DATmans og DITwomans succesfulde forening – uden
DATman får spor oplysning. Baron Old Bec Balledblid fondsstøtter
Futureparret, så de kan få AntiShrimper helt færdig. Borgmester Dennis
Nielsen med frue takker for at volds-kampagnen har aktiveret de sidste
94 % af borgerne. DATboy indser historien kører i ring. Læseren sendes
til bogens begyndelse. Læsningen fortsætter evigt. Forfatteren slipper
af med historien, men snart begynder en ny (muligvis).
Siccesrugs byhymne afløses af en hymne til
sprogløs formidling fremført af DITwoman
— Værsgod, frue, sagde butler James
Reader, da han serverede five-o’clock-drinken.
— Tak, James, sagde Rosa. — Har vi
også en tynd skive grøn citrus?
— Naturligvis, Madame. Master Carl
bruger det ikke.
— Korrekt, James, sagde Carl van
Balledblid nikkende. — Nu må vi så se hvad fremtiden bringer. Jeg har
så meget at lære. Vi har alle meget at lære.
— Tak, James, sagde Rosa Future, da
butler Reader et øjeblik senere bragte det ønskede. — Også tak for ikke
at fortælle mig hvor restartknappen sidder. Så jeg selv måtte finde den.
Hun smilede taknemmeligt til butleren
som så bekymret på sin herre.
— Skal du ikke
også prøve lidt grøn citrus, skat? sagde Rosa.
Men Carl nikkede smilende og trykkede
lykkelig Rosa Futures hånd.
— Tak, Sir, mumlede butleren og så
bort.
— Den knap kunne nok alligevel ikke
holdes skjult til evig tid, James, beroligede Balledblid.
— Sjovt, at I kalder det en knap,
sagde Rosa Future. — Den ligner da mere en lille slange – altså når den
er slap.
— Vi har altid måttet være yderst
forsigtige, frue, forklarede butler James Reader. — Afdøde grev
Balledblid bad mig om aldrig at tage nogen chancer med Carl.
Future-parret havde, takket være Rosas
indflydelse, fået finansiel støtte af Old Bec Balledblid til at
virkeliggøre deres ambitiøse planer med AntiShrimper, som var
forudsætningen for at gå videre med QuantShrimper. Det indgik også –
som et biprodukt af aktionen på tårnet – at teste muligheden for med
AntiShrimper at skabe kæmper af homo sapiens og andre væsner i normal
størrelse.
— Evigt liv bliver en revolution i
bedemandsbranchen, Sir, konstaterede butler James Reader. — Ingen vil
mere bare sidde og fortære piller, mens de venter på at dø. Tilgiv min
sprogbrug, Sir. Men det er nødvendigt at være klar i sproget når man
vil se virkeligheden i øjnene uden omveje: Alle Lingo-borgere vil snart
kvanteskrumpes og derefter antiskrumpes til evigt liv.
Baron Carl van Balledblid nikkede.
— Og vi er beviset på at man godt kan
få et barn, selv om man lever evigt, sagde en smilende, tydeligt gravid
Rosa Future ved hans side. — Hvis det ikke er et barn, hvad skal det så
være?
Rosa så spørgende rundt, mens hun
strakte sig ud, så alle kunne se hendes lille, men tydelige mave.
— Kun fantasien sætter grænser,
fastslog Carl van Balledblid smilende. — Men det er sandsynligt at det
projekt vil kræve os fuldt og helt. Også selv om du næppe lever evigt.
Du kan være blevet delvis kvanteskrumpet i megafonskrumperen som du bar
på hovedet, men du er aldrig blevet antiskrumpet. Men det kan komme.
— Jeg føler mig altså også allerede
mere og mere antiskrumpet, skat, indvendte Rosa Future. — Du føles
heller ikke spor skrumpet, men meget antiskrumpet, når jeg mærker
efter. Der kan være sket et mirakel.
I det samme trådte butler James
Readers mor ind.
— Barnets undervisning kan ikke starte
tidligt nok, præsenterede butler James Reader sin mor.
Hun nikkede smilende rundt.
— Jeg er klar, sagde butler Readers
mor. — Og kender jo forholdene indgående fra dig, James. Også den
stakkels gamle mand, Bec, som kravler alene rundt i parken. Afskyeligt!
Det er på tide at få bragt orden i dette hus.
— Ja, og det kommer der nu, udbrød
borgmester Dennis Nielsen som i det samme trådte ind fra kulissen,
ledsaget af sin hustru. — Uden Horatio Wittsons og Borning Writers
forsøg på at rette rådhusets sprog op til noget forståeligt, og uden
Sprecchmeisters og Ramon Siccesrugs vellykkede voldelige oprør mod dem
havde vi aldrig fået engageret Lingo Citys indbyggere i bystyret. Nu er
omsider de 94 % af borgerne som aldrig tidligere, da vi udelukkende
diskuterede og brugte sproglige midler, forstod, hvad der egentlig
foregik i byens politiske liv, blevet politisk vakt. Takket være
Sprecchmeister, Ramon Siccesrug, og selvfølgelig ikke mindst DATman og
DITwoman. Alle jeres fantasifulde udklædninger og ustandselige slagsmål
har vakt befolkningen politisk. Og alt er nu fuldstændig forståeligt
for alle. Tak.
— Glem ikke DATboy, indskød Carl van
Balledblid.— Uden hans videreudviklede Story Teller fra Lingo Bank var
det aldrig blevet en succes. Uden Story Teller var alle borgere aldrig
blevet politisk interesseret ved hjælp af dragter og vold.
— Selvfølgelig, sagde Dennis Nielsens
kone varmt smilende. — Alle som fortjener det, skal takkes. Det
manglede bare. Og efter at Sprecchmeister og Ramon Siccesrug blev
kvanteskrumpet og dermed fjernet fra Lingo City, er der nu en stærk
stemning for styrket demokrati.
Dennis Nielsen nikkede.
— Jeg kunne ikke selv have udtrykt det
mere præcist, sagde han. — En helt ny fremtid venter nu Lingo City. En
ny Nielsen-epoke. Den evige Dennis Nielsen-tid.
— Men hvis Future-parret får
AntiShrimperen til at virke, kan vi have Sprecchmeister og Ramon
Siccesrug tilbage som homo sapienser nårsomhelst, indskød butler James
Reader med bekymret ansigt, mens han delte forfriskninger ud.
— Ja, og med evigt liv, så vidt jeg
har forstået, sagde borgmesterens kone. — mens vi andre, som endnu ikke
hverken er skrumpede eller antiskrumpede, stadig dør som sædvanligt.
—
Vi må bevare hovedet koldt, nikkede borgmesteren eftertænksomt.
Læser: Aldrig før er så kompakt
litterært vås sluttet så løssluppent. Men hvilken vidunderlig befrielse
at det nu lyder som om vi er ved slutningen. Det har næsten været hele
læsningen værd.
— Ingen læser gider høre denne sure
stemme, skrev Fro Frater Kølleblank i sin første sætning i bogen Tæsk.
En kropsbog, som han netop begyndte for 14 måneder og 3 dage
siden. — Der skal meget mere glans, begejstring og sprudlen til.
Fantasi! Men jeg er ligeglad. Herligt. Omsider fri for andre læsere end
mig selv. Fri for den klamme middelmådige læsermasse som ødelægger alt
med sine bekymringer, kriser og tykhovedhed. En læsermasse, opdrættet
af kronisk begejstrede litteraturpædagoger, vejledt af
popularitetssøgende stjernejournalister ved selvglade kulturblade og
aviser. Fanget i jagten på den mest æstetiske virkelighedsflugt og
opbyggelighed. Bvadr.
Kølleblank så sig veltilfreds omkring.
— Åh gud, nej, udbrød DATboy og så op
fra sin iPad som var direkte forbundet med Story Teller . — Historien
kører i ring. Det du lige skrev, skrev du også i begyndelsen. Story
Teller er kortsluttet og begynder forfra. Det er det eneste der aldrig
måtte ske. Vi er håbløst fanget i den evige gentagelse. Den mest
afskyelige form for evigt liv.
Læser: — Den pointe er for længst
sivet ind hos denne kroniske tvangslæser som lever mutters alene med
konsekvenserne.
— Hold kæft! fortsatte Fro Frater
Kølleblank sit forfatterskab med en erobrers minespil. — Ikke kun den
pladderæstetiske finlitteratur, men også både politikere og medier
truer læsermassens, dvs. befolkningens velfærd.
Læser: — Men det gør du da også.
— Nej, for det er stadig åbenlyst
frivilligt for læsermassen – egentlig også for dig, mor! – om den vil
læse, hvad jeg skriver.
Læser: — Men hvem er der ud over din
mor?
Kølleblank rynkede brynene, sukkede
højt, fjernede hænderne fra tastaturet og løftede blikket fra skærmen.
— Forbandet, forbandet, udbrød han
hovedrystende. — Du har ret: Erfaringen har klart vist at befolkningen
aldrig vil læse min skønlitteratur. Ikke engang mine mest
læsersmiskende romaner på tilbud sælger.
Læser: — Ja,
fuldstændig rigtigt. Og heller ikke de romaner du forsøger at sælge
under disken med kontante tilskud til intetanende købere, slipper du af
med. Kun din mor læser dine bøger frivilligt – som gratist. Inden de er skrevet
helt færdige. Mens der stadig er et teoretisk håb for at helheden
bliver udholdelig.
— Tiden er moden til at drage den
ultimative konsekvens i forfatterskabet, fortsatte Kølleblank
beslutsomt. — Der må noget helt andet på bordet for at jeg selv fortsat
kan holde det ud. Og jeg er trods alt min eneste læser ud over mor. Så
det kommer der nu. Det skal der.
Læser: — Mmh. Du kører i ring. Jeg
anbefaler simpelthen at du bare stopper og nyder livet. Det er langt
det letteste for alle.
— Ok, ok, jeg bøjer mig. Sandheden om
forfatterskabet sejrer, takket være læseren. Omsider. Rimeligt at
læseren får magten over historien, når der kun er én tilbage. Mor – og
eventuelle andre, ukendte læsere som ikke ønsker at stoppe: Gå til side
13 og fortsæt læsningen af det allerede skrevne evigt. Eller stop
frivilligt til hver en tid, nøjagtigt som du, undskyld: I
vil.
Læser: — Tak. Hvilken letttelse.
— Men jeg stopper altså ikke med at
skrive. Naturligvis ikke. Fint nok at slippe ud af denne fortælling.
Den har kørt sin tid ud og er nu fuldbragt eller i hvert fald udmattet.
Men om kort tid begynder jeg på en ny historie. Aner ikke hvilken, men
– efter den krise jeg altid har i tomrummet mellem bøgerne – plejer der
at dukke noget op, som jeg kan holde ud at beskæftige mig med nogle
timer hver dag gennem nogle måneder, måske år.
Læser: — Hjælp!
— Hold kæft! Jeg skriver udelukkende
fiktion for at holde mig i live. Nu skal det frem. Det ved du også
godt, læser, hvis du skal være ærlig. Efter hårde kampe for at bevare
håbet har jeg nu endegyldigt opgivet at folk frivilligt køber mine
romaner, nyder læsningen og gør mig berømt, rig og beundret. Jeg har
opgivet at frelse mine medmennesker med bøger. De seneste år er
formålet skrumpet til i dette øjeblik at være min egen simple
overlevelse. Og jeg siger det ærligt. Smukkere kan det ikke være.
— Lykkelige menneske, stønnede Old Bec
fortvivlet, da han i samme øjeblik kravlede over dørtrinnet ud på
digterbalkonen. — Du virkeliggør min utopiske, mislykkede drøm om mit
forfatterskabs intethed så let som ingenting.
Old Becs hoved ramte balkonens
gulvplanker med et dunk. Hans følge af begejstrede læsere og beundrere
med signeringsklare eksemplarer af hans bestsellere løb frem for at yde
hjælp. Rosa løb også frem på balkonen og afviste de begejstrede læsere
med et par målrettede slag. Derefter greb hun Old Bec trøstende om
hovedet og lagde det til rette med det udtryksløse ansigt ud mod
udsigten over terrænet og havet.
— Købernes og bibliotekslånernes tal,
fortsatte Kølleblank uanfægtet. — er svundet så overbevisende gennem
årene at jeg efterhånden – selv i enrum – intet kan stille op mod
sandheden. Derfor skriver jeg nu udelukkende for at fylde min dag med
indhold og struktur i op mod 2 timer. Dag efter dag.
— Mit forfatterskab fortsætter således
så længe jeg bare selv kan holde ud at skrive det. Og fysisk og
åndeligt overkomme det. Fortsætter uden andre læsere end de to som det
er umuligt at slippe af med: 1) mig selv og 2) erindringen om min mor
som læste og beundrede mig så længe hendes helbred tillod det. Alle
andre læsere er fritstillet. Jeg er omsider fuldt udsprunget som en fri
mand efter alle disse år med tilløb.
Læser: Åh, så hvil dog i velsignet
fred på toppen af dit stadig voksende bjerg af fremtidige, lovende
værker, som forbliver uudgivne!
I det samme lød der tummel af mange
mennesker nedenfor balkonen.
— KølleBec, KølleBec, råbte
folkemassen som viftede begejstret med mange forskellige bøger fra
forfatterskabet.
Læser: Nu må du altså snart lære at
styre din fantasi. Ellers tror man du lider kronisk af terminalt
forfatterskrab.
Næste
kapitel: 01
|
