sjældent føler trang til at være sammen
med andre.
Dette er en rent privat erkendelse som egentlig ikke
vedkommer dette arbejde. En erkendelse uden funktion i dette arbejde.
DETTE AT tale om det som primært optager mig i
forbindelse med dette arbejde, er samtidig at demonstrere det sprog,
den jargon som er mit basissprog. Dvs. det sprog, den jargon hvori jeg
umiddelbart opfatter arbejdet og mit forhold til det. Det sprog som er
redskab, middel når jeg benytter andre jargoner, fx gængs realistisk
roman-jargon, videnskabelig afhandlingsprosa, den optimistiske
formidlerstemme eller Beckettsk monologtale. Det sprog som er conditio
sine qua non. Det er begyndelsen, stamfaderen (naturligvis ikke
kronologisk — jeg har arbejdet længe i andre jargoner, før jeg åbent
vedkendte mig denne som min i egentligste forstand
— men logisk). Dette sprog må jeg i første omgang kritikløst antage.
Det er en simpel konstatering: Dette sprog har jeg, det er mit mest
umiddelbare udtryksmiddel. I dette sprog formulerer jeg min kritik af
det jeg skriver, og i dette sprog planlægger jeg. Når dette er erkendt,
kan man gå over til at forsøge kritik af dette sprog, både æstetisk og
filosofisk. Men her støder man på den vanskelighed at kritikken skal
udtrykkes i det sprog den kritiserer. Denne formulering medfører en
nøjere analyse af begrebet 'sprog'. Jeg er ikke til sinds at udelukke
at jeg frugtbart og uden hæmmende paradokser er i stand til at
videreudvikle dette sprog, at det så at sige er i stand til at forandre
sig selv. Men spørgsmålet er her: til hvilket formål?
Jeg kunne fra dette punkt anskueliggøre hvorledes denne
jargon kunne kontinuerligt forandres i forskellige retninger eller
eventuelt bare en udviklingsproces, men hvorfor forandre, hvorfor
udvikle?
Denne lyst til at finde grunde, denne higen efter
sammenhænge, er måske det fundamentale.
Hvad skal jeg med dette? Hvor fører det mig hen? Denne
altfor kedsommelige, ydmyge erkendelsestone. Det lyder også forkert.
Der skal være noget oprør, noget provokation, lidt krudt i det.
Denne verbale aktivitet adskiller sig ikke væsentligt
fra mine andre.
Så nu er jeg i gang med mig selv igen. Det giver mig
kvalme. Skal jeg tale direkte om mig selv kan jeg kun udholde at gøre
det i en let ironisk tone.
Kan ikke få øje på emnet for dette arbejde, skriver bare
som en maskine.
Jeg skriver nu NU for at komme i stødet.
JEG HAR lyst til at fortælle. Ét eller andet. En ko,
fortælle om en ko, hvorfor ikke? Så nu er jeg ironisk eller
humoristisk, det kan opfattes humoristisk (men også
alvorligt (tragisk?)). Jeg føler jeg burde bruge min energi på, dette
arbejde, bruge den til at væve videre på dette arbejde. Det forekommer
mig at det er svært at se hvorfor jeg netop skulle vælge en ko. Er
dette dyr i særlig tråd med dette arbejdes ide?
Har dette arbejde en ide?
Min forestilling om et kunstværk går bl.a. ud på, at de
enkelte dele på en eller anden måde skal hænge motiveret sammen. Dvs.
så meget som: da jeg har lyst til at fortælle om en ko, eventuelt med
okkulte evner, og denne kos forbindelse med værkets ide(er) ikke er
umiddelbart indlysende, så bør jeg i mit værks kunstneriske interesse
gøre rede for at denne forbindelse eksisterer, og helst gøre det helt
klart at jeg var tvunget til at skrive netop om en
ko.
Er det så ikke lettere at betvinge min umiddelbare lyst
til at skrive om koen, og fx skrive om et menneske i en eller anden
situation, omgivet af nogle problemer osv. Det vil meget lettere fænge
i en lydhør læserskare end det ret platte emne med koen.
Hov! Hvor afslørende! Dette arbejde er jo netop ikke
kunst. Derfor ikke noget krav om helhed. Derfor lige så godt en ko som
alt muligt andet der måtte melde sig. Faktisk pligt til at fortælle at
det der meldte sig var en ko. Sandheden og ikke andet end sandheden.
Godt dette blev korrigeret inden den kunstneriske ambition fik ødelagt
dette arbejde.
JEG HAR lyst til at være morsom. At høre masserne juble.
Det er derfor jeg vil fortælle om et eller andet. Dette arbejde har
hidtil ikke givet lejlighed til de helt store latterbrøl, det er så
alvorligt. Hvorfor denne trang til at være vittig? I flere dage har jeg
skrevet det som går forud for dette i en helt igennem alvorlig tone,
men nu er det mig ikke nok. Selv om jeg vel som sædvanlig ikke helt har
kunnet undgå brandere.
Det skyldes sikkert eksterne faktorer. Jeg har nogle
dage været tvunget bort fra arbejdet, og jeg har kedet mig umådeligt,
har ikke kunnet være mig selv, ikke kunnet gøre hvad jeg havde lyst
til, fx skrive, ikke kunnet sige hvad jeg følte trang til. Der er
ophobet noget energi. Hvor er det fattigt udtrykt. Det er måske
gensynsglæde over at genfinde mig selv og mit arbejde.
Giver dette nogle kvalme? Det er snart på tide at jeg
holder op med at tænke så meget på læserne. Hvorfor er det forkert? Det
kan hæmme min ærlighed hvis jeg, inden jeg udbasunerer den, må tænke på
om det vil støde nogen.
Igen en dumhed. Jeg mener at kunne huske at jeg har helt
har afskaffet læseren ovenfor. Det kan vel være en 10-20 sider siden. Afskaffet
er dårligt: Jeg har simpelt hen konstateret at læseren forsvandt.
Sandsynligvis skræmt væk af teksten.
NATURLIGVIS ER der ting jeg ikke kan sige i dette
arbejde. Hvor jeg dog hader det der »Naturligvis«, hvor jeg dog afskyr
den tone den sætning har.
Arbejder jeg for at arbejde? Jeg har ikke sagt noget
væsentligt i dag. I går?
Har lyst til at gentage arbejdets ide, men er bange for
at det skal virke monotont med alle disse gentagelser.
Bange for at det skal virke monotont! Er det ikke en
æstetisk norm som har sneget sig ind? Fy for pokker.
De skal få den igen og igen, alle læserrøvhullerne. De
har selv bedt om det hvis de stadig hænger på.
FØLER AF og til at jeg har pligt til at analysere
fundamentale begreber som 'æstetisk norm', 'stil', 'sprog'; så ville
dette blive en filosofisk afhandling, hvor lækkert. Det ville i hvert
fald ikke være sandheden, det ville lige så fuldt være en stilprøve som
hvis jeg skrev realistisk om to menneskers møde i en grillbar, fx.
Jeg må og skal hele tiden føle at det er mig og
ingen anden end mig der taler. Her var noget af det rigtige.
Hvis stilen, tonen, emnet skifter, så er det fordi jeg forandrer mig.
Jeg vil ikke udelukke at det kan ske. Hvis jeg i dette arbejde når
erkendelser som er af betydning, vil der vel samtidig ske en ændring af
arbejdet. Den er vist intetsigende, denne sidste sætning. Kun den?
Strukturen i dette arbejde bliver tilsyneladende den at
jeg starter med at fremsætte ideen, og dernæst kommenterer, analyserer
osv., indtil jeg ligesom taber tråden, kommer for langt væk fra
energikilden, den bærende ide. Dette fører mig paradoksalt nok tilbage
til ideen, som genfremsættes, dernæst nye bemærkninger osv. Når det
kniber vender jeg altså tilbage.
Dette arbejde er altså en lang tilbagekomst. Til hvad?
I denne direkte konfrontation med læseren ligger noget
som fængsler mig. Det er måske åndelig ekshibitionisme. Men er dette
udtryk ikke mere en negativ vurdering end en beskrivelse? Jeg, en
ikke-troende, bekender mine synder til enhver som gider læse mit
arbejde og håber derigennem at, nej nu er jeg ved at sige noget som jeg
ikke mener. Billedet får magt over tanken, skønsangen over ærligheden.
Dette handler forhåbentlig ikke bare om mig.
Forhåbentlig er alt det private på en eller anden måde alment.
Det synspunkt at de herskende litterater vil gå imod
fordi jeg underminerer den autoritet hvormed de taler til folket.
Censur i æstetikkens navn!
Den fundamentale oplevelse af at noget lyder godt i en
given sammenhæng. Man er utilfreds. Man søger. Man bliver måske
tilfreds. Teorien om »det rette ord«: Bare man søger længe nok, så vil
man også finde det ord man sidder og mangler.
Dette er ikke et formfuldendt værk, det er et arbejde.
Jeg gør mig umage for at læseren er med i forreste frontlinie hele
tiden. Jeg kunne måske på en eller anden måde forme dette stof på en
mere rationel måde og hvad ved jeg. Men det interesserer mig ikke,
former interesserer mig ikke. I dette arbejde.
Der bliver nogle gennemsyn og rettelser af arbejdet,
ingen tvivl om det. Noget som er alt for kluntet udtrykt bliver
forbedret, noget bliver udeladt, andet føjet ind. Ud fra hvilke
kriterier?
I et efterord må jeg nærmere gøre rede for de store
rettelser.
FORSØG PÅ overblik: Hvad er det jeg gør, hvad er det der
sker? Dette arbejdes komponenter? Temaer?
Den æstetiske grundoplevelse.
Ansigt til ansigt med læseren.
Nej, jeg taler til dig. Det er alt det der sker. Du er
et menneske, som jeg taler til om det som interesserer mig.
Du må
findes. Det er derfor jeg har opfundet dig. En tand mere nihilistisk
end jeg bryder mig om. Men bedre end ingenting.
Jeg har i øjeblikket ikke den følsomhed der skal til for
at registrere hvad der sker. Der sker noget som skal registreres. Men
jeg kunne lige så godt have sagt: jeg er træt, der sker ikke noget, jeg
har ingen tanker, gør ingen betragtninger. Der er ikke tale om at min
kritiske sans slår alle forslag ned, jeg har ingen forslag.
Så fik jeg alligevel skrevet lidt. Om at jeg ikke kan
skrive lige nu. Langtrukkent.
Slut
på kapitel II
|
