|
Når Paul V Rubow siger, at P.L. Møller
er “den første Repræsentant for den kritiske Liberalisme herhjemme” (Rubow
1921; 1970:203), så
implicerer han, at den kritiske liberalisme forinden har eksisteret i
andre lande. Da han umiddelbart efter sammenligner P.L. Møllers
tilskuerholdning til litteraturen med Sainte-Beuves, efterlader han det
indtryk, at Frankrig i hvert fald er et af de lande, hvor man har haft
kritisk liberalisme.
Hans Hertel skriver i sit responsum
til mig 11.1.2021:
“Hovedmanden bag tankegangen
er Sainte-Beuve
(før Taine).
Begrebet k.l. bruges ikke direkte i Paul Krügers interessante bog
"Saine-Beuves litterære Kritik. Metoden" (1945), men det kan ses
som en liberal, u- og antidogmatisk tilgang, hvor principielt al litteratur, også den nye,
vurderes ud fra sine egne historiske forudsætninger og normer, ikke som
i klassicismens kritik ud fra dogmer og smagskriterier à la
Boileaus genresystem. Forløbere er bl.a. Voltaire og Stendhal der åbner sig mod engelsk kultur, og de
nye ideer fik et talerør med dagbladet Le Globe (1924ff.) som organ for den liberale
romantik med Sainte-Beuve som medarbejder.”
Hans Hertel fortsætter:
“Krüger sammenfatter sådan (s. 34-35):
Som Modvægt mod den dogmatiske Kritik
og den lethenflydende Retorik i Litteraturomtalen hed det med barsk
Beslutsomhed, at Kritikken skulde beskæftige sig med Kendsgerninger.
"Faits" var et Slagord allerede i Le Globe, et kvart Aarhundrede før Taine.
Kritikken skal i sit Studium af disse Kendsgerninger indtage en
historisk og filosofisk Holdning, d.v.s. beskrive det litterære Talents
Historie, tage Hensyn til de Omgivelser, hvori dette Talent er
fremstaaet, Stedet, Klimaet, Skikke, Love, Regeringsformer. Kritikeren
skal gøre sig til samtidig og til Landsmand med Forfatteren, hvis
Værker han undersøger, i Tanken leve sammen med ham, forsøge at forstaa
hans Ideer, selv om de nu er os fremmede, hans særeste Tanker, som vi
ikke har Ret til at kalde Fordomme. Det er den "liberale" Kritiks
Fordringer, som i Le Globe kun svagt og spredt blev efterfulgt, men som
dog her fik en skarp Formulering: "La critique est une science"
[18.7.1827] - intet mindre. Selv om man ikke skal lægge alt for meget i
Ordet "science" i Retning af Objektivitet og Nøjagtighed, saa
viser Paastanden dog en tydelig Tendens bort fra baade den af
litterære
Lærebøger
bestemte og fra den impressionistiske, der meddeler de umiddelbare,
personlige og tilfældige Indtryk, det litterære Værk har gjort paa Kritikeren.”
I Krügers og Hertels udlægning ses
altså den kritiske liberalisme som en forløber for en bestemt form for
(positivistisk) videnskabelighed, mens den i Rubows fortolkning er et
subjektivistisk frafald fra en anden form for (idealistisk)
videnskabelighed.
Angående selve begrebet “kritisk
liberalisme” har dette franske spor ikke ført os videre.
Heller ikke i tysk kritikhistorie ser
“kritisk liberalisme” ud til at være et fast begreb. Peter Uwe
Hohendahl behandler den tyske litteraturkritik i perioden 1815-70 under
overskriften “Literaturkritik in der Epoche der Liberalismus”, og han
beskriver nogle af de samme tendenser i retning af videnskabeliggørelse
af kritikken om Krüger/Hertel fandt i Frankrig. I Hohendahls
beskrivelse foregår der en spaltning i videnskab og småsnak (Hohendahl
(red:): Geschichte der deutschen Literaturkritik,
1985).
Det tyske spor er kun sporadisk
belyst. Litteraten Uffe Andreasen har i mails (13.1.2021) gjort mig
opmærksom på eksistensen af en omfattende litteratur om tysk
liberalisme i 1800-tallet. Andreasen er specialist i dansk prosa i
1800-tallet (Poul Møller og Goldschmidt). Han sætter den mulighed, at
Johan Ludvig Heiberg kan være ophavsmand til udtrykket ‘kritisk
liberalisme”. Men hidtil har ingen kunnet dokumentere det.
Mest lovende synes de danske og
svenske spor bagom Rubow at være. C.E. Jensen tog begejstret Valdemar
Vedels “kritisk Liberalisme” til sig, da han fandt det i Vedels Svensk
Romantik (1895:66). Det var i et kapitel
om førromantikeren Thomas Thorild (1759-1808). Thorild er kendt som
ophavsmanden til et program for en positiv kritik: En Critik
öfver Critiker (1791-92). Ifølge Thorild skal kritikeren
ikke finde fejl, men fremhæve det værdifulde i enhver litterær tekst.
Filosofien bag denne æstetik er, at alle livsytringer i princippet er
ligestillede, og at man skal tage ethvert værk eller forfatterskab for,
hvad det er, og beskrive det efter dets egenart. Synspunktet deler
vandene. Nogle mener, at det ikke har noget med kritik at gør. Ikke
desto mindre dukker det jævnligt op i kritikhistorien, specielt den
svenske. I 1800-tallets slutning tegner Oscar Levertin denne holdning.
Med henvisning til Thorild taler Levertin om den “sympatiske kritikers
metode”, som består i at forklare digtere og digterværker, ikke
rangordne dem. Specielt i perioder med svært tilgængelig digtning,
f.eks. modernismen i Sverige i 1940’erne, har man set kritikere plædere
for nødvendigheden af en forklarende og fortolkende kritik (jf. Per
Rydén: En kritikers värderinger. Studier i Oscar Levertins
Litteraturkritik 1897-1906, 1977:102f, Mats Jansson: Kritisk
tidsspegel. Studier i 1940-talets svenska litteraturkritik, 1998:205ff
og Per Rydén: Domedagar. Svensk litteraturkritik efter 1880, 1987).
Ideen om “den sympatiske kritikers
metode” tiltalte Valdemar Vedel, og det er den, han i sin bog om svensk
digtning i 1800-tallet omtaler som “kritisk liberalisme”. Han stiller
ikke skarpt på begrebet taler bare om det i forbifarten, som om alle
ved, hvad det drejer sig om.
Kritisk liberalisme, det var, hvad C.E. hele tiden havde
praktiseret, men som han først omkring 1890 fandt den samlende idé bag.
I et nummer af tidsskriftet Tilskueren for 1892
fastslog han, at halvfemserne ville blive “Personlighedens Oprør med
den aandelige Uniformering” (Hansen & Jørgensen, 1998:131).
Jensen udfoldede synspunktet i bogen Vore
Dages Digtere i 1898.
Han havde dog også franske
forbindelser. Han var tydeligt inspireret af Rémy de Gourmonts
portrætbog med symbolister Le livres des Masques, som
han havde anmeldt i Social-Demokraten 13.8.97
(Hansen & Jørgensen, 1998:143). Påvirkningslinjen fra
Sainte-Beuve og den franske kritik er tydelig.
I sine portrætter afslørerede C.E.
Jensen, hvilke vurderingskriterier den kritiske
liberalisme logisk synes at føre til. Hvis man søger efter det
karakteristiske, vil man have en tilbøjelighed til at ophøje det
originale eller blot det nye til vurderingskriterium.
Valdemar Vedel spurgte i en artikel i Tilskueren
i 1899, om man ikke ved
at bruge personlighedens egenartethed som eneste målestok i kunst ville
komme til at ligge under for “Trangen hos den enkelte til at udhæve sig
fra andre og gøre sig gældende paa Markedet ved noget nyt og
egenartet”? Et interessant spørgsmål fra en akademisk humanist til en
moderne socialdemokrat (Hansen & Jørgensen, 1998: 170).
Hvad C.E. Jensen opfattede som en
ikke-normativ, forklarende og fortolkende kritik, havde i sig en latent
norm, en prioritering af det nye, det originale.
Hermed sætter jeg et foreløbigt
punktum for denne undersøgelse af begrebet og fænomenet “kritisk
liberalisme” i Danmark.
Begrebet er det lykkedes mig at føre
tilbage til Valdemar Vedel og C.E. Jensen i 1890’erne.
Fænomenet (retningen og metoden),
manifesterer sig med P.L. Møller i 1840’erne. Som alment kunstsyn
knytter den kritiske liberalisme sig til en karakteriserende og
forklarende holdning - modsat en dømmende og rangordnende holdning.
Som historisk fænomen bryder den
kritiske liberalisme igennem i 1800-tallet på baggrund af tidens
ideologiske og politiske liberalisme. Den væsentligste inspiration
udgår fra Frankrig.
Den kritiske liberalisme er i
udgangspunktet frihedssøgende og anti-dogmatisk. På længere sigt viser
den sig at have sine egne normer og dogmer, fx individualisme og
originalitet.
|
