|
Litteraturhistorien
kan beskrives som en kamp. Forfattere ligger i konkurrence med
hinanden. Hvad konkurrerer de om? I første omgang opmærksomhed, dernæst
anerkendelse, i visse tilfælde magt: retten til at bestemme over andre.
En af Danmarks mest konkurrencebevidste forfattere var Klaus Rifbjerg
(1931-2015). Det er en kendt sag, at han lå i strid med Anders
Bodelsen, Poul Borum og Henrik Stangerup. Mindre kendt er det, at han
førte en livslang kamp om anerkendelse med Tom Kristensen (1893-1974).
Kampens midler var ikke altid så fine, fremgår det af denne artikel.
Som ung drømte Klaus Rifbjerg at blive
litteraturkritiker. Det lå inden for familiens muligheder. To fætre på
mødrene side, Hakon Stangerup og Keld Elfelt, anmeldte bøger i
henholdsvis Dagens Nyheder og Berlingske
Tidende. Hans allerstørste forbillede var dog Tom Kristensen,
som skrev i Politiken, avisen, som Rifbjergs far
svor til. Klaus Rifbjerg fortæller, at han begyndte at læse Tom
Kristensens anmeldelser allerede i mellemskolen (J.C. Jørgensen: Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, 1995:18).
For at blive kritiker måtte Rifbjerg
ligesom sine fætre og Tom Kristensen skaffe sig en relevant akademisk
uddannelse. Efter studentereksamen (1950) og et studieophold i USA
(1950-51) begyndte han at læse litteratur og engelsk på Københavns
Universitet. Men han var ikke til langvarige systematiske studier. Mere
end en forprøve i engelsk, normeret til to års studier, kunne han ikke
drive det til. I stedet engagerede han sig i studenterrevyer,
filmarbejde og free lance-skribentvirksomhed.
I redaktionsfællesskabet omkring det
satiriske julemagasin Svikmøllen traf han redaktør
Børge Outze, som spurgte ham, om han kunne tænke sig at blive
teatermedarbejder på Information. Han skulle lave
reportage og interview. Det sagde han ja tak til, men takkede af igen
efter den første arbejdsdag, da han opdagede, at ingen vidste mere
konkret, hvad de skulle bruge ham til. Nogle dage efter mødte han Informations
kulturredaktør Johannes Møller på en kunstudstilling. Han bad ham komme
tilbage, så skulle de nok finde ud af noget. Rifbjerg blev sat til at
skrive nogle små vignetter fra oplevelser i byen. Og så blev han bedt
om at skrive noget om fjernsynet, som dengang var et nyt medie. Sin
journalistiske ilddåb fik han med en reportage fra et seksdagesløb i
Forum. Snart fyldte han siderne med teater- og filmanmeldelser. Alt
sammen er dokumenteret i Klaus Rifbjerg: Den søde kløe - et
udvalg ved Kristen Bjørnkjær og Søren Markers, 2001.
Mødet med pressen blev til litterært
stof for den sensitive og produktive digter. Kulturredaktionen på Information
skildrede han i Spinatfugle (1973). Det var
ligesom Tom Kristensens Hærværk en nøgleroman, men
modsat denne var den lagt an på satire og underholdning, ikke på seriøs
eksistentiel analyse.
Man kan sige, at Tom Kristensen én
gang for alle omstøbte sine journalisterfaringer til litterær kunst,
mens Klaus Rifbjerg lejlighedsvis indfældede sine oplevelser med
pressens folk i burleske prosatekster, der selv balancerede på kanten
af journalistikken.
Det begyndte med Marts 1970 (1970),
som på forsiden var uden genrebetegnelse,
men som på bagsiden blev klassificeret som en ‘humoristisk roman’ om
sælsomme aktuelle begivenheder, inkluderende portrætter af flere af
Rifbjergs kritikere, f.eks. Poul Borum og Niels Egebak, nævnt ved deres
rigtige navne.
Hvis Marts 1970 blev
genudgivet i dag, måtte man forsyne den med en del fodnoter, mens Hærværk
stadig klarer sig fint uden. Kunstværker er
selvforklarende, mens det meste af det, der står i aviserne, refererer
efter til navne, steder og begivenheder, som læserne kender, men som
snart er glemt igen og derfor må repeteres i forklarende tekster, hvis
artiklerne genoptrykkes i bogform.
Betegnelsen ‘Spinatfugle’ bruges i
pressejargon nedsættende om kulturskribenter, der
er uden journalistisk baggrund. Både Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg
var i denne forstand ‘spinatfugle’. Kun Rifbjerg brugte begrebet om sig
selv. På Tom Kristensens tid var litterære spinatfugle identisk med
‘petitjournalister’. Tom Kristensen opfattede sig selv som fagmand,
cand.mag. og kritiker. Klaus Rifbjerg var en falleret student, en
halvstuderet røver, som hentede sin autoritet fra sit skønlitterære
forfatterskab og fra sin permanente leveringsdygtighed.
I Rifbjergs roman om livet i
Informations voliere, har kulturredaktøren, der kommer fra
Vendsyssel, ikke hørt udtrykket ‘spinatfugl’, før han kommer til
København:
Spinatfugl. Han kunne se den for sig.
Den landede med allerstørste sikkerhed oven i bananpalmen eller
baobabtræet. Dér sad den, grøn, lunken, lidt sjappet, med et stykke
ferskrøget laks i munden. Spinatfuglen. Den åbnede næbbet og tabte
laksen og begyndte på sin underlige sang, en tropisk sang fuld af
mindreværd og bedreviden, fuld af snobberi og halvstuderthed, fuld af
kærlighed og entusiasme. (Rifbjerg: Spinatfugle, 1973:26).
I Klaus Rifbjergs suggestivt
strømmende prosa beskrives her den særlige dobbeltrolle, som
kulturskribenten indtager på en avis. Han er både højrøvet og
underlegen - han føler sig sådan og opleves sådan af de andre. Med sin
akademiske baggrund er han i besiddelse af noget ekspertise, som de
andre ikke har, men rigtig journalist bliver han ikke.
I Spinatfuglene sætter
de Rifbjergs alter ego, stud.mag. Jens Seehus, til
at dække et derby for dog at få lidt af en journalist ud af ham. I
Rifbjergs eget journalistliv var det som sagt et cykelløb, han blev sat
til at skrive om. Tom Kristensen kunne ikke sige ja til Henrik Cavlings
forslag om at tage ud og anmelde en teateropsætning af Kaptajn
Grants Børn, men skaffede sig
selv sin journalistiske ilddåb ved at rejse til München for at skrive
en kronik i reportageform om mordet på tre kommunister (Tom Kristensen:
Åbenhjertige fortielser, 1966:158).
Livet som anmelder har ingen dansk
forfatter beskrevet mere indgående end Tom Kristensen i Hærværk.
Da romanen begynder, er redaktør Jastrau allerede langt inde i
anmelderiets problemer - modsat Rifbjergs Jens Seehus, som begynder fra
et sted nær nulpunktet:
Han havde siddet og kigget i de to
bøger, Adrian Andersen havde givet ham, og prøvet at skrive noget
sammen. Men det var ikke let. Hvordan skrev man anmeldelser. Hvilket
synspunkt anlagde man. Havde bladet et synspunkt? Havde han selv? Hvad
ville det sige at være anmelder? Det lød næsten som “stikker”, men det
kunne ikke være meningen. Hvorfor han selv ville være det, vidste han
ikke. Jo, gu’ gjorde han så: han skulle tjene nogen penge eller endnu
enklere: han skulle have noget at lave. Egentlig ville han hellere lave
noget selv, noget der var hans eget. (Spinatfugle, 1973:57).
Rifbjerg vil signalere naivitet, men
ræsonnementerne i denne indre monolog lyder som noget, der er hentet
fra en børnebog. En person, der begynder på dette stadie, skal bruge
mere end 150 sider for at komme på omgangshøjde med Ole Jastrau. Jens
Seehus kommer da heller ikke længere end til galopbanen og det
hospital, hvor kulturredaktøren bliver indlagt. Analysen forlades.
Ligesom i Marts 1970 opløses handlingen i farce og
tragikomik.
Af alt det, Klaus Rifbjerg skrev for Information,
var det teateranmeldelserne, der vakte mest opsigt og ultimativt
skaffede ham en stilling på Politiken, hvor folk
som Paul Hammerich og Harald Engberg rakte armene ud efter ham. Den
mindre avis var en rugekasse for den store. Information
leverede talenter til Politiken. Når de så blev
ansat, måtte de undre sig over, hvordan de blev behandlet. Klaus
Rifbjerg fortæller i erindringsbogen Sådan, at
Harald Engberg, som havde været aktiv ved hvervningen af ham som
teateranmelder, skubbede anmelderen Carl Johan Elmquist ind som en
buffer mellem sig selv og den fremstormende unge mand (Sådan, 1999:149).
De unge talenter blev sat til noget andet end det, de var slået igennem
med. På Politiken var der stærk indbyrdes
konkurrence mellem medarbejderne, og den nyankomne opfattedes som
yderligere en konkurrent. For Rifbjerg var det en streg i regningen, at
han blev ansat som reporter, og ikke som anmelder. Han havde netop
opnået en vis status som anmelder på det dengang meget betydningsfulde
teaterområde. Nu virkede det, som om han skulle begynde forfra med
forefaldende kulturjournalistisk arbejde.
Rifbjerg har flere steder i sit
forfatterskab bearbejdet de blandede følelser ved ansættelsen på
Politiken. Første gang var det i slapstick-stil i romanen Twist
(1976:19):
Da Karl Asferg blev ansat på avisen,
var det en oplagt manøvre for at holde ham væk fra en konkurrent. En
livlig udfoldelse havde skabt hans ry som en slags kulturel
sprællemand, men nu blev selv bladets gamle galopmedarbejder sendt i
teatret hellere end Asferg, så Græshøj og Stenbrud kunne holde flæsket
og fløden for sig selv.
At Asferg er Rifbjerg, Græshøj er
Engberg og Stenbrud er Steinthal, det siger noget om stilniveauet. Det
er revyagtig satire. I stedet for at begræde situationen vender
Asferg/Rifbjerg sin spidse pen mod dem, der narrede ham. Holger Græshøj
beskrives som “en mand, der forgæves forsøgte at kæmpe sig fri af en
socialdemokratisk højskolebaggrund, en evig lærerkandidat med
åndsaristokratiske ambitioner, som sled og stræbte for ikke blot at
komme på omgangshøjde i publikums bevidsthed med sin forgænger
Ferdinand Schumacher (der var en kritisk naturbegavelse af selvfølgelig
dannelse), men også for at kappes med de store gamle, firmaet Brandes,
hvis ånd bladet en gang imellem ved runde dage prøvede at genoplive.”
Ferdinand Schumacher er dæknavn for Frederik Schyberg, en fremtrædende
teaterkritiker.
Det er effektiv hævnprosa. Samtidig
med at Asferg/Rifbjerg udmaler, hvad der skete, nedlægger han
misdæderne.
Romanens hovedhandling er
begivenhederne ved optagelserne af en film, Twist/Weekend, som
Asferg har skrevet manuskript til. Asferg
erfarer, at det kan volde problemer at have flere kasketter. Hvis man
som kritiker har rakket ned på et skuespil, kan man som forfatter til
et filmmanuskript have svært ved at hyre skuespillere. Asferg erfarer
også, at kolleger, som man tror er ens venner, kan være ubarmhjertige,
når de optræder som kritikere. Græshøj anmelder Asfergs film under
overskriften “En skærsommernatsdram”! Hvad hjælper det at lade folk
pisse og brække sig på lærredet, hvis det er gjort uden talent, spørger
han retorisk. Asferg/Rifbjerg har opdaget, at han ikke har nogen venner
på bladet. Efter at have nedgjort hans film, sender bladet ham på
journalistisk dannelsesrejse til Vietnam!
Rifbjergs ansættelse på Politiken
er registreret med grotesk pedanteri i Alea,
som forfatteren med vanlig frækhed kalder “En
tilfældighedsroman” (2003). Et af
fiktionsgrebene består i, at han klipper forløbene ud i brudstykker,
som han derefter klistrer sammen igen i, hvad der ligner vilkårlig
rækkefølge. Der springes i kronologien. Den tålmodige læser skal også
bære over med, at kapitlerne er smækket lige op i enden på hinanden
uden mellemrum, som om ulæseligheden er et mål i sig selv.
Med et andet greb gør han sig selv til
en handlende figur kaldet hr. Rifbjerg. Under anvendelse af en god
portion selvironi fremstilles hr. Rifbjerg som en nikkedukke og en
flovmand. Han formår ikke at skaffe sig svar på de spørgsmål, han på
forhånd havde udtænkt. Han accepterer uden videre ledelsens lønvilkår.
De to chefredaktører tryner ham i ansættelsessamtalen:
- Ja, sagde chefredaktør
Tillge-Rasmussen med en anelse nervøsitet i stemmen. - Chefredaktør
Stephensen har jo talt om Deres ansættelsesforhold.
Han rømmede sig og flyttede lidt på
pyntelommetørklædet, der sad i brystlommen på det sorte sæt.
- Vi har tænkt os at tilbyde Dem 2.500
om måneden …
Den store mand ved vinduet reagerede
ikke. Hans ryg var en bjergvæg eller noget, man hælder ned fra en
fuldtlæsset fladvogn.
- Jeg ved ikke …
Hr. Tillge-Rasmussen holdt sin spinkle
hånd op for munden og rømmede sig. Men han sagde ikke mere. I det samme
vendte Hakon Stephensen sig om, en olietanker under manøvrering. Han så
lige forbi hr. Rifbjerg, samtidig med at han pegede på ham.
- Reporter, sagde han, - reporter …
Man kunne måske nok gætte sig til, hvad
han mente, men helt var det ikke til at gennemskue. Man havde fortalt
ham, at det var kritiker, han skulle være, filmkritiker, boganmelder,
så hvad var nu det reporterfis for noget. (Alea, 2003:259-62).
Hr. Rifbjerg prøver at henvise til,
hvad hr. Engberg og hr. Hammerich har sagt til ham, men chefredaktør
Tillge-Rasmussen rejser sig op bag skrivebordet og spørger, om det er
den første, han begynder, og så får han en lille rundvisning blandt
mennesker, han ikke kender og som ikke specielt virker interesserede i
at kende ham, indtil han til sidst står forvirret på Rådhuspladsen og
prøver at finde ud af, hvor han er og hvorfor.
Med al sin non-kommunikation kan
teksten ligne absurd teater, men for den, der kender pressens melodier,
træffer beskrivelsen på et hår. Sådan manipulerer man med debutanter.
Hr. Rifbjerg skal ikke tro, at han er noget - slet ikke, at han tåler
sammenligning med hr. Tom Kristensen, som stadig er ansat, men som bor
på Thurø, hvor det er lettere at finde ham end på de københavnske
værtshuse. Han æres på afstand. Når han ringer til kronikredaktøren,
Harald Mogensen, svarer denne: “Goddag hr. Tom Kristensen. Hvordan går
det, Tom Kristensen, skal ske hr. Tom Kristensen, og tak for
anmeldelsen, Tom Kristensen” (Alea, 2003:378).
Rifbjerg har dyppet pennen i vitriol.
Fedteriet for digterguden bekom ham ikke. Ved enkelt lejlighed blev han
inviteret til sammenkomst med Tom Kristensen, men han fik kun lidt
“discount-Hærværk” ud af det: “billedet - i en sen nattetime - af
Mongoleren på hotelsengekanten iført uldtrøje og lange underbukser mens
fru Bosse puslede i baggrunden, står skarpt.” Desillusioneret
konstaterer Rifbjerg, at “drømmen om det uendeligt store i geniets
nærhed” ofte ligner “en nedgroet negl” når man kommer tæt på.
Fru Rifbjerg bemærker efter festen, at
Klaus Rifbjerg og hans redaktørkollega på Vindrosen,
Villy Sørensen, er lidt hårde ved Tom Kristensen ind imellem. Klaus
Rifbjerg svarer, at det egentlig kun er, fordi de kan lide ham og godt
vil have ham med på holdet, men i så fald skulle de vel næppe have
skrevet i en leder, at han som kritiker er blevet lidt “lind i
stemplerne”. Rifbjerg tillægger Villy Sørensen udtrykket, men det lyder
snarere som noget fra Rifbjergs maskinrum, og han bruger det da også
andre steder, som om det var hans eget (sml. Alea, 2003,
381 med, Facitlisten, 1995:102).
Rifbjergs irritation over Tom
Kristensen-kulten mærkes i den kun halvvejs morsomme sproglige
præsentation, “Mongoleren” eller “Tomse”, og i dennes recitationer i
lydsprog: “Asiadisg i sin Vælle ær Angsden/Dæn ær modned mæd umodne
Aar” (78).
Samme år som Rifbjerg kom til
Politiken, 1959, begyndte han at redigere Vindrosen
sammen med Villy Sørensen og fik derfor sin gang på Gyldendal. Også her
i forlagshuset var Tom, som de kaldte ham, det store dyr i
åbenbaringen, mens Klaus Rifbjerg kun var en sekundavare (Alea,
2003:162). Rifbjergs gennemgående svar
består i en karikering af de gyldendalske kritikere. En af dem,
Alexander Frøland har et hoved som en eidammer på et ostebræt, en
anden, Carl Bergstrøm Nielsen, var en lille knort, der kaldte
Mongoleren Tom og anså ham for at være det store dyr i åbenbaringen,
mens Rifbjerg hørte til sekundavarerne.
Rifbjerg kunne være mere frodig på det
verbale niveau, men hans hang til at ‘skabe sig’, ‘gøre sig ud til
bens’, i ét ord provokere, sejrede igen og igen over
selvdisciplinen og det slidsomme arbejde
med at komponere. Bedst lykkedes det for ham i de tidlige romaner uden
journalistiske ærinder: Den kroniske uskyld, Operaelskeren,
Arkivet og Anna(jeg)Anna.
I sin bog om Klaus Rifbjergs
prosa (1989) spurgte Jørgen Bonde Jensen, om Rifbjergs
bedste roman egentlig ikke er novellesamlingen Og andre
historier (1964). Et giftigt spørgsmål.
Med Marts 1970
begyndte udskridningen. Kritikere, der som Jørgen Bonde Jensen prøvede
at advare mod ‘journalismen’s lethed, fik at vide, at de havde citron
og is i røven. Klaus Rifbjerg var parat til at svare igen med just de
metoder, som han syntes var uetiske i journalistikken.
Det er undertiden nok at skrive,
hvordan folk står, går og griner. Så er de hængt ud. I romanen Joker
(1979) kalder Rifbjerg metoden ‘autenticitetens stille
forgiftning’ (1979:30) og henregner den til ‘new journalism’. Men han
kendte den udmærket fra sin egen produktion. Da han først havde
introduceret den i Marts 1970, havde han svært ved
at slippe den igen. Den var et probat middel for ham i kampen med Poul
Borum, hvis “fedtvalke” han udødeliggjorde i romanen Det
ville glæde (1989). Ja, han brugte den
så sent som i portrættet af Tom Kristensen som Mongoleren med uldtrøje
i Alia (2003).
Øgenavnet Mongoleren henviser antagelig
både til Tom Kristensens rejser til Kina og til noget i hans udseende.
Konkurrenceforholdet til Tom
Kristensen blev ikke gjort lettere af den nedvurdering, Rifbjerg måtte
føle sig udsat for af den gamle kritiker. “Er den danske ungdom af i
dag virkelig sådan?” spurgte Tom Kristensen, da han anmeldte Den
kroniske uskyld. En banal og kedsommelig indfaldsvinkel, som
anmelderen har svært ved at slippe: “Skoledrengesproget er lovlig
forceret. Fantasien er løbet af med den unge digter.” (Politiken,
3.10.1958; optrykt i Omkring Den kroniske uskyld, redigeret
af John Chr. Jørgensen og Erik Olesen, 1974:45-46).
Tom Kristensen nåede også at anmelde
enkelte digtsamlinger af Rifbjerg. Her beskæftigede han sig meget med
digtenes uforståelighed (“forstås ikke på halvanden dag og en
eftermiddag”). Han spurgte, hvad en anmelder på 67 år skulle stille op,
“når han for at glæde Klaus Rifbjerg vil anmelde hans nye digtsamling Konfrontation
lige efter udgivelsen.” Anmelderen
fralægger sig på det nærmeste ansvaret ved at henvise til sin alder og
et uvedkommende hensyn til digterens ønske om at blive anmeldt af den
gamle stormester. Tom Kristensen kunne desværre ikke kvittere for
tilliden. Han stillede sig velvilligt an, men digtsamlingen tog
tydeligvis ikke fat i ham. Han kunne ikke skrive sig op på den. Han
plukkede nogle digte ud til karakteristik og vurdering. Sådan gik det
hver gang han forsøgte at glæde Politiken og dens
unge medarbejder. Det blev til usammenhængende rapporter om ulæselighed
og hovedpine. Den gamle mand påtog sig gerne selv skylden for den
manglende forståelse, men det måtte efterhånden falde tilbage på
Rifbjergs tekster, når den kritiker, der havde introduceret Ulysses
for danske læsere, erklærede, at
størsteparten af Camouflage var uklar for ham. Det
var muligvis en vis portion krukkeri og drilleri i Tom Kristensens
reaktion. Men arvefølgen fra den gamle til den unge modernist gik altså
ikke glat. (Politiken, 8.12.1970; optrykt i Tom
Kristensen: Fra Holger Drachmann til Benny Andersen, ved
Carl Bergstrøm-Nielsen, 1967:221. En samlet analyse
af anmeldelsesmaterialet findes i John Chr. Jørgensen: Litterær
vurderingsteori og vurderingsanalyse, 1971:129ff).
Kunne Tom Kristensen ikke uden videre
salve den unge digterkonge, så stod Klaus Rifbjerg øjensynlig parat til
at hædre det gamle koryfæ. Ved 30-årsdagen for udgivelsen hyldede han Hærværk
som “realistisk-symbolsk
værk af internationalt tilsnit" og anerkendte “ærbødigt” præcisionen og
modenheden i romanens komposition (“Sjælens uendelighed og
umanerlighed”, 25.3.1960; optrykt i Aage Jørgensens Omkring
Hærværk, 1969:95-102).
Men snart mærkede man, at Klaus
Rifbjerg havde små knive i ærmet. Stadig mens Tom Kristensen levede
(4.8.1893-2.6.1974), tog Rifbjerg fat på at problematisere det, han
kalder “formal-tvangen” i Tom Kristensens poesi. Det skete i en analyse
af digtet “Den dobbelte fjende” i Paafuglefjeren
fra 1922. Analysens pointe var, at rim-tvang, omvendte ordstillinger og
andre gammeldags spændetrøjer forhindrede digtet i at udfolde sig
konsekvent. Rifbjerg rejste spørgsmålet om, hvad der kunne være sket,
hvis den ”påvirkelige (men også rædde)” Tom Kristensen i stedet havde
taget udgangspunkt i den moderne prosadigt-tradition fra Johs. V.
Jensen. Læseren må tænke: Måske ville han så også have været bedre i
stand til at påskønne Rifbjergs digte? (Analysen af “Den dobbelte
fjende” var skrevet til Thomas Bredsdorffs Danske digtanalyser,
1969; den blev optrykt i Aage Jørgensens Lyrikeren Tom
Kristensen, 1971, og igen Klaus Rifbjerg: Digtere
til tiden ved Werner Svendsen, 1999).
Digtanalysen fører frem til Klaus
Rifbjergs mest ambitiøse arbejde om Tom Kristensen, portrættet i Torben
Brostrøm og Mette Winges udgave af Danske digtere i det 20.
århundrede (bd. 2, 1981). Den ekspressionistiske
ungdomsdigtning (“skøn som en sønderskudt banegård”) nedskrives her til
filmjournals-revolution med tvivlsom eksistentiel dækning, og Hærværk
læses som en roman om kønsskræk og
moderbinding, som fører til erotiske forstyrrelser, manifesteret i en
homoseksuel relation mellem Jastrau og Steffensen. Rifbjerg advarer mod
at tage alt for firkantet på dette, men spørgsmålet er alligevel om
ikke analysen er for reduktiv og klinisk til et litteraturhistorisk
opslagsværk. Den står bedre i Rifbjerg-værket: Digtere til
tiden ved Werner Svendsen, 1999.
Denne artikel begyndte med Klaus
Rifbjergs drengedrøm om at blive en respekteret litteraturkritiker
ligesom Tom Kristensen. Den drøm blev aldrig realiseret. Med sin
pågående ekspressive stil skabte Rifbjerg sig i sine yngre år en vis
position som teater- og filmanmelder ved Information og
Politiken. Udvalget Rif ved
Hanne Marie Svendsen (1967) lyser af sprogligt overskud.
Han skrev også litteraturkritik i Politiken,
men rollen som fast litteraturanmelder var
problematisk alene af den grund, at han selv var forfatter og derfor
kunne mistænkes for at ville nedgøre sine konkurrenter.
Skulle nogen være i tvivl om
eksistensen af den slags motiver, så kunne de bare stikke næsen i
Anders Bodelsens vittige roman Straus (1971), hvor
Danmarks næstbedste krimiforfatter myrder den bedste.
Grunden til, at Tom Kristensen ikke
kom i søgelyset som konkurrent, var, at han var udskrevet som
skønlitterær forfatter med Hærværk i 1930 og
herefter kunne hellige sig kritikken.
Da Rifbjerg i 1971 forlod Politiken -
efter et skænderi om en anmeldelse (jf. Jørgensen, 1995:117) - vendte
han aldrig mere tilbage til et fast ansættelsesforhold ved en avis.
Sine meninger kunne han komme af med gennem sine bøger. I en årrække
udgav han en enmandsavis i bogform: En udflugt
(1990), Karakterbogen (1992), Synderegistret
(1994) og Facitlisten (1995).
I sidstnævnte finder man et notat om
Tom Kristensen. Rifbjerg fortæller her, at han engang imellem
“forfalder” til læsning af Tom Kristensens kritiske artikler, selv om
han har været “efter ham”, fordi han blev “så lind i stemplerne til
sidst”. Men det er en lise og en løftelse, hvad og hvordan han skrev om
litteratur: “Vidensforudsætningerne er i orden”, men anmelderen skilter
ikke med sin viden. Han skriver ikke i en litteraturvidenskabelig
jargon. De nivellerende sammenligninger heller ikke. Hovedformålet er “at
skrive noget frem, at etablere en forbindelse mellem læseren
og litteraturen, som genererer entusiasme og ikke
en klæg fornemmelse af at det hele dybest set er ligegyldigt eller i
det højeste brandirriterende, altså bortset fra det kritikeren selv
skriver” (Facitlisten, 1995:102). Rifbjerg bruger på
denne måde Tom Kristensen som modgift mod det, der er værre.
Nøgleordene er at skrive noget frem og at generere
entusiasme.
At Klaus Rifbjerg selv formåede dette
og kunne være blevet en litteraturanmelder (næsten) på Tom Kristensens
niveau, fremgår af de litterære konsulentudtalelser eller responsa,
som han udarbejdede for sit forlag, Gyldendal. Et udvalg blev samlet
under titlen Jeg skal nok. På en basis ekspertise
i amerikansk litteratur fælder Rifbjerg her tydelige domme over bøger,
som han har tilegnet sig, så han kan referere dem kort. Han behøver
ikke ‘skabe sig’ og lave fikumdik i offentligheden.
I udgivelsesåret for denne bog, 1984,
begik Gyldendal den fejl at udnævne Klaus Rifbjerg til litterær
direktør. “Nogle af forfatterne opfattede ham som en konkurrent med
direkte adgang til deres inderste - og hals- og håndsretten over det”,
skriver Pernille Stensgaard i krøniken Selveste Gyldendal, 2020:245.
Som man burde have forudset, kunne konkurrencemennesket Klaus Rifbjerg
ikke afholde sig fra at lave satire over sine litterære uvenner. I en
anonym leder i forlagets tidsskrift Fredag kaldte
han Henrik Stangerup “Vandhovedet fra Møn” med det resultat, at
Stangerup forlod forlaget i vrede (Stensgaard 2020: 283).
I sine erindringer skriver Rifbjerg,
at sagen burde have været behandlet med almindeligt diplomati og kølig
professionalisme, men straks efter viser han, at det ikke er en
disciplin, han selv behersker: “drengen er jo med mellemrum vild i
hatten” skriver han om Stangerup. På det generelle plan konstaterer
han: “Forfattere - kunstnere i det hele taget - er rædsomme:
egocentriske, solipsistiske, skånselsløst jaloux på hinanden,
sladderagtige og brutale. Jeg er selv et godt eksempel”. Det lyder som
noget af en indrømmelse. Men så tilføjer han noget, som antydningsvis
hæver ham over alt dette: “Men de er også rørende i al deres
gennemskuelighed, og nogen spiller deres afvekslende roller med
professionalisme, ja enkelte er faktisk i besiddelse af stor indføling
og et ægte talent for venskab.” Og så opremser han navnene på sine
litterære venner (Sådan, 1999:230).
Bodelsen, Anders: Straus. Roman,
Gyldendal, 1971
Bredsdorff, Thomas (red.): Danske
digtanalyser, Arena, 1969
Jensen, Jørgen Bonde: Klaus
Rifbjergs prosa, Babette, 1989
Jørgensen, John Chr.: Litterær
vurderingsteori og vurderingsanalyse. En introduktion,
Borgen, 1971
Jørgensen, John Chr. og Erik Olesen
(red.): Omkring Den kroniske uskyld, Hans Reitzels
Forlag, 1974
Jørgensen, John Chr. : Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, Gyldendal, 1995
Jørgensen, John Chr.: Kritiker
eller emigrant. Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne, Forlaget
Spring, 2020
Jørgensen, Aage (red.): Omkring
Hærværk, Hans Reitzels Forlag, 1969
Jørgensen, Aage (red.): Lyrikeren
Tom Kristensen, Akademisk Boghandel, 1971
Kristensen, Tom: Hærværk.
Roman, Gyldendal, 1930
Kristensen, Tom: Åbenhjertige
Fortielser, Gyldendal, 1966
Kristensen, Tom: Fra Holger
Drachmann til Benny Andersen, ved Carl Bergstrøm-Nielsen,
Gyldendal, 1967
Rifbjerg, Klaus: Under vejr
med mig selv. Digte, Det Schønbergske Forlag, 1956
Rifbjerg, Klaus: Den
kroniske uskyld. Roman, Det Schønbergske Forlag,1958
Rifbjerg, Klaus: “Sjælens
uendelighed og umanerlighed”, Politiken, 25.3.1960; optrykt i Hans
Hertel (red.): Tilbageblik på 30’rne, Vendelkær,
1967, i Rif, 1967 og i Aage Jørgensen,1969
Rifbjerg, Klaus: Konfrontation.
Digte, Det Schønbergske Forlag, 1960
Rifbjerg, Klaus: Camouflage.
Et digt, Gyldendal, 1961
Rifbjerg, Klaus: Voliere. Et
fuglekor på 25 stemmer, Gyldendal, 1962
Rifbjerg, Klaus: Portræt. Digte,
Gyldendal,1963
Rifbjerg, Klaus: Og andre
Historier, Noveller, Gyldendal ,1964
Rifbjerg, Klaus: Operaelskeren,
Roman, Gyldendal, 1966
Rifbjerg, Klaus: Rif. Rifbjerg-journalistik
i udvalg ved Hanne Marie Svendsen, Gyldendal, 1967
Rifbjerg, Klaus: Arkivet.
Roman, Gyldendal, 1967
Rifbjerg, Klaus: Anna
(jeg)Anna. Roman, Gyldendal, 1969
Rifbjerg, Klaus: Marts 1970.
Roman (Uden genrebetegnelse på titelblad),
Gyldendal,1970
Rifbjerg, Klaus: Spinatfuglene.
Roman, Gyldendal, 1973
Rifbjerg, Klaus: Twist. Roman,
Gyldendal, 1976
Rifbjerg, Klaus: Joker. Roman,
Gyldendal, 1979
Rifbjerg, Klaus: “Tom Kristensen”, i:
Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske
digtere i det 20. århundrede, 2, Gad, 1981
Rifbjerg, Klaus: Det ville
glæde. Roman, Gyldendal, 1989
Rifbjerg, Klaus: Jeg skal
nok. Konsulentudtalelser, Gyldendal, 1984
Rifbjerg, Klaus: En udflugt.
Dagbog, Gyldendal, 1990
Rifbjerg, Klaus: Karakterbogen.
Et virrehoveds notater, Gyldendal, 1992
Rifbjerg, Klaus:
Synderegistret. En angergivens betragtninger, Gyldendal, 1994
Rifbjerg, Klaus: Facitlisten.
En gammel snyders papirer, Gyldendal, 1995
Rifbjerg, Klaus: Digtere til
tiden. Portrætter og præsentationer, ved Werner Svendsen,
Spektrum, 1999
Rifbjerg, Klaus: Sådan. En
livsreportage, Gyldendal, 1999
Rifbjerg, Klaus: Den søde
kløe - et udvalg ved Kristen Bjørnkjær og Søren Markers,
Informations Forlag, 2001.
Rifbjerg, Klaus: Alea. En
tilfældighedsroman, Gyldendal, 2003
Stensgaard, Pernille: Selveste
Gyldendal - en historie, Gyldendal, 2020
|
