DITwoman
redder DATmans liv. I kamp med SM Army redder DITwoman DATman fra
ydmygelse og nederlag. DITwoman søger avlstyr til produktion af
prototype til fremtidens, evigt levende menneske. Hun arbejder sammen
med fremtidsforskerparret His og Her Future.
13
Pludselig blev alt stille. Dåseåbnerne
forsvandt. Han hørte råb fra SM-soldaterne. Det lød som om de advarede
hinanden, før de spænede væk fra DATmobilen.
DATman rynkede panden og blinkede
flere gange med øjnene bag masken.
Så så han på skærmen at SM-soldaterne
flygtede. Flere var faldet om og lå i store stakke. Der var allerede –
bortset fra de livløse soldater – en stor bar plads omkring DATmobilen
og den barrikade af murbrokker, møbler, gammelt tøj, skraldebøtter og
andet som DATmobilen sad fast i.
DATmans ører øverst på halvmasken
rejste sig igen. Ved en kraftanstrengelse fik han døren i loftet op og
kravlede fortumlet ud.
— Godt at DATboy omsider kom, og at
SM-Army-forskrækkeren kom igang, tænkte han. For der kunne ikke være
andre forklaringer på SM-krigernes flugt.
Så hørte han noget bag sig oppe på
toppen af barrikaden. Han vendte sig lynhurtigt med et greb om sin
DATpistol i bæltet.
Så mærkede han et reb om halsen og et
kraftigt træk opad.
— Endelig træffer jeg dig, Batman,
sagde en kvindestemme.
Øverst på barrikaden stod en
støvleklædt kvinde i en rød kropsnær tricot, fuldt armeret med
skydevåben. Hun havde en stor rødbrun lædermaske omkring øjne og næse.
Hendes lyse hår nåede skuldrene. Hendes krop var perfekt.
Kvinden trak ham med kraftige
bevægelser op mod sig. Hendes støvleklædte fødder støttede solidt i
skraldet.
Han forsøgte at fjerne rebet.
Forgæves. Snart var han småsnublende trukket mere end halvvejs op til
hende på den hældende affaldsskråning som DATmobilen var strandet på.
Med en kraftanstrengelse lykkedes det
omsider DATman at hive det stramme reb væk fra halsen.
— Jeg skylder dig mit liv, sagde han.
— Hvorfor kvæler du mig så med et reb, og hvorfor har jeg aldrig hørt
om dig før?
— Aldrig hørt om kvinder før?
Kønslivets glæder? Hold op. Men det får meget til at falde på plads om
Batman.
— Jeg elskede da som søn min mor som
desværre døde tidligt, oplyste DATman. — Myrdet. Og jeg elsker stadig
min bedstefar som af egen fri vilje kryber rundt i parken på DATH
SLOTH.
— Nåh, men så spørg din butler hvorfor
han opsnapper enhver tekst og gave fra mig til dig, sagde hun træt. —
Rebet var nødvendigt for at du ikke skulle stikke af. Nu havde jeg dig
omsider. Hvis jeg havde ønsket at kvæle dig med det, stod du ikke
lyslevende her nu.
— Fra mand til mand: Hvordan bar du
dig ad med at skræmme SM Armyen væk?
— Mit hemmelige våben. Røbes ikke til
hvemsomhelst.
DATman sendte hende et hurtigt
vurderende blik.
— Nåh, jeg har reddet dit liv, skar
hun igennem. — Inviterer du mig ikke snart hjem?
I samme øjeblik fik DATman øje på
DATboys elektriske løbehjul. Det lå henslængt et stykke borte.
Han så sig undersøgende omkring i
gadens kaos.
— Ja, der var en dreng lige før, sagde
kvinden. — Han flygtede med SM Armyen. Det så nærmest ud som om de var
legekammerater.
— Han jog dem på flugt, fastslog
DATman. — Hans seneste opfindelse er en SM Army-forskrækker. Han hedder
DATboy. Jeg er DATman.
— Aha, så er det derfor I begge bærer
sorte halvmasker. Jeg troede faktisk han legede Batboy, da jeg så ham.
Til
næste kapitel 14
|
