|
|
Først lagt op d. 14. oktober 1998,
senest opdateret 27-01-2019
22:08:40 VI Glæde over at den
videnskabelige fiktion heller ikke fik gjort kål på
dette arbejde. -dag. For at et ikke-sprogligt fænomen skal have betydning skal det kunne beskrives. I et arbejde som dette er sprogbruger-situationen forenklet. En sætnings sammenhæng udgøres af andre sætninger. Helt anderledes uoverskueligt bliver det når en sætnings sammenhæng er ikke-sproglig. Når sprogbrugeren ikke sidder på sit kammer koncentreret om at nedfælde sætninger som på én eller anden måde hænger sammen, men befinder sig ude i »det pulveriserende liv«, i samkvem med andre sprogbrugere. Det er et spørgsmål om man ved en semantisk beskrivelse af sprogbrug i sådanne ikke-sproglige sammenhænge kommer udenom at tale metafysisk. Det synes i øjeblikket som om en semantisk teori om forholdet mellem det sproglige og det ikke-sproglige må implicere en teori om virkelighedens mest fundamentale principper, eller — hvad der er det samme i denne forbindelse — må forudsætte det begrebssæt som er en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for at de ikke-sproglige fænomener kan beskrives på en måde som er relevant med henblik på en stadfæstelse af de forbindelser som eksisterer imellem de ikke-sproglige og de sproglige fænomener. At der eksisterer en sådan forbindelse er indlysende. Det er fristende på én eller anden måde at gøre de semantisk relevante ikke-sproglige fænomener sproglige, for på denne måde at gøre sammenhængen til en kontekst, som er langt lettere at have med at gøre. Hvis man definerer betydning således: at et fænomen a (noget som sker) har betydning, vil sige at der findes en regel for dets finden-sted — det er ikke tilfældigt — så har det, at et æble fx falder fra et træ, betydning, ligesåvel som mit udbrud: »Se, æblet falder!« har betydning. Og hvis man antager den rationalistiske tese om at alting har en årsag, determinismen, tvinges man til at medgive at alting også har betydning. Men spørgsmålet er hvad man opnår ved en sådan alméngørelse af begrebet 'betydning'. På den ene side gør man opmærksom på en lighed mellem sproglige og ikke-sproglige fænomener; på den anden side tilslører man det specifikt sproglige fænomen man mener at studere. Det som angår dette studium, er netop den særlige betydning som sproglige fænomener har til forskel fra alle andre. Det er denne oplevelse af det sprogliges særstilling som er vort studiums grundoplevelse. At ophæve denne særstilling er at underkende vor grundoplevelse, og dvs. overflødiggøre vort studium. Jeg tror sgu at det her er ved at udvikle sig til en sprogvidenskabelig lærebog. Denne prosa giver mig en position, en autoritet som jeg nyder. Bøj hovederne i andagt, I uvidende, tvangsudskrevne læserhorder som sidder og noterer i margen med spændte røvhuller. Hvorfor forlod jeg dog nogensinde denne skønne genre?
DET ER muligt på én gang at almengøre betydningsbegrebet og at skelne mellem sproglige og ikke-sproglige fænomener. Det kan fx ske gennem en uddybning af begrebet 'regel'. Naturlovene beskrives som en slags regler, og reglerne for sprogbrug som regler af en anden art, adfærdsregler. Ved denne intellektuelle manøvre opnår vi at få erstattet betydningsbegrebet med regelbegrebet. Spørgsmålet er hvad vi opnår ved at tale om to forskellige regelbegreber i stedet for to forskellige betydningsbegreber. Svaret ligger for mig at se i at en regel eller et sæt af regler er noget som kan udtrykkes eksakt, mens en betydning er en spøgelsesagtig fremtoning. Ønsker man at beskæftige sig videnskabeligt med betydningsbegrebet, må man på én eller anden måde gøre det tilgængeligt for videnskabelig efterprøvning. Et morfems eller en streng af morfemers betydning må for det første kunne udtrykkes eksplicit; for det andet må dens korrekthed kunne efterprøves. Jeg har indtil nu skitseret to måder hvorpå et fænomens betydning kan udtrykkes. For det første som den synonymmængde fænomenet tilhører. For det andet som mængden af de regler ifølge hvilke fænomenet manifesterer sig. Den sidste er mest generel og omfatter alle fænomener. Den første gælder for sproglige fænomener. En metode til at udvide den første til almengyldighed ville være at udvide synonymbegrebets anvendelse til ikke-sproglige fænomener. Dette forudsætter imidlertid en udvidelse af kontekstbegrebet. Og dette stiller os atter over for problemet at gøre ikke-sproglige fænomener sproglige.
SIDESPRlNG: ET fænomens betydning kan ikke være et andet fænomen. Et udtryks betydning ikke et andet udtryk, thi hvis et udtryks betydning er et andet udtryk, forskelligt fra det første, så er det andet udtryks betydning et tredje udtryk, forskelligt fra både det første og det andet, og således ad infinitam; dvs.: Hvis et udtryks betydning er et andet udtryk forskelligt fra det første, så kan vi aldrig lære et udtryks betydning at kende. (Tilegnet Zenon).
ENHVER SPROGBRUGERS situation er noget konkret, dvs. sproget anvendes altid i en konkret sammenhæng. Sproget som sådan er en abstraktion. Men dette betyder at ethvert sprogligt udtryk altid optræder i en konkret sammenhæng. Det er min tese at det i denne sammenhæng som har relevans for det sproglige udtryk, lader sig beskrive. Det som direkte påvirker sprogbrugeren til at sige hvad han siger, lader sig gøre op i ord. I sproglig forstand er sprogbrugeren et system af sproglige regler som aktiveres til et bestemt output i en given situation:
Ved situationen vil jeg forstå mængden af de sætninger som beskriver de ikke-sproglige fænomener som er relevante for det udtryk som »situationen afføder«. Spørgsmålet er her: Hvem skal beskrive og hvem skal bedømme relevansen af beskrivelsen? Det er muligt at anlægge to synspunkter: sprogbrugerens eller et objektivt. Det er klart at det er sprogbrugerens egen interpretation af situationen som har direkte betydning for hans sprogbrug. To forskellige sprogbrugere kan befinde sig i samme situation, objektivt set — dvs. set fra en tredje sprogbrugers synspunkt — og alligevel reagere verbalt forskelligt. Enhver sprogbruger har sine særheder, som både giver sig udslag i den måde han interpreterer situationer på, og den måde hvorpå han reagerer verbalt på disse situationer. Ønsker man at anlægge et objektivt synspunkt, må situationen udvides til at omfatte sprogbrugerens specifikke reaktioner, således at en objektiv beskrivelse af den situation som afføder et bestemt udtryk fra en given sprogbruger, må bestå først af en basis-beskrivelse af situationen, dernæst af en »forvrængning« af denne beskrivelse i overensstemmelse med den aktuelle sprogbrugers idiosynkrasier. Men spørgsmålet er her, hvordan vi finder frem til denne basisbeskrivelse af situationer. I det øjeblik man ønsker at opstille en generel semantisk teori, er man — ifald teorien skal følge de grove linjer som er afstukket ovenfor — selvsagt nødt til at arbejde med en abstraktion som 'den normale sprogbruger'. Det er den sprogbruger som ikke »forvrænger« basisbeskrivelsen, eller med andre ord: den sprogbruger hvis beskrivelse af sprogligt relevante situationer er ophøjet til at være objektiv. Denne konstruktion er en teoretisk nødvendighed. 'Den normale sprogbruger' er samtidigt 'den minimale sprogbruger'. Han er konsekvensen af at »vi alle forstår det samme sprog«, at sproget er et socialt fænomen. Hvis og kun hvis to situationer er ens vil »den normale sprogbruger« reagere ens. Hvis og kun hvis de er forskellige vil han reagere forskelligt. Dette er konsekvenser af den teori vi har antaget. Da der er uendelig mange muligheder for forskellige verbale reaktioner, er det uladesiggørligt at beskrive alle, mulige situationer, da deres antal ligeledes er uendeligt mange.
STOP! DENNE videnskabelige embedsmandsprosa har bredt sig som en pest. Jeg har smuglæst de sidste sider. For at sparke mig igang her efter frokostpausen. Det er oprørende. Det er vigtigt at jeg — at vi — forstår hvad der er sket. Nu er det lykkedes så længe at undgå at blive narret ind i fiktionen. Puha, det var tæt på. Arbejdet har været afsporet i flere dage på den mest lumske måde. Fristelserne er store i denne mundart. Bemærk hvor glat det går. Distinktionerne, diskussionerne, de nådesløse konklusioner og de skarpe modeksempler. Det er fornuften når den er allerbedst. Optimisme parret med kritik. Den vestlige civilisations stemme. Den ligger godt for mig, helt klart. Jeg har søgt ly i den videnskabelige institution. Kommet hjem. Faldet ind i messekoret af professorer, lektorer, adjunkter og ph.d.-studerende og kan nu se frem til årtiers arbejde med at forfine min stemme. Afhandlingerne vil snart ligge mursten ved mursten og måske blive til et helt anneks hvis jeg fortsætter som jeg lige er begyndt, ingen tvivl om det, ud over pensionen, selv døden vil ikke stoppe mig, men bare markere starten på mine posthume arbejder. En prægtig semantisk teori vil der stå til mine efterkommere som de vil pille ned sten på sten, men dem om det, jeg har udfyldt min bestemmelse. Det er perfekt. Det eneste problem er at det er en løgn. Jeg har direkte og uden for enhver genre forsøgt at forklare læseren og mig selv hvad der sker mens jeg skriver dette. Hvordan det foregår. Kun én og én eneste ting er jeg gået efter: sandheden. Ubeskåret af alle æstetiske hensyn, utilpasset enhver forudgiven genre og tekstproducerende institution. Og hvad kom der så ud af det? Hvad fandt vi ud af? Vi fandt ihvertfald ud af at det er helt umuligt at gøre rede for hvordan sætninger bliver til, således at a)forklaringen bliver mere forståelig end sætningen, og at b)forklaringen ikke samtidig bliver en konstruktion, en fiktion om hvordan sætningen blev til.
At registrere den objektive virkelighed bag sætningens tilblivelse var umulig. Tilblivelsen blev påvirket af at blive beskrevet. Det korte af det lange var at der ikke er megen oplysning og forklaring at hente ved at se på tilblivelsesprocessen. Det samme gælder dette arbejdes tilblivelsesproces. Arbejdet vokser for øjnene af læseren. Det er det konkrete. Det er det givne. Resten er tvivlsomme spekulationer, drømme og selvbedrag. Måske er det ikke helt rigtigt, men der er meget om snakken. Og så Gudhjælpeos om det der så sker på grundlag af disse indsigter ikke er at jeg kaster mig ud i den videnskabelige afhandlingsprosa og giver mig til at fable om en semantisk teori. Som en besværgelse over de rygende ruinhobe. Sjældent har jeg taget mig selv på så fersk gerning som i dette øjeblik. Den semantiske teori som jeg fabler om giver jo kun mening hvis det er muligt at beskrive det der ligger bag og under en sætningstilblivelse på en objektiv, videnskabelig måde. Og det er netop det der er umuligt. Det har jeg viist i dette arbejde, hvis jeg ikke husker meget forkert. Samtidig, og det er jo det der gør det så pikant, samtidig er jeg ikke i tvivl om at jeg kunne score en fed videnskabelig karriere ved at kaste mig ud i den håbløse kamp for denne semantiske teori. Den videnskabelige institution skaber sin egen tro som bæres af dens etablerede genrer. Det er sådan set reelt nok. Det eneste der ofres er jo sandheden. Alt andet er intakt. De sandheder som ikke passer til den optimistiske, kritiske, fremadskridende fornuftsprosa som skal sikre institutionens overlevelse må selvfølgelig ofres, forties, holdes ude. Det er sund fornuft. Glæde over at denne fiktion heller ikke fik gjort kål på dette arbejde. Samtidig lidt, nej meget ærgerlig over at jeg ikke mere kan nyde de glæder som denne videnskabelige prosa vitterligt har givet mig gennem tiderne. Lige så rædselsfuldt det er at læse andres videnskabelige prosa, bortset fra Wittgenstein og Downs, lige så skønt er det selv at skrive den. Giver ro, en fornemmelse af overblik, af at skabe orden. Stor mentalhygiejnisk effekt. Men uden tro, ingen virkning. Hvor ofte har jeg ikke søgt tilflugt i den for verdens fortrædeligheder? Genvundet min selvtillid efter ødelæggende nederlag på andre og vigtigere slagmarker? Og så med en god fast stilling som bieffekt. Kun en ægte idiot kan miste troen på en prosa med sådanne kvaliteter. Og hvad får jeg i stedet? Sandheden? Sandheden er det der bliver tilbage når man undgår alle løgnene. Det handler om konsistens, om orden. Denne videnskabelige prosa om hvordan man kunne lave en semantisk teori er en løgn fordi den forudsætter noget som går stik imod det jeg tidligere rent eksperimentalt og fænomenologisk har påvist i dette arbejde. Læg mærke til hvorledes denne prosa hele tiden dukker op når jeg skal konkludere, også nu. Den bærende løgnestemme. Alligevel vil jeg — selv om den nu er afsløret som løgn — naturligvis kunne benytte den. Som en fiktion på linje med mine andre fiktioner. Til afslapning. Ingen grund til fanatisk at male sig op i en krog og vie sit liv til sandhed. Vorherre bevare os for de frelste. En god løgnehistorie er guld værd. Og det vil den blive ved med. Derfor kan jeg heller ikke love at verden kan blive fri for min semantiske teori. Jeg er ikke nær så fanatisk med mine indsigter som da jeg var yngre. Blevet mere rummelig. Men stadigvæk tilhænger af orden. En vis orden bør opretholdes.
-dag. Den distinktion som ligger til grund for semantikken, er distinktionen mellem de udtryk som betyder noget, har betydning, og de der ingen betydning har. Men denne distinktions skarphed sløres af den erkendelse at et udtryk som prima facie er nonsens, ofte kan gives en betydning i en tænkt sammenhæng. Betydning er et spørgsmål om sammenhæng. »Et udtryk som betragtes som selvstændig sproglig enhed uden for enhver konkret sammenhæng, er uden betydning.« Et alternativ til denne synsmåde vil være at sige at et sådant udtryk har en kerne af betydning som er uforandret fra sammenhæng til sammenhæng, og at man ved at hæve det ud af enhver sådan konkret sammenhæng opnår at kunne betragte denne udtrykkets betydningsessens ugeneret af accidensen. Men en betydning er en mængde af udtryk som er synonyme, og kun hvis der eksisterer en fællessynonymmængde for alle de synonymmængder hvori et udtryk kan indgå, kan man tale om at udtrykket har en betydningsessens. Naturligvis kan man aldrig vide sig sikker for at man ikke i morgen opdager en sammenhæng hvori udtrykket anvendes anderledes. Eller at man selv bruger udtrykket i en ny sammenhæng. Men dette er videnskabeligt set banale kendsgerninger som ikke kan forhindre en induktion når blot materialet hvorudfra der induceres har en rimelig størrelse og variation. Bag disse betragtninger ligger et endnu uafklaret spørgsmål: Hvad er det egentlig vi studerer? Vi har skitseret to måder hvorpå den kendsgerning at et udtryk har betydning kan gøres tilstrækkelig konkret til at den kan studeres og gøres til emne for en teori som det er muligt at falsificere. Opgaven er da ud fra et begrænset antal udtryk, hvis forskellige sammenhænge til en vis grad kendes, at konstruere en semantisk teori som vil kunne forklare forekomsten af fremtidige udtryks betydninger. Denne teori vil bestemme et udtryks mulige sammenhænge ud fra dets kendte sammenhænge. Har vi allerede dræbt det vi studerer i det øjeblik vi gjorde det til noget konkret (mængde af udtryk og/eller reglerne for forekomst)? Vort studiums igangsætningsoplevelse er oplevelsen af at udtryk har betydning. Denne oplevelse udmøntes i spørgsmål som: Hvad vil det sige at to udtryk har samme betydning? Hvad vil det sige at et udtryk ingen betydning har? Hvordan kan det være at to udtryk hver for sig kan have betydning, men at de, når de sættes sammen, bliver nonsens? Et ordentligt svar på generelle spørgsmål som disse fordrer en teori, men i det øjeblik man stiller strenge formuleringskrav til en sådan teori, og ikke blot ønsker en abstrakt sludder for en sladder, tvinges man til at gøre teoriens emne studieegnet, formel-egnet. Men denne proces forandrer egentlig det fænomen som i begyndelsen pirrede vor nysgerrighed. Denne konkretisering af betydningsfænomenet er en fortolkning som vi tvinges til at foretage hvis vi ønsker en eksakt teori.
DETTE ER tydeligt nok studier i marken til en semantisk teori. Jeg taler nu igen til dig. Jeg synger på sidste vers i dette arbejde, som vistnok efterhånden har overlevet sig selv med nogle sider. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at fortsætte denne videnskabelige prosa som jo er en stemme fra en højere verden der taler gennem mig. Jeg har aldrig oplevet denne opløftende virkning så klart som nu. Virkningen udebliver altså ikke: roen, overblikket, fortrøstningen, roen. Det er godt. Jeg havde ellers frygtet at den erkendelse at en semantisk teori er en absurditet ville have gjort denne videnskabelige prosa ubrugelig. Det ville have været et tab som næsten ikke havde været til at bære. Tværtimod synes jeg næsten at den er blevet mere effektiv. Ja, det forekommer mig at jeg nu kaster mig ud i den med langt større hengivenhed og fanatisme end før. Dengang jeg var naiv forsker. Nu efter naiviteten er forsvundet dyrker jeg denne prosa med langt mindre forbehold. Min skepsis mod den er blevet mættet én gang for alle ved erkendelsen af at den bygger på en fiktion. En livgivende og frugtbar fiktion. Muligvis er der tale om en efterrationalisering, men hva' så? Det er et ambitiøst foretagende. En semantisk teori. Hvorfor skal man altid være så helvedes beskeden? Måske lider jeg af storhedsvanvid, måske ikke. Kun resultatet af mine ambitiøse foretagender vil vise det. Samfundet, det eksisterende videnskabelige hierarki, professorer osv. definerer sine egne storhedsvanvittige, sine egne store ånder. Jeg ved kun at dette studium interesserer mig, at jeg længe har vidst at jeg på et eller andet tidspunkt egentlig burde gøre noget virkeligt alvorligt ved det. Ved at være sidste chance. Hvad med mine historier? Novellerne, monologen Det sidste arbejde, og spændingsromanen, tror jeg ikke på det mere? Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke. Dette semantiske emne fængsler mig for meget til at det andet, mine skønlitterære arbejder anfægter mig. For ikke at tale om lykke-bøgerne. Kære læser, jeg orker snart ikke at fortsætte dette arbejde. Jeg har ladt dig i stikken flere steder, og har således i og for sig forrådt tanken med mit arbejde flere gange. Det kan lige så godt slutte her som på næste side. Jeg kan ikke tage mig sammen til at slutte nu. Måske finder jeg om lidt den helt rigtige slutning. Jeg har længere tilbage fortalt om den slutning som jeg kunne tænke mig at lave. Et opløsning af denne stil. Men du må nøjes med at forestille dig hvorledes jeg kunne have lavet det. Desuden er den jo gået i opløsning flere gange undervejs så vidt jeg husker. Jeg orker ikke mere. Måske fordi jeg længes efter at genlæse det jeg har skrevet, skrive til osv.
ER DU blevet klogere? Du ved sikkert mere om mig nu end før du begyndte, men hvad rager jeg egentlig dig? Jeg elsker at afskrive mit arbejde inden jeg afslutter det. Jeg er sikker på at mange af de emner jeg har behandlet, er blevet behandlet overfladisk, og at det kan gøres bedre, mere fyldestgørende. Det er det der er målet for genlæsningen, at råde ufuldkomment bod herpå. Med hensyn til eksisterende arbejder fra min hånd er der ingen grænser for min beskedenhed, mine undskyldninger og selvbebrejdelser — med hensyn til fremtidige arbejder er der intet loft over min selvtillid, mine ambitioner og min optimisme. Jeg ved ikke om jeg skal bruge spejltitlen og -formen, eller om jeg bare skal indføje de stykker som læsningen inspirerer til i denne første tekst. Som jeg sagde engang i begyndelsen: Dette arbejde kan ikke afsluttes: Det kan kun løbe ud i sandet.
JEG PRØVEDE at være ærlig. Jeg gjorde et ærligt forsøg. Det var noget jeg måtte prøve. Så nu sludrer jeg. På trods af min erkendelse af at arbejdet ikke kan afsluttes, at den eneste konsekvente afslutning vil være et ophør, bliver jeg alligevel ved, fordi jeg ikke kan lade netop denne sætning være den sidste. Jeg kan ikke lide at afslutte, det er derfor jeg bliver ved. En elendig, sentimental rad er jeg; jeg kan høre læsernes, kritikernes domme. Disse sætninger skal handle om hvorledes jeg slutter. Jeg startede med flere alternative begyndelser. Jeg har vanskeligt både ved at begynde og afslutte. Der er måske en sammenhæng. Mellem at jeg både har vanskeligt ved at og at. Jeg burde egentlig også slutte med flere alternative slutninger. Det ebber ud, det ebber ud. Alle disse selverkendelser er beregnet på at tage læseren, kritikeren på sengen. Han får ikke lov til at brænde inde med sin kritik, med sin modvilje mod mig og mit arbejde. Jeg gør hans negative holdning til en del af arbejdet, og tager således ordene ud af munden på ham, gør ham våbenløs. Jeg hader når nogen afslører noget om mig som jeg selv burde have formuleret.
DET HELE skal have en vis længde. Dette arbejde skal vare en vis tid, og dets forskellige underafsnit skal vare en vis tid, herunder denne slutning. Jeg begyndte at slutte af, og nu jeg er begyndt kan jeg ikke sådan uden videre afslutte. Ethvert ordentligt afsnit har en begyndelse, et midterafsnit og en slutning (i mit tilfælde: en ud-ebben). Jeg klæber til de forskellige emner, afsnit i en vis tid som jeg finder passende af en eller anden grund, og når den tid er gået, forlader jeg emnet, uden hensyn til om resultater er nået, om det er forsvarligt at slutte. Jeg bliver træt af at tale om det samme. Min udvikling bygger på udmattelse.
MIN BESLUTNING engang om at dette arbejde skulle have en længde på omkring 100 sider her i manuskriptet, får mig nu til at skynde på med slutningen. Det er på høje tid. Der er en vis skæbnesvanger kraft i de planer jeg beslutter at udføre. Når jeg kommer i den situation hvor jeg har planlagt at gøre ditten eller datten, så gør jeg det, uden videre hensyn til mine akutte betænkeligheder. Hvordan kan jeg sige noget sådant når jeg sidder her på ruinerne af de beslutninger som kunne være blevet et værdifuldt arbejde? Hvor koket! Under alle omstændigheder synes min beslutning om at arbejdet skal være på 100 snarere end 500 sider at virke tvingende lige nu. Nej, jeg er bare træt. Føler jeg har sagt alt for meget halvt, har glemt de tre-fjerdedele. Jeg ønsker at komplettere mit arbejde, fremfor at Hvorfor kan jeg ikke gøre mig færdig? Rædselsslagen for at kritisere hvad jeg har lavet? Har jeg behov for at tro på dets værdi? Kan jeg ikke mere leve af blot at tro på fremtiden? Posthumt. Jeg er bekymret for ikke at slutte på den rette måde. Hold op nu!
-dag. Hvordan kan jeg holde op så længe jeg ikke ved om jeg i næste sekund får det indfald som sætter hele arbejdet i et smagfuldt afslutningsrelief?
-dag. Jeg vil lade slutningen stå åben! Måske får jeg ved læsningen et værdigt indfald til slutningen. Og titlen! Jeg ved jo heller ikke hvad hele herligheden skal hedde. En del forslag spredt i arbejdet, men ingen afgørelse endnu. Også titlen skal læsningen, kritikken afføde. Sådan! Så fik jeg en ganske fiks slutning alligevel.
-dag. En udsættelse af slutningen! Det er klart at jeg må læse arbejdet i sin helhed inden jeg kan afslutte på en relevant måde. Ha, ha, jeg narrer ikke mig selv.
Ingen slutning, ingen titel. Hvordan fik jeg overhovedet begyndt? Fik jeg begyndt på den rette måde?
-dag. Så, nu holder du op at læse og jeg at skrive. Og nu begynder jeg at læse og du at skrive. Slut
på kapitel VI |
|
|
|
|
© klaus@kjoeller.dk |
|
|
|
|
