|
|
Først lagt op d. 14. oktober 1998,
senest opdateret 27-01-2019
21:58:25 IV Det jeg åbenbarer af
mit inderste med så megen møje er ikke noget jeg husker, men noget jeg
skaber i det øjeblik jeg giver mig af med at huske. DER ER både planer over det umiddelbare sprogplan jeg bruger i dette arbejde, og under. Over, dvs. planer hvor det umiddelbare bruges som middel i en eller anden udtryksforms tjeneste. Under, dvs. planer hvor det umiddelbare gøres til genstand for analyse. Hvordan går det til at en sætning dannes? Hvordan kan jeg bedst beskrive hvad jeg oplever når jeg skriver, når jeg bruger sproget? Alternativer som forkastes, ræsonnementer, indfald, associationer, effekter, kritik, tilfredsstillelse. Det bliver altså en forklaring af sproget ved hjælp af introspektiv mikropsykologi, »de små bevægelser i sjælen«.
JEG TALER til læseren som ligemand. Vi ved nøjagtigt det samme om det vi henholdsvis skriver og læser. Jeg fristes næsten til at sige at den eneste forskel på os i henseende til dette arbejde er at jeg skriver det og du læser det. Og at jeg er virkelighed, men at du er fiktion. I det øjeblik jeg giver mig til at læse hvad jeg har skrevet er jeg det du som jeg henvender mig til mens jeg skriver.
HVOR FINTFØLENDE kan man gøre en psykologi? Dette spørgsmål naturligvis i forbindelse med analyse af hvorledes jeg bruger sproget. Det tilsyneladende enkle kan ved forsøg på forklaring vise sig at være så indviklet at den nysgerrighed man måtte stable på benene for at starte undersøgelsen, bliver afløst af pinefuld uvished som ikke vil gå over. Kunne Storm-P. ikke have sagt det samme? Og illustreret med en festlig novelle om en »professor i det selvfølgelige« (professor i.d.s.). Navn? Hvilket navn skal vi give ham? Her sidst på eftermiddagen får jeg altid lyst til at skrive morsomme historier. Reaktion på alt det alvorlige. Her er et fragment af en psykologisk teori om reaktioner. INDHOLD: Psykologi, filosofi, æstetik. Tilblivelsesprocessen. Usystematisk. Dagbog.
ETHVERT BEGREB kan gøres til genstand for analyse, for tvivl, dvs. enhver teori kan egentlig kun baseres på tro.
PÅ ÉN eller anden måde må det betyde noget for opfattelsen af logikken og virkeligheden og deres indbyrdes forhold, at det er muligt at slutte ulogisk. Jeg er, når det drejer sig om tænkning, fri for den meget udbredte foragt for banaliteterne.
DETTE ARBEJDE anskuet som reaktion mod Sam og Jim. Jeg tillader mig at bruge disse familiære navne fordi jeg synes jeg kender dem så godt, og fordi de er mere end et par forfattere for mig. Sam og Jim betragter jeg, sammen med Witty (Wittgenstein), som mine åndelige fædre. Jeg er uden tvivl et uværdigt barn, en elendig elev med mikroskopisk fatteevne, som for penge har købt sig adgang til de tre herrers auditorier. Jeg ved ikke hvor meget disse mine åndelige helgener har at gøre med de virkelige personer af samme navn, men de myter jeg har bygget over dem og hvad jeg ved om dem, har haft og har vist nok stadig stor betydning for mig. Jeg beundrer dem, men er ikke ukritisk. Jeg kan lide at høre på dem. De rager langt op over resten, ligesom Charlie Parker der gik mig til marv og ben fra første tone. Og Bartok og Beethoven og de andre. Har aldrig følt noget behov for at forklare hvorfor det er godt. Enhver forklaring er irrelevant. Det viser sig, en åbenbaring. Sådan er det. Måske hører det slet ikke hjemme i dette arbejde. Reaktion mod Jim: antikompositorisk. Reaktion mod Sam: modsætningen mellem den ydre virkelighed som fx udgivelsesprocessen af en bog implicerer, og den indre virkelighed bogen handler om. Reaktion mod begge: merevidende forfattere, afstanden til læseren, det stilistiske. Kunstnermyten.
Torsdag d. 30. Det er et essay. Det er mig som taler — ikke om oplevelser jeg har haft, rejser jeg har gjort osv., men om oplevelser jeg har i selvsamme øjeblik jeg skriver. Den løse, subjektive form er essayistens. Torsdag eftermiddag. Der er gået nogle dage siden sidst. Det kan enhver se med sine egne øjne: Min håndskrift svulmer af glæde over at folde sig ud. Jeg er snakkesalig, glæden over atter at sidde her og være i stand til at arbejde, giver sig udslag i en ubændig trang til at skrive; men samtidig er jeg ude af balance, mine to sidste dage har været bragt ud af balance, min rytme forstyrret, så jeg er bange for at det jeg skriver i denne sindstilstand senere vil vise sig at være et sidespring, noget som jeg ikke senere hen vil stå ved. Dette arbejde skal også handle om mine kvaler ved at blive ved. Jeg kan se kritiken: »Atter et af disse værker hvis væsentligste indhold består i at forfatteren beklager sig over så vanskeligt det er at forfatte noget ordentligt. Man må gang på gang spørge sig selv om disse lidelser med affattelsen, sammenlagt med den blandede oplevelse det er at læse det, står i noget rimeligt forhold til den tilfredsstillelse det trods alt må give forfatteren? Skulle han ikke hellere vælge sig et solidt håndværk? Det er jo i vore dage ikke mere således at digter, det er noget man af guderne er forudbestemt til at være.«
EN PLAN om hvorledes jeg kunne tvinge mig selv til at gøre op med dette arbejde: erkendelsen af den proces som ligger bag det »umiddelbarhedens sprog« som jeg benytter her. Erkendelsen af og forsøg på beskrivelse af hvorledes disse sætninger bliver til, kan lede til et nyt sprog, et dybere sprog. Er dette dybere sprog, dette ærligere sprog, mere umiddelbart end det såkaldt umiddelbare som benyttes her? En række begyndelser, genlæsninger. Der må skelnes mellem det som tænkes (forslagene), og det som skrives (det udvalgte). Vanskeligheden (umuligheden) af at på én gang forholde sig umiddelbart og middelbart til det at producere en sætning. Umiddelbart, for at gøre det som skal beskrives så ægte som muligt. Middelbart, fordi det skal beskrives. Trin for trin, springene. Det bliver et stykke psykologi. Måske umuligt på grund af alt det underforståede, alt for private, som ikke optræder direkte i fremstillingsprocessen, alle mine erindringer som jeg bare behøver at hentyde til for at få et medvidende nik fra mig selv. Alle disse ting må jeg forklare i noter — eller i teksten, men med andet tryk, for at markere forskellen. Forskellen mellem det jeg siger, og det jeg hentyder til, underforstår.
Fredag d. 1. Disse datoer forekommer mig nu ligegyldige. Er det fordi jeg har fået en ide? Eller er det fordi jeg har lyst til at forny mig? Har lyst til at udvide, til at sprænge den ramme jeg har afstukket for min verbale udfoldelse. Til hele tiden at demonstrere over for læseren at jeg alligevel rummer andre facetter, flere muligheder end jeg hidtil har ladet ane, at jeg er mere spændende, mere sammensat. Det gælder sådan set om for mig i dette arbejdes forløb at afdække og udtrykke alle relevante, vigtige synsvinkler hvorunder dette arbejde kan anskues. Det er det værste jeg ved: at andre skal fortælle mig noget herom som jeg må indrømme er vigtigt, og som derfor egentligt skulle have været med i arbejdet. Jeg har fået en visdomstand trukket ud. Har det nogen relevans for arbejdet? Min lede over ikke at kunne arbejde, min glæde da jeg atter kunne gå i gang. Er det det man kalder en tvangstanke at jeg absolut skal arbejde? Og så specielt med dette arbejde. Jeg har egentlig nærmest tiltro til at Frederiks vurdering er ret god: Dette arbejde kan aldrig blive andet end en posthum specialitet. En sygelig plante i et ellers frodigt bed, en fis i en parfumeributik. Alligevel bliver jeg ved. I stedet for at bruge min tid på at producere det optimale kompromis mellem det salgbare og det lødige kunstværk, skriver jeg videre på dette uspecificerede stykke prosa. I håbet om storhed, i håbet om at denne skånselsløse konfrontation med mig selv og mit skriveri vil kaste noget positivt af sig. Udvikling, beundring, raseri, irritation, had, måske også kærlighed, hvem ved. Det er bare et eksperiment jeg må udføre. Til helvede med resten. Drømmen om at det at være forfatter ikke bare er at klemme sig ind i de eksisterende former, med små individuelle justeringer = varemærke-variationer. Drømmen om erkendelsen, om befrielsen, om den nødvendige personlighedsudvikling. Don Quijote falder mig ind. Identifikationen med de store forbilleder tager magten fra en ordinær skønskriver. Han kaster sig ud i et stort ambitiøst dunkelt projekt, kæmper sig heroisk og under utrolige ofre frem gennem et arbejde som for enhver anden end ham selv er et losseplads-monument over de værste litterære klicheer, kun båret oppe af hans egne storhedsvanvittige illusioner. Sikken dog en fristende historie! Men er det den jeg er i gang med her? Nej! For det første er det her slet ikke fiktion; det er sagprosa. For det andet er det indlysende at jeg adskiller mig fra Don Quijote ved min bevidsthed om hvad der foregår. Er det muligt på én gang at være Don Quijote og så at vide at man er det? For det tredje — det er åbenbart meget væsentligt for mig at få opregnet ulighederne mellem ham og mig, selvom det jo ikke er spor svært — for det tredje består vores forskellighed også i at jeg satser på engang, eventuelt posthumt, at få min opfattelse af mig selv overbevisende bekræftet af læserne, den højeste domstol. Jeg erkender den forskel der er på den rolle hvori jeg opfatter mig selv, og den rolle omverdenen for tiden har overladt mig. Og det er jo i høj grad min egen skyld. Denne erkendelse havde Don Q. ikke. Hans drøm blev til hans virkelighed, til virkeligheden, og på denne måde blev den oprindelige virkelighed til en ond drøm. Ifald jeg lider af en beslægtet sammenblanding af de to områder, vil jeg vove at påsta at den ikke er slet så ondartet — endnu. Så lykkedes det alligevel at trække forskelle op. Det gik langt lettere med lighederne. I øvrigt er han én af de litterære hødukker jeg synes bedst om.
Lørdag d. 2/5. Længe bør jeg overhovedet tale om dette længe dårligt mange dage har jeg haft lyst til at skrive datoen fuldt ud. Jeg har foreslået mig selv at gøre det de sidste fire fem dage men forkastet velsagtens fordi det er irrelevant hvilken nummer måned dette er skrevet i. Hvorfor er det mere relevant hvilken ugedag det er skrevet? En konsekvent markering af skellene mellem de forskellige dages arbejde, en markering som udelukkende tog højde for det væsentlige, nemlig at der er tale om en række dage hvorpå der arbejdes, ville naturligvis være 1. dag, 2. dag, 3. dag osv. Hvor er dette ligegyldigt. Men måske har det én eller anden betydning at jeg får lejlighed til at erkende at det er ligegyldigt. Jeg er altså også optaget af det ligegyldige, petitesserne. Men det er ikke ligegyldigt for mig, når jeg er optaget af det.
DISSE PÆNE grammatiske sætninger hvori jeg udmønter min ærlighed er selv en form, en tradition jeg tiltræder og som bestemmer min sandhed. I dette arbejde taler jeg gang på gang om at tale åbent om hvordan det er at skrive dette arbejde, men indtil nu ikke ret meget om hvordan det er at skrive de enkelte sætninger i dette arbejde, hvordan de bliver til. Er en sætning da mindre end et skønlitterært arbejde en udtænkt handling, en forstillelse, en holden-læseren-på-afstand — en handling som er kalkuleret til at give læseren et bestemt indtryk og som bygger på oplagring af pointer indtil rette effektfulde øjeblik? Problemet er: Hvorledes bliver en sætning til, hvorledes bliver disse sætninger til? Og er det muligt at give en adækvat beskrivelse af hvad der sker? Hidtil har denne bog bl.a. handlet om mit besvær med at skrive den, mine spekulationer osv. Nu er det på tide den også giver sig af med at afdække den aktivitet som går forud for de enkelte sætninger. Al denne abstrakte snak om hvad der skal ske og om det overhovedet er muligt! Til sagen! Lad os gøre eksperimentet og så se hvad der sker. Fandt jeg en tilstrækkelig god sætning kunne jeg skrive en hel bog om dens tilblivelse. Kunne dens tilblivelse fylde en hel bog. Jeg er ikke tilstrækkelig oplagt lige nu til at starte eksperimentet med et ryk. Det må komme gradvist. Hvad det jeg hidtil har skrevet har krævet af årvågenhed, bliver det rene ingenting i forhold til det som kommer. Måske kommer det. Hvad kan jeg vide om det lykkes, om det hele går i vasken og jeg skuffet afbryder arbejdet. Det er dumt at spænde forventningerne så højt. Og dog: Min skuffelse kan blive en slags retfærdiggørelse af at jeg slutter netop der.
Mandag. Ikke lyst oprigtighed oprigtighed til denne analyse, måske ikke mod øje for sine egne negative sider. På en eller anden måde må de forskellige planer markeres, en særlig ortografi. Det er som om jeg kommer længere væk fra dig når jeg forsøger at være mere åben end jeg hidtil har været. Min visdomstand har betydet, betyder at jeg er slået ud af min daglige bane. Mine dage er i øjeblikket langt fra optimale. Når jeg finder mig i stand til at skrive, tager glæden herover opmærksomheden magten kraften interessen fra indholdet af det jeg skriver. Skulle jeg skrive det som jeg underforstår med mig selv i tankens løb med en anden farve? Det at man skriver er, det at ordene samles i udtryk er en mærkelig interessant proces. Hvoraf opstår ideen til det man vil skrive? Ganske stille fortsætte hidtidige stil med ræsonnementer osv. og så forsøge at give indtryk af den aktivitet som går forud for den færdige sætning. Det er klart at der må tales om det fænomen som søges vist, demonstreret i teksten. Samtidig med at det demonstreres. Alene kendskab til grammatikken skaber ikke sprog. Det skabende element. En simpel teori vil være associationen som skabende princip. Grammatikken er et klatrestativ hvorpå man klatrer fra det ene associationsord til det andet. Fra et ord udgår som oftest flere associationer. Når man er alene med sig selv kan man nøjes med associationsordene, resten underforstås. I dette perspektiv får sætningen karakter af 'forklaring af associationsordenes sammenhæng for uindviede'. Inden der gås videre ad denne vej, må alternative teorier overvejes. Den modsatte mulighed må være at man begynder med et tonefald, en sætningsrytme, som man så udfylder. Man har en ide om hvorledes næste sætning skal forløbe inden man kender dens vigtigste ord, de ord som ifølge den første beskrivelsesmodel kaldtes associationsord, dvs. de betydningsmæssigt vigtigste ord. Når man fx ønsker at skrive en tale i overensstemmelse med den antikke retoriks forskellige regler for hvorledes en god tale bør være, hvilke arter af sætninger osv. der skal være, tvinges man til at arbejde på denne sidste måde. Men også en bevidst stilistisk norm medfører en sådan arbejdsmåde. Så den sædvanlige modifikation: Det er naturligvis sjældent at man benytter disse to fremgangsmåder i ren, ublandet form. Man kan sige at de to modeller er absolutte yderpunkter på en skala. Måske findes der andre beskrivelsesmodeller end disse to. Det må være indlysende hvilken jeg anser for sand i forbindelse med dette arbejde.
NU SIDDER jeg og kan ikke komme videre. Hvordan skal jeg beskrive den situation? Den stående ordre: Skriv! og et forslag til fortsættelse som jeg ikke er tilfreds med. Noget med at det at skrive er en reflekteret handling, en aktuel pointe i forbindelse med denne erkendelse. Læser på de foregående (denne og den foregående) sider som er umiddelbart tilgængelige for mit blik for at finde noget jeg kan knytte en fortsættelse til. Jeg venter på at klokken bliver to, så jeg kan lægge mig hen og sove. Forsøger alligevel i mangel af bedre at formulere den fortsættelse jeg har fundet utilfredsstillende: I øjeblikket er skriften det mystiske som vi søger at forklare. Skriftens tilblivelse. Og forklaringsmåden er denne: Vi starter med noget som ikke er skriften, og disse elementer undergår forskellige processer og bliver således til skriften. Men dette noget som vi starter med, er det mindre mystisk og dvs. mindre forklaringsberettiget end skriften? — Dette er selvsagt et spørgsmål som kan stilles i forbindelse med enhver forskning, forklaring. Man kan svare psykologisk: Vores undren trættes, eller : Vi magter ikke på en gang at undre os over alting, eller: Vi holder mere af en god forklaring, end af ti gode spørgsmål. Argumentet for at forklare er klart nok: Vi skal begynde et sted. Vi kommer naturligvis ikke til at vide alt på en gang, men vi kommer til at vide mere end vi ellers vidste. Der er ikke grund til at spilde flere ord på dette problem. Det som er mit problem i denne forbindelse er at ordene i sidste instans synes at komme fra intet. Jeg kan forklare (principielt) hvorledes det går til at jeg skriver denne sætning, men denne forklaring må bygge på l) at jeg har et formål med sætningen i forhold til hvilket min sortering af indfald skal ses, og 2) at jeg får netop disse indfald og ingen andre. Jeg forklarer sætningen som fremkommet ved en ordning af noget materiale, men selve materialets opkomst er det irrationelle, det fascinerende. Mellem hvilke som helst to ord i selv en af mine mest »åbne« sætninger, er der uforklarlige forbindelser. Ja, det er jo faktisk sådan at jo mere åben jeg gør sætningen (dvs. jo mere sætningen indeholder af information om sin egen tilblivelse), jo flere for læseren vanskelige passager findes der, jo flere ting hun simpelt hen må godtage uden forklaring. En totalt åben sætning er samtidig en blotlæggelse af min sproglige idiosynkrasi, dvs. min specielle måde at producere ord på og kritisere det producerede med forskellige formål for øje. Det jeg søger er så minutiøst som muligt at vise for læseren (og dermed også mig selv) denne fundamentale sproglige aktivitet, og en følge af dette bliver at vi bliver istand til at skelne mellem det irrationelle og det som kan forklares, mellem de fænomener hvormed vi skal forklare og de fænomener som kan forklares. Denne sidste passus er nok for højspændt til at kunne holde til et nøgternt lunes kritiske spørgsmål. Dette arbejdes videre udvikling forestiller jeg mig samlet om et forsøg på at åbne mine sætninger mere og mere. Kommentarer, diskussioner omkring dette foretagende. Som sagt før kræver det en kolossal anspændelse. Jeg skal hele tiden vide hvad der sker, samtidig med at det sker, beskrivelsen skal helst være samtidig med det beskrevne. Det er måske umuligt at opnå, men det er idealet. Hvorfor kan jeg ikke bare skrive løs, surrealisternes frie indfalds-litteratur, er det ikke i virkeligheden det jeg søger? Skrivehastighedens betydning!
Tirsdag. I dag ret mange smerter hvad kommer det historien ved? Jeg bruger skrivningen bl.a. som smertestillende middel. Tilfredsstillelsen når det lykkes at ignorere smerten ved hjælp af sådanne »åndelige« midler. Jeg er et stykke af en gammel stoiker. Ved arbejdet med en sætning optræder der også en tydelighedsfaktor, dvs. visse ord, forslag, refleksioner osv. optræder mere i baggrunden, »siges med lavere, flygtigere stemme« end andre. Men i mine åbne sætninger er der kun to muligheder: enten står ordene osv. der at læse på linje med det som er det færdige resultat, eller også er de der ikke. Det ville være selvmord at forsøge åbning af sætninger nu, i denne tilstand, hvor skrivningen er mere middel end mål. Jeg brat skift må se at komme igang med det egentlige: åbningen. Hvad er det for en sætning? Fyld, fyld. Jeg har sagt mere end nok om hvad jeg vil i gang med, mere end nok. Denne såkaldte åbning af sætningerne. Disse sætninger er altså ikke åbne, jeg har vænnet, lært at udtrykke mig på denne måde og kalde det oprigtigt, men det er en stor løgn. Jeg skyder disse velfriserede sætninger imellem dig og mig. Mærkeligt jeg ikke har set det før. Havde jeg taget udgangspunkt i denne erkendelse, kunne vi være sparet for meget. Denne selvironiske jargon er det rene fyld, jeg aner ikke hvorledes jeg skal gribe eksperimentet an, og taler og taler, skriver og skriver side op og ned, uden at komme begyndelsen nærmere.
Noget at sige samtidig med åbning af det sagte dobbeltforløb nu mod tidligere enkelt tvesporet mod tidligere forøgelse af krav sagen er nemlig sagen er at det har jeg talt om tidligere Som tidligere nævnt består en af vanskelighederne ved foretagendet i at jeg nu skal gøre to ting hvor jeg hidtil kun har gjort en. Jeg skal nu ikke blot fortsætte nærværende arbejde, men også forsøge at gøre rede for hvorledes denne fortsættelse går for sig, hvordan sætningerne bliver til. Sagt før, tomgang. Der skal ske noget på begge disse fronter, jeg skal ikke lade de færdige sætninger blive ligegyldige fordi de jo alligevel kun skal tjene som illustration af hvorledes jeg arbejder.
Ideen til sætningen. Ideens forskellige formuleringer. Ideen (til sætningen) svarer til planen (for værket). Sige det centrale hele tiden. Ikke foregive forbindelser hvor der ingen er. Opråb til mig selv. Umiddelbarhed. Nu mindre end før. Sammenlign med åbenhed. En helt åben sætning vil være mindre umiddelbar end samme sætning uåbnet. Umiddelbarhedskriteriet, eneste. Faren for kunstlethed dårligt ord at æstetikken kommer ind her, når man søger, rekonstruerer det tvivlsomme (= digter). Hvad mener jeg med umiddelbarhed? Den udtryksform som ligger mest umiddelbart for mig, den grundlæggende sproglige aktivitet? Og det vil sige at det ægtheds- eller umiddelbarhedskriterium jeg som det eneste har stillet til mine hidtidige sætninger, nu paradoksalt nok bliver svækket i åbenhedens tjeneste. For dunkelt. Redegørelse for tilblivelsesprocessen, på én gang iagttagelse og erindring. Men det må betyde at jeg benytter andre kriterier for mine sætninger og udtryk. Hvad er det for en snak om kriterier og visse vasse? Det er nødvendigt for mig at bruge introspektion og erindring for at opstille disse sætningstilblivelser, og hermed er der også en fare for at komme til at benytte æstetiske kriterier ved rekonstruktionen af tilblivelsesprocessen, en fare som var mindre da jeg nøjedes med at skrive de færdige sætninger.
-dag. (Der var den: -dag, hvor har jeg ventet på det udtryk). Erindring af erkendelsen i går: Jo mere åbning, jo mere reserverede, kølige, objektive, formelle i tonen bliver de færdige sætninger. Måske for at opveje det intime i åbningsproceduren. På en gang behov for nærhed og distance. Skriv hele tiden om det der ligger dig så nært at du har svært ved at akkomodere. Det sker her og nu. Idé til titel til dette, Her og Nu.
taler til mig selv mods. række linjer opfind etiketter, navne sætn. metaformetoden sætningsspirer, -frø sætningsmateriale, ja også andet end materiale: refleksioner osv. sætningsforberedelserne, ja Alle disse På karakteristisk vis afviger I størstedelen ordmateriale omkring sætn mens ... Mens jeg før dette eksperiment talte i hvad man
kan kalde en fortrolig brevtone til læseren talte også til
mig selv men ikke som nu og når jeg talte til mig selv altid
sørgede for at læseren kunne lytte med, så taler jeg nu for det meste
til mig selv, uden tanke for læseren. Den færdige sætning som er
resultatet af denne bearbejdelse af mig selv er samtidig en slags
forklaring på de dunkle punkter i forberedelserne som jeg synes
fortjener en forklaring, sætningen er final årsag til alle
sætningsrødderne, -forberedelserne og overvejelserne. Kronisk ukomplethed. Sikken en masse fine sætninger uden spor
omgivelser! Trak jeg dem lige ud af ærmet? Ingen grund til at overdrive troen på mit
foretagendes mulighed. For det første er det umuligt at få det hele
med, jeg tager noget med og håber så det er det vigtigste. For det
andet nedsætter denne evindelige superårvågenhed min produktive evne,
så jeg på en måde ikke er den samme nu som før. En sætning behøver selvfølgelig ikke være planlagt! Men de sætninger som er det, ønsker jeg at reducere (føre tilbage) til deres umiddelbare udspring. Og hvorfor skulle her ikke også kunne optræde asætninger som ikke leder til sætninger?
-dag. Emnet? Hvad sagde jeg i går? utilfredshed ikke fået arbejdet i formiddag på tide at jeg finder formen for dette /Jeg har nu brugt nogle dage på at føle mig frem i alt dette. Det er på tide at jeg viser noget og at jeg viser det så godt jeg kan./ orden i termerne sætningsstrofe sætningsforberedelserne /En sætningsstrofe består af sætningsforberedelser og sætning, som også kan indeholde forberedelser osv., dvs. sætningsbaggrund. Jeg er noget i vildrede med hvilke af disse forskellige betegnelser jeg skal bruge. Har det overhovedet nogen betydning at jeg bruger dem? Er det bare formelt gas? Jeg bruger denne strofeopsætning for at lette overskueligheden. Sådan: færdig med dette./ sige det som optager dig fiasko det negative de negative sider det umulige skriger i øjnene /Kunne jeg ikke lige så godt lade meget af det jeg ikke kalder sætninger optræde som sætninger, dvs. beregnet på læseren? Der er en fare for at jeg begrænser det jeg »siger« for des bedre at kunne brillere med det jeg »tænker«. Overdriver mit eget overlæg i hver enkelt sætning. Jeg starter med ord og udtryk, med betydningssegmenter, dette er de mindste dele. Kan jeg sætte denne sætning op på strofeform? Hvis jeg skulle, hvordan skulle den så se ud?/ tilblivelsesproces mindsteelementer starten udgangspunktet /Jeg starter med ord og udtryk /betydning semantik/ med betydningssegmenter,/ segmenter påvirkning fra sprogvidenskabelig læsning halvstuderet røver pseudovidenskabelig atomerne starter ikke med bogstaver fonemer /dette er de mindste dele./ hvorfor ingen tilblivelsesproces? rolig frugtbargør aggressionerne /Kan jeg sætte denne sætning op på strofeform?/ tilblivelsesform bedre /Hvis jeg skulle, hvordan osv./ minutiøs erindring af en netop afsluttet begivenhed burde skrive sætningen først og så derefter tilblivelsesprocessen hvorfor ikke først i det øjeblik sætningen er fuldendt kan jeg begynde at beskæftige mig med tilblivelsesprocessen fordi fordi det at nedskrive sine forslag afgørende forskelligt fra bare at have dem i hovedet sætningen bliver en anden når man nedskriver i stedet for at tænke virkeligheden eksisterer ikke, men skabes når den observeres komplementaritet /Den bærende ide i eksperimentet har hidtil været at det var muligt at redegøre for sætningens tilblivelse samtidigt med at den foregik. Jeg vil ikke påstå at det er umuligt at gøre det, men det falder mig overordentligt vanskeligt. Det at man nedskriver sine indfald osv., medfører at man ændrer holdning til dem. Fra at være noget umiddelbart gøres de til noget middelbart, noget man forholder sig til, kritiserer, videreudvikler, tydeliggør, trods alt skærer til så det lader sig læse af tredjemand. Så vidt jeg i øjeblikket kan se, er der to måder hvorpå en sådan åbning af det skrevne kan ske og som jeg har søgt at sammenblande i det foregående. Den første er en egentlig rekonstruktion af hvorledes det gik til at den og den sætning blev som den blev og blev skrevet netop dér. Denne fremgangsmåde forudsætter at man har sætningen færdigformuleret inden man starter. Den har således to skarpt adskilte faser: l) formulering af sætningen, 2) rekonstruktion af tilblivelsesprocessen. Lad os se på den anden inden vi siger mere om denne. Den anden metode består i en direkte nedskrift af de indfald (jeg bruger denne betegnelse samlet for 'indfald', 'refleksioner', 'udbrud' osv., dvs. alt det man kan kalde asætning) man har under arbejdet med sætningen. Men det vil sige at selve nedskriften og hvad hermed følger: kritik og andre indfald, indgår i skabelsesprocessen og virker ind på det færdige produkt, sætningen.
-dag. I dette sidste tilfælde er asætningen ikke en rekonstruktion af noget svundent, det er noget der sker her og nu. Hvorfor kalder jeg det asætning når præsætning er meget bedre? Asætning er mere generelt end præsætning. En refleksion i selve sætningen. Kritik af noget forudgående kan ikke kaldes præsætning. Når jeg siger, jeg i det foregående har sammenblandet metode 1 og 2, så mener jeg at min udgangsidé med åbning af sætningen var at vise læseren hvorledes mine færdige sætninger blev til. Jeg var klar over at der gik et vist arbejde forud for enhver sætning og indså at det ville være en fortielse over for læseren hvis jeg forholdt hende indblik i dette. Jeg var altså ikke interesseret i at ændre mine sætningers tilblivelsesproces, men blot i at beskrive, rekonstruere hvorledes det faktisk gik for sig. Tilblivelsesprocessen var mental og skarpt adskilt fra den færdige sætning som er skriftlig. Denne verbale, mentale proces ville jeg udtrykke skriftligt, men som et fuldbyrdet hele: Jeg befandt mig efter sætningen, og skulle nu rekonstruere hvad der skete før sætningen, dvs. uden at det skriftlige moment på nogen måde kunne komme til at spille ind i skabelsesprocessen. Men her var det at det kiksede. For jeg nedskrev tilblivelsesprocessen samtidigt med den foregik, dvs. inden sætningen var færdig, og det var uundgåeligt at denne ændring af skabelsesprocessen fra rent mental til blandet mental og skriftlig, ikke også skulle ændre de færdige produkter. Det er hele arbejdsproceduren der ændres. Og det vil sige at jeg stik imod det jeg har kaldt min udgangside, kom til at ændre det jeg blot skulle beskrive. Jeg har ikke noget imod at begå brølere, bare jeg lærer noget af det. Men det er naturligvis ikke enhver erkendelse der kan opveje vægtige brølere. Denne model for skrivning som ligger bag det foregående, nemlig at der går en (mental eller mental og skriftlig) forberedelsesfase forud for selve sætningen, fører os til to grænsetilfælde. For det første det tilfælde at sætningen udvides på forberedelsernes bekostning: den forberedelsesløse stil, hvor man altså simpelt hen nedskriver hvad der falder én ind. For det andet det tilfælde hvor forberedelserne svulmer op og antager uhyre dimensioner i forhold til den færdige sætning. Helt at udelukke sætningen lader sig ikke gøre fordi der så heller ikke ville være tale om nogen skriveproces. Og dog, og dog. Kan der ikke være tale om en proces hvor man søger et udtryk, en sætning man ikke finder? Hvorfor skulle dette ikke kunne være tilfældet? Jeg vil gerne betegne dette sidste tilfælde som en — ganske vist usuccesfuld — skriveproces.
»SIMPELT HEN nedskriver hvad der falder en ind«. Det må da være den perfekte ærlighed, den rendyrkede spontaneitet. Ordren lyder: Skriv ord — og man går simpelt hen i gang, alt hvad remmer og tøj kan holde. Hvor hurtigt falder ord én ind? Kan man nå at nedskrive dem alle? På fem sekunder kan jeg måske forestille mig n ord, sige 1/2 n og skrive 1/4 n ord. »Hesten sidder Knud Børge og sprætter i kold og kål . . . « Vil man karakterisere dette som åbenhed over for læseren? Her er garanteret ingen dimension i det skrevne som undslipper læseren, ingen bevidst »skjulte« pointer. Denne spontane skrivemåde løber ind i to problemer: hastighedsproblemet og problemet med at holde sig til emnet. Idet jeg giver »ordet frit« til mig selv, kan jeg naturligvis ikke garantere at jeg vil holde mig til emnet. Det skulle endda være meget mærkeligt om jeg holdt mig til en historie, en stil, et emne, hvis jeg da overhovedet siger noget med mening. Negativt argument for at dette arbejde har et emne: Det er tydeligt at en sætning som: »Napoleon hed hr. Madsens grønne ged« ikke hører hjemme inden for dette arbejdes rammer. — Og nu står den der alligevel! Gør et notat om at mine spontane indfald tit har noget med danske husdyr at gøre: ko, hest, får, ged. Jordbunden. Modsætning til alt det spekulative her i arbejdet.
EMNET FOR dette arbejde er ikke hvad man kunne kalde absolut åbenhed, men åbenhed i henseende til hvorledes arbejdet bliver til, og denne emnebegrænsning af min verbale aktivitet er nok til at udelukke den spontane skrivemåde. I spontan skrift kan optræde ugrammatiske, meningsløse og »skønlitterære« passager. Men min ide med dette arbejde er sandhed, at producere sætninger som er sande i den betydning at de udtrykker en sandhed, men ikke ærlige i den betydning at de er spontane, en ukritisk nedskrift af det første og det bedste som falder en ind. Den spontane skrift fordrer identitet mellem skabelseshastighed og skrivehastighed. Ingen verbal aktivitet som ikke også kommer ned på papiret. »Verbal aktivitet«. Lad os skære igennem alle de fine ord og prøve at beskrive modellen bag hele dette foretagende. Jeg sidder og skriver, og jeg tænker imens; jeg skriver, og taler indvendigt eller lydløst til mig selv imens. Hvilken hastighed taler jeg med? Det er meget forskelligt, jeg er ikke nogen talemaskine; nogle gange lange, stille pauser, andre gange rabler jeg ordene af mig i forrygende tempo. Tager det samme tid at tænke et ord som at sige det højt? Her skal man ikke uden videre sige ja. To mennesker som kender hinanden meget godt, som har levet sammen længe og som har mange fælles oplevelser, kender hinandens tankegange i mangt og meget, og kan således i mange henseender indskrænke deres samtaler til noget som for en udenforstående vil være usammenhængende brokker, men som for de to indviede vil være betydningsmættede ellipser med 9/10 under overfladen. Jo mere sådanne to mennesker kommer til at ligne hinanden, jo mere kan de forkorte deres ytringer og alligevel være sikre på at den anden forstår hele meningen. Hvordan må det da ikke være i det tilfælde hvor der ikke er tale om to mennesker som kender hinanden godt, men om ét menneske som taler til sig selv? Hvor omfattende vil ikke underforståelserne, ellipserne, være i dette tilfælde? Hvorfor skal det overhovedet komme så vidt som til ord når man skal gøre sig forståelig for sig selv? Ved man ikke nogenlunde hvad man skal sige inden man taler, således at selve taleprocessen er overflødig når man skal tale til sig selv? Kan man ikke nøjes med meningen, pointen, effekten og helt springe ordene over? Kan ens tale til en selv ikke bestå udelukkende af underforståelser? Men så kan man vel ikke tale om 'tale'. Så bliver det en strøm af mening. Det er noget sludder at sige at man meddeler sig til sig selv, for det ligger i sagens natur at den meddelende ved lige så meget som den der meddeles til om det der meddeles. (Jeg har ikke sagt at der altid er tale om at meddele noget når man taler med sig selv.) Det er væsentligt at det som underforstås, er det som ikke gives verbal form, som ikke er repræsenteret eksplicit. Men det kan principielt blive udtrykt verbalt. Det som de indviede underforstår kan gøres forståeligt for den uindviede. Men dette skarpe skel mellem at fortie og at tale findes ikke når man taler til sig selv. I forbindelse med rekonstruktion af sætningens dannelsesproces må jeg gang på gang spørge mig selv: Sagde jeg dette til mig selv, underforstod jeg det, eller skriver jeg det fordi jeg kunne have sagt det? Men som tidligere sagt, er det underforståede en undermængde af det som kunne være sagt, og i realiteten er det umuligt at skelne mellem det eksplicitte og det implicitte når jeg skal foretage rekonstruktionen. Men måske er den »stille enetale« netop karakteriseret ved denne sammensmelten.
-dag. Inden jeg fortsætter eksperimentet en anden ting: Jeg bruger ordet 'sætning' løst, men har hovedsageligst tænkt på en række ord mellem to punktummer. Måske er det det nogle grammatikere kalder en 'helmening'. Men spørgsmålet i forbindelse med rekonstruktionsåbningen af sætningen er, hvornår er det rimeligt at standse selve skriveprocessen for at rekonstruere tilblivelsesprocessen? Det er indlysende at det mange gange vil være mest passende at lade flere punktummer passere, før man giver sig i lag med at rekonstruere. Det er klart at rekonstruktionen af en tilblivelse ofte vil få indflydelse på de følgende sætninger. Ved at tydeliggøre tilblivelsen af en sætning vil man ofte finde ansatser til andre sætninger. Ville man sikre sig en skarp adskillelse af det skrevne, og rekonstruktionen af dets tilblivelse, måtte man afslutte hele arbejdet før man påbegyndte rekonstruktionen. Men mod denne beskrivelsesmæssigt ideelle løsning, taler det faktum at man husker bedre umiddelbart efter en begivenhed end når der er gået et stykke tid. Men der er stadigvæk ikke, som i metode 2, tale om at nedskrivningen af tilblivelsesprocessen ændrer selve tilblivelsesprocessen; der er tale om at rekonstruktionen af en tidligere sætning indvirker på, leverer materiale til, efterfølgende sætninger. Det eksperiment jeg har sat mig for, ændrer skriveprocessen. Jeg kan ikke »ureflekteret« skrive løs i denne stil som ligger mig så nær. Jeg må af og til stoppe op og prøve at huske hvordan det hele gik til. Hvorfor kan jeg ikke umiddelbart nedskrive hvad der går for sig? På en eller anden måde må det have betydning at jeg skal »se«, »tænke« efter, at jeg »skal være årvågen« osv. Hvis mine tanker er »stille enetale«, hvorfor kan jeg så ikke bare sætte lyd på, optage det hele på bånd og senere skrive det rent? Hvad med denne beskrivelse: Det jeg åbenbarer af mit inderste med så megen møje, er ikke noget jeg husker, men noget jeg skaber i det øjeblik jeg giver mig i lag med at huske. Sætningen jeg skrev kan jeg læse, men hvor meget af garnituren kan jeg huske? Der er ikke tale om at forsøge at registrere hele den psykiske aktivitet som omgiver sætningen. Det er kun den verbale aktivitet der har interesse. Det man kunne kalde sætningens semantiske vækst.
DET LIGGER så nært at jeg ikke kan akkomodere.
JEG TÆNKER sidder igen her og prøver at tænke holder den gående kværnen det er det det kommer an på ordene efter hinanden på række hele tiden usvækket det kalder man at tænke min indre monolog ligegyldigt hvad der bliver sagt bare der hele tiden er noget det beroliger gør det det anspænder overhovedet ingen værdi kunstnerisk kunstnerisk ha ha eller tanketungt stof bare denne forestillede lyd som jeg holder gående mit liv for at holde den gående jeg har læst i bøger at folk har indre monologer nu vil jeg fa'me også have min egen det trætter det trætter kolossalt jeg er træt sidder og er træt og taler mit tæppe er gult disse enkle konstateringer af omverdenens beskaffenhed beroliger det er min erfaring fra dengang jeg var langt ude har jeg været langt ude selvfølgelig har jeg det også det jeg har prøvet meget gu' har jeg ej bare jeg nu ikke går i stå det er en Guds velsignelse med alle de ord som man sætter i række jeg undervurderer meningen de har også en mening lige meget at jeg tager fejl bare jeg tænker min indre monolog satte mig ned sagde til mig selv tænk tal jeg gjorde hvad jeg kunne det falder mig kunstigt.
HER ER ingen tid til kritisk sans. Fejl, urimeligheder, uskønhed osv. florerer. Det er dårligt, leveret med en hurtig kritisk sans, en meget lav tærskel for hvad man lader slippe med.
Slut
på kapitel IV |
|
|
|
|
© klaus@kjoeller.dk |
|
|
|
|
