|
— Dette er uforståeligt selv for os
der arbejder med det til dagligt, sagde afdelingens ledende
chefkancellist, Beatrice Ronkeslyt efter en hurtig skimning af
Siccesrugs AGDcirkulære. — Hverken afdelingens almindelige papirnussere
eller kancellister forstår en pind af det. Plus naturligvis enhver
borger eller Dennis.
Ronkeslyt vrængede ved ordet ‘Dennis’.
Og fortsatte:
— Det er rent sludder for alle.
Kollektivt vås.
Ramon Siccesrug hævede advarende armen.
— Der findes kun én Dennis der tæller
i denne by: borgmester Dennis Nielsen, fastslog chefkancellisten
afsluttende.
— Kom nu ikke for godt igang, sagde
Ramon rasende. — Her i Alt Godt for Dennis-runddansen
findes der slet ingen papirnussere eller kancellister mere.
Siccesrug spyttede foragteligt på
gulvet.
— Fra i dag hedder I dokumentomsorgere
og Createurs du Langue. Dennis-runddansen skal fra
nu af danse i spidsen for afskaffelse af alt negativt sprog. I må
begynde med jer selv. I har længe fortjent at blive værdsat efter
fortjeneste af befolkningen som er begyndt at forstå jeres
lidelseshistorie.
Flere omkring ham bekræftede
eftertænksomt ved at nikke tøvende.
Beatrice Ronkeslyt så foragteligt på
ham.
Så lød der pludselig mange begejstrede
råb nede fra torvet:
— Dennis, Dennis, Dennis.
Ramon Siccesrug så begejstret på
departementschefen:
— Træd frem så de kan hylde dig. Du er
generalomsorgeren. Dennis er jo bortrejst.
Departementschefen spærrede øjnene op
og løftede øjenbrynene.
— Vi er da det mest forhadte
departement i Lingo City, sagde han hovedrystende.
— Det var før vi fortalte hvor meget
især I selv lider under alt det uforståelige sprog, I er nødt til at
leve med tæt på kroppen hver dag, forklarede Ramon Siccesrug. — Enhver
borger kan let leve sig ind i det fordi de også engang imellem i løbet
af et langt liv egentlig er nødt til at læse i det. Men de fleste kan
faktisk sagtens helt undgå det. De ser bare hvordan andre gør.
Råbene blev kraftigere nede fra gaden.
Siccesrug så opmuntrende på
generalomsorgeren og vinkede ham frem mod den væg som nu ikke mere var
der. Generalomsorgeren kneb øjnene sammen, men rejste sig og gik
langsomt derhen og så ud over de mange borgere på pladsen. De viftede
med bannere og flag i mange farver.
Jublen steg, da de så ham.
— Her ser I generalomsorgeren, Knud,
meddelte Ramon i højttalerne.
Jublen steg.
Generalomsorgeren løftede hånden og
vinkede.
— Knud, råbte de. — Knud, Knud, Knud.
— Hm, jeg hedder faktisk Knud til
fornavn, indrømmede generalomsorgeren rørt. — Som spejder blev jeg
kaldt Råbåndsknud.
— Der kan du bare se. Og dette er kun
begyndelsen.
Siccesrug smilede og klappede.
|
