|
Det er ofte sagt, at
vi lever i en tid, hvor alting bliver mere indviklet. Køber man en
brødrister, følger der en brugsanvisning med på syv sprog. Mange ting
er ikke mere, hvad de var. Til gengæld kommer der så hele tiden nyt.
I min pure ungdom kan
jeg huske, at mine to søstre og jeg engang sad og legede med en stor
gulerod, mens vi drømte om vores pligter som voksne kvinder. Pludselig
brød min yngste søster ud i en høj latter. Hun havde indset det pudsige
i, at grøntsagen var stærkt rød, men at den jo hed gulerod.
Vi lo alle meget
deraf. Rigtigt meget, endda.
Senere fortalte vi
det til vor far, kong Frederik IX, ved eftermiddagstheen. Han lo også
meget af det resten af dagen, og fortalte enhver, der kom i nærheden,
historien om prinsessen, der en dag opdagede, at grøntsagen, en
gulerod, i virkeligheden var rød. Min mor var ikke helt så begejstret,
husker jeg.
Og som vi vist alle
ved, er en gulerod i dag ikke bare rød. Den er ikke engang længere en
grøntsag. Den er i alle EF-lande nu blevet en frugt.
Det siger i al sin
enkelhed, hvor indviklet alting er blevet i dag. Og hvor hurtigt og
uforudsigeligt udviklingen sker.
Men hvad nytter det
at sætte sig hen og lade stå til? Selv om udviklingen kan være nok så
svær at følge, må vi aldrig bare trække på skuldrene og sige: ”Hvad
sagde vi!” Vi skal meget hellere spørge: ”Hvorfor var det ikke os, der
fandt på det først?”
|
Mimi
Jakobsen: "Det får nogle alvorlige konsekvenser for os. Jeg tror
simpelthen ikke, at de vil interessere sig en disse for, hvad Danmark
synes om rimelig kort tid. Og det synes jeg er så deprimerende." (juni
1992). Havde i 1993 været minister 4 gange: Minister for kulturelle
anliggender, Socialminister, Grønlandsminister og Samordningsminister.
Forhenværende formand for Centrum-Demokraterne
Privatfoto
(udklip) fra video på YouTube: Klaus Kjøller
|
Jeg forstår godt at det kan være svært
at forstå for almindelige mennesker hvordan et ministerium og det
offentlige og det altsammen fungerer. Det er såmænd også svært for os
andre.
Men det er nu engang ideen i et
demokrati at vi allesammen skal
forstå. Måske ikke det hele og måske ikke det samme allesammen, men i
det mindste ét eller andet.
Heldigvis er det ikke umuligt. Og i
hvert fald slet ikke nær så umuligt som mange tror.
Min holdning er at når alle skal
forstå ét eller andet, så er det værst for systemet hvis det er så
indviklet at det slet ikke er til at forstå et suk af. Folk er gode nok
som de er.
Grunden til at det altsammen virker så
indviklet er at der er så mange politikere der ikke siger tingene
ligeud. Det skal jeg ikke blande mig i. Jo mere gylle og sort snak de
andre kommer med, jo lettere er det for os andre.
Lad mig sige det ligeud: Politik
drejer sig om fire simple ting:
1)
Folk skal have deres eget hus.
2)
Folk skal have deres egen bil.
3)
Dem som ikke har deres eget hus og
deres egen bil må ikke have det så dårligt at det er uanstændigt.
4)
Vi politikere på Christiansborg er
mennesker på godt og ondt.
Huse kan vi bygge selv. Så det er ikke
så indviklet. Lejeværdien må bare ikke stige.
Biler kan vi derimod ikke lave selv.
Eller rettere. Det kan vi selvfølgelig godt, men hver gang vi har
prøvet, har det vist sig at folk hellere vil købe de biler de laver i
udlandet.
Biler køber vi for danske penge hos
bilforhandlerne. Bilforhandlerne køber dem i udlandet og må betale med
tyske mark, amerikanske dollars eller japanske yen. De danske penge
skal altså veksles til disse andre møntsorter. Det sker i bankerne.
For at veksle penge må man have en vekselkurs.
100 danske kroner er ikke noget værd i
sig selv. Det skulle da lige være hvis man ruller sedlen sammen og
bruger den til at tænde sin cigar med. Men de brænder dårligt og det
lugter fælt. Desuden er det forbudt, men det er der jo så meget der er.
100 danske kroner er noget værd fordi
man kan købe noget for dem som man har brug for, fx en knop til
flagstangen, noget gå-væk-hund og nogle liter benzin. Ved at se på hvor
mange yen det koster at købe lignende varer i Japan kan man få en ide
om hvordan vekselkursen mellem danske kroner og japanske yen er.
Men ikke nok med det.
100 danske kroners værd er også
afhængigt af hvor stabilt vores
politisk-økonomiske system er. Er der mange terrorgrupper? Er der mange
vilde strejker? Lever vi højt på at låne en masse penge som vi ikke kan
betale tilbage? Er vores inflation stor?
Jo mere ustabilt man synes vores
system er, jo lavere vil man vurdere vores danske kroner.
Og for at sikre stabilitet må vi have
en masse embedsmænd, ministerier, fagforeninger osv. Og vise flaget i
EF og NATO og hvad det altsammen hedder.
Og vi må have en socialpolitik som
sørger for at ingen har det så dårligt at de laver uro. Af rent
menneskelige hensyn skal fx folk uden arbejde sikres så megen hjælp at
de ikke behøver ofre deres fritid på at rende til demonstrationer til
fordel for ekstremistiske partier.
Og så videre. Og så videre.
Så er det jeg spørger: Hvem gider høre
om alt dette?
Det er jo røvkedeligt!
Det er den slags der kan lægge dansk
politik helt øde. Tømme de sidste forsamlingshuse. Få de sidste
partimedlemmer til at flygte.
Vi ved jo godt at det hele bare kører.
Men hvad der ikke er lige meget, det
er om det bliver dyrere at køre i bil eller at bo i eget hus. Og det
bliver det ikke så længe jeg har noget at skulle have sagt.
Hvis I tror at vi politikere elsker
nationaløkonomi og alle de ulidelige betænkninger, rapporter og
ordførertaler, så må I tro om. Vi hader
det. Vi er flere og flere der arbejder på at få det afskaffet. Men det
holder hårdt. Hvis I vidste hvor hårdt jeg har måttet kæmpe bare for at
forhindre at man fyldte en hel masse embedsmænd ind i mit ministerium!
Dansk politik skal tage sig gevaldigt
sammen og se at blive langt mere underholdende. Der er alt for mange
politikere der endnu ikke har opdaget at politik ikke interesserer
folk. Det er på høje tid at vi gør noget for at redde folkestyret.
Hånden på hjertet: Ville man sende så
meget tv fra Christiansborg hvis man ikke havde pligt
til at gøre det? Og ville man sende lige netop det
stof?
Rammen er sådan set meget god: en
masse farverige mennesker på en stor arbejdsplads. Men når man nu ved
hvor mange spændende historier der er derinde, er det påfaldende så
lidt af det der kommer ud.
Poul Nyrup er en rar, faderlig type. Fint nok.
Men bag hans kontrollerede, kejtede ydre må
der findes en frygtelig hemmelighed. Ellers falder figuren helt sammen
i kedsommelighed. Men det skulle da heller ikke være noget problem med
den lange vej han har gået fra simple kår, op gennem studier og
fagbevægelse til statsministerposten.
I en af episoderne kan én af hans
tidligere elskerinder lave skandale på et regeringsmøde, mens Lone
Dybkjær springer ud fra Folketingets balkon. Hun forstuver kun foden.
Finansloven med bilag er netop delt ud af folketingsbetjentene og
ligger som en tyk papirsdyne hen over indbo og politikere i salen.
Britta Schall Holberg er en mulighed
som elskerinde, men Gitte Stallone Nielsen er også god. Mette Fugl?
En anden god mulighed er at han har en
hemmelig last, fx er transvestit. Hans ligesom udslukte, afsminkede
officielle ydre gør det fristende at forestille sig hvordan han ser ud
når han er i krigsmaling og oppe på dupperne.
Niels Helveg er også rar. Han er måske dansk
politiks bedste svar på Edward Kennedy: Manden der fik det hele
foræret. Dramaet i denne figur er hans psykiske problemer med at leve
op til de forventninger man stiller til ham. Han har aldrig fået lov
til at være ung, men er tidligt blevet iført habit og har talt som de
andre habitter så længe at man synes han altid har været der. Det har
han også.
Dynamikken i hans figur ligger i en
selvforglemmende erotisk besættelse til en lidenskabelig, lunefuld,
purung kvinde, i stedet for de lunkne forhold til moderlige typer hans
liv ellers har været brolagt med. Det kan være en venstreorienteret
journalistpraktikant på Christiansborg. Gennem dette forhold bryder han
med sin politikerrolle og bliver værtshusholder på Haiti.
Glinsende, utænkelige kroppe bag
insektnettet. Tropenattens lyde kaldes på måneskin ind gennem vinduet,
og forenes med elskovshvin og -suk til en kaotisk junglemusik.
Helveg taber to pund om ugen, men så
kaldes praktikanten hjem til en karriere som modeskribent ved dagbladet
Politiken. Vender Helveg tilbage til dansk politik eller tager han imod
tilbuddet fra en lokal gangsterchef om at ægte hans smidige, sexede,
panterfarvede datter? Gangsteren vil gerne ind på det europæiske
marked. Og Helveg har jo både været kabinetschef og udenrigsminister.
Afsnittets titel: Et tilbud som ikke kan
afslås?
Marianne Jelved er den flinke, stille pige som vokser
med opgaven. Hun blomstrer op i takt med at hun bliver kastet ud i
stadig mere håbløse opgaver. Hun er en meget vigtig figur for de
kvindelige seere, fordi så mange kan identificere sig med hende. Hun
repræsenterer drømmen om at kunne når det gælder.
Skurken i hendes liv er en mand der
har udnyttet og forladt hende. Den skarpest tænkelige modsætning til
den solide, faderlige type hun er gift med. Denne tidlige elsker og
eventyrer dukker nu atter op, hidkaldt af hendes succes. De har et møde
hvor de spiser middag og hvor hun afviser hans letgennemskuelige anger
og forføreriske forslag. Sejren er hendes. Men fristelsen til at sige
ja var umenneskelig stor! Man lever med i den erotiske kamp mens
retterne fortæres. Marianne har meget
blåt på øjenlågene den aften.
Min far, Erhard Jakobsen, er den rare,
gamle, kloge mand som alle kommer til når der er brug for et fortroligt
råd. Den sidste man beder til inden Gud. Jeg er hans datter. Jeg ville
egentlig allerhelst være hjemme og passe mine høns og smøre madpakke
til Bengt. Men da min far kaldte, drog jeg afsted. For folkestyrets
skyld.
Hvis vi får dronningen med i serien
kan den også sælges til de store amerikanske tv-stationer.
|