|
Tom Kristensen var for den
journalistiske dagbladskritik i 1900-tallet, hvad Georg Brandes havde
været for den akademiske tidsskriftskritik i 1800-tallet: en
betydningsfuld, normsættende skikkelse.
At udnævne Tom Kristensen til
‘dagbladskritikkens Georg Brandes’ giver dog forkerte forestillinger,
for Kristensen virkede i det stille (når man ser bort fra lidt
ungdommeligt hærværk). Han besad ikke Brandes’ evne til at yppe kiv og
fremkalde glødende tilhængere og modstandere.
Den historiske situation var også en
anden. Georg Brandes skrev fri kritik i radikalismens kampperiode. Han
holdt taler og forelæsninger, publicerede i bøger, tidsskrifter og
aviser. Han var aktiv ved Politikens grundlæggelse,
men han lod sig ikke ansætte som medarbejder. Han betragtede nærmest Politiken
som et organ, der var skabt til at tjene ham.
Tom Kristensen arbejdede målbevidst på
at blive fastansat som boganmelder ved Politiken,
som på hans tid stadig havde frisindede ideer, men som siden Henrik
Cavlings tiltræden som chefredaktør var blevet drevet som en
forretning. Tom Kristensen tog bestik af situationen, servicerede
læserne og konsoliderede dermed Politikens position
som den førende litterære avis.
Tom Kristensens virksomhed som
kritiker udfoldede sig i en periode, fra 1920’erne til 1960’erne, hvor
læsekulturen var på sit højeste, og hvor en avis som Politiken
havde råd til at have en fuldtidsbeskæftiget litteraturanmelder.
Hvad der gjorde Georg Brandes og Tom
Kristensen til store kritikere, var deres nysgerrighed over for den
aktuelle litteratur og deres evne til at omsætte deres indtryk og domme
i engagerede artikler, som kunne forstås af læsere uden særlige faglige
forudsætninger.
De to store kritikere havde skaffet
sig en omfattende dannelse, som de trak på, men ikke vigtede sig af.
Georg Brandes havde en doktorgrad i æstetik. Tom Kristensen var
cand.mag. i dansk, tysk og engelsk. De var begge velbevandrede i
litteraturens historie både den hjemlige og den fra det store udland.
Deres litterære horisont gjorde det muligt for dem at se, hvornår de
nye bøger virkelig bød på noget originalt.
For at være en stor kritiker skal man
have en synlig platform, et sted at skrive, hvorfra man kan ses. Og så
skal man skrive, skrive og skrive. Man skal have et umætteligt
udtryksbehov.
Kritikeren er en forfatter, der
skriver i avisen om den aktuelle litteratur. Men det, han skriver, skal
have en holdbarhed, der rækker ud over den aktuelle dato. Det skal
kunne holde til bogformen. Det gjorde det i både Georg Brandes’ og Tom
Kristensens tilfælde. Brandes’ samlede skrifter fyldte 18 bind. Tom
Kristensens anmeldelser og kronikker blev udgivet i 8 udvalg.
Georg Brandes var en intellektuel
kæmpe. Han publicerede i alle tænkelige genrer: essays, biografier,
litteraturhistoriske afhandlinger osv. foruden i kritikkens
centralgenre: anmeldelsen.
Tom Kristensen var kritikkens
håndværker. Han holdt sig stort set til anmeldelsen, hvis grundstruktur
– nyhedsmeddelelse + vurdering – han formåede at bygge et utal af
smidige variationer over. Selv når han skrev kronikker, havde de som
regel form af anmeldelser - f.eks. dobbeltanmeldelser.
Når det gælder genrevalget, kan man
således sige, at udviklingen fra Brandes til Kristensen bevæger sig i
retning af en specialisering.
Stilistisk er der tale om en bevægelse
hen i retning af et roligt forklarende normaldansk uden Brandes’
retoriske greb (dramatisering, poetisering osv.).
Endelig finder der en tydelig
afideologisering sted. Brandes hersede med digterne for at få dem til
at tilslutte sig det radikale program. Tom Kristensen hævdede endnu
nogle kulturradikale principper, men han lod sig påvirke af det, han
læste. Han red med på litteraturens bølger uden helt at slippe taget i
sig selv.
Kritikhistorisk gik bevægelsen fra
programkritik til kritisk liberalisme.
Programkritikeren har et bestemt
normsæt, som han bedømmer bøgerne efter. Den kritiske liberalist
forsøger at bedømme den enkelte bog ud fra dens egne forudsætninger.
Store kritikere afløser ikke hinanden
som monarkerne i kongerækken. Efter en stor kritiker kommer der typisk
flere små, som prøver at efterligne den store. Blandt Georg Brandes’
efterlignere var Sven Lange og Henning Kehler, begge frustrerede og
ustabile kritikere.
Tom Kristensen var ikke discipel af
Georg Brandes og refererer overraskende sjældent til ham. Derimod skrev
han varmt om sin professor på danskstudiet, Vilhelm Andersen, den
begavede traditionalist, som forsøgte at hele nationens sår efter
Brandes’ moderne gennembrud.
I det halve århundrede, Tom Kristensen
virkede på Politiken, var han uden konkurrenter i
den øvrige presse. Jens Kistrup på Berlingske Tidende
helligede sit liv til avisspalterne, men fordelte sin indsats mellem
litteraturen og teatret og brændte mest for det sidste. Kistrup
fungerede som et journalistisk énmandsteater. Læserne var hans
tilskuere.
Jyllands-Postens Jens Kruuse nærmede sig Tom
Kristensen, når det gjaldt litterær ballast. Hans stil var mere sprælsk
end Kistrups. Han kunne være blevet Heretica-generationens store
kritiker, men hans kurs og moral var svingende, og hvilken litterær
bevægelse vil have en fører, der er checkrytter?
Troværdighed, stabilitet og
udholdenhed på et højt niveau var kendetegnende for Torben Brostrøm
(1927-2020). Hans halve århundrede på den seriøse, uafhængige
opinionsavis Information (oplag i 1958: ca. 25.000)
er det svært at veje op mod Tom Kristensen halve århundrede på den
radikale omnibusavis Politiken (oplag i 1958:
ca.150.000). Man kan sige, at Tom Kristensen havde størst betydning for
læsekulturen. Torben Brostrøm fik mest direkte betydning for
forfatterne, i første omgang Klaus Rifbjerg og hans generation af
modernister.
Torben Brostrøm var gymnasielærer på
Ingrid Jespersens skole, da han i 1955(-60) blev redaktør af
tidsskriftet “Hvedekorn”. I 1956 begyndte han at anmelde lyrik i
dagbladet Information, som blev hans faste
trykkested og som lå godt for hans temperament og stil.
Han fortsatte vekseldriften mellem
undervisning og bladarbejde, da han i 1979 blev udnævnt til professor i
dansk litteratur på Danmarks Lærerhøjskole.
Undervisningsforpligtelserne i Emdrup forhindrede ham ikke i at være
højproduktiv som kritiker, litterær essayist og erindringsforfatter
hjemme i privaten i Holbergsgade. Forfatterskabet tæller mere end 30
egenhændigt affattede bøger (se litteraturlisten til sidst i artiklen),
hvortil kommer et stort antal redaktionsarbejder (bl.a. Danske
digtere i det 20. århundrede, 1–5, red. s.m. Mette Winge,
1980-82) og betydelige bidrag til værker (Politikens Dansk
litteraturhistorie, bd. 4, s.m. Jens Kistrup, rev. udg. bd.
5 og 6, 1977). Alene disse bidrag bør lukke munden
på dem, der mener, at Brostrøm er for ‘smal’ til at være ‘stor’. Men
det er da rigtigt, at Brostrøm hele vejen igennem brænder mere for
Gunnar Ekelöf end for den socialrealistiske roman. Hans udgangspunkt og
rettesnor er ‘modernismen’, et mangehovedet uhyre, som han selv har
været med til at navngive med et ord lånt fra malerkunsten.
I debutbogen Versets
Løvemanke (Essays, 1960, 2. udg. 1964) introducerede han til
Rifbjerg-generationen af modernister og lærte en ung generation af
læsere, at: “det man skal søge ved læsning ikke er meninger - dem
kvæles vi i forvejen i - men snarere holdninger, der i det enkelte digt
får udtryk i oplevet stof og kan meddele sig til os som en erfaring om
kræfternes spænding i tilværelsen.” Hvad det sidste mere præcist skulle
betyde, var ikke til at vide, men strøm-metaforen skulle vise sig at
være gennemgående i modernismens æstetik, hvor selv teskeerne var
strømførende.
Da Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen i
1959 overtog redaktionen af tidsskriftet “Vindrosen”, iscenesatte de
Torben Brostrøm som en ny Georg Brandes, ham, der i “Indledning til
Hovedstrømninger” havde sagt, at vi som sædvanlig var 40 år tilbage for
Europa, og at den danske litteratur næppe nogensinde havde befundet sig
i en sådan hendøen som i vore dage.
Tilsvarende sagde Brostrøm nu i
programteksten “Det umådelige mådehold” (optrykt i Ti års
lyrik, 1966), at den danske lyrik i de sidste menneskealdre
havde været påfaldende lidt opsat på at tage del i den fornyelse af
poesien, som mange andre kulturlande gennem eksperimenterende kunst
havde iværksat. Selv Tom Kristensen regnede han til de tilbagestående.
Når Kristensen sagde: “Tænk at det også kunne være en fejl ved vers, at
de var for klangfulde og sang for meget”, så svarede en bidende ironisk
Brostrøm: “Ja, det kan være en fejl ved poesiens musik at blive stående
ved Wienervalsen.” Psykologisk set var det en kritik af den danske
trang til hygge, som stod i modsætning til modernismens bestræbelser på
at trænge ned i de egne af det menneskelige, som ikke havde været
bevidst behandlet før af danske digtere. Således talte Torben Brostrøm.
Programtekstens oprindelse var en
række foredrag, Brostrøm havde holdt om den oversete danske modernist
Gustaf Munch-Petersen. Nu samlede han argumenterne for rehabilitering
sammen og fandt en prügelknabe i Frank Jæger, som blev grundigt sur og
lovede både Brostrøm og Rifbjerg tæsk.
Rollen som vækkelsesprædikant passede
Brostrøm dårligt, og allerede, inden programtalen var afsluttet, havde
han indrømmet, at det hele var ensidigt tænk, og at han ikke havde
gjort nok for at understrege de positive værdier ved den
ikke-eksperimenterende digtning.
Brostrøm var tidligt på vagt over for
dogmatik. Allerede i Poetisk Kermesse (Essays,
1962) advarer han mod at dyrke modernismen uden indre nødvendighed og
dermed gøre den til en tom tradition. Modernismen skulle kunne tåle
kritik.
Det var også Brostrøm, der påtog sig
at redigere bogen om Opgøret med modernismen (1974),
hvor han præsenterede modernismens modstandere og forsvarede sin
retning mod angreb fra højre og især venstre. Det var som et krigsspil,
hvor general Brostrøm styrede alle tropperne. Det var minsandten også
ham, der introducerede til den modstrømning, der fulgte efter
modernismen. Det skete i bogen Den ny åbenhed. 1970’ernes
brugslitteratur (1981), der bl.a. handlede om “Kønspolitisk
digtning” og “Arbejdspladsernes litteratur”. Bemærk de små sproglige
forskydninger i forhold til de indarbejdede og dermed belastede udtryk
“Litterære kønsroller” og “Arbejderlitteratur”.
Store kritikere huskes for deres
sproglige nyskabelser. Georg Brandes skabte et væld af nye danske ord:
‘bedsteborgerlig’, ‘billeddannende’ og ‘bogmenneske’, for nu bare at
tage tre med b-. I den sammenhæng er det ironisk, at Brostrøm huskes
som kritikeren, der udmøntede det nedsættende begreb ‘knækprosa’. Det
skete i tidsskriftet “Chancen” i 1979. ‘Knækprosa’, det er den
bekendende hverdagslyrik, der ikke bekymrer sig om kunstneriske
formende principper, men knækker linjerne, så de ligner vers.
‘Knækprosa’ smager af knækpølse, og det er ikke nogen fin spise.
Begrebets opfinder placerer sig selv i den kulinariske elite.
Som anmelder bestræbte Brostrøm sig på
at undgå klicheer og faste formularer. Han nærede ikke noget ønske om
at blive citeret i annoncerne. Engang havde
han karakteriseret en bog med ordene
“vemod, raseri og humor”. Ordene blev uheldigvis fejlsat i avisen, så
der kom til at stå “vemod, rasleri og humor”. Det syntes forlagets
salgsafdeling åbenbart var så originalt, at det fortjente at blive sat
i ramme i en annonce, og så måtte Brostrøm diskret gøre opmærksom på,
at rasleriet var utilsigtet (Inf., 12.1.1982).
Standardanmeldelsens blanding af
spredte indtryk (såkaldt impressionisme), referat og domsafsigelser gav
han ikke meget for. Som han så det, bestod hovedopgaven for anmelderen
i at karakterisere værkets dynamik. Anmelderen skal finde ud af,
hvordan værket “skaber betydning”, siger Brostrøm. “Han skal ikke
oversætte værket til almindeligt sprog. For hvis værket er godt, kan
han jo ikke tale tydeligere end værket selv gør,” forklarer han i et
foredrag i 1982 (optrykt i Fantasi og dokument,1984).
Men hvad så, hvis værket ikke er godt?
Så kan anmelderen oprette nogle subtile distinktioner, som får dommen
til at se original ud. “Alle digtene er lødige, men et mindretal
tillige poetiske”, hedder det f.eks. om William Heinesens Hymne
og Harmsang. Og om Birthe Arnbaks Huset i Brügge skriver
han, at “der tegnes et omrids af religiøs forsoning, der ikke har fået
poetisk dækkende udtryk og derved kommer til at ligne løsning mere end
forløsning.” Den slags verbale operationer går hen over hovedet på
mange avislæsere, som foretrækker tydelighed, nogle endog grovhed
(Eksemplerne er fra Ti års lyrik, 1966).
Men når Brostrøm driver sin ironi helt
over i retning af parodien, som han gør i bogen Poesien i
Spejlet. Litterære parodier (1982), opstår der en
kritikform, der har en folkelig, revyagtig karakter:
“Den ihærdige barber/ har altid
maskinen i ørerne/ sidder i saksen/klipper små forvoksede ord ud af
næseborene/ på læsende kunder/ der altid får kam til deres eget hår.”
I parodien gemmer sig både en accept
af og en kritisk kommentar til “dem der har lyset på sig og derfor også
kaster skygge”, forklarer Brostrøm.
“Jeg har det ikke så godt/ jeg skriver
hele tiden/ og får det til at fylde en del/ så er det ligesom det går
bedre/ det er jeg enig med mig selv om/ Jeg har det ikke så godt/ jeg
har aldrig haft det rigtig godt/ men jeg har det bedre når jeg skriver/
så er det ligesom det fylder en del.”
Til kreativiteten i Torben Brostrøms
kritik hørte, at han ofte inddrog andre kunstarter i sine
karakteristikker. Musikken havde han et personligt og dybtgående
forhold til. Som ung overvejede han at blive professionel bratschist.
Musikken kunne være hans ideal som
kunstkritisk objekt. Her er referatet og oversættelsen en umulighed og
karakteristikken en bydende nødvendighed.
I praksis var det mest billedkunsten,
han kom til at beskæftige sig med, for den gik
passede godt ind hans rejseaktiviteter. I Visse øjeblikke
(1988) fremviste han 21 livsbilleder af
bl.a. Rimbaud og Arne Haugen Sørensen. I Det umættelige mørke
(1990) fulgte han Sytten
portrætter og billedspor fra Baudelaire til Ole
Sarvig.
To fyldige udvalg dokumenterer og
karakteriserer Brostrøms indsats på Information: Underspil.
Litterær kritik i udvalg, redigeret af Christian Lund og Erik
Skyum-Nielsen, 2002, og ‘Uden titel’, litterære essays i
udvalg ved Christian Lund (2003).
Titlerne fortæller noget om Brostrøms
metode. Som kritiker foretrækker han at nedtone og afdæmpe sine pointer
frem for at slå på tromme for dem. Erik Skyum-Nielsen viser i sin
“Efterskrift”, hvordan Brostrøm på trods af uvilje mod den bastante
kritik alligevel får sagt, hvad han mener.
Christian Lund forklarer i sit
“Forord” til essay-udvalget, at der ikke er noget samlende tema, derfor
“Uden titel”, en titel, der undertiden ses på nonfigurative malerier.
Brostrøms væsentligste
forskningsområde har været moderne dansk litteratur med sideblik til
modernismens forudsætninger i svensk og fransk litteratur. Men hans
vigtigste akademisk samarbejdspartner har været en professor i dansk
sprog, Jørn Lund, fra Danmarks Lærerhøjskole. Sammen skrev de: Flugten
i Sproget. H.C. Andersens udtryk (1991, en livfuld
essayistisk indføring. Dybtgående systematisk forskning gav en
professorstilling på Danmarks Lærerhøjskole ikke mulighed for. Tiden
gik med at kæmpe for at få lov til at bevare danskfaget. Og resultatet
var næsten givet på forhånd. De pædagogiske generalister vandt over
fagfolkene.
Da en frustreret Jørn Lund forlod
Lærerhøjskolen for at blive hovedredaktør af Den Store Danske
Encyklopædi 1992-2001, tog han Torben Brostrøm med sig som
fagredaktør for litteraturen. Brostrøm gik foran og viste sine
medarbejdere, at det er muligt at skrive leksikonartikler, der forener
faglig stringens med et originalt udtryk. Selve leksikonformen virkede
litterært inspirerende på ham. Han publicerede en række “Opslag” i Information
og senere i bogform som gaver fra Danmarks
Nationalleksikon: Enogtyve opslag (1998) og Bogstaveligt
talt. 29 opslag (2001). Det var små essays om alt muligt fra
biernes liv til Halfdans ABC.
I en årrække fra 2008 rundsendte
Torben Brostrøm små årlige boggaver kaldet “Stikord”. Hvert hæfte
bestod af en håndfuld skrivestykker illustreret af danske grafikere. Og
hvad skrev Brostrøm så, når han kunne skrive helt frit? Ikke
lærestykker, ikke meninger, ikke domfældelser, men deskriptive
kulturhistoriske essays fra vandringer i byen. Tag f.eks. “Lokallyrik”
fra Efterbilleder (2015). Under en spadseretur på
Sankt Annæ Plads i København får Brostrøm øje på nogle linjer af
Halfdan Rasmussen under et portræt af Niels R. Finsen. Linjerne får ham
til at tænke på et digt af Georg Brandes. Han går hjem og finder digtet
på sin bogreol. Konstaterer, at store prosaister kan have lyriske
ambitioner i skyggen af deres geni. Og kommer så i tanker om Herman
Bang, hvis hoved knejser i gylden bronze på en marmorsokkel på
selvsamme Sankt Annæ Plads. Bang skrev et antal digte “af ganske bizar,
greuelagtig karakter”. Brostrøm citerer et af dem og konkluderer: “Der
er et og andet at skutte sig over på Sankt Annæ Plads, i kulde, i lys
og i mørke. Lyriske impulser og skjulte inskriptioner, en rumsterende
fortid af drift og bedrift, nu kommenteret af udgravninger til
skybrudssikring under kommende klimaforværring anlæg til magelige,
bilfri promenader.” At forvandle den sidste sætning til stykke
akademisk-modernistisk lyrik er lige så let som at knække en pølse.
Torben Brostrøm afsluttede sin
litterære løbebane med syv erindringsbøger begyndende med Men
Dansen den går. Litterære Memoirer (1994). Her fortæller
Brostrøm om sit møde med Rifbjerg og om aktiviteterne bag modernismens
gennembrud i 1960.
Efter denne litterære trailer fulgte
regulære erindringsbøger i kronologisk orden Lod og del (1997)
og Tegn og træf (1998), hvorefter vi med Rad
og Række. Voksne erindringer (2006) igen er fremme ved de
litterære cirkler, nu med hovedpersonen som professor på rejser rundt i
verden. Frem til dette sted er erindringerne velordnede og velskrevne
på en almindelig måde. Nu, hvor pligtstoffet er overstået og alle er
krediteret efter fortjeneste, kan Brostrøm endelig sætte strøm til sin
egen stil og lade indfaldene styre retningen. Det bliver til tre
medrivende eksistentielle bøger om sygdom, liv og død, kærlighed og
selvfølgelig litteratur: Ventetid. Om ikke at dø. En
nærerindring (2007), Litterære bekendelser. Sene
erindringer (2016) og Ved kanten. Af en endnu
levendes erindringer (2017).
Da jeg i 1995 interviewede Klaus
Rifbjerg om hans syn på danske litteraturkritikere, fremhævede han
Brostrøm som suveræn i kraft af sin belæsthed og indlæsthed. Hvad angik
hans egen relation til Brostrøm, så sagde han, at han i ham havde
fundet a kindred spirit, en blodsbeslægtet, som
var osmotisk forbundet med hans indre menneske: “Han er den, jeg har
lært mest af, også om mig selv.”
Vi har at gøre med en helt speciel
relation.
I Torben Brostrøms hele produktion er
der kun én digtermonografi: Klaus Rifbjerg - en digter i
tiden (1970, 2.udg. i to bind, 1991). Med sin
tekstorienterede nykritik befandt Brostrøm sig milevidt fra den
biografiske metode. Så en traditionel biografi kunne der ikke blive
tale om. Det ville ellers have været let at researche til den, for
Klaus Rifbjerg havde lejet sig ind i samme sommerhus, da bogen skulle
skrives. Brostrøm måtte finde et andet sted, hvor han kunne få
skrivefred.
Det må medgives, at Brostrøm selv
havde bidraget til den opfattelse, at Rifbjergs forfatterskab var deres
fælles projekt. Brostrøm havde trykt nogle Rifbjerg-digte i
“Hvedekorn”, som han var redaktør af. I fællesskab gik de til en
forlægger med digtene. Samlingen blev antaget, og da den udkom, blev
den anmeldt positivt af Brostrøm i Information.
Herefter ønskede Rifbjerg sig altid anmeldt af Brostrøm.
På et tidspunkt blev Brostrøms
venneanmelderi sat under offentlig debat. Informations
litteraturredaktør valgte at ’tage Brostrøm af Rifbjerg’, som det
hedder i fagjargonen. Men så klagede Rifbjerg over det i et læserbrev
til Weekendavisen! (28.4.2000).
Relationen var som sagt noget helt
særligt, og i det litterære miljø accepterede man konstellationen og
lærte sig at læse Brostrøms Rifbjerg-anmeldelser med en særlig
fintmærkende seismografisk opmærksomhed. Hvis Brostrøm påpegede den
mindste revne i et Rifbjerg-værk, var de litterært kyndige læsere klar
over, at konstruktionen var ved at skride sammen. Det var inhabilitet
på et højere og fuldstændig oplyst niveau (jf. Jørgensen, 2013).
Fire dage før Torben Brostrøm døde,
gav han et interview til Informations Christian
Monggaard. Han var 93 år og ked af, at den svigtende fysik havde koblet
ham fra nyhedsstrømmen. Han savnede at skulle tage fat på en ny bog og
“hente energier” ud af den. Samtalen kredsede om kritikerens eftermæle.
Brostrøm var klar over, at man ville se tilbage på ham som en venlig
anmelder, ikke som nogen skallesmækker a la Poul Borum. Samtidig
opholdt han sig dog ved sin hårdhændethed som modernistisk
gennembrudskritiker i den famøse opsang til “Det umådelige mådehold”.
Hans holdning til den var ambivalent. Med den tekst havde han skrevet
litteraturhistorie. Det var også hans mest indtjenende tekst. Men
samtidig var det den, der havde skabt mest vrede og sorg. Han
fortæller, at Jacob Paludan i bogstavelig forstand havde vendt ryggen
til ham, og at Frank Jæger havde følt sig dybt ramt. Det hjalp
øjensynlig ikke nok, at Brostrøm havde prøvet at lappe på skaden ved at
skrive pænere om Jæger i Politikens litteraturhistorie. Skaden var
uoprettelig. Jæger var blevet offer for en stemning, Brostrøm og
Rifbjerg havde bygget op. Det var ikke så heroisk. En kritiker burde
kunne betvivle sine domme, mente han nu.
Interviewet blev trykt i Information
den 23. december 2020, dvs. efter nekrologer og mindeord.
I betragtning af Torben
Brostrøms format var pressereaktionerne på hans død ikke
omfattende. Af dagbladene bragte kun Information, Politiken
og Kristeligt Dagblad signerede nekrologer.
Berlingske havde en usigneret omtale. Ifølge Infomedia
meddelte Jyllands-Posten en
note og de øvrige dagblade ingenting. Hvad enten det skyldes en generel
reduktion af kulturstoffet eller en aftagende interesse for
litteraturkritik eller en konkret vurdering af Brostrøm som for ‘smal’,
så var det en påfaldende beskeden dækning. Det skal dog tilføjes, Weekendavisens
Bøger bragte et opslag med en
nekrolog og et mindeord.
Som man kunne vente det, var Brostrøms
død på forsiden af Information. Både
chefredaktøren, Rune Lykkeberg, og bladets førende litteraturkritiker,
Erik Skyum-Nielsen, bidrog. Det var sidstnævnte, der i sin store
nekrolog (9.12.2020) indplacerede Brostrøm i rækken af store kritikere
fra Brandes og Tom Kristensen. Brostrøm var nok en generations
kritiker, men også en kritiker i pagt med hele sin tid, skrev Skyum. En
anden nekrolog med kritikhistoriske ambitioner var Lars Bukdahls i Weekendavisen
(11.12.20020). Han anskuede Brostrøm som
“generationskritikeren par excellence”, kritikeren, der tilhører en ny
generation med en ny litterær dagsorden og et nyt formsprog, og som
evner at gribe det rette øjeblik, det kritiske moment. Hertil var
Bukdahls fremstilling interessant. Men så devaluerede han sit begreb om
generationskritikeren ved at nævne Hans-Jørgen Nielsen på linje med
Brostrøm for så til sidst at drive det ud i det absurde ved at ophøje
Brostrøm til “evighedskritiker”. En mulighed for at differentiere
meningsfuldt ville ligge i inddragelsen af begrebet
“gennembrudskritiker” (jf. Skriver og Schmidt-Madsen 2014).
Blandt nekrologskriverne fremhævede
både Hans Hertel (Politiken, 9.12.2020) og Jeppe
Krogsgaard Christensen (Kristeligt Dagblad,
10.12.2020) Torben Brostrøms nyindvundne position som erindringskunster
ved siden af hans for længst etablerede position som en af de store
danske kritikere i det 20.århundrede. Brostrøms tre sidste
erindringsbøger er, som Hans Hertel bemærker det, de bedst skrevne
bøger i hele forfatterskabet.
Det var således et usædvanlig unisont
kor af anerkendende stemmer, der sagde farvel til denne store kritiker,
der endte med at få navn af rigtig forfatter. Niels Barfoeds mindeord i
Information (10.12.2020) og Frederik Stjernfelts og Søren
Ulrik Thomsens i Weekendavisen (11.12.2020)
konsoliderede den faglige anerkendelse med indtryk af Brostrøms
personlige troværdighed.
Jeg kan se af min udgave af Versets
Løvemanke, at jeg anskaffede mig den i 1965. Den er fyldt med
indstregninger til brug for mit speciale om litterær vurderingsteori,
hvor nykritikken spillede en stor rolle og hvor jeg brugte anmeldelser
af Klaus Rifbjergs bøger som demonstrationsmateriale. Torben Brostrøm
læste specialet, da det udkom i bogform. Han administrerede på det
tidspunkt de litterære kurser på Folkeuniversitetet i København, og jeg
oplevede det som en faglig tillidserklæring, da han bad mig udbyde et
kursus i litterære vurderinger.
Tillidsforholdet blev senere udbygget
gennem samarbejder om bedømmelser, stillingsbesættelser m.m. Brostrøm
var i vores censorkorps på universitetet. Vi indgik også i et
kollegialt fællesskab i Kritikerlavet. Vi sås privat, indimellem også
hos fælles venner som Jørn Lund og ambassadør Preben Hansen. Torben
Brostrøm var med selvfølgelighed med til min disputatsfest. Han var
charmende selskab. Det tætteste, vi kom på hinanden, var da vi delte en
lejlighed i Beijing under en forelæsningsrejse i 1991. Men
det har jeg allerede udbredt mig om på min hjemmeside hos Klaus Kjøller.
Selv om jeg efterhånden kendte Torben
godt, blev han ved med at overraske mig ved sin liberalitet. Han bad om
råd, da han skulle skrive Den ny åbenhed om
1970’ernes brugslitteratur og sendte mig bagefter bogen med tak. Det
var ham og ikke mig, der fandt på, at jeg skulle skrive om
“Arbejderforfattere” til Danske Digtere i
det tyvende århundrede.
Vi var grundforskellige, når det
gjaldt litterære metoder og interesser. Men det var ham, nykritikeren
og antibiografisten Torben Brostrøm, der gav min biografi om Leif
Panduro den mest indforståede anmeldelse. Rubrikken var
vidunderligt tvetydig: “Leif Panduros liv uden digtning” (Inf.
16.1.1987, optr. i Underspil, 2002); “uden
digtning” kunne jo dels betyde ‘sandt’, ‘uden tildigtning’ og dels, at
jeg kun skrev om livet, ikke digtningen.
Brostrøms ros havde ofte en sådan
drilsk drejning. Han skrev i sin biografi om mig i Den Store
Danske Encyklopædi, at de krav, jeg ud fra mit historiske
materiale mente at kunne stille til kritikken, passede meget godt til
min egen praksis. For en naiv læsning kunne dette forstås som ren ros:
Jørgensen lever selv op til normerne. Men ved nærmere eftertanke
forstår man, at ordene også kan betyde: Jørgensen har projiceret sine
egne normer ud over det historiske materiale.
Mens jeg fordybede mig i Den
sande kunst, altså realismen, fremturede Torben med sin
modernisme. Det havde vi en del morskab af.
“Til John fra den ene isme til den
anden med mange hilsner Torben, okt. 80”, skrev han foran i en lille
bog, han sendte mig om Modernismens mismod, hvor
han førte læserne på vej forbi nogle “lidelsesstationer” i svensk og
dansk lyrik.
“Til John, realisme - modernisme. Hvad
skal vi vælge? Din Torben” skrev han foran i bogen Modernisme
før og nu (1983). For mig var valget klart, men jeg tog
gerne med på en tur mellem et par af modernismens “lidelsesstationer”,
hvis Torben Brostrøm ville agere rejsefører.
I øvrigt fik vi på vores gamle dage en
fælles interesse i den lokale kulturhistorie. Torben med sine essays
fra vandringer i København. Jeg med mine små studier i Herman Bangs og
Gustav Esmanns journalistik.
I den samtale, Christian Monggaard
havde med Torben Brostrøm i begyndelsen af december 2020, kom de ind på
det særlige videreliv, dedikationer giver bøger. Anledningen til
interviewet var, at Brostrøm havde måttet afhænde sin bogsamling, fordi
han skulle flytte. Intervieweren havde købt nogle bøger med
dedikationer fra bl.a. Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Torben Brostrøm
og hans kone fortalte, at lyrikeren Martin Glaz Serup havde købt tre
bøger med dedikationer fra ham selv til dem. Det syntes de godt nok var
mærkeligt. Men en sådan handling giver bare bøgerne endnu mere
individualitet. En af de tre bøger, Relationel poesi,
står nu på min reol med indstregninger af Brostrøm og med forklarende
dedikation fra Martin Glaz Serup til mig. Den slags tekster med lag på
lag har pergamenttyderne og modernisterne et godt gammelt græsk ord
for: palimpsest.
Poetisk Kermesse. Veje gennem dansk
modernisme, Gyldendal, 1962
Versets Løvemanke, Borgen, 1960, 2. udg. 1964
Ti års lyrik. Kritik og kronik 1956-65, Gyldendal, 1966
Labyrint og arabesk. Essays, Gyldendal, 1967
Klaus Rifbjerg. En digter i tiden,
Gyldendal, 1970
Moderne svensk litteratur, Chr. Ejlers’ Forlag, 1973
Opgøret med modernismen, (red.), Fremad, 1974
Ti års kritik. Prosa/lyrik/kritik
1965-74,
Gyldendal, 1975
Modernismens mismod, Tegnérsamfundet, 1980
Den ny åbenhed - 1970’ernes
brugslitteratur,
Berlingske Forlag, 1981
Poesien i spejlet, Nørhaven, Årsskiftet 1981/82
Modernisme før og nu, Gyldendal, 1983
Fantasi og dokument. Litteraturen og
firserne,
Gyldendal, 1984
Folkeeventyrets moderne genbrug eller
Hvad forfatteren gør, Gyldendal, 1987
Visse øjeblikke. Enogtyve billeder, Gyldendal, 1988
Det umættelige mørke. 17 portrætter og
billedspor,
Gyldendal, 1990
Klaus Rifbjerg. En digter i tiden 1-2, Gyldendal, 1991
Rejsende i litteratur. 21 Aproposer, Fisker & Schou, 1994
Men dansen den går - Litterære memoirer, Gyldendal, 1994
Den gyldne nøgle. Encyklopædi og
Leksikon,
1994
Lod og del. Erindringer, Gyldendal, 1997
Tegn og træf. Erindringer, Gyldendal, 1998
Enogtyve opslag, Danmarks
Nationalleksikon,
1998
Bogstaveligt fortalt. Niogtyve opslag, Danmarks Nationalleksikon, 2001
Underspil. Litterær kritik i udvalg. Redigeret af Christian Lund og Erik
Skyum-Nielsen, Gads Forlag, 2002
‘Uden titel’. Litterære essays i udvalg ved
Christian Lund, Gyldendal, 2003
Rad og række. Voksne erindringer, Gyldendal, 2006
Ventetid. Om ikke at dø. Nærerindring, Gyldendal, 2007
Den synlige rastløshed. Tegneren Ernst
Clausen.
Kjær Nielsen, 2008
Bogvandringer, Fem stikord, Kjær Nielsen, 2010
Solemærker. Syv stikord, Kjær Nielsen, 2012
Livstegn. Syv stikord, Kjær Nielsen, 2014
Efterbilleder. Syv Stikord, Café Annas Forlag, 2015
Litterære bekendelser. Sene erindringer, Gyldendal, 2016
Ved kanten. Af en endnu levendes
erindringer,
Gyldendal, 2017
Niels Barfoed: “Den sjældne”, Information,
11.12.2020
Lars Bukdahl: “Modernismens
opfinder”, Weekendavisen, 11.12.2020
Hans Hertel: “Knækprosa er et ord, han
fandt på”, Politiken, 9.12.2020
Jeppe Krogsgaard Christensen: “Broen
og strømmen”, Kristeligt Dagblad, 10.12.2020
Rune Lykkeberg: “Tak til Torben
Brostrøm - han viste, hvordan man gør litteraturen væsentlig”, Information, 9.12.2020
Christian Monggaard: “Man kan finde
sig selv ved at gå en tur langs sin reol”, Information,
23.12.2020
Erik Skyum-Nielsen: “En
ærefrygtindgydende frontfigur og en kritiker i pagt med sin tid”, Information,
9.12.2022
Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik
Thomsen: “Tilbagelænet fyrtårn”, Weekendavisen, 11.12.2020
Jørgensen, John Chr.: Litterær
vurderingsteori og vurderingsanalyse, Borgen, 1971
Jørgensen, John Chr.: Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, Gyldendal, 1995
Jørgensen, John Chr.:
“Habilitetsproblemet”, i: Spring, 33, 2013
kjoeller.dk/JohnChrJoergensen
Serup, Martin Glaz: Relationel
poesi, Syddansk Universitetsforlag, 2013
Skriver, Svend og Schmidt-Madsen,
Michael: “Troldtøj, fabelnisser og helvedesblomster. Om Torben
Brostrøms gennembrudskritik”, i: Spring, 36, 2014
|
