|
Først lagt op d. 14. oktober 1998,
senest opdateret 27-01-2019
22:03:20
V
Når man skal formulere
en sætning, er vurderingen af indfaldene i langt de fleste tilfælde
samtidig med indfaldene.
»DET ER ikke noget bevidstheden eller hjernen gør under
alle omstændigheder at producere sætninger eller udtryk af en given
art, stil osv.«
Der skabes sætninger, udtryk. Det er det givne.
Grammatikken giver os så at der må være noget der skaber, dette noget
kalder vi bevidstheden.
»Om man skal producere ord, tale sagte med sig selv osv.
Om man skal tale om ditten eller datten og på hvilken måde, afhænger
helt af den ordre man giver sig selv (og den evne for at udføre den man
har). Der er ikke noget »tomgangssprog«, et sprog som man uvilkårligt
skaber når man ikke har givet sig selv nogle definitive ordrer: Der er
ingen grundlæggende jargon. Man kan forholde sig udefra til ethvert
sprog man fører.«
Sproget er ikke bare noget der sker; det sker med et
bestemt formål. Man må kende lidt af betydningen af det man vil sige,
inden man siger det. Man må stort set kende effekten af det man vil
sige. Barnet råber ikke »Mor!« tilfældigt, men fordi det ønsker at
moderen skal komme eller lignende.
Men det er fristende at antage at der på et eller andet
fundamentalt stade i den menneskelige psyke er tale om hvad man vil
kalde tilfældig aktivitet.
Hvis vi nu siger at bevidstheden udgøres af summen af de
forskellige former som den psykiske energi kan antage, så har vi en
model som måske på en eller anden måde kan bringe os videre, bringe
mere lys over emnet. Bevidstheden sammenlignes altså med en stor tavle
med elektriske pærer fx, hvoraf flere eller færre kan være tændte
samtidigt, eller med en myre som kravler rundt i sin tue, eller med et
intrikat net af elektriske forbindelser, hvor en given ladning altid
»er på vej«.
-dag.
En skabende model. En model, et sæt af procedurer som
skaber. Hvad vil det sige at noget skaber noget? Er et ur fx en
skabende tingest? »Det er stueuret henne i hjørnet som skaber den høje
tikken«.
Hvis man nu (henne i hjørnet) havde et ur som slog
uregelmæssige klokkeslag: Hver halve time slog den et uforudsigeligt
antal slag. Ville man så have en skabende maskine?
Man ville have et defekt ur.
DET ER ifølge traditionen (den nyeste) anstødeligt at
forestille sig bevidstheden som et sted, en kasse, en rumlig struktur.
Men hvad er alternativerne? Er det egentlig ikke en hjernemodel jeg
forsøger at stable på benene? Ville studier af hjernens anatomi ikke
bringe løsningen?
Jeg ved det ikke.
Jeg er ude på at skabe en model af bevidstheden.
Bevidstheden er hvad man kalder skabende, indeholder et skabende
element, en skabende komponent. Min model af bevidstheden skal være en
skabende model. (Se figur nedenfor).
Dette er den foreslåede bevidsthedsmodels
grundkomponent. Den psykiske energi kan være enten i A eller i B, enten
lyser pære A eller pære B.
-dag.
I et par dage har jeg vist egentligt ret naivt arbejdet
med dette foretagende. Jeg har en dynge ark oversået med diagrammer og
bemærkninger. I øjeblikket er jeg kommet frem til at jeg egentlig ikke
ved hvad det er jeg ønsker at lave. Har vanskeligt ved at se den
funktion min eventuelle model skal have.
Det er givet at bevidstheden ikke er nødvendig. Hvad kan
jeg mene hermed? Bevidstheden er en tilfældighed. Det kan betyde to
ting:
-dag.
To dage har jeg nu igen arbejdet med at finde en
skabende model. Det er klart at jeg tror på mine evner til at skabe det
usædvanlige. Denne tro er vist ikke noget jeg kan kvitte mere end for
kortere tid ad gangen.
Det ville være så godt med en genial opfindelse i dette
arbejde.
Jeg kom langt ud, beskæftigede mig med logik. Min gamle
last. Det er som en ekstase. Man ved knapt nok hvad man venter på skal
dukke op.
Jeg vil ikke inkorporere de ark jeg har oversået med
tegninger osv. i disse to dage. Hvis jeg havde gjort en eller anden
opfindelse, skabt en ny model, så havde det været på sin plads at tage
det hele med.
Jeg har ikke opgivet tanken om en skabende model, hvad
pokker det så end må betyde helt konkret; men arbejdet med at opfinde
den, er svulmet sådan op at det ikke kan inkorporeres i nærværende
arbejde. Det falder uden for emnet. Det er et selvstændigt emne.
I disse to dage har jeg arbejdet på en helt helt anden
måde end jeg gør i dette arbejde. For det første har jeg kun skullet
tale til mig selv; for det andet har jeg arbejdet med diagrammer.
Dette er ro efter stormen. Resignation. Den gik altså
ikke. De håb som har bestemt de foregående to dage er pludselig borte,
skudt langt ud i fremtiden.
-dag.
Så gik der igen en dag eller halvanden med at udtænke
formler. Jeg tror Gudhjælpemig at jeg er gået hen og blevet metafysisk
systembygger på det sidste. Jeg — en metafysisk efternøler.
Jeg startede med at have tre variable: tiden, stedet og
egenskaben, hvis indbyrdes afhængigheder jeg søgte at udtrykke i
prædikatskalkylen. Det er en leg som jeg holder meget af, men noget
videre udbytte giver den ikke. Jeg skriver på dette arbejde, og jeg ved
at jeg må samle mig om én ting, må koncentrere mig, for dog at få
gennemført noget. Disse abstrakte spekulationer, som man vist kunne
kalde et bidrag til en deskriptiv metafysik, har krævet mere tid og
energi end mit arbejdes sammenhæng egentlig tillader. Det er muligt at
de hænger sammen med resten af dette arbejde, men så er den erkendelse
jeg i øjeblikket har af denne sammenhæng ikke særligt overbevisende.
Vent lidt. Hvis man nu siger at ideen i arbejdet som
helhed er at vise, beskrive hvorledes det bliver til og herunder
hvorledes de enkelte sætninger bliver til, så vil det ligge ligefor at
opfatte mine modelbetragtninger som et forsøg udi den vanskelige
beskrivelseskunst. Opgaven lyder: Denne model har den og den enkle
funktion, hvorledes beskrives det bedst muligt. Der formuleres en
umiddelbar beskrivelse, som kritiseres, og der opstilles nye, som
kritiseres. Og det som giver perspektiv til dette eksperiment er at vi
kender modellen ud og ind, for vi har selv skabt den, og der er ikke
andet i den end hvad vi selv har lagt der. Modellen er spejl for
beskrivelsesprocessen. For en gangs skyld kender vi det vi beskriver
bedre end det hvormed vi beskriver. Opmærksomheden er skiftet.
Hele denne aktivitet omkring modellen er en undersøgelse
af det at beskrive.
JEG VIL nu slutte denne ekskursion i det abstrakte. Den
har ført mig for langt væk fra mit emne. Jeg har ingen opdagelse gjort,
og ikke fået skabt en skabende model. Jeg må altså resignere. Vende
tilbage til hvor jeg slap, med uforrettet sag.
-dag.
Dette første udkast er nu nået til side 96 i det
håndskrevne manuskript. Jeg skal til at konkludere. Denne første
nedskrift skulle ikke gerne blive over 100 sider. Det svulmer altid op
når man giver sig til at læse det igennem igen. Man indføjer,
forskønner. Det kunne ikke falde mig ind at påstå at jeg ikke
forskønner, forbedrer, at jeg ikke streger ud. Det er enhver skribents
grundlæggende ret at strege det han skriver ud.
Det er næsten altid sværere at strege ud end at føje
til. Fedte det allerede skrevne ind i undskyldninger.
Det er sagt 117 gange hvad emnet for dette arbejde er.
Det er altid lidt af et resultat at jeg har været i stand til at
formulere emnet. På et tidspunkt gik det op for mig at jeg sidder og
flikker noget sammen i hovedet inden jeg skriver: Hvordan kan jeg gøre
mig til af ærlighed, hvis jeg forholder læseren disse mine forudgående
hovedbrud med sætningerne, med det jeg skriver? Jeg måtte altså til
også at nedskrive disse tilblivelsesprocesser. Dette eksperiment
sluttede med nogle betragtninger som gik ud på at udtrykket ’at
nedskrive tilblivelsesprocessen’ kunne forstås på to måder: som
rekonstruktion af mental, verbal aktivitet, og som en skriftliggørelse
af tilblivelsesprocessen. Det lyder fint: »skriftliggørelse af
tilblivelsesprocessen«. Rare sager.
Idag altså ikke tage mig selv alvorligt. Det må ses som
reaktion på den sidste uges højspændte aktivitet med at skabe noget
originalt. Det håb har jeg nu opgivet (for en tid — inden for dette
arbejdes rammer) og dermed underkendt min selvtillid. Jeg har ændret
holdning til mig selv. Fra at opfatte mig selv som geni, til at se mig
selv som den der i sidste uge opfattede sig selv som skabende geni. Der
er selvhån i denne sidste holdning: Den er et midlertidigt
tilflugtssted, jeg vender tilbage som gnistrende geni udi egen
indbildning inden længe.
Denne dybe tilfredsstillelse ved at beskrive, udlevere
sig selv. Det er let nok at finde en seksuel metafor som passer på en
prik. Jeg prøver at være ærlig og at gennemføre det konsekvent til
slutningen.
Fra geni til ironi: Fra at være Jim til at være en af
Sam’s stemmer. Mine projektioner.
JEG GJORDE et eksperiment med spontan skrift, hvor det
mentale, verbale forberedelsesarbejde er minimalt, hvor det konstante
er skrivehastigheden: Jeg skrev så hurtigt som muligt. Nej, vent lidt,
det gjorde jeg ikke. Jeg forsøgte at rekonstruere, at konstruere mine
tanker. Jeg sætter mig i en stol og siger til mig selv:
-
Tænk!
Hvad sker? I normal talehastighed kommer et output af
grammatiske sætninger (stort set) som har mening (stort set), men som
er trivielle. Situationen er som når man til selskab skal konversere,
når man skal sige noget hele tiden og det at tale er steget i betydning
i forhold til hvad man siger. Set fra et indholdsmæssigt og stilistisk
synspunkt kunne man lige så godt lade være. Hele betydningen ligger i relationen
til den lyttende eller den læsende.
Der er imidlertid stor forskel på bare at tænke, dvs.
tale stille med sig selv, og så at tænke på et emne. I første tilfælde
kan alt siges. Den eneste betingelse for at sige noget er i dette
tilfælde at det falder en ind at sige det. I det andet tilfælde skal
det som falder en ind ydermere falde under emnet for at være
formuleringsværdigt. Men det ville naturligvis være fejlagtigt at tro
at man under alle omstændigheder producerer visse meninger når man til
et givet tidspunkt sætter sig til at tænke, og så først som en sekundær
proces — i det tilfælde at man har sat sig for at tænke om et bestemt
emne — blandt disse umiddelbart producerede meninger udvælger dem som
har med emnet at gøre. De indfald man får er afhængige af det emne man
har valgt at behandle. Men det betyder ikke at man, når man har sat sig
for at behandle et emne, da kun får indfald som vedkommer emnet. Nok
ensretter det valgte emne de indfald man får, men dette forhold
overflødggør ingenlunde en kritisk udvælgelsesproces af de indfald som
man finder anvendelige som materiale til egentlige sætninger. Et emne
kan på en vis måde opfattes som stamfader til en slægt af indfald, hvor
hver generation er det antal indfald hvoriblandt de
udvælges som er bedst egnet til at indgå i en
sætning. På denne måde er de indfald hvorpå efterfølgende sætninger
bygger, børn af de indfald hvorpå foregående sætning bygger.
Skabelsesprocessen kan således deles op i faser:
1)man bestemmer emne,
2)man får indfald,
3)man vælger blandt
disse indfald dem som bedst egner sig til sætninger på det aktuelle
tidspunkt (indfald som er gode, men som ikke kan finde øjeblikkelig
anvendelse, noteres måske ned til senere brug),
4)sætningen
formuleres.
Det er imidlertid ikke således at beskæftigelse med den
ene af disse faser udelukker beskæftigelse med de andre. Processen på
senere faser virker tilbage på de foregående. Hvad nytter det at man
bestemmer emne, hvis man ingen indfald får som er relevante for emnet,
og hvad er indfald værd hvis ens kritiske standard afviser dem alle som
uværdige til formulering, og hvad nytte er det til at have en håndfuld
indfald som er ladet med relevant indhold hvis ens krav til
formuleringens udformning, stilen, er højere end man kan honorere? De
fire faser må afstemmes efter hinanden for at der overhovedet skal
komme noget ud af det i sidste ende.
Der er noget grundlæggende over udtrykket ’at få
indfald’, som kan opfattes som fællesnævner for alle fire faser. På
ethvert trin af processen drejer det sig jo egentlig om at få indfald,
indfald om hvad emnet skal være, indfald angående hvilke indfald der er
bedst, og endelig indfald angående formuleringens udførelse. At man får
indfald er simpelt hen et andet udtryk for at man er ved bevidsthed,
enhver bevidsthedsproces kan beskrives som en særlig måde at få indfald
på.
Der er et andet synspunkt ud fra hvilket faserne også
smelter mere eller mindre sammen. Der er ikke tale om at man til en
given tid udelukkende er koncentreret om at udføre én af disse mentale
akter. Når der bortses fra den første fase, er alle de følgende aktive
samtidig. Det er nødvendigt at have fået nogle indfald før man vælger
de bedst egnede ud, og det er nødvendigt at man har nogle indfald inden
man formulerer sætningen. På denne led er der en klar tidsfølge. Men
når man vælger de bedst egnede ud, er der intet til hinder for at denne
udvælgelse kan inspirere til nye indfald, og når man formulerer
sætningen, er der intet til hinder for at også denne aktivitet kan
medføre nye indfald — både angående indholdet og formen af andre
sætninger i sammenhængen. Der er altid mulighed for at aktivitet i den
ene fase direkte kan føre til aktivitet i de andre.
Hvis man får et indfald som straks fylder én med
tilfredshed, vil man være utilbøjelig til at fortsætte med at forsøge
at få indfald for at se om der skulle være ét som gav én en større
tilfredshed. Man skal passe på ikke at opfatte skabelsesprocessen alt
for automatagtigt. Hvis vi opfatter det således at der til ethvert
indfald klæber en kvalitetsoplevelse, som kun ved en abstraktion lader
sig udskille som en selvstændig »vurderingsproces«, så bliver vi nødt
til at ophæve skellet mellem fase 2 og 3.
-dag.
Fra et logisk synspunkt går indfaldet forud for, er
indfaldet en nødvendig betingelse for værdioplevelsen. Enhver vurdering
forudsætter at man har et eller andet der skal vurderes. Men i det
specielle tilfælde, hvor man skal formulere en sætning, er vurderingen
af indfaldene i langt de fleste tilfælde samtidig med indfaldene. Troen
på at et indfald kan frugtbargøres i en sætning, troen på at et indfald
rummer muligheder eller i det mindste håbet om at det gør det, er en
anden måde at udtrykke en positiv vurdering på.
For at et indfald skal kunne anvendes skal det ikke blot
have forbindelse med emnet, det skal også knytte sig til de(n)
nærmest(e) foregående sætning(er), såvel indholdsmæssigt som
stilistisk. Stilen kan vi lade hvile foreløbigt. Den normale
skrivesituation er at man kender de foregående sætninger, men ikke de
kommende. Man har skrevet noget, og skal nu til at fortsætte det på en
eller anden måde. Jeg siger »den normale skrivesituation« fordi man,
når man fx retter i et manuskript, er i den situation at man kender
hele sammenhængen og skal finde en sætning som knytter forbindelsen
mellem to kendte sætninger.
På sin vis ligner en skrivendes situation Odysseus’. Den
tid skrivningen varer kommer man ustandseligt ud for at skulle klare
sig ud af vanskelige, tilsyneladende uoverkommelige situationer ved
hjælp af sin egen opfindsomhed for at kunne fortsætte rejsen.
Den situation som ligger til grund for nye brugbare
indfald er karakteriseret af de nærmest foregående sætninger og den
helhed hvori de foregående og de efterfølgende sætninger tænkes at
indgå. At der er én eller anden sådan helhed vil være nødvendigt for at
man kan tale om at sætningerne behandler et bestemt emne. Ideen om
helheden kan undergå forandringer efterhånden som arbejdet skrider
frem, men når der er tale om et arbejde med et bestemt emne, må der til
enhver tid ligge en helhedstanke bag de aktuelle sætninger.
Hvordan vil jeg karakterisere den helhedstanke som
ligger bag de sætninger jeg skriver nu?
Emnet er skabelsesprocessen. Jeg forsøger at finde en
enkel og rigtig beskrivelse (fænomenologisk) af hvad der sker når jeg
(man) skriver, hvordan det går for sig. Dette emne hænger direkte
sammen med det emne som arbejdet tidligere havde som hovedemne: sin
egen tilblivelse. Dengang var det en konkret tilblivelse jeg
beskæftigede mig med, nu er det den sproglige tilblivelse som sådan jeg
forsøger at sige noget om. En generalisering, som ligger i
grænseområdet mellem psykologi og semantik. (Kan man tænke sig en helt
afpsykologiseret semantik?)
HVORDAN ER min forestilling om fremtiden?
Jeg ønsker at gennemføre denne generelle beskrivelse til
jeg føler jeg har sagt hvad jeg kan sige. En undersøgelse af denne art
struktureres af de spørgsmål som stilles. Hovedemnet: sætningers
tilblivelsesproces, leder til forskellige underspørgsmål som måske
atter hver for sig, fører andre spørgsmål med sig osv. Inden et
spørgsmål kan forlades må det enten være besvaret eller have ledet til
et andet spørgsmål af hvis besvarelse det førstes besvarelse er
afhængig. Den helhed som primært har betydning på et givet tidspunkt i
skriveprocessen, er den mindste af de helheder hvori den sætning man
skal til at skrive, indgår. Men selv når jeg skal karakterisere min ide
om denne mindste helhed hvori disse sætninger indgår, må jeg lade mig
nøje med noget som siger så godt som intet reelt: Jeg vil forsøge at
besvare det stillede spørgsmål så godt jeg formår. Det er en
målsætning, ikke en beskrivelse af mine forestillinger om fremtiden.
Alt hvad jeg ved er at jeg vil gøre hvad jeg kan for at holde mig til
emnet, men nogen ide om hvorledes dette skal ske har jeg ikke.
Det eneste som tæller er om jeg føler relevansen af de
spørgsmål og svar jeg formulerer. Det er en åben undersøgelse, den sker
her og nu, alt kan ske. Det er ikke en veldisponeret fremstilling af
resultater. Fra dette forhold går en direkte forbindelse til mit ønske
om at være så ærlig som mulig over for læseren. Det er muligt at man på
baggrund af denne åbne undersøgelse kunne levere en veltrimmet
afhandling, ligesom man måske med udgangspunkt i dette arbejdes første
del kunne skrive en formfuldendt roman om en forfatter som prøvede at
være ærlig over for læseren, men det er ikke mit ærinde.
Det væsentlige ved skabelsesprocesssn er at man forsøger
sig frem. Beviset på at et indfald var godt, er at det virkeligt lader
sig indpasse i en sætning. Lader det sig ikke indpasse, må man se sig
om efter et andet.
En sætning bliver — ligesom dette arbejde — til forfra.
Det er sjældent jeg venter med at nedskrive de første ord i sætningen
indtil jeg har de sidste i den form de kommer til at stå i i sætningen.
Som oftest undergår den ide jeg, når jeg begynder på sætningen, har om
slutningen, ændringer mens jeg skriver sætningen. Og det kan hænde at
den form slutningen slutteligt får, kræver ændringer i begyndelsen af
sætningen.
-dag.
Så er den her igen, den gode, læserfortrolige stemning.
Er vi blevet et hak klogere af den abstrakte snak ovenfor? Der findes
forskellige måder at snakke om hvordan det går til at noget bliver til;
den ovenfor var en af dem.
Jeg når sjældent til nogen konklusion om de ting jeg
giver mig til at tænke om. Jeg bliver træt af emnet og forlader det,
svævende.
Jeg har aldrig på fornemmelsen at jeg bliver spor
klogere af disse selverkendende sætninger. Det ændrer ihvertfald intet
i min praksis. Værdien i det ligger udelukkende i at have formuleret
det. Den øjeblikkelige tilfredsstillelse det giver at erkende: Ja,
sådan er det. Håbet om at der overhovedet findes
faste sandheder. Trygheden.
Jeg vil nu forsøge rekonstruktionsmetoden. Det er det
der er tilbage at gøre, rekonstruktionsmetoden, og så endelig den anden
metode, hvad var det for et fint navn jeg gav den? Den kunne hedde
’konstruktionsmetoden’. Lidt for sludrevorn her til sidst. Jeg må og
skal holde den stil jeg ikke har. Ikke flere vittigheder i dag.
HVAD I alverden skal jeg tale om mens jeg demonstrerer
denne metode?
Jeg havde her flere muligheder for at føre arbejdet
videre. En kritik af mit begreb ’indfald’ og den måde jeg bruger
’sætning’ på. Lidt mere sludren med læseren (lidt
mere kunne vi godt tage uden det blev for meget). En udstregning eller
ændring af den sætning hvor jeg beslutter at gå i gang med
rekonstruktionsmetoden, fordi jeg i øjeblikket har mest lyst til igen
at prøve den anden som jeg finder mere mulighedsrig. Selvom jeg vistnok
har opgivet den flere gange inden jeg fik min raptus med at opstille en
skabende model. Spekulationer om disse muligheder skabte så en fjerde:
Tal direkte til læseren, åbent, om dine spekulationer i forbindelse med
hvordan du skal fortsætte. Jeg har en ide om på en eller anden måde her
i slutningen at forrykke mit fortrolighedsniveau over for læseren og
samtidig (naturligvis) ændre stil. Ja, jeg er næsten sikker på at en
skriftliggørelse af sætningens tilblivelsesproces vil medføre at det
jeg kalder ’de færdige sætninger’ vil ændre tone. Meget vil jo blive
overflødigt i de færdige sætninger når man har hørt det i
tilblivelsesprocessen. Den stilløse tekst. Udtryk ved udtryk.
Sprængning. Konklusion: Min ubestikkelige sanddruhed tvinger mig i sin
yderste konsekvens ud i en vanskelig tilgængelig fremstillingsform,
tvinger mig på en måde til at blive skønlitterær, kunstlet. Kan man
nærme sig for meget til læseren? Er læseren for
langsynet til at få øje på mig? Er jeg for nærsynet til at få øje på
læseren?
DET VAR det. Her er en del sætninger, nu skal jeg så til
at rekonstruere deres tilblivelse. Jeg lyder ikke begejstret. Kan jeg
overhovedet huske så meget? Hvordan blev sætningen »Hvad i alverden
skal jeg tale om mens jeg demonstrerer denne metode« til?
Sidetallet var 103 i manus. Jeg havde besluttet at holde
op omkring de 100. Jeg skulle altså i gang med at demonstrere
rekonstruktionsmetoden straks for at kunne blive færdig uden store
overskridelser. Jeg kunne også bare bevilge mig selv nogle flere sider,
men hvorfor skulle jeg dog det? Det ville bare føre til mere
formålsløst sludder. Jeg sad lidt og spekulerede over hvad jeg skulle
skrive om. På den ene side blev jeg tiltrukket af tanken om at tale om
det eksperiment jeg udførte, og så bruge de sætninger som
illustrationer til metoden. På den anden side mente jeg at det måske
kunne vanskeliggøre eksperimentet, gøre det for indviklet til at være
pædagogisk. Et alternativ var at fortsætte de generelle betragtninger
fra igår på én eller anden måde. Jeg læste lidt i de sidste afsnit jeg
skrev i går, uden videre lyst. Måske er forklaringen på at jeg ikke har
lyst til at fortsætte med det abstrakte, den at jeg har en fornemmelse
af den balance der skal være i arbejdet mellem overbliksskabende,
generelle sætninger og sætninger direkte henvendt til læseren, og at
denne balance nu kræver at jeg kommer ned på jorden igen. Siger denne
sætning noget som helst? Andet end at jeg ikke havde lyst til at
fortsætte det abstrakte? Der var tvivlsomt overblik nok for denne gang,
rationen var opbrugt. Så endelig fik jeg den ikke videre originale ide
at skrive om min vanskelighed med at fortsætte.
JEG HAR ikke sagt en eneste af disse sætninger til mig
selv dengang. Hvordan kan jeg i ramme alvor stadig påstå at sådan gik
det til da jeg skrev nævnte sætning?
Når man er i begivenhedernes centrum beskriver man ikke
hvad der sker. Man oplever, ser, hører osv. Beskrivelse fordrer
distance, tidens eller stedets distance. Ovenstående er en beskrivelse
af det jeg oplevede dengang. Kald det bare en efterrationalisering.
Hvad ellers?
EN BESKRIVELSE af hvad man engang gennemlevede, vil
aldrig kunne korrigeres af andre end en selv. Det giver en kolossal
stor frihed, en digterisk frihed, når man skal forklare for sig selv og
andre hvorledes det gik til at man handlede som man gjorde. Men alle
gradueringer af pålidelighed forekommer alligevel i en sådan beretning.
Beretteren kan give dele af sin beretning prædikaterne ’tvivlsom’ (det
er tvivlsomt om jeg husker rigtigt på dette punkt), ’sikker’ osv. Han
ophæver og statuerer suverænt disse gradueringer. I dette, som i alt
andet han beretter, er han sin egen indre fortids eneste kilde og
historiker i samme person. Tilhørerne kan kun udtale sig om
sandsynligheden af at denne historikers beretninger stemmer overens med
det de kender af hans ydre historie. De kan aldrig stemple ham som
løgner hvis han holder sig til sit eget indre domæne. Jeg er altså
alligevel Cartesianer! (Betragt alt i dette arbejde som hypoteser!)
Jeg beskrev hvad jeg gennemlevede, dvs. jeg gav de
oplevelser osv. jeg havde, en form de ikke havde da jeg oplevede dem.
Er det muligt at give dem en form som er mere i overensstemmelse med
den hvori jeg oprindeligt oplevede dem? Er det eventuelt muligt at
gengive dem i deres oprindelige form?
En oprindelig
ordløs oplevelse kan ikke gengives i et arbejde som dette, uden at
ændre form.
Tese: En oprindelig ordløs oplevelse kan gengives
verbalt på flere måder. (En ord-oplevelse kan naturligvis kun gengives
korrekt på én måde, i én form: sin egen).
En udtømmende beskrivelse af en ordløs oplevelse består
i en liste bestående af alle dens mulige verbale gengivelser.
Slut
på kapitel V
|
