|
Først lagt op d. 14. oktober 1998,
senest opdateret 27-01-2019
21:51:22
III
Sådan. Det er sket.
Jeg har digtet, fortalt løgne. Det bekom mig vel.
LYST TIL oprør. Lyst til at håne læseren og mig selv.
Lyst til at distancere mig fra dette menneske, læseren. Al min
latterlige alvor.
Hvad drev dette arbejde engang? Jeg taler i fortid for
om muligt at provokere mig selv til at leve op til begyndelsen.
Når man straks fortæller læseren om sine ideer ødelægger
man dem samtidigt. Man udleverer alt materiale og sig selv. Det hele
bliver så plat. Ingen mystik. Ingen leg. Som en kostald hvor intet
skjules. Bæh, siger det lille lam.
Det gik ikke godt i går. Jeg blev bange for at det er
ved at løbe ud i sandet. Jeg bliver oprørsk, jeg håner — mig selv,
arbejdet, læseren.
DET ER vist på tide jeg begynder at kritisere mit
arbejdes grundteser. Tydelig fornemmelse af at det var det vi sad og
ventede på.
Hvad mener jeg med »Det er vist på tide«? Giver det
pludselige klarsyn udseende af koldt overlæg, distancerer, distancerer.
MIN BEGEJSTRING over at turde tale direkte til læseren.
Min overbevisning om at det er enestående at gøre det på denne måde.
Glæde over at have fundet mit sprog.
DER ER noget galt. Der er noget jeg ikke tør sige. Hvad?
Samtidig med at jeg arbejder på dette ser jeg en hånende
anmeldelse af det. Selvoptaget, ligegyldigt, privat, storhedsvanvid. Nu
kan jeg med det samme mærke at jeg har sagt det rigtige. Det er min
hårde kritiker, min fjendtlige kritiker der har presset på. Jeg har
skullet bruge energi på at holde ham nede — men det er ikke gjort med
overlæg. Jeg har bare en tydelig fornemmelse af egentlig at kede mig
når jeg taler om noget andet end det der betyder noget for mig på det
forhåndenværende stade af arbejdet. Det bør straks få mig til at
standse op og se efter hvad det er jeg skjuler.
Det går langt fra af sig selv at være ærlig. Det stiller
mindst lige så store krav til åndsnærværelse som at lyve.
Det jeg lavede i går var utilfredsstillende men ikke
spildt: Det kan bruges til at illustrere hvordan jeg taler når jeg tror
jeg taler sandt, men alligevel stikker noget under stolen.
Jeg burde datere det jeg skriver. Ellers bliver et
udtryk som »det jeg skrev i går« meningsløst. Hvorfor ikke specificere,
således at ikke blot dagen men også tidspunktet på dagen kommer ind?
Det kan måske vise noget interessant. Fx hjælpe til at svare på
spørgsmål som: Hvornår får jeg de bedste indfald? Burde jeg helt holde
op med at skrive sent om eftermiddagen? (Fordi det er så dårligt hvad
jeg skriver på det tidspunkt).
Min fjendtlige kritiker: Han skriver side op og side ned
uden at komme de problemer som er arbejdets egentlige indhold og »tunge
stof«, modvægten til alt det sludrende, på nært hold. Det egentlige
sejler som mystiske iskolosser, langsomt og uantastet forbi i tågen.
Jeg udtrykker ikke denne negative kritik for at
tilbagevise den. Mit mål er at kunne blive ved med at arbejde på dette
arbejde, at udtrykke tingene så godt som muligt inden for de rammer som
der trods alt ligger i det. Når jeg udtrykker den negative kritik, den
som siger det er noget møg på en mere eller mindre forblommet måde, så
er det fordi den optager mig, den spiller en rolle i mit arbejde og
fordi jeg bedre bliver i stand til at arbejde videre når mit arbejde
omfatter sin egen kritik. Jeg siger det som det er.
Den første begejstring over endelig at have taget bladet
fra munden og tale frit fra leveren og have fundet et originalt
arbejde, en original ide, er forbi. Den fremtrædende plads min negative
kritik har, viser dette; men jeg har ikke erkendt det. Et par dage over
tiden har jeg troet at det var et spørgsmål om oplagthed at jeg hele
tiden skrev noget jeg ikke var rigtigt tilfreds
med. Men en ny fase var indtrådt. Alle disse kønne forklaringer.
MIT NUVÆRENDE mål er omkring 100 sider i dette
manuskriptformat. Mindre kan en bog efter min opfattelse åbenbart ikke
bestå af. Nej, jeg tager ikke det med sideantallet ret højtideligt. Jeg
føler at jeg kan sige mere end jeg har sagt. Nej.
Jeg erkender. Det er det der sker. Jeg erkender — så
godt det er mig muligt. Den vej min erkendelse af arbejdet tager, er
arbejdets struktur.
Der er imidlertid også den mulighed at slutte af før de
hundrede og så skrive en kommentar over teksten, et næste
erkendelsesplan, og eventuelt gentage processen, så vi får en trilogi.
Jeg kan også skrive tre romaner som hænger sammen på den måde. Så når
vi den attråværdige trilogiform.
I disse senere kommentarer, fortolkninger osv. bliver
det muligt at sige noget af det som jeg ikke har fået sagt i den
primære tekst.
Det flyder ikke let mere. Jeg må anstrenge mig for at
blive ved.
Jeg forstår så godt, så inderligt godt at du foretrækker
en rigtig roman. (Underforstået: mit arbejde er noget møg.)
Der er vitterligt tidspunkter (som nu) hvor jeg intet
har at sige. Der melder sig intet. Jeg er helt blank. Siger til mig
selv: Skriv, skriv! Men der kommer ikke noget. Jeg læser lidt hist og
her på de to sidste sider som ligger umiddelbart tilgængelige for mit
blik, for at finde stof til en sætning, et afsnit. Forsøger så at
tilkæmpe mig et overblik over hvad det er jeg sidder og laver, for at
komme videre ad den vej.
Jeg har kaldt det en roman. Vorherrebevares, ordene
sidder løst. Jeg må forsøge at få tag i arbejdet. Jeg har materiale nok
som jeg kan generalisere ud fra. Den negative kritik er taget til følge
for så vidt som jeg er blevet bange for at sludre formålsløst videre.
Jeg har kaldt det en roman fordi jeg sidder og skriver.
Genreproblemet.
Det er også et aktstykke i min selverkendelse. Det er
introspektiv psykologi.
Det er en bekendelse til læseren, dvs. jeg forstiller
mig ikke. Romanens subjekt og jeg er identiske. Smagløst?
Er det et essay?
En skrivende person beskriver hvordan det er for ham at
skrive en beskrivelse af hvordan det er for ham at skrive en
beskrivelse af hvordan osv.
De faktorer der er tale om: den skrivende, teksten.
Teksten handler om sig selv og om hvilke tanker den skrivende gør sig
mens han skriver den. Teksten handler om sig selv, og om den skrivendes
skiftende forhold til den.
UDE I VERDEN kreperer folk af sult mens jeg sidder og
skriver dette. Hvor mange dør mens jeg skriver denne sætning? Men hvad
kan jeg gøre? Købe mad for alle mine penge og sende det til »Dem der
sulter i verden«?
Hvad skal den betragtning gøre godt for? Illustrere mine
anfægtelser i forb. m. mit selvvalgte skrivebordsjob? Luftigheden af
det jeg er optaget af?
Denne tydelige fornemmelse af at gentage sig selv, af
monotonien. Der må noget nyt til. Det var på tide jeg begyndte at
kritisere mit eget arbejde, skrev jeg lidt længere tilbage.
Kan der rettes kritik mod begrebet 'ærlighed'? Det er på
tide jeg begynder at tvivle gennemgribende på hele dette foretagende.
Jeg har simpelthen behov for at fabulere. Sådan er det.
En uge med dette er mere end jeg kan holde til. Først flygtede læserne,
nu også forfatteren. Sandheden er ilde hørt.
Onsdag form.
Sådan. Det er sket. Måske overdriver jeg betydningen af
det. Som i gamle dage hvor man masturberede og følte anger bagefter.
Jeg har digtet, fortalt løgne som jeg selv spinder. Det bekom mig vel.
Det som jeg skriver skal helst besidde tre egenskaber:
1. Det skal være noget jeg selv synes om; 2. Det skal kunne sælge; 3.
Det skal nyde anerkendelse i litterære fagkredse. Det tredje er det
svageste krav.
Nuvel, jeg tog fejl. Jeg troede jeg var færdig med at
lyve — i hvert fald så længe dette arbejde stod på. Det skulle skrives
i én køre, uden sidespring. Den gik altså ikke. Jeg har behov for at
forstille mig, for at fabrikere sproglige, komiske pointer, jeg kan
lide at få mig selv til at le — samtidig med jeg håber at det vil få
andre til at le med.
Min hårdnakkede ærlighed får mig til at længes umådeligt
efter at distancere mig fra læseren. Jeg trækker mig tilbage for en
stund for at sunde mig, kryber i ly i en stil, underordner mig en
mundart, forsvinder, glemmer mig selv. Mit ideal er så ikke ærlighed,
men en særlig slags pointe, en tone eller et særligt latterbrøl. Mit
ønske er ikke at imponere, men jeg prøver at leve op til en norm jeg
åbenbart har og hvorefter jeg vurderer, kritiserer mine indfald. Det er
en bestemt slags virkninger, effekter jeg er på jagt efter. Disse
normer for min skriftlige aktivitet skifter. I lang tid har den været
det ene: ærlighed, så ærligt som muligt, så åbent som muligt, læseren
indvies i alt. Jeg er imod at lade dette arbejde rangere på niveau med
de andre, for det er ikke hvad jeg forstår ved effektjagende, men på
den anden side må jeg nu se i øjnene at jeg ikke kan rummes i dette
arbejde. I mange dage i træk kan jeg sætte mig til at skrive og sige
til mig selv: så nu skal du være ærlig; men det bliver sværere og
sværere for mig at holde gejsten oppe. Der kommer et tidspunkt hvor min
ærlighed har tørret mig ud. Jeg vrider og vrider, men ikke en dråbe.
Det er stadig hævet over de andre i den forstand at jeg heri kan tale
om de andre, mens jeg i dem ikke kan tale om dette.
Havde det ikke været ærligst hvis jeg havde inkluderet i
dette arbejde de forskellige tekster jeg arbejder på, alternerende med
dette?
Jeg må have forskellige muligheder om morgenen når jeg
sætter mig til at arbejde. I det øjeblik jeg sætter mig, må jeg have
mulighed for at vælge den slags arbejde som jeg er mest oplagt til,
føler mest lyst til at gå i gang med, kun på denne måde bliver
resultaterne bedst mulige. Jeg kan ikke begrænse mig til et arbejde
bare fordi jeg nu engang har besluttet at jeg vil have det færdigt så
hurtigt som muligt.
Hvorfor udelader jeg disse tekster? Er jeg flov over
dem? De hører med! Jeg vil have dem med! Min grund til udeladelsen er
at de føles ufærdige af mig; jeg føler de bør kritiseres igennem,
korrigeres, skrives om osv. inden de er værdige til at fremtræde
offentligt. Det er forsøg, som ikke bør komme ud over skrivebordets
kant. Helt anderledes med dette arbejde. Det er i sit væsen
forsøgsvis: jo færre lag af overvejelser vedrørende formen og
udtrykket, jo bedre. Det er et uformelt brev fra mig til læseren, til
dig. Jeg fortæller dig om mit arbejde, mine spekulationer, mine planer.
Forsøgsvis, hermed mener jeg: Hver
sætning er et forsøg i retning af ærligheden. Mange af disse forsøg går
i vasken, men disse misfostre forholdes ikke læseren. Du er med hvor
det sker, når det sker.
En idé i morges: Min manglende evne til at arbejde
udelukkende på dette arbejde -> dette arbejde er kun noget af
sandheden om mig og mit arbejde -> denne tekst må optræde
parallelt med de tekster jeg samtidig arbejder på for at fuldkommengøre
billedet af mig og mit arbejde.
Hvor giver denne plan, denne syntese, mig dog håb i
øjeblikket. Er det det jeg har ventet på, Planen?
Og så ikke et ord om mine berømte håndbøger i hvordan
man finder lykken. Det er godt gjort at de åbenbart slet ikke indgår i
mine planer. Jeg orker ikke at forklare det nu, men det bør lige
bemærkes. Og hvor er min videnskabelige karriere? Jeg gør dette notat
om den her og vil så senere kunne gå mere i dybden, således at alt
bliver helt gennemlyst.
Jeg kan ikke afslutte nærværende arbejde før jeg har
afsluttet de andre. Det er her trådene samles.
Materialet for nærværende arbejde er netop det at der arbejdes på disse
tekster — og muligvis flere som begynder mens jeg arbejder videre på
denne tekst.
I denne tekst kan optræde de første udkast til de andre,
til stykker af de andre tekster. Men alle revisionerne — det vil blive
for meget af det gode. Og dog, og dog. Skulle jeg være konsekvent
skulle rub og stub med. Det ville implicere at også den færdige tekst
optrådte in toto i nærværende arbejde. Men så bliver det overflødigt at
lade den trykke for sig selv.
Min hu står til i dette arbejde at illustrere principperne
for arbejdet med de andre tekster. Dette arbejde er selvstændigt som de
andre. Dette arbejde er umiddelbart, fordi det har refleksionen som
emne; de andre er mere eller mindre reflekterede fordi de ikke
beskæftiger sig med den umiddelbare refleksion som de er frugter af.
Det vil spolere en god salgsvare, et kunstværk eller en
afhandling, at blive hakket op på en sådan måde. Det er min vurdering
at en helhed som består af flere uafhængige dele som er ligeberettigede
i helheden, er mere værdifuld end en enkelt tekst med undertekster som
er underordnet denne. Hvordan en reflekteret tekst, en normsøgende
tekst fabrikeres, har ingen interesser i alle detaljer, men nok i
princippet. Det er principperne for hvorledes de andre tekster bliver
til, der har interesse i denne tekst.
Nærværende værks erkendende (og illusionsnedbrydende)
karakter bliver fremhævet i det øjeblik det optræder side om side med
de illusioner det nedbryder. En sådan komposition udtrykker på en gang
min modvilje mod og min glæde over kunsten, min
frastødning/tiltrækning, mine vanskeligheder ved at forholde mig blot
og bart erkendende til min lidenskab, umuligheden for mig af at lade
være at skrive fiktion, den vil gøre rede for kunstens opståen i mit
tilfælde.
Det var en masse følelser og en masse ord, men noget
egentligt slagkraftigt argument for at lade dette arbejde optræde
parallelt og ikke overordnet i forhold til de andre, har jeg ikke
fundet. Jeg kan så blot foreløbigt konkludere at det paradoksale i en
sådan helhed tiltaler mig, at lade sandheden optræde side om side med
de løgne den handler om, øver tiltrækning på mig. Det er dejligt
tvetydigt.
Har jeg forladt sandheden? Lader jeg et æstetisk
synspunkt gå af med sejren ved at indordne sandheden i en æstetisk
helhed?
Et pædagogisk argument:Alle mine forskellige arbejder
vil hver for sig få tag i læsere som det normalt ligger fjernt at gå i
gang med de andre genrer. Når de ser at det er den samme der har
skrevet dem alle, og udsendt dem som en helhed, er det ikke
usandsynligt at de vil gå i gang med bare den af de andre genrer som
ligger dem nærmest. Jeg opfatter det altså som min opgave at få tag i
så mange læsere som muligt. Hvorfor? Fordi det giver anseelse, penge,
berømmelse, beundring? Fordi det er en tilfredsstillelse at se sit
arbejde læst? At mærke at mange mennesker interesserer sig for hvad jeg
bruger min tid til? Idet et kunstnerisk arbejde betragtes som et stykke
konkret æstetik: en konkret demonstration af hvad man selv synes er
godt, et barn af ens kritiske sans og produktive evne: fordi det er et
generelt menneskeligt træk at ville have bekræftet sine værdidomme af
omgivelserne? — Man har det bedst blandt folk man deler tabuer med.
Fordi vi gerne vil beundres af de andre i flokken?
Hvad med dette ræsonnement: Jeg må under alle
omstændigheder arbejde — til skrivebordsskuffen om nødvendigt. Men når
jeg nu under alle omstændigheder må arbejde, ville
det så ikke være nok så praktisk at dette arbejde gav mig en vis
position, en anerkendt, ikke alt for inferiør rolle i det sociale
skuespil, som fx ville sikre mig økonomisk? Jeg vil på en gang være mig
selv, stå udenfor, og have flokkens beundring.
Torsdag form.
Har igen skrevet fiktion.
Som om det var en forbrydelse.
Fandt det alligevel umuligt at skrive det indenfor dette
arbejdes rammer. Fandt det umuligt at forholde mig artikuleret kritisk
samtidig med at jeg skrev det. Formuleringen af mine spekulationer over
teksten vil ødelægge min glæde ved at skrive den, vil ødelægge
selvforglemmelsen, ekstasen.
Når jeg ønsker at præsentere en tekst i det net af
refleksioner osv. hvori den er produceret, kan jeg øjensynligt gøre tre
ting, afhængigt af tekstens karakter:
1.
I nærværende arbejde er der ikke problemer på denne kant. Teksten er
sin egen kommentar på en håndfast måde. Tekstens holdning og
kommentarens holdning er identiske.
2.
I en fiktionstekst kan forfatterrefleksioner teoretisk set optræde
nedskrevet samtidig med fiktionsteksten. Det var min ide i går at
forsøge dette. Jeg fik det ikke gjort. Når jeg har lyst til »at digte«,
til det skønne ('skønne' brugt alene som artsbetegnelse — uden krav på
vurderende indhold) skyldes det at jeg finder det umuligt for en tid at
skrive på dette arbejde. Hvorfor ved jeg ikke, jeg erfarer bare denne
massive modvilje mod at lade den side af mig selv som skriver dette
arbejde, træde i funktion. Det kan kort beskrives således: »Jeg føler
trang til afveksling, afslapning.« I det øje blik jeg skriver fiktivt i
nærværende arbejde, og krydrer med refleksioner, bliver min flugt ikke
perfekt, så bliver det til at det jeg som skriver fiktion, skriver i
bevidstheden om at være underordnet det jeg som skriver nærværende
arbejde, det spekulative jeg. Så kommer fiktionen til at tjene som
påskud for refleksion, som ophæver den illusion mit skønlitterære jeg
glædes over, og som var mål for flugten fra tankearbejdet. Jeg har
behov for at skrive det skønne såvel som det sande.
Skulle jeg samtidigt skrive skønlitterært og skrive om
at skrive skønlitterært, måtte det forudsætte at jeg ikke bedrev den
ene aktivitet som en flugt fra den anden, som en afveksling,
afslapning. Forudsætte at jeg ikke udelukkende skrev det ene fordi jeg
følte kompakt ulyst til det andet.
Betragt venligst alle mine forklaringer som forslag
til forklaringer!
3.
Den tredje mulighed er først at skrive skønlitterært og når det så er
afsluttet, da at skrive om at skrive skønlitterært.
Det bliver en kommentar til en afsluttet tekst, en kritik, en
fortolkning, hvordan det var, efter hukommelsen. Ingen kollision mellem
holdninger.
Måske er min modvilje mod at forene de to aktiviteter
uafhængig af alle ydre faktorer. Jeg kan gøre eksperimentet! Ingen
forbyder mig at gøre op med min fordom, min modvilje, på dette punkt.
Skal alle mine forklaringer ovenfor under punkt 2 ses som tilsløring af
det faktum at jeg er bange for at mine skønlitterære forsøg er noget
bras? Det lyder som et frugtbart spørgsmål.
Torsdag eftermiddag.
Ideen med at lade denne tekst trykke på venstresiderne,
og så dens metatekst på højresiderne, en kommentar, kritik osv. Det er
også muligt at lade den trykke på øverste halvdel af venstresiderne og
så lade diverse kommentarer udfolde sig i de andre tre felter.
Mandag d. 27.
Jeg arbejder i perioder, i satser. Jeg er oplagt, jeg
arbejder, jeg trættes, jeg hviler, jeg arbejder, osv. En optimal
arbejdsdag har tre arbejdsperioder. Om formiddagen fra 10 - 12, først
på eftermiddagen: 13 - 14, og senere igen på eftermiddagen: 16 - 17,30.
Om aftenen arbejder jeg ikke fordi det gør mig mindre oplagt næste
formiddag. Disse arbejdsperioder adskilles af indkøbstur og spisning 12
- 13, eftermiddagssøvn 14 - 15, og aftensmad, læsning, nattesøvn.
Desværre er mange dage ikke optimale fordi jeg har andre
jobs at passe.
Simpel addition viser at jeg arbejder 4 1/2 time på en
optimal dag. Jeg burde knytte en eller anden pointe til denne
kendsgerning. Fx hvordan kan man skrive en dagbog med blot nogenlunde
dækning af de begivenheder man gennemlever i dagens løb? Selv om man fx
brugte 4 timer dagligt, ville man ikke kunne nå at nedskrive alt. Dette
arbejde kan bl.a. karakteriseres som en dagbog som har sig selv som
indhold, som har den begivenhed at den affattes som indhold. Denne
beskrivelse er vist ikke særligt dækkende. Her på det sidste er den
begyndt at handle om ideer, planer og om mig, min arbejdsdag. Hvordan
den var i begyndelsen husker jeg ikke ret tydeligt, men på én eller
anden måde hænger dette jeg nu skriver sammen med det første jeg skrev.
Det jeg husker tydeligst fra dengang, var håbet om at skrive noget
originalt, anelsen om at have gjort en litterær opfindelse, om at gøre
en ny erkendelse. I hvert fald håb.
Men selv om jeg altså kun arbejder disse 4-5 timer
dagligt, så er min dag i øvrigt lagt an på at gøre mig bedst rustet til
at arbejde: Det er forberedelse, de 19 1/2 time er udelukkende
forberedelse til de 4 1/2. Det er en overdrivelse, men det er
tendensen. Det er ikke dovenskab at jeg ikke arbejder i 19 1/2 time.
Jeg kan simpelt hen ikke. Det var det.
Derfor også godt med de andre jobs som forhindrer alle
dage i at blive optimale: De tvinger mig væk og ud blandt andre, så jeg
kan blive ved med at længes mod det optimale fordi det heldigvis er
uopnåeligt. I det hele taget: Denne verden er den
bedste af alle mulige verdener. Alt for meget ironi her.
Det at jeg arbejder i perioder, er grunden til at jeg
skriver uge- og månedsdag. Det er mest reelt at gøre denne periodiske
arbejdsmåde eksplicit, selv om arbejdet ofte hænger intimt sammen på
tværs af datoen. Jeg kunne også skrive datoen fuldt ud. Vil måske gøre
det, men lige nu er det godt nok som det er.
SÅDAN, SÅ er det afsnit der begyndte med »Jeg arbejder i
perioder, i satser« afsluttet. Her skete der noget nyt. Lagde du mærke
til det? Et nyt emne, jeg opfandt, opdagede et nyt emne i mit arbejde,
et emne hvis behandling kan gøres til en del af arbejdet. Det er
problemet om sammenhæng. Hvorfor hænger noget mere
sammen end andet? Hvad er kriteriet på sammenhæng? På mere eller mindre
sammenhæng? Dette sammenhængsfænomen hænger sammen med begrebet
komposition.
Dette arbejde er uden komposition. Der er ikke tale om
en bevidst planlægning af stoffet på forhånd, ingen form som udfyldes.
Og hvordan kan der overhovedet blive tale om komposition i et arbejde
hvis bærende ideer er åbenhed over for læseren: læseren hele tiden med
fremme i forreste linje? Rettelse: i sidste linje.
Og dog: det kan der vel meget vel! Der er ingen logisk
vanskelighed ved en komposition som forklarer sin egen komposition. Det
ser altså ikke ud til at jeg kan hænge mit arbejdes manglende
komposition op på at det ville være en logisk umulighed. Vent lige
lidt. Antaget at mit arbejde skulle have en komposition som var bevidst
fra min side, og antaget at jeg informerede læseren om denne
komposition på forhånd, og antaget at mit arbejdes bærende ide er
oprigtighed over for læseren, så ses det at denne komposition for en
stor del kommer til at handle om forfatterens spekulationer i
forbindelse med at udfylde den, og disse spekulationer lader sig, ifald
de er oprigtige, naturligvis ikke planlægge på forhånd. Var de nemlig
planlagte på forhånd, bliver de til et led i kompositionen og bliver
således endemål for forfatterens refleksioner. At udfylde en på forhånd
lagt plan er mål for forfatterens dygtighed. Hvorledes
denne udfyldning kommer til at foregå, sætning for sætning, kan planen
intet sige om. Det er dette hvorledes der er mål
for hans ærlighed.
Disse forfattere der arbejder med udfyldning af former,
af kompositioner hvis fortræffelighed de af en eller anden grund er
overbevist om, kunne man kalde dogmatiske forfattere.
De er dogmatikere i den forstand at de har en fast ide om hvorledes
deres arbejde skal være på forhånd, inden de har skrevet et ord af den
færdige tekst. De starter foroven: Sådan skal det være. Man har skabt
det ordnende princip for stoffet før man skaber stoffet. Man skaber en
tilfældig orden for at blive i stand til at præsentere stoffet i en
æstetisk og nødvendig sammenhæng.
Dette arbejde er med et fint ord prækompositorisk. Jeg
har på fornemmelsen jeg aldrig kommer så langt som til at affatte en
komposition. Dette arbejde handler ikke engang om hvorledes jeg
udfylder en disposition; det handler om hvorledes jeg kunne tænke mig
forskellige kompositioner. Dette er ikke hele sandheden om arbejdet,
men en facet af den.
Det er trods alt muligt at dette arbejde har en
komposition, som jeg bare ikke har fået øje på, og hvis udfyldelse jeg
derfor ikke bevidst kan arbejde henimod. Jeg anser det for overmåde
usandsynligt at nogen nogensinde skulle opdage en sådan komposition bag
dette arbejde. Det ville ikke være en fejl hvis det tilfældigvis havde
en komposition. Men det ville ærgre mig at jeg ikke selv kunne få øje
på den.
Jeg taler upræcist. Hvad mener jeg med komposition? Hvis
man laver et index over de emner jeg behandler, med sidehenvisninger,
vil man så kunne kalde det en afdækning af kompositionen bag værket?
Nej. Der er forskel på et index og en oversigt over et værks
komposition. Men de er begge oversigter: Den første alfabetisk og
akausal eller synkron; den anden er en abstraktion af teksten, en
generalisation, en beskrivelse som er kronologisk og gør rede for
forbindelser osv.
Naturligvis har dette arbejde et vist forløb, visse
kurver, en udvikling, og endvidere er det centreret omkring visse
problemer, og har et erklæret formål. Disse mit arbejdes begrænsninger,
kan bruges til en beskrivelse som måske kunne give mig større indblik i
hvad det er jeg sidder og laver. Ja, jeg bliver mere og mere overbevist
om at jeg må slutte på det her plan, den første nedskrivnings plan, og
give mig i kast med at læse det skrevne igennem forfra, kritisere,
spørge og generalisere, forsøge at få et overblik. Dette kunne man
kalde 'vejen opad'. Jeg kunne tænke mig at skrive disse det nærværende
arbejdes refleksioner, spejlinger, på siden overfor, således at
nærværende tekst trykkes udelukkende på venstresiderne, og højresiderne
overlades til resultaterne af første læsning. Der bliver et problem med
pladsen. Jeg bliver nødt til i første læsnings tekst at tage hensyn til
den primære tekst. Der behøver ikke være trykt fra top til tå på alle
siderne. Der kan være tomme sider.
Lad os aldrig glemme at en fuldt beskreven side sagtens
kan være mere tom end en helt ubeskreven.
Men så længe der endnu synes at være en »vej fremad«,
dvs. fortsat er noget at skrive på det første plan, vil det være at
forspilde muligheder at starte på vejen opad.
»Vejen fremad« og »Vejen opad«, er det navnene på de to
arbejder? Hvad med »Vejen tilbage« og »Vejen nedad«?
»Vejen opad« står fortsat åben selv om jeg fortsætter
fremad.
Muligvis er
det ikke nok med én genlæsning/-skrivning. I givet fald bør jeg
flerdele de to sider.
Kunsten at finde titler til det man skriver. Kunsten at
finde overskrifter. Overskrifter kan være mere eller mindre nøgterne,
en blot og bar beskrivelse af det de er overskrift til, eller et mere
suggestivt eller fortolkende udtryk.
Hvorfor skal en bog have en titel? Skal jeg lade dette
arbejde fremtræde uden titel? Nej. Jeg kunne kalde det: »Kære læser«, i
god overensstemmelse med at det vel egentlig nærmest er et brev til
læseren jeg skriver. Eller som i digte man ikke har opgivet titler til,
og bare bruger første linje. Der er mange muligheder.
Slut
på kapitel III
|
