|
Ja, vi er alle varme
tilhængere af lighed, men jo også af frihed til at være os selv. Ikke
mindst gælder det mellem mand og kvinde. Sådan har prinsen og jeg det,
og — tror jeg — mange andre med os.
Ofte synes man, at vi
da ligner hinanden så utroligt meget, lige bortset fra sådan et par
detaljer. Men der går aldrig ret længe, så slår det én: Hvor er vi dog
forskellige i marv og ben.
Og alligevel: Den ene
er jo ikke rigtig noget uden den anden. Der er et så umådeligt
fascinerende spændingsfelt mellem mand og kvinde, at det er svært at
forstå, at nogen skulle ønske at afskaffe det. Vi supplerer hinanden og
danner tilsammen en helhed.
Selvfølgelig er alt
ikke idyl hele tiden. Så vil den, der ser sig som svag og undertrykt,
måske gøre oprør og søge at lave om på tingene. Og der er det jo en
stor rigdom at leve i et samfund, hvor alle kan uddannes efter ønsker
og talent, drenge og piger mellem hinanden.
Når man ikke er
tilfreds, bør man derfor først søge ikke mindst i sin egen barm og
spørge sig selv, om der mon er chancer, som man har ladet passere
ubrugt forbi. Måske fordi man ikke tør gribe lykken, når den er der,
men hellere sidder og surmuler — og drømmer.
De største hindringer
ligger ofte i os selv. Det kan kræve mod at være lykkelig. Og da ligger
den sande befrielse og vej til lykken i at forstå tingenes rette
sammenhæng.
|
Den
danske politiker Holger K. Nielsen, fra SF, under et vælgerarrangement
i Albertslund Centeret lørdag den 3. september 2011
Foto:
Knud Winckelmann - commons.wikimedia.org - CC-BY-SA-3
|
En ting som især er vigtig i politik
er konsekvens, både i handling og i tanke. Et stort problem er at folk
blander ting sammen som skal holdes adskilt og adskiller ting som bør
ses i sammenhæng. Følgende autentiske samtale med min datter viser hvor
vigtigt det er at tage fat om problemerne så snart de viser sig.
Samtalen kan måske også danne model for andre forældre i lignende
situationer.
—Far, hvorfor er der så mange der dør
af sult i verden?
—Det skyldes at der er for mange
mennesker i forhold til den mad der er.
—Men hvorfor ødelægger vi så maden i
EF?
—Nu er det jo ikke al
maden vi ødelægger, men det er korrekt at vi af og til ser på tv at mad
gøres uegnet til menneskeføde.
—Og et øjeblik efter ser vi folk som
ligner skeletter!
—Rigtigt, og tro ikke at det ikke gør
indtryk ...
—Men far: Ligegyldigt hvad der sker,
tager du bare afsted til Folketinget som en anden kontormand.
—Hvad vil du egentlig have jeg skal
gøre? Fylde kufferten med overskudssmør og tage billetten til Afrika?
Det er ikke altid at den første og den bedste handling også er den mest
hensigtsmæssige. Det var en af de gode ting som man fik lært hele
befolkningen i Sovjet: At bære lidelser og afsavn her og nu til fordel
for en bedre levestandard for kommende slægtled og hele Jordens
befolkning.
—Altså far ...
—Og i Jugoslavien var socialismen nået
langt med at få et menneskeligt ansigt. Jeg tror faktisk at mange
bosniske muslimer længes tilbage.
—Altså far ...
—Ja, ja, jeg ved godt det er fortid
nu. Men vil du ofre din CD-spiller, din samling af signerede
Ice-T-plakater og dine luksusbasketball-sko for at en afrikansk familie
kan få mere sul på kroppen?
—OK, hvis du så ofrer dit stereoanlæg,
din bærbare computer og din samling af rullekravesweatere!
—Lad os nu være realistiske. Ingen kan
være tjent med at vi hengiver os til drømmerier. Mindst af alle dem der
lider nød.
—Ved du at folk på din alder for
længst er døde i et u-land?
—Hør nu: Følelser er gode, ja
uundværlige. Men fornuft er bedre. Forestil dig at vi træder ud af
flyveren i Mombasa med en kuffert fuld af overskudsskinker og en masse
dollars som vi fik da vi solgte alt. Formentlig når vi ikke længere end
til tolden. De vil aldrig købe vores historie om at vi er på jagt efter
en familie som har brug for hjælp. Heden vil være utålelig. Huskede vi
at få alle de vaccinationer som er nødvendige for at slippe levende fra
at omgås den indfødte befolkning? Den danske ambassadør vil blive
tilkaldt, hvis der er sådan en i landet, ellers én eller anden konsul
som i bedste fald kan lidt svenske brokker. Han vil, efter vantro at
have hørt om vores planer, advare os om at vi ikke skal regne med at
ambassaden kan være til hjælp hvis vi begiver os ud i bushen. Har vi
forøvrigt husket at anskaffe skydevåben, spørger han. Vi svarer at vi
regner med at leve af frugter og dåsemad. Han ler og siger at vi da er
nødt til at kunne forsvare os mod røverbander. Hvad så? Skal vi
acceptere at vi må plaffe nogle ned for at hjælpe andre? Mens vi sidder
og overvejer alt dette i heden begynder skinkerne at lugte ...
—Det er derfor du tager afsted som
kontormand hver morgen?
—Hør nu: Det er overhovedet ikke spor
let at redde andre i den verden vi lever i. Næstekærlighed er blevet en
by i Rusland. Hvis Jesus Kristus vendte tilbage i dag, ville han straks
komme under psykiatrisk behandling. Ordentligt hjælpearbejde i dag
kræver organisation, systematik og planlægning. Det er blevet en
industri at hjælpe. Og det er en betingelse at vi i de rige lande hele
tiden har noget at give af.
—Det er derfor systemet har brug for
at du støtter det?
—Hov hov, kom nu ikke for godt i gang!
Vi i SF er på mange måder meget udsatte! Vi løber risici, hvor andre
vælger det sikre. Hvis det går galt med karrieren som folketingsmand
har vi sjældent ordentlige retræteposter. Jeg måtte i så fald vende
tilbage som embedsmand i Finansministeriet. Socialdemokrater har et
kæmpe bagland i partiorganisationen, fagbevægelsen og forskellige
fondsbestyrelser, hvor de kan sikre deres folk en rimelig levestandard
uafhængigt af den usikre politiske karriere hvor man så uhyggeligt tit
er på valg. Hertil kommer at socialdemokrater har fine muligheder for
at blive ministre, udvalgsformænd, borgmestre osv. Det er ét af de
sværeste valg i politik ikke at blive socialdemokrat. Ikke mindst efter
vi er kommet i EF, hvor vi i SF bliver slået i hartkorn med
socialistiske ekstremistpartier. Kom ikke her og kald mig
tryghedsnarkoman!
—Men du tager
da afsted hver morgen ligesom en kontormand!
—Netop. Og jeg gør det som et
ansvarligt menneske der har truffet sit frie valg. Tror du måske der er
nogen af os i Folketinget eller i EF der kan lide at vi dagligt må
oplagre mad for millioner? Vi hader det, simpelt hen. Det er
afskyeligt, men hensynet til økonomien gør det nødvendigt. Samtidig ved
vi at den eneste vej frem er en målbevidst indsats på mange fronter
samtidigt. Det er det der giver os mod til at fortsætte.
—Men folk dør jo hele tiden imens.
—Netop. Problemet er bare at dem vi
ser i fjernsynet er det altid for sent at hjælpe. Det er en langsigtet
løsning der er brug for. En løsning som sætter dem der sulter i stand
til at betale, så vi slipper for at destruere maden.
—Men folk dør hele tiden imens.
—Præcis. Men hvis vi bare sender
gratis mad derned vil de dels ikke lære selv at sørge for mad, dels vil
de få endnu flere børn, som så vil sulte. Derfor er det umenneskeligt
at sende mad derned. Dem vi sender maden til vil være døde før den når
frem og dem der så spiser den i stedet vil straks få flere børn som vil
komme til at sulte.
—Der er altså ikke noget at gøre?
—Tværtimod. Netop fordi enhver
hovsa-løsning kun gør alting værre, er det bedste vi kan at leve vores
eget liv så helt og fuldt som vi kan. Det gælder vækst og fuld
beskæftigelse. Kun på denne måde får vi overskud til at hjælpe. Gennem
de mange internationale kontorer og organisationer som hele tiden så
frodigt skyder op og gror.
—Men folk dør hele tiden imens.
—Selvfølgelig gør de det. Ellers var
der jo overhovedet ingen grund til at hjælpe.
|
