I sine unge dage var Tom Kristensen en uhyre kritisk, nærmest ædende ond kritiker. Det viser nogle undersøgelser, jeg har foretaget i hans anmeldelser. Resultaterne bliver publiceret 10. november 2020 i bogen “Kritiker eller emigrant” på forlaget Spring. Titlen refererer til nogle ord, den unge Tom Kristensen skrev i et debatindlæg om sin ret, ja, pligt til at være kritisk. Hvis man prøvede at tvinge ham til at skrive pænt og uforpligtende om de nye bøger, sagde han, at så ville han foretrække at emigrere.

Bag om anmelderiet

Da Tom Kristensen var færdig med at husere som skånselsløs bogslagter, udgav han romanen “Hærværk”, som foruden en masse andet giver en blændende analyse af mekanismerne bag anmelderiet på en avisredaktion.

For at læse “Hærværk” rigtigt og forstå reaktionerne på den, er det vigtigt at indse, at hovedpersonen Ole Jastrau ikke er identisk med den blide anmelder, Tom Kristensen, som ældre læsere husker fra efterkrigstiden. Ole Jastrau er ligesom den unge Tom Kristensen en desperado. Kristensen huggede til de uduelige og skaffede sig en masse fjender på halsen.

Næsehornet

Romanen er ikke 1:1 selvbiografisk, men netop i skildringen af kritikervirksomheden bygger den på præcise iagttagelser og dyrekøbte erfaringer.

Det er karakteristisk, at Tom Kristensen, når han senere i livet lod sig interviewe om de redaktionelle forhold i gamle dage, blandede egne oplevelser sammen med dem, han havde gengivet i “Hærværk”.

Det er f.eks. samme gamle ”rhinoceros”, der hersker i hjørneværelset. Hos Tom Kristensen bærer næsehornet navnet Cavling. Hos Ole Jastrau hedder dyret Iversen, men det er en og samme person.

Ole Jastraus erfaringsbaggrund er ligesom den unge Tom Kristensens værdisammenbruddet efter 1. Verdenskrig. Han savner faste holdepunkter. Han er ikke ansat på den radikale avis af politiske grunde, men fordi den giver ham en god løn og en position i samfundet. Som kun 30-årig er Ole Jastrau blevet litteraturredaktør og hovedanmelder på “Dagbladet”.

Chefredaktør Iversen synes, at Jastrau modsat de fleste andre akademikere skriver godt. At skrive godt er for Iversen at skrive let og vittigt. Det er mindre væsentligt, hvad man skriver om. Sådan er Politiken set i en glassplint fra troldspejlet.

Redaktør på divanen

Ved romanhandlingens begyndelse ligger Ole Jastrau på en divan derhjemme og læser. På gulvet står en stak bøger og ’venter på at blive kritiseret’ – et bemærkelsesværdigt udtryk. Som om bøgerne står i kø for at komme under hård, men retfærdig behandling.

Det tempo, Ole Jastrau holder, en bog om dagen, virker industrielt. Som om hans kritik er serieproduktion. Jastrau bruger begrebet “anmelderi” om aktiviteten. Endelsen -eri bruges ofte om en gentagen aktivitet (jf. skriveri) og har som regel en biklang af noget lidt nedsættende.

Ofrer liv for en smuk sætning

Jastrau tager ikke desto mindre anmelderiet seriøst. Han arbejder med formen og læser sine artikler højt for at høre, om de også lyder godt. Resultatet er skarpe tekster, der får ham til at fremtræde som mere begavet, end han er, synes han. Han har ikke noget ideologisk program, men lægger vægt på det æstetiske, hvilket gør ham spiselig i alle lejre.

Han har det ikke helt godt med at tilhøre de æsteter, der kan ofre et liv for en smuk sætning. På den anden side er han bange for sentimentalisme. Når han mærker, at subjektive følelser er ved at finde vej op til overfladen, bryder han straks af og lukker hårdt til.

Forkætret eller forkælet charmør

Jastrau har været fire-fem år i jobbet og føler sig allerede som en, der er på vej ud. Han har været involveret i mange polemikker på det seneste, og chefredaktøren har flere gange bedt om at se aftræk af Jastraus litteratursider. Det er små mistillidserklæringer. Chefredaktøren er selv udsat for et vist pres udefra. Prominente kronikskrivere skal helst have gode anmeldelser. Konkret i romanen er det apoteker H.C. Stefani, der snor sig ihærdigt for at få en bog omtalt positivt. Jastrau ville egentlig anmelde bogen, men den bliver taget fra ham og overdraget til en anden, i hvis tekst der indsniger sig en fatal fejl, så “forkætret charmør” bliver til “forkælet charmør”.

En træsplint under neglen

En anmeldelse kan altså blive manipuleret hele vejen gennem processen: Stærke kræfter kan placere bogen i hænderne på venligtsindet anmelder. Modstandere kan skrive fejl ind i anmeldelsen, før den er trykt, eller de kan simpelt hen få anmeldelsen til at forsvinde. Bliver anmeldelsen først trykt, risikerer man at såre et følsomt menneske, som egentlig helst ville have anmeldt sig selv. Forfængeligheden er uden grænser. Det samme er ømskindetheden. En kendt dr.phil. stikker sit nøgne hoved frem og træder ind i forhallen – “der var noget med en bisætning i en anmeldelse for et par måneder siden, en træsplint op under neglen”.

Jastrau har rig lejlighed til at erfare, at en litteraturredaktørs arbejde udføres under et vist pres, og da han i grunden hellere ville bruge sin tid på at skabe kunst, prøver han at sige sin stilling op. Med det er ikke let. Chefredaktøren lader, som om han ikke hører det. Set fra chefens synsvinkel er det en fordel at have en litteraturredaktør, der føler sig usikker. Så er han mere medgørlig. Til sidst lykkes det imidlertid Jastrau at realisere sin plan, så han bliver fri til at gennemføre sit negative livsprojekt: at gå i hundene.

Romanen lader det stå åbent, om det lykkes, eller om han i sidste øjeblik redder sig i land som sekretær for en dansk økonom i Berlin. Men han opnår i hvert fald at få ødelagt sit ægteskab og undermineret sin position som højesteret i det københavnske åndsliv.

Knive i ryggen

Som medarbejder på et blad er man omgivet af kolleger, der samtidig er konkurrenter. De kæmper om at få de mest prominente opgaver og de bedste placeringer på avissiderne. De er ikke blege for at stikke knive i ryggen på hinanden. “Man kan heller aldrig føle sig sikker på det blad”, siger Jastrau. “Jeg har en fornemmelse i ryggen, som om der hele tiden går nogen bag ved mig med en dolk. Det er til at få rygmarvstæring af.” Da han til sidst har opgivet kampen, spørger han en intrigant kollega, der hedder Vuldum, “hvordan slipper jeg bort uden dolken imellem skulderbladene”. Vuldum svarer: “Der sidder gamle mænd og spiller os ud imod hinanden.”

Lastefuld jomfru

Tom Kristensen brugte levende modeller. Den giftige “Vuldum” var en af dem, der straks blev genkendt som kritikerkollegaen Kai Friis Møller. Modellen følte sig i den grad genkendt, at han ikke hilste på Tom Kristensen lang tid efter. Hvad skulle der til for at fremkalde en sådan reaktion? Tom Kristensen havde såmænd bare skrevet, at ”underbibliotekar” Arne Vuldum led af ”syntaktiske sorger” og at han i sin ”gennemførte elegance” mindede om ”en lastefuld jomfru”.

På radiostoffer

Henrik Cavling slap mere nådigt fra at optræde som “redaktør Iversen”, det gamle næsehorn, som hele tiden løber efter det nyeste nye: i 1920’erne var det radiostoffet. Cavling var ikke begejstret for portrættet. Han talte ikke om det, når han senere var sammen med Tom Kristensen.

Romanens “Steffen Steffensen” havde træk af Per Lange, søn af teaterkritikeren Sven Lange, hvis datter Ruth Tom Kristensen var gift med. Hun hedder i romanen “Johanne”. Selv pegede Tom Kristensen på Rimbaud som model for Steffen Steffensen. Andre har peget på Aksel Sandemose. Andre igen på Brynjulfsen i Holger Drachmanns ”Forskrevet”. Når så mange og forskelligartede kilder nævnes, mister figuren værdi som nøgleperson: genkendelig person, hvis navn er tildækket.

I “redaktør Kryger” har man set en blanding af kritikeren Henning Kehler og journalisten Nicolai Blædel. Grønlandsfareren Knud Rasmussen er også nævnt som model. Genkendeligheden er således ikke alt for indlysende.

“Bernhard Sanders” er ifølge overleveringen bygget over forfatteren Broby Johansen.

“Redaktør Eriksen” skulle være Politikens søfartsmedarbejder Sigurd Sahn.

Bag journalist ”Bruun i Ridetøj” har man genkendt Anker Kirkeby.

”Professor Geberhardt”, som Ole Jastrau måske skal være sekretær for i Berlin, er blevet udlagt af som et portræt af nationaløkonomen L.W. Birck.

”Fru Kryger” bærer træk af skuespillerinden Else Skouboe.

Jo længere man kommer væk fra romanens centrum, “Ole Jastrau”=”Tom Kristensen”, des mindre interessante bliver disse udlægninger.

I udgangspunktet er opsporingsprocessen ikke imod Tom Kristensens intentioner. I et interview indrømmer han med beklagelse, at han er nødt til at bruge levende modeller. Men han har bevidst tilsløret dem.

Ikke autofiktion

I den moderne genre, som kaldes autofiktion, spiller forfatteren de virkelige personer ud, men forbeholder sig retten til at fiktionalisere dem. Først og fremmest sætter han sig selv i spil ved at skabe identitet mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Hvis ”Hærværk” skulle være autofiktion, måtte hovedpersonen hedde Tom Kristensen.

Nøgleromanen er grundlæggende en kunstform, mens autofiktionen er en afart af selvbiografien. Men både nøgleromanen og autofiktionen leger med forholdet mellem kunst og virkelighed. Derved fascinerer og forvirrer de.

En storm af forargelse

Nøglepersonerne var med til at gøre “Hærværk” til en skandalesucces. Sven Lange prøvede at stoppe udgivelsen hos Gyldendal, da han hørte, hvad svigersønnen havde gang i. Men Gyldendal modstod presset, selv om der også her var delte meninger. Direktøren, Frederik Hegel, var imod udgivelsen. Han mente ikke, ”Hærværk” var et digterværk, men ”en langstrakt historie om spiritus.” Andre kræfter på forlaget, heriblandt ikke mindst lederen af den udenlandske afdeling, Ingeborg Andersen, arbejdede ihærdigt på at skubbe Tom Kristensen over målstregen. (jf. Bergstrøm-Nielsen, 1974:79).

Da romanen udkom, blev den mødt med en storm af forargelse. Det hed sig, at Tom Kristensen svinede sin familie og sine kolleger til. Ekstra Bladets anmelder, Frejlif Olsen, behandlede romanen som en umoralsk selvbiografi og et skændigt smædeskrift.

Tom K. var uden skånsel

At pressen var mest optaget af afsløringer i branchen, var hvad man kunne vente, men der var en hadskhed i tonen, som på mig – mange år senere – virkede uforståelig, indtil jeg opdagede, hvor skånselsløst Tom Kristensen selv havde ført sig frem som kritiker og hvor snedigt, han havde opereret bag kulisserne. Der var et moment af nepotisme i hans ansættelse som boganmelder på svigerfaderen Sven Langes avis og en betydelig kynisme i den måde, hvorpå han fik skubbet svigerfaderens uven Henning Kehler væk fra posten som litteraturredaktør. Tom Kristensen satte simpelt hen sin stilling på spil. Det er ham eller mig! Den slags aktivitet ser man ikke Jastrau udfolde i romanen. Jastrau fremstilles her som offer for et alkoholiseret og betændt bladmiljø. I virkelighedens verden var Tom Kristensen med til at slå den grove tone an.

Gengældelsens time

Anmeldelserne bar præg af hævntørst, forargelse og skuffelse.

Det var nu tid til at betale tilbage for Henning Kehler. Fra sin nye position på Berlingske Tidende skrev han, at Tom Kristensen var ”konstitutionelt forhindret i at tjene sandhedens sag som menneskeskildrer” – en meget kultiveret måde at sige ’født løgner’ på.

I Ekstra Bladet indtog Frejlif Olsen som sagt rollen som moralens vogter over for et ”et ulideligt smædeskrift”, som ikke fortjente at blive behandlet som en roman.

Og i Politiken, som Tom Kristensen havde forladt til fordel for – ikke drikkeriet, men romanskriveriet – fastslog Svend Borberg, at ”Hærværk” var træls at komme igennem og en skuffelse, også som nøgleroman.

Hamsun: Kunst

Man skulle væk fra de københavnske cirkler, ja, faktisk helt op til Knut Hamsun i Norge for at få ”Hærværk” læst og påskønnet som gennemkomponeret romankunst. I Danmark måtte ”Hærværk” vente tredive år på at blive læst psykologisk og æstetisk af Hanne Marie Svendsen, Torben Brostrøm og Klaus Rifbjerg.

Der er ikke den -isme, som ikke er blevet læst ind i bogen: Realisme, symbolisme, ekspressionisme, modernisme m.m. Brede læserskarer har kastet sig over den. I studiekredse er den blevet læst og diskuteret som en københavnerroman og en roman om mænd og alkoholisme. En filmatisering og en teaterversion – ingen af dem bare i nærheden af romanens kunstneriske niveau – har fremmet salget, således at det har passeret de 250.000.

I 1968 blev ”Hærværk” oversat til engelsk (”Havoc”) og læst og påskønnet af mennesker, der ikke anede det mindste om danske presseforhold i 1930. Men skulle de ønske at vide noget om pressens melodier, ville ”Hærværk” ikke være noget dårligt sted at begynde.

Litteratur

Hærværk (Gyldendal, 1930; 9. udgave, 1997)

Kommenteret udgave: Hærværk (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2017, ved Torben Jelsbak)

Aage Jørgensen (red.): Omkring Hærværk (Hans Reitzel, 1969)

Carl Bergstrøm-Nielsen: Analfabeterne forlægger og den glade magister, Gyldendal,1974:79.

Jens Andersen: Dansende stjerne. En bog om Tom Kristensen (Gyldendal, 1993:750-82)

Vibe Nørgaard: ”Byen – sjælens spejl. Tom Kristensens Hærværk”, i: Marianne Barlyng & Søren Schou (red.): Københavnerromaner (Borgen, 1996:155-169)

John Chr. Jørgensen: “Mellem ismer. Tom Kristensen. Hærværk”, i: Inger-Lise Hjordt-Vetlesen og Finn Frederik Krarup (red.): Læsninger i dansk litteratur. Tredje bind 1900-1940, (Odense Universitetsforlag, 1997:200-214).

John Chr. Jørgensen: “København som kampplads for den litterære kritik”, i: Flemming Lundgreen-Nielsen (red.): København - læst og påskrevet (Museum Tusculanum, 1997:125-145).

John Chr. Jørgensen: Kritiker eller emigrant. Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne (Spring, 2020).