Datman beretter til Rosa Future efter hendes
gen-opvågnen: “Mine forældre, de døde begge fordi jeg ikke forstod
vejledningen til den fuldautomatiske elektroniske oste-skivepartitioner
jeg gav dem til kobberbrylluppet”. Traumatisk fejl med ostehøvl.
Desuden tragisk fejl med forveksling af Old Bec med Future-parrets
forsøgshund i kvantefysisk shrimpeeksperiment
22
— Mine forældre, de døde begge fordi
jeg ikke forstod vejledningen til den fuldautomatiske elektroniske
osteskivepartitioner jeg gav dem til kobberbrylluppet, forklarede Carl
van Balledblid Rosa Future.
— Partitioner? spurgte hun med rynkede
bryn, mens hun tyggede på en banan. — Er det noget med
portionsinddeling?
Balledblid hævede advarende hånden og
rystede alvorligt på hovedet.
— Jeg citerer bare efter hukommelsen
fra applikationsmanualen.
Rosa nikkede alvorligt.
— Der skete en fatal fejl ved gavens
exponering.
Rosa kneb øjnene sammen.
— Mener du ikke ‘udpakning’?
— Naturligvis, sagde Carl. — Men
applikationsmanualens lingvistik præger mig stadig, når jeg mindes
begivenheden. Det går traumatisk dybt. Mine forældre elskede ost, men
de fik kun høvl og ingen ost af den incrumbehensibile vejledning som
slog dem ihjel. Jeg husker ostehøvlen blev solgt under sloganet “Cheese
Burgs banehøvl — til oste mod bøvl”. En ydmygelse for verdens førende
ostegrosserer, min far, baron Cheeseburger Senior Gamle Ole at miste
livet på den måde. Vejledningen var så groft misledende at mine
forældre endte med at stikke hinanden ihjel med den daggert med skede
som min far fik af Lingo Byråd, da de udnævnte ham til baron og han fik
tilnavnet “Gamle Ole” efter den ost som tre af byrødderne var afhængige
af. Den fuldautomatiske elektroniske osteskivepartitioner tog magten
fra min far og angreb mor, og så havde mor tilsyneladende grebet
daggerten – som hang i en meget flot skede på væggen – for at forsvare
sig. Det skete altsammen før jeg nåede at komme til stede.
— Hvad lavede butleren og
køkkenpersonalet? spurgte Rosa.
— Mine forældre havde bedt om at få
lov at være alene mens de pakkede den overraskende gave fra deres
eneste søn ud. Alt personale havde derfor fået en fri-weekend. Vi
skulle senere ud at spise og se filmen BATman vender tilbage.
— Men de havde vel ikke sendt dig,
gavegiveren, væk?
— Jeg befandt mig i køkkenet. Da far
ville pakke gaven ud, var den meget besværlig at have med at gøre. Den
gjorde tilsyneladende modstand mod at blive pakket ud, så jeg tilbød at
løbe ned i køkkenet efter en saks for at klippe båndet over. Men jeg
kunne ikke finde en saks. Jeg kom så sjældent i køkkenet. Fór også vild
på vejen derned. Blander mig stadig aldrig i kokkenes arbejde. Derimod
hang der flere store skarptslebne knive på et magnetbånd på
køkkenvæggen. Jeg valgte omhyggeligt den største og sprang op ad
trappen. Men da var det allerede for sent.
— Undskyld, jeg spørger nok dumt. Men
hvis gaven ikke var til at pakke ud, hvordan kunne den så slå begge
dine forældre ihjel?
— Det viste sig at gaven var
selvudpakkende. Med en helt ny teknik. “Advarsel: Eksplorér aldrig selv
mulige afmonteringsteknikker som mistænkes for at være effektive til
blotlægning af denne gavekonstruktions kerneydelse: det lykkebringende
og hosiannaskabende satisfaktionsobjekt. Objektet er ekstremt
egoexponerende i udadrettet retning og kan derfor være umuligt for
ostespisere at afparere angreb fra udenfor skæreostes nærhed”, stod der
derfor til sidst i betjeningsvejledningen som jeg fandt inde i pakken.
Jeg husker det stadig som var det i går.
— Men da var det for sent.
Carl van Balledblid nikkede trist:
— Fordi der ikke var en rigtig ost i
nærheden, den kunne høvle på, gik ostehøvlen til angreb på mine
intetanende forældre. Skar dem i skiver. En forfærdelig skæbnebestemt
død som oste-anretninger. Det var det syn der mødte mig.
Rosa nikkede forstående.
Carl samlede styrke og fortsatte:
— Og så var hele ideen jo ellers at de
skulle udpakke gaven og derved demonstrere over for mig, at de havde
lært af en formidlende artikel i LINGO NEWS af Ramon Siccesrug, som
dengang bare hed Jensen, hvordan man let kan forstå selv det sværeste
sprog. Men udpakningsvejledningen lå allerinderst i pakningen, og før
de nåede den, var alt allerede forbi.
Efter en pause i stilhed fortsatte
Carl:
— Jeg besluttede så at vie mit liv til
klart sprog. Eller som det hed dengang: fakultativt
perspiciøse lingvistiske konvulsioner, forkortet FAPLIK.
Udpakningen og dens vejledning lærte mig at ondskab begynder med
uforståeligt sprog og kaotisk tekstkomposition. Klart sprog gør det let
for alle at se det onde og handle derefter. Jeg valgte derfor at gå
Sprogets Vej. Kun det man kan se og udtrykke klart, kan man bekæmpe.
— Godt, at du blev klogere.
— Ja. Og da jeg så flere år efter igen
kom i klarsprogskrise, huskede jeg filmen Batman vender
tilbage som jeg desværre aldrig nåede at se med mine
forældre. Vi havde bio-billetter til samme aften, de mistede livet. Jeg
så, her mange år efter, filmen og valgte straks en helt anden vej end
sprogets: handlingens vej. Senere genså jeg filmen sammen med DATboy,
og vi fandt straks vores vej frem med maskiner, apparater og dragter,
som var det, DATboy havde arbejdet med i sin ansættelse i banken.
— Og også godt, du er så selvoptaget
at du ikke kræver min biografi på bordet til gengæld for din,
konkluderede Rosa som næsten havde genvundet sin sædvanlige styrke.
— Den kritik er så hård, at jeg ikke
kan sidde den overhørig.
— Åh, det går nok, beroligede Rosa.
— OK, hvis du kræver det.
Der var stor sympati mellem de to.
— Mine forældres død tog også hårdt på
Super Old Bec Balledblid Senior, fortsatte Carl opmuntret. — Bedstefars
store, beundrede forfatterskab med monologer af indadvendte tabere i
opløsning på grund af livets meningsløshed og altings tilfældighed fik
pludselig en forankring i hans nærmiljø. Han fik, takket være sin søns
og svigerdatters pludselige død og sin efterladte, hjælpeløse sønnesøn,
mig, omsider stor succes – ikke kun i Lingos populære aviser, men også
i Lingo Citys førende litterære magasin Golden Loosers
Triumpfs. Enhver kunne nu forstå og acceptere hans lidelser
som tidligere blev opfattet som kunstneriske postulater for at redde en
håbløs litterær karriere. Og succesen bredte sig snart ud i hele Lingo
City til almindelige mennesker gennem ugebladet Balledblidet.
Det var dérfra vi fik vores nuværende familienavn. Det gamle
familienavn, Cheeseburger, var blevet for belastet.
— Det var da mærkeligt med sådan et
ordinært burgernavn som slægtsnavn, når man tænker på alle de spændende
ostenavne som findes, sagde Rosa og opremsede fra sin direkte,
indbyggede hjerneforbindelse med Google: — Cheddar, Crottin de
Chavignol, Emmentaler, Fontina, Gruyere, Manchego og Parmesan, den
halvfaste til faste Provolone, de halvfaste oste Gouda og Port Salut,
samt de bløde oste Feta og Mozzarella.
— Ja, men mine forældre kom begge fra
beskedne kår med simple oste, forklarede Carl og fortsatte: —
Olde-Seniors succes som en Balledblid tiltrak så mange litterære fans
til slottet, at han flygtede ud i parken for at få fred. Men
arbejdsroen var borte. Han har i årene siden krøbet rundt anonymt i
parken i skjul for fans og andre, som om han selv var en af de
meningssøgende tabervagabonder i opløsning som hans bøger er så rige
på. “Jeg måtte tage min egen medicin”, forklarede han mig engang jeg
som ung mand stødte ind i ham ved et afblomstret rosenbed. Mine
forældres tragiske dobbeltdrab blev hans gennembrud til læsermasser
langt udenfor det finlitterære segment. “Jeg skylder dig min karriere,”
sagde han ulykkeligt.
— Du lader vel ikke bare din gamle
bedstefar kravle rundt i parken? sagde Rosa. — Ved du i øvrigt at han
efter utilsigtet behandling i His og Her Futures laboratorium
sandsynligvis lever evigt? Det skete ved en alvorlig fejl.
— Åh nej, udbrød Carl. — Hele hans liv
er bygget på at han snart dør. På at vi alle meget snart dør. Evigt liv
vil for ham personligt være den størst tænkelige katastrofe. Hele hans
verdensberømte forfatterskab ligger i ruiner hvis det rygtes at han
selv lever evigt efter utilsigtet Shrimpebehandling.
— Det var et uheld. Vores hund stak af
i parken, hvor jeg ofte lufter den. Den hund var i øvrigt den egentlige
årsag til at Future-parret skabte mig. Ingen af dem gad selv lufte
Dennis.
— Underligt navn til en hund, sagde
Carl.
— Ja. Og nu var den så også sporløst
forsvundet.
— Åh, hvor er det godt at få alt dette
roderi på plads, udbrød Carl med et stort smil.
— Ja. Future-parret søgte så efter
Dennis med QuanteShrimperen. De havde været i fuld gang med at shrimpe
hunden som et eksperiment, da jeg fik besked på at lufte den, fordi den
kravlede snusende rundt med krum ryg på gulvtæppet af meget fin indisk
bomuld. De var besat af eksperimentet med at kvanteskrumpe dyret og
havde derfor glemt alt om hundeafføring. Så luftede jeg den
selvfølgelig. Det var min bestemmelse. Men den stak af da den havde
besørget, velsagtens lykkelig over at være lettet for sine byrder. Alle
mine sædvanlige kneb for at kalde den til mig, var virkningsløse.
Future-parret og mig fandt efter lang tids søgen så hunden under en
busk i parken, men den stak af, inden de nåede at shrimpe den med den
medbragte QuanteShrimper som de var overbevist om omsider virkede efter
de seneste forbedringer. Faktisk den samme QuanteShrimper som jeg selv
har med i dag; det er derfor den lige netop kan rumme en lille hund som
Dennis. Desværre var der så et menneske under samme busk.
— Old Bec?
— Ja, det viste sig senere at være
ham. Han må have været nærmest filtret ind i hunden. Endelig én at
elske uden en masse komplikationer, hvad ved jeg?
— Du har altså mange menneskelige træk
af en robot at være! udbrød Carl. — Imponerende at du forstår Old Becs
følelser for dyret.
— Tak. Det er efter jeg ved en fejl
blev intellektuelt imprægneret med Lingo Citys e-bogs-bibliotek med
førende forfatteres selvbiografier. Men det er ikke helt sikkert at
hans hoved faktisk kom ind i Shrimperen da de forsøgte at shrimpe
hunden. Desuden skal hele kroppen vistnok Shrimpes for at det er en
effektiv subatomar kvanteskrumpning med livsforlængende virkning. Men
det diskuteres i øjeblikket i forskermiljøerne. Men historien om den
mulige forbytning af den bortløbne hund og din bedstefar, Super Old Bec
Balledblid, i parken har alligevel allerede gået sin sejrsgang i
forskermiljøerne som ellers ikke har ret meget at more sig over.
— Katastrofalt, sukkede Carl.
Rosa nikkede alvorligt. Og Carl
fortsatte:
— Og nu – efter den historie med
hundeforvekslingen – har forskerne så også opdaget hvor rig Old Bec er
blevet af sit verdensberømte forfatterskab efter han blev en Balledblid
og berømt i bredere kredse. Så nu tigger de ham hele tiden om penge til
forskning og apparatudvikling. Endnu en grund til at han altid er på
flugt.
Rosas øjne lukkede sig. Men da Carl
stoppede sin tale og så på hende, åbnede hun øjnene med en
kraftanstregelse og stirrede på ham.
— Endnu en grund til at han altid er
på flugt, Old Bec, gentog Carl med høj og klar stemme.
Rosa rystede på hovedet: — Stakkels
gamle mand.
Rosa lukkede sine øjne igen. Carl
nikkede tavst. Rosas øjne forblev lukkede.
Til
næste kapitel: 23
|
