Carl Muusmann ser på
kulturhistorien igennem cirkus. Det gør ikke historien radikalt
anderledes end den, vi kender. Cirkus er blot en særlig og festlig
vinkel på helheden.
I optakten til bindet om Halvfemsernes
glade København ræsonnerer forfatteren over den generelle
effekt af fester som den i udstillingssommeren 1888 og dagene omkring
kong Christian den Niende og dronning Louises Guldbryllup den 26. maj
1892.
Det er Muusmanns opfattelse, at
disse festligheder “gjorde Sindene blidere og Gemytterne mere
fordragelige, og Resultatet blev, at Jorden blev gødet og befrugtet til
Forliget af 1894, der i sine Konsekvenser atter førte til Systemskiftet
i det første Aar af det nye Aarhundrede”. Anderledes sagt: Den
almindelige historieskrivning er orienteret mod konflikter, mens
Muusmanns kulturhistorie fokuserer på forsonende festligheder. Begge
synsvinkler synes nødvendige for at forstå den danske udvikling.
1890’ernes store nyhed inden for
cirkus var vandpantomimer. Tidligere havde interessen samlet sig om
hestene (som publikum i parentes bemærket kunne bese i staldene i
pausen), men cirkus måtte byde på nye påhit for at indfange publikum.
Den cirkusdirektør, som opfandt en
ægte nyhed, søgte at tage patent på den. Vor tids diskussioner om
copyrights, rettigheder til alt fra bøger til tv-formater er på den
måde ikke nogen nyhed.
Det at konkurrere på lige vilkår
var lige så vigtigt for 1890’ernes kulturentreprenører, som det er i
dag. Sådan noget som rygetilladelse og rygeforbud ved
varietéforestillinger var et varmt diskussionsemne. Det havde ikke
noget med sundhedspolitik at gøre. Den,
der fik rygeretten, havde på forhånd vundet ved kasseapparaterne.
På den anden side udgjorde åben ild
en brandfare. Det påpegede teaterdirektørerne, når de prøvede at få ram
på varietéforestillingerne.
Nogle kulturarrangører havde en
særlig evne til at lancere et kunstnernavn. En sådan arrangør var
Herman Bang. Han promoverede for eksempel en purung engelsk danserinde,
Rosa Heath, så hun blev en københavnerbegivenhed. En forfører i form af
en svensk officer dukkede op og snuppede danserinden. De to elskende
forsvandt sammen i Sverige. Efter nogen tid vendte pigen tilbage til
København, forvirret og ulykkelig. Hun blev indlagt på en psykiatrisk
afdeling og endte i pleje hos en dansk familie. Sådan kunne det altså
gå, hvis man blev opdaget af Herman Bang. Det sidste skriver Muusmann
ikke, men det står med usynligt blæk under beretningen.
Bang irriterede Muusmann. Han gav sig ud for at have
forstand på cirkus og skrev da også en fortælling fra dette miljø, De
fire Djævle. Engang da Muusmann mødte Bang i et cirkus,
kunne han ikke lade være med at bemærke, at Bangs romanpersoner tænkte
“mere bangsk end artistisk”. Hertil svarede Bang:
- De gaar altfor meget i Cirkus,
Muusmann, til at kunne skrive om Artister. Som Forfatter skal man leve
paa eet enkelt Indtryk, og i øvrigt maa De vide, at Folk ikke vil læse om Artister,
som de er, men som de tror, de
er.
Det var den slags trykkeklare
formuleringer, der gjorde Bang populær hos journalisterne. Selv dem,
der ikke kunne lide ham.
I en kort periode i 1897-98 var
Muusmann og Bang kolleger på Vort Land, men de kom
ikke nær hinanden. Muusmann nærede et instinktivt ubehag ved, hvad han
kalder Bangs “feminin-hysteriske Karakter”.
Bang må have mærket det. Ved en
lejlighed, hvor Muusmann blev bedt om at holde en lille tale for Bang,
tog denne hans hånd og sagde:
Jeg er glad ved, at De takker mig,
kære Muusmann, vi er nu begge naaede til den alder, da der er mere, der
binder end der skiller.
Det er et fint lille Bang-portræt,
Muusmann her tegner. Ikke fordi det på nogen måde er dybsindigt, men
fordi det involverer ham selv og hans normalforskrækkelse over for mænd
af Herman Bangs art.
Når forfatterne spiller en større
rolle i Muusmanns halvfemsere, end de gjorde i firserne, er det ikke,
fordi han pludselig er begyndt at læse og fortolke deres bøger, men
fordi forfatterne i disse år agerede på gadeplan, arrangerede litterære
festligheder (Drachmann) eller provokerede i offentligheden, som Gustav
Esmann gjorde det. Forfatterne spillede så at sige på Muusmanns bane.
Esmann blev Muusmanns nærmeste
forfatterven. Efter oprindelig at have været på Hørups hold på Politiken
var Esmann havnet som venneløs højreskribent og dødsforagtende
provokatør.
Ved et meningsløst skænderi rodede
han sig ind i en duel, hvor begge duellanter heldigvis skød ved siden
af (fordi afstanden mellem dem var for stor). Men det var forbudt at
duellere, og Esmann kom i kachotten. Muusmann giver en kostelig
beskrivelse af et besøg hos Esmann i fængslet:
“Kan man nu ikke engang faa Lov til
at være alene i sin Celle!” udbrød Esmann, da Muusmann ankom. Esmann
spiste i elegant snorebesat rygejakke ved et lille bord med hvid dug.
Der stod en blomst i et glas, en hel flaske rødvin, et fad med
frikadeller med spidskål og en skål med frugt. Han arbejdede på et
skuespil. Da Muusmann skulle gå, beklagede Esmann, at han ikke kunne
følge ham ud! (jf. John Chr. Jørgensen: Skandalejournalisten
Gustav Esmann, 2010, 79ff og Gustav Esmann.
Journalisten, novellisten og dramatikeren, 2016, læs artiklen på
nettet).
Meget af det, Esmann foretog sig i
disse år, gik ud på at skaffe sig omtale. For Muusmann var Esmann en
uudtømmelig kilde til sensationel journalistik. Muusmann var Esmanns
reklamemand. De var gode venner og udnyttede hinanden så godt de kunne.
“Det var netop paa et Tidspunkt, da
man i Københavns havde faaet Blik for Reklamens Magt efter amerikansk
Mønster”, skriver Muusmann, som bl.a. henleder opmærksomheden på Niels
Finsen, som før han blev verdensberømt for sine lyskure, opfandt et
rensemiddel, der hed Balcam. Det blev annonceret under sloganet: Balcam
- eller brug den til Alt.
Muusmanns kortsluttende vid er
balsam for sjælen. Kapitlet om den elektriske belysning af København
indledes med disse ord: “Lys, Lys, mere Lys! Disse Goethe tillagte
Ord, medens han laa paa Dødslejet, kunde sættes som en Art Motto over
de kommunale Bestræbelser i Halvfemserne.” Goethe som
kommunalpolitiker, så er vi nede på jorden.
I 1857 havde det moderne vidunder,
som hed gasbelysningen, erstattet de gamle tranlamper. Ældre borgere
var meget imponerede over oplysningen uden for Det kongelige Teater.
“Men vi, der hørte til den yngre Slægt, var langtfra tilfredse,”
bemærker Muusmann. “Vi havde set det elektriske Lys først i
Forlystelsesanstalterne, hvorfra saa mange Opfindelser kommer, saaledes
som jeg oftere fremhæver, fordi jeg nu gerne ønsker at skaffe lidt
Respekt for mit Stof.”
Københavns første Elektricitetsværk
stod færdigt i Gothersgade den 5. marts 1892. Folk
samlede sig i klynger de steder i byen, hvor lyset var blevet
annonceret. De fleste havde set elektrisk lys på forlystelsesbygningen National
eller på udstillingen i 1888. Så det var
ikke lyset som sådant, der imponerede, “men det var dette, at alle
Blus blev tændte paa een Gang paa en mystisk, trylleagtig Maade, der
fremkaldte et Chok, saa der var mange, som kom til at græde.”
På teknikkens område var filmen
halvfemsernes nye landvinding. Kinematografen, som man kaldte den, blev
brugt som pausenummer i varietéerne. Foreløbig blev der kun til levende
billeder af et frembrusende tog. Muusmann tager et kig ind i det nye
århundrede, hvor der for alvor kom film på plakaten.
Men ikke alt i 1890’ernes
underholdningsverden var defineret ved tekniske fremskridt. Man kunne
også finde på at gribe tilbage til vor fælles græsk-romerske oldtid og
relancere brydekampen som forlystelsesform. Når “den uovervindelige
dansker”, murermester Bech-Olsen, var på plakaten mod “en frygtelig
græker” eller “tyrkiske kødbjerge”, ramte cirkus en national åre og
bragte sindene i bevægelse.
Midt i reportagen fra
festlighederne omkring de kongelige guldbryllupsdage afbryder Muusmann
sig selv:
Men lad mig nu ikke komme ind paa
at referere. Det er ikke Meningen med denne Bog, at den skal være en
Udskrift af gamle Blade. Det er Meningen, at den i en Sum skal gengive,
hvad en enkelt Mand har bevaret som sit Hovedindtryk fra Halvfemserne
uden at konferere med Optegnelser eller Kartotek, undtagen hvor det
gælder Kontrol af enkelte faste Punkter.
Nøgleordene er her “en enkelt mand”
og “har bevaret som hovedindtryk”.
Der er tale om noget personligt
(“en enkelt mand”), erindret (“bevaret”), fortolket og vurderet
(“hovedindtryk). Og ikke noget refereret eller blot gengivet eller
citeret.
Carl Muusmann ville tydeligvis
skrive en bog, som kunne læses som underholdning. Derfor har han sparet
på årstallene.
Der findes i øvrigt en citat- og
scrap-bog om perioden: Axel Breidahl & Axel Kjerulf: Københavnerliv
gennem et halvt Aarhundrede, 1883-1913, 1938.
Den er til at flakse rundt i.
Muusmann er til at læse.
Dette er den anden af tre artikler
om Carl Muusmann Det glade København:
1.
Muusmann om 1880’erne.
Carl Muusmann:
Firsernes glade København, 1920; anvendt udgave: Det
glade København. Erindringer og Oplevelser, 1, 1939.
2.
Muusmann om halvfemserne. Carl
Muusmann: Halvfemsernes glade København, 1921;
anvendt udgave: Det glade København. Erindringer og Oplevelser,
2, 1939.
3.
Muusmann: Da København blev
voksen. Carl
Muusmann: Da København blev voksen. Levende Billeder fra
Aarhundredets Start, 1932. Anvendt udgave: Det
glade København, 3, 1939
|
