|
Har man ikke slået mindst én høj
latter op, når man har læst “Mit træben”, fortalen til Finn Søeborgs
erindringer, kan man ligeså godt give fortabt. For så modtager man ikke
på Søeborgs frekvenser:
Det bliver nødvendigt for mig at
indlede disse betragtninger med en indrømmelse, så vi ved hvor vi har
hinanden. Det er svært at få det sagt, men det skal jo overstås, så
sandheden er altså den, at jeg æh, øh - har træben. Puha, det lettede.
Søeborgs stil lever af
modsætninger. Han præsenterer først nogle højtidelige begreber:
“betragtninger”, “indrømmelse” og “sandheden”. Dernæst punkterer han
dem med noget af det mindst højtidelige, man kan forestille sig: et
“træben”.
Teksten fingerer en
kommunikationssituation, hvor forfatteren står som en taler foran sit
publikum. Der er noget, han vil have afklaret “så vi ved hvor vi har
hinanden”. Hvis han ikke spiller med åbne kort, vil det mærkes som en
generende fejlkilde i processen. Selv vil han tænke “mon de har lagt
mærke til, at jeg har træben?” Og nogle blandt publikum vil have svært
ved at koncentrere sig om det, han siger, fordi deres øjne er faldet på
det famøse træben. “Hvordan mon han har fået det? ”spørger de sig selv.
Med andre ord: Frem med træbenet!
Hvis denne lille tekstbid har gjort
sin virkning, er man parat til at tage en udvidet tur gennem
modsætningerne. Forfatteren giver en uddybende forklaring,
idet han siger, at det egentlig ikke er, fordi han mener, at det med
træbenet kan interessere mange mennesker, men han frygter, at det vil
afholde nogle fra at læse, hvad han skriver. Og så præsenterer han en
et stykke falsk logik: Disse læsere tænker, at så
er han også unormal på andre områder og ikke værd at lytte til. Og
endelig trumfer han dem med en ny logik. Denne gang
så indlysende, at læseren kun kan skrive
under på den: “Det er jeg måske heller ikke (altså værd at lytte til),
men så er det i hver fald ikke på grund af træbenet.”
Der er ikke noget indlysende
forhold mellem et træben og åndelige evner. Bare det at give sig til at
ræsonnere over forholdet, kalder på smilet. Når Søeborg til sidst
siger, at det ikke kan være på grund af træbenet, hvis han ikke er værd
at lytte til, så har han hamret logikken klar med syvtommersøm.
Selv om en logik er falsk, kan den
godt have en klar begrundelse, og Søeborg forklarer i det følgende,
hvordan den tanke er opstået, at han skulle blive betragtet som
åndeligt mindrebemidlet på grund af træbenet.
Det beror simpelt hen på erfaring.
Folk har lagt mærke til, at han haltede og spurgt til årsagen. Når han
så fortalte, at han havde træben, er folk enten blevet tavse, eller
også er de begyndt at tale højt til ham. Han refererer specielt til et
besøg på en restaurant, hvor en tjener efter at have hørt om det med
træbenet, begyndte at omtale ham i tredje person. “Mon ikke han kan
spise en lille smule mere?” spurgte han henvendt til Søeborgs kone. Da
de var færdige med at spise, var det hende, der fik regningen. Og så
tilføjer Søeborg på karakteristisk vis en ny pointe: “Hun er ret
usentimental, så hun lod mig betale gildet, træben eller ikke træben.”
Det er Søeborgs faste metoder at kilde læseren i siden, når han først
har fået ham på grineren.
Efter således at have indarbejdet
“træbenet” i læserens bevidsthed overrasker Søeborg ved at trække det
tilbage:
Når jeg siger træben, er det noget
af en tilsnigelse, for naturligvis bliver den slags ikke lavet af træ,
men som så meget andet af plastic.
Søeborg indfører her lille
anatomi-historisk rettelse, idet træbenet stadig er (var?) den gængse
betegnelse uanset materialet. Det sædvanlige faglige begreb er i dag
“protese”, men det er uden træbenets maleriske associationer. Søeborg
citerer dog et barnebarn for sætningen “Min farfar har plastic-ben”.
Børnebørnene “(jeg har syv, tror jeg nok)” var stolte af at kunne
fremvise en farfar, med et ben, som kunne modstå slag af en hammer.
Sætningen i parentesen virker flad i denne ellers originale sammenhæng.
At sige, at man ikke har tal på sine børnebørn, er noget krukkeri. Men
det er sjovt fundet på at give dem lov til at hamre løs på benet i
håbet om at imponere kammeraterne og chokere deres forældre.
Søeborg broderer videre på den
farverige historie om træbenet. Han omtaler de skrøner, han har disket
op med for at forklare, hvordan han fik træbenet. For eksempel om
dengang, han mistede sit kødelige ben i slangebøssekampe mod tyskerne
under besættelsen. Børnene troede tydeligvis ikke på de historier, men
de ville godt have dem fortalt alligevel, siger Søeborg og drager en
parallel til læserne af erindringsbogen. De må selv bestemme, om de vil
tro på det, han fortæller eller ej.
Med disse uhøjtidelige
formuleringer opretter han en kontrakt med læserne om, at alt, hvad han
fortæller, ikke nødvendigvis er sandt. Hvorefter han slår over i en
plausibel lægevidenskabelig forklaring på, at benet måtte sættes af.
Blodtilførslen svigtede, og man måtte forsøge at indoperere en arterie
i benet, “af plastic naturligvis”.
Finn Søeborgs humor drejer nu over
i en ny, men for Søeborg gammel retning: Kritikken af bureaukratiet.
Metoden, han bruger, kaldes at fodre op til slagtning:
Jeg blev indlagt på hospitalet, og
operationen skulle udføres af en virkelig dygtig overlæge, der var
specialist i de dele. Jeg forstod at han var en virkelig kapacitet på
sit område, alle på afdelingen så op til ham, som var han en gud, så
jeg var helt betænkelig ved at denne mand skulle have ulejlighed for
min ringe persons skyld.
Betoningen af lægens overlegne
evner (“virkelig dygtig“, “virkelig kapacitet”) og patientens ekstreme
ydmyghed udsender ildevarslende signaler, og det bliver ikke bedre af
følgende underspillede meddelelse om lægens arbejdsrutiner:
Overlægen udførte en operation hver
onsdag. Hvad han lavede den øvrige tid ved jeg ikke, men det medførte
naturligvis at der gik nogen tid, før det blev min tur. Men omsider
fandt operationen sted.
Forståelsen for, at der var
ventetid til operationen, virker påtaget. Den er en del af et ironisk
spil, hvor Søeborg skiftevis bruger overdrivelsen og underdrivelsen,
stedvis begge dele inden for samme afsnit:
Den tog vistnok en syv timer, men
det havde jeg ingen fornemmelse af. Jeg var jo under fuld narkose, og
der kunne for min skyld være gået kun et kvarter, men så sad
plastic-arterien også som den skulle.
Passagen ender i grum ironi:
Det er utroligt hvad lægerne kan
udrette i dag, og jeg er dybt imponeret, og ville have været endnu mere
imponeret hvis den også havde virket.
Det er en stil, som kilder og
stikker. Den går ikke frem efter en snor, men giver sig tid til
svinkeærinder som her nogle sprogsociologiske betragtninger:
Jeg prøvede et års tid med stadig
stigende pilleforbrug, så jeg efterhånden følte mig som narkoman, så
gav jeg op og lod mig indlægge igen, som det hedder når det drejer sig
om fremtrædende folk. Man bedes bemærke sondringen. Almindelige
mennesker bliver indlagt, men politikere, skuespillere og den slags
lader sig indlægge. Hvorfor skulle det ikke også gælde for forfattere?
Forfatteren blotter sin sociale
ambition. Det styrker hans etos, at han også kan vende ironien indad.
De følgende afsnit skildrer selve
operationsdagen - med absurde indslag om, hvorvidt det kan betale sig
for ham at vaske det underben, som skal sættes af, og om angsten for en
hveps, der kredser om ham, da han ligger efter operationen og er ude af
stand til at flygte fra sengen.
Han fortæller om genoptræningen
efter operationen og om mødet med folk på Rhodos, som humpede rundt med
krykker, fordi de ikke kunne få bevilget “proteser” - her bruger han
selv dette sagligt-tekniske udtryk. Han bliver for en kort stund
alvorlig i taknemmelighed over, at leve i et samfund, hvor proteser er
gratis - undtagen i det internationale handicap-år, hvor regeringen
indførte en bestemmelse om, at folk selv skulle betale for deres
protese “hvis de havde over en vis, ikke særlig høj indtægt.” Og så er
Søeborg tilbage på humoristsporet. Denne gang går turen til
absurdistan. Han kan lugte vanvittige samfundsmæssige indretninger på
lang afstand.
“Jeg går ikke og jamrer mig over
mit træben”, siger han konkluderende. Men det irriterer ham, når venner
og bekendte forsøger at trøste ham ved at sige, at han skal være glad
for, at det ikke er begge ben eller en arm. “Hvorfor i alverden skal
jeg være det?” spørger han. Han er heller ikke begejstret, når folk
fortæller ham, at de har set i fjernsynet, at man godt kan spille
fodbold og stå på ski ned af et bjerg med kun et ben. Hvad skal han
bruge det til? Han hverken spiller fodbold eller står på ski.
Fortalen har dermed også en brod
mod læserne, som må formodes at dele nogle af disse fordomme.
Søeborg fortæller, at
redaktionssekretæren på forhånd havde overskriften klar til den
journalist, der skulle interviewe ham til hans 60 årsdag: “Humoristen
hvis liv blev en tragedie”. Overskriften kom ikke i brug. “Det ville
også have været det rene vrøvl, det er ingen tragedie, man kan godt
leve med et træben - eller et plastic-ben”.
Søeborg nævner diverse praktiske
foranstaltninger som at have så meget som muligt inden for rækkevidde
om natten, heriblandt en kolbe og nøgne piger! Søeborg bruger humoren
som middel til at holde sig fri af det patetiske.
Med et let drejet citat af den
blinde radiomand og forfatter Karl Bjarnhof siger han: “Det er ikke
sørgeligt, men det er ikke særlig praktisk”.
Fortalen slutter med ordene:
Og for egen regning vil jeg
tilføje, at man bedes erindre, at man derudover godt kan være ved sine
fulde fem. Og lad os så gå til sagen.
“Sagen” er hans erindringer fra
fødsel til debut i nogenlunde kronologisk orden. Fra drengeårene i
Elmegade på Nørrebro (1916-29) til cand.polit.-studier og debut og
gennembrud som 34-årig med Sådan er der så meget (1950).
Han går nu over i en anden modus,
stadig vittig, med blødere pointer som her i parentesen om nytten af at
lære at slå kraftspring:
Jeg lærte aldrig at slå kraftspring
(og har for den sags skyld ikke savnet det senere i livet.
Finn Søeborgs far var
bankfuldmægtig og havde håbet på, at sønnen kunne have indfriet hans
forliste drømme om en militær karriere, men den unge mand var tidligt
skoletræt og stoppede i denne omgang med en realeksamen, der skaffede
ham en læreplads i Brugsen i Helsinge.
Politisk lå handelsvejen godt for
familien Søeborg, som politisk hældede til konservatismen. At vejen
skulle gå via brugsforeningen og den socialdemokratiske
andelsbevægelse, var en streg i regningen. Men den lokale brugsuddeler
var heldigvis ikke alt for socialdemokratisk: Fra starten vankede der
hverken lærekontrakt eller løn. Finn Søeborg redegør stilfærdigt for
disse forhold og vaccinerer på forhånd sin tekst mod beskyldninger for
trivialitet:
Jeg ser tilfældigt i et gammelt
Billed-Blad, at Jannis mor har brækket armen. Det får en til at stoppe
lidt op og tænke over tingene. På baggrund af alle de store hændelser,
der foregår omkring én, føles det så uendelig ligegyldigt, hvad jeg har
foretaget mig i min barndom og ungdom.
Vaccinationsmidlet er igen ironi.
Det virker som mere end et tilfælde, at mesterironikeren Hans Scherfig
dukker op senere i kapitlet som forfatter til Den forsvundne
fuldmægtig, hvis titelperson gemmer sig der på egnen.
Det kan ikke nægtes, at Søeborgs
redegørelse for arbejdet i Brugsen skrider ud i detaljerne. Det samme
gør i højere grad hans beretninger om soldatertiden: rekrut i
Sønderborg, kornetskole på Kronborg, kornetliv i Haderslev, og igen
Sønderborg. Kunsten at kede er at tage det hele med, som Voltaire sagde
det.
En kornet var en officerselev med
rang mellem korporal og sergent. Finn Søeborg gennemførte uddannelsen
på trods af manglende lyst og evne til at kommandere med andre.
Satirikeren har selvfølgelig sin egen måde at sige det på: “jeg var
blottet for føreregenskaber”. At være blottet for noget negativt er
positivt.
Alligevel følte han ikke helt den
glæde, han havde ventet, da han var fri af militæret. Han forsøger at
ræsonnere sig til årsagen. Måske savnede han kammeratskabet. Et
spadestik dybere finder han “den mærkelige følelse af ansvarsfrihed,
der følger med at være soldat.” Det er sjældent, man ser den slags
lidet flatterende indrømmelser i erindringer.
Finn Søeborg returnerede til
handelsvejen, nu teorien på Niels Brock. Det var hans fars plan B, nu
da officersvejen var lukket. Selv anede han ikke, hvad han ville være,
bortset fra, at han “gik med en vag drøm om at blive forfatter”, som
han ikke turde afsløre for nogen. Hvad denne drøm nærede sig ved,
kommer ikke klart til udtryk. Men ambition om at skille sig ud og blive
hyldet var en faktor. “En dag skal det blive mig, der står deroppe”,
sagde han til selv, da han oplevede forfatteren Leck Fischer fortolke
egne værker ved et kulturelt arrangement på skolen. Selv måtte han
indtil videre nøjes med noget, der hed Højere Handelseksamen. “Det lød
jo ret fint, men mig bekendt fandtes der ingen skoler, hvorfra man
kunne tage noget der hed Lavere Handelseksamen”, bemærker han. Den
(sprog)kritiske opmærksomhed er en af kilderne til forfatterskabet. Men
hovedåren er spredt læsning på egen hånd. Når han havde læst en god
bog, prøvede han selv at skrive noget lignende, men gik i stå efter
første kapitel. Hvad der drev ham, var altså ambition, hans metode var
imitation og den kritiske sans fungerede som bremse.
Vi skriver nu 1938. Finn Søeborg
gifter sig med en veninde til en af hans yngre søstre og får en
sekretærstilling i F.D.B.’s Radio- og Fotoafdeling på Islands Brygge,
hvor han bliver kollega og ven med Otto Leisner, der senere blev kendt
inden for radio- og tv-verdenen, men dengang knapt kunne finde
afbryderknappen på en radio. Det skriver Søeborg ikke for at nedgøre
Leisner, men fordi hans humanistiske program dyrker folks svagheder.
Af et Finn Søeborg-kapitel med
titlen “Krig” forventer læserne ingen heroisme. Han bliver genindkaldt
i perioden op til 2. Verdenskrig, men da krigen kommer, bliver han bedt
om at returnere sin uniform (som der selvfølgelig er gået møl i).
Krigen får Søeborg til at mobilisere sin antimilitarisme. “Kaptajnen
fortsatte dog til en vis grad sin militære karriere, idet han senere
blev chef for Tivoligarden”, hedder det om en gammel ven, som giver
Søeborg mulighed for at udløse endnu vits: “Han er død nu. Han døde
under fredelige omstændigheder. Tivoligarden kom jo aldrig i kamp.”
“Selv har jeg aldrig været særlig
modig, og jeg indrømmer blankt, at mit mod aldrig strakte sig så langt,
at jeg bare seriøst overvejede at søge optagelse i
modstandsbevægelsen,” siger Søeborg med beskedenhed i stemmen, men han
kan også dreje problemstillingen i kritisk retning: “Når jeg i dag
hører eller læser om besættelsen, kan jeg ikke få andet indtryk end at
jeg må have været den eneste dansker, der ikke spillede en fremtrædende
rolle i modstandsbevægelsen.”
Arbejdet for F.D.B. gav Søeborg
overskud til at tage studentereksamen på Akademisk Kursus. Hans
handelseksamen (højere!) gav ham fordele ved fastlæggelsen af pensum
til studenten. Det lykkedes ham at få den eftertragtede hue, som
selvfølgelig ikke passede. Det var også en streg i regningen, at han
fik så høj en karakter som ug minus for sin danske stil: “jeg vidste at
der var tradition for, at forfattere havde fået elendige karakterer i
dansk stil i skolen. Måske havde jeg alligevel ikke evner som
forfatter?”
Ræsonnementet er selvfølgelig
udtryk for en logisk fejlslutning. I øvrigt var det realistiske mål
cand. polit.-studiet på Københavns Universitet. Han havde fundet ud af,
at han kunne leve af at administrere.
Da han havde taget 1. delen i 1944,
fik han studenterstilling i Prisdirektoratet, som senere kom til at
hedde Monopoltilsynet. Her arbejdede han sammen med andre studerende.
Arbejdede er måske for stærkt et udtryk, for de brugte en stor del af
deres tid på et hjemmelavet papirspil, som hed “at sænke slagskibe.”
Søeborg karakteriserer miljøet som
“absurd”. Han brugte det i den satiriske roman Sådan er der
så meget. Men da den udkom, var han ansat i
Boligministeriet, og alle troede, det foregik der.
På privatfronten nyder han sin
alene-tilværelse efter, at hustruen Inger er gået til vennen Jørgen.
Dennes nu ledige kone Birte opsøger Finn. Indgangsreplikken er “Dav, må
jeg låne dit WC.?” Sådan taler man til en anti-romantikers hjerte!
De blev gift i 1949, og det var
takket være Birtes initiativ, at Finn Søeborg fik sin første bog
udgivet i 1950. Hun sendte den til Edith Rode, som hun havde udført
skrivearbejde for. Rode læste begejstret manuskriptet og fik
forlæggeren Rasmus Naver til at antage det.
“Det var den største dag i mit liv,
da jeg fik meddelelsen”, skriver Søeborg. Da bogen udkom, realiserede
han debutantens drøm om straks at blive berømt. Hans inkarnerede
beskedenhed forbød ham at slå sig for brystkassen, så han fandt en
hjælpeforklaring, som nok ikke var helt ved siden af: “Litteraturen var
på det tidspunkt for det meste meget dyster og grublende, og måske har
det været en behagelig afveksling for anmelderne at læse noget der var
helt anderledes”. Endnu en troværdig hjælpeforklaring var, at bogen lå
godt for journalisterne. De behøvede ikke at læse bogen for at
konstatere, at det var en god historie med “den lille hidtil ukendte
ministerielle kontormand, der pludselig var dukket frem fra mørket og
næsten var blevet en sensation”. Med sin selvanalyse foregriber Søeborg
den kritik og nedtur, han vidste måtte komme.
Erindringsbogen slutter med nogle
dystre betragtninger over det at være “heltidsforfatter”: “Det eneste
jeg efterhånden virkelig kender noget til, er hvordan det er at være en
forfatter, der sidder i sit arbejdsværelse og forsøger at finde på
noget at skrive om”. Ulemperne opvejes dog langt af fordelene, siger
han: Han er sin egen herre. “Det har været prisen værd. Men iøvrigt er
der ikke noget at diskutere. Jeg blev forfatter, fordi det åbenbart var
det eneste jeg ikke var helt umulig til. Sådan var det bare.” Med disse
afsluttende ord reduceres forfattergerningen til skæbne. Væk er al snak
om engagement, idealisme og heroisme.
Og humoren? Den er ifølge Søeborg
også skæbne, noget iboende, en gave, ikke en bestræbelse.
I et lille essay, “Hvad er humor?”
(1990), forsøger han sig med nogle generelle definitioner af humor.
Først bestemmer han humor som
“sådan noget man ler af”, dvs. ud fra virkningen. - Det kan lyde tomt,
men det er jo rigtigt, at hvis humoristen ikke kan få læserne til at
grine eller le eller bare smile, så hjælper dybsindige forklaringer
ikke.
Dernæst forsøger han sig med en
æstetisk bestemmelse hentet fra Harald Høffdings Den store
humor, “en af de kedeligste bøger jeg nogensinde har læst”,
siger han (og titlen taget i betragtning er det jo i sig selv morsomt):
“Humoren stræber efter at forene livets tragedie og livets komedie.”
Den definition har relevans for Søeborg med træbenet. Han ser det
morsomme i det tragiske og omvendt.
Til sidst opgiver han - eller
løfter sig op på et metaniveau - og gengiver et citat, som han ikke ved
hvor stammer fra: “Humor er den egenskab man ikke er i besiddelse af i
det øjeblik man prøver at forklare hvad det er” (Finn Søeborg: Hvad
var det nu, 1990).
Hvad man savner i disse
definitionsforsøg, er et kig ned i kassen med humorens teknikker, dvs.
de virkemidler, vi har fundet i Søeborgs erindringsbog, og som vil
kunne findes overalt i hans bøger:
modstillinger, overdrivelser,
underdrivelser, falske slutninger, ironiske udfald, selvironi etc. Men
man må ikke forvente, at kunstneren har et afklaret forhold til sine
virkemidler. Han prøver sig frem.
Konklusion 1: Humoren er
resultatorienteret: hvis den ikke udløser munterhed, duer den ikke. 2:
Humor er noget holdningsbestemt; den forudsætter en vis rummelighed: at
kunne se det tragiske i det komiske og omvendt. 3: Men humor er også en
række konkrete teknikker til at få folk til at smile, le og grine.
I litteraturhistorien færdes
humorister ikke i flokke. En litterær bevægelse bestående af humorister
er en utænkelighed.
Som sent debuterende forfatter er
Søeborg vanskelig at placere litteraturhistorisk. I udgangspunktet er
han i slægt med 30’er-realismen, hvor specielt Hans Scherfig havde
satirisk bid.
Poul Henningsen mente, at Finn
Søeborg rangerede under Scherfig, fordi han ikke som denne brugte
humoren i en højere sags tjeneste. Med harmløs morskab går man
konformismens ærinde, mente PH, som undervurderede Søeborg (jf. Schou
2001:65).
Finn Søeborgs debut og gennembrud
fandt sted i Heretica-perioden på kanten af modernismen. Jens Kruuse,
en af tidens toneangivende kritikere, havde absolut gehør for humor.
Han påskønnede fra begyndelsen Finn Søeborg og anbefalede ham endog som
forbillede for Leif Panduro, men da denne havde kastet klovnedragten
(“Av, min guldtand”) og var genopstået som funklende modernist (“Rend
mig i traditionerne”), afslørede Kruuse en passant, hvor højt (dvs.
lavt) han rangerede Søeborg:
Panduros bog er en meget alvorlig
bog om ensomhed og angst og ungdom. Han skal ikke lade sig fornærme af,
at man siger Evelyn Waugh og Finn Søeborg. Han er varmere end den ene
og farligere end den anden, han er nu og da morsommere og mere gribende
end nogen af dem.
(Jyllands-Posten, 10.10.1958. Optrykt i Strandgaard
m.fl. 1996)
Jens Kruuses billede af Søeborg som
en ufarlig humorist vandt indpas i tiden. Hverken hereticanerne eller
modernisterne omfavnede ham.
Selvstændigt læsende litterater
fandt senere i Søeborgs romaner og noveller et moralsk engagement, som
gør ham til “noget mere end en veloplagt og opfindsom humorist”. Det
særlige ved hans forfatterskab er “den humoristisk-satiriske
beskrivelse af det danske velfærdssamfund”, skrev Sven H. Rossel i Dansk
Biografisk Leksikon i 1983.
At Søeborg forfattede sine satirer
over bureaukratiet samtidig med velfærdsstatens fremvækst er en
selvstændig pointe for Arne Hardis, som udnævner ham til
velfærdsforfatter” (Harris, 2018).
Det seneste portræt på denne linje
skyldes Hans Hertel, som skriver, at hyldesten til Søeborg som humorist
har fået os til at overse, at det ikke bare er farce, der overgår hans
anti-helte, men selve samfundsudviklingen. “Han er en effektiv
satiriker med sin egen melodi“ (Hertel, 2021:317).
Finn Søeborg har fået den skæbne
hele tiden at blive ‘glemt’ og genopdaget - som humorist eller som
samfundskritiker. Enhver der skriver om ham, synes at ville opdage ham
påny. Det er rigtigt, at han aldrig har fået det fuldt udfoldede
portræt, som han fortjener. Men hans navn optræder lidt for hyppigt i
pressen (op mod 1.000 hits på infomedia) til, at man kan kalde ham
glemt. Hans forlæggere på Rasmus Navers Forlag og P. Haase &
Søns Boghandel og Forlag har udgivet hans værker i nye udgaver. Det
samlede oplag nærmer sig en million. Og i skuespilleren Tommy Kenter
fandt Søeborg en kongenial fortolker, som har bidraget til at holde
især de ypperlige novelletekster levende i snart tredive år efter
Søeborgs død.
Finn Søeborg har ikke været glemt.
Hans navn dukker ofte op, når en eller anden bureaukratisk
foranstaltning skal kritiseres. Episoder fra hans bøger huskes og
genfortælles; “han er gledet ind i fælleserindringens nedre lag”
(Hardis, 2018). Men i den litterære verden har han været miskendt og
undervurderet.
Kære John Chr. Jørgensen.
Jeg kan altså ikke lade være med at
skrive til dig og sige tak for din artikel i Magasinet. Jeg vidste fra
mit forlag, at der ville komme noget, men selv om jeg jo nok kunne
regne ud, at meningen formentlig ikke var at sjofle mig og mine
skriverier til, overgik det alle mine forventninger. Jeg kan ikke
mindes, at noget siden min debut som forfatter har glædet mig så meget,
og jeg er ikke helt kommet mig over det endnu.
Brevet var dateret 28.8.89 og sendt
fra Finn Søeborgs adresse på Dronningegård Allé i Holte. Den artikel,
han refererer til, stod i Politikens søndagstillæg Magasinet 27.8.89.
Den hed “På undermandens side” og var sat spektakulært op med en
eminent portrættegning af Søeborg fra Anne-Marie Steen Petersens
øverste hylde. Tegneren og jeg havde i fællesskab aftalt projektet, ti
portrætter af kendte, men endnu ikke anerkendte danske fortællere.
Efter offentliggørelsen i Politiken blev de samlet i bogform under
titlen Forfattere for folket (1990). Men det var
altså versionen i avisen, Søeborg reagerede på i sit brev:
Nu har 39 år inden for branchen
tvunget mig til at forsøge at tage nogenlunde afslappet på både ris og
ros. Hvis jeg læser en dårlig anmeldelse af en af mine bøger, bliver
jeg naturligvis meget bedrøvet, men samtidig kan jeg nogen gange sige
til mig selv: ‘Det dumme svin har faktisk ret et langt stykke hen ad
vejen’. Omvendt gør en god anmeldelse mig naturligvis glad, men
alligevel kan jeg godt tænke: ‘Han er en flink fyr, men så god er bogen
nu ikke. Og noget af det, han fremhæver, har han helt misforstået. Det
lå slet ikke i mine tanker, da jeg skrev.’
Det vigtigste for ham var at blive
forstået i sine bestræbelser:
Men uden selv at komme ind på
kvalitet (eller mangel på samme) af det, jeg har skrevet, kan jeg i
hvert fald sige, at du har opfattet mine intentioner utrolig godt.
Netop det har jeg villet og forsøgt på, det ved jeg i hvert fald bedst
selv, og så overlader jeg det til dig og andre at bedømme, i hvilket
omfang det er lykkedes.
Søeborg ernærede sig i perioder som
foredragsholder. Især blev han naturligvis bedt om at tale om sit eget
forfatterskab. For at undgå at fremtræde som pralende havde han lært
sig at holde sig til intentionerne:
Indtil for nogle år siden rejste
jeg hver vinter rundt i landet til såkaldte forfatteraftener, hvor jeg
skulle læse op og forsøge at forklare, hvad jeg egentlig ville med det,
jeg skrev. Og det jeg sagde, svarede, selv om jeg måske brugte andre
ord, fuldstændigt til det, du skriver. Derfor var det for mig en
utrolig og næsten foruroligende oplevelse at læse det.
Jeg må indskyde, at jeg aldrig
havde hørt Finn Søeborg holde foredrag om sine bøger og at min eneste
privilegerede adgang til forfatterskabet var, at jeg allerede som
skoledreng havde stiftet bekendtskab med det, fordi min storebror, som
var litograflærling og i øvrigt ikke meget boglæsende, gik rundt og
gengav sjove scener fra det. Senere havde jeg haft fat i Søeborg i
forbindelse med mine og Birgitte Hesselaas arbejder om Leif Panduro,
hvis roman Av, min guldtand var påvirket af ham
(jf. Hesselaa 1976:13, 78).
Som professionel læser var det
interessant at forsøge at sætte Søeborg ind i en litterær sammenhæng
bagud i tiden. Det havde han en givende kommentar til:
Med hensyn til litterær baggrund,
så er det rigtigt, at det først og fremmest er trediver-forfattere, som
du nævner, og som jeg slugte i min ungdom. Jeg nævner ganske rigtigt
Leck Fischer i mine erindringer. Ham var jeg meget begejstret for. Men
for nogle år siden forsøgte jeg at læse ham igen, men fandt ham næsten
ulæselig. Derimod synes jeg at Mogens Klitgaard har stået sig. Jeg
genlæste “Der sidder en mand i en sporvogn”, da den for en del år siden
blev genudsendt som billigbog, og det var faktisk medvirkende til at
jeg skrev “Den frie købmand”. Naturligvis ikke for at plagiere
Klitgaard, men for at prøve at finde ud af, hvordan det i 1972 ville gå
en lille købmand, der måtte give op. Mens det for Klitgaards
manufakturhandler var en social og økonomisk katastrofe, ville
købmandens problemer være på et andet plan. Han ville sikkert kunne få
en stilling som bestyrer i et supermarked eller lignende og tjene mere
end han hidtil har gjort. Men det personlige nederlag ville alligevel
være der. Han er offer for sine egne konventioner. Han tror på
liberalismen og de frie kræfters spil, og hans nederlag vil knuse ham.
Nu går han ikke fallit i bogen. Jeg tror desværre det lykkes ham at
holde ud nogle år endnu, og da var forholdene blevet helt anderledes.
Hans eneste udvej har måske været bistandskontoret, og jeg tror han
hellere ville dø
af sult end sætte sine ben et
sådant sted.
I min portrætartikel skrev jeg, at
der sidder en Samuel Beckett-lignende fugl og hakker et sted inde i den
jævnt og lykkeligt fortællende Finn Søeborg. Det var ment som en
litterær karakteristik af den mørke side af Søeborgs univers,
ensomheden og udsigtsløsheden. Men Finn Søeborg greb billedet på en
overraskende måde:
I øvrigt er jeg meget glad for at
du nævner Beckett, som jeg ikke mener nogensinde at have omtalt. Et
litterært forbillede kan man vel ikke kalde ham, men jeg har altid
været meget begejstret for ham. Iøvrigt er jeg ikke særlig litterær.
Jeg har altid læst meget, men nok lidt for spredt og tilfældigt. I dag
læser jeg desværre ret langsomt og har fået en mærkelig skepsis over
for fiktion. Jeg er kommet i memoire-alderen.
Brevet var tætskrevet og uden en
rettelse. På papir, som virkede langtidsholdbart. Prosaen virkede
nøgtern, nærmest testamentarisk. Så meget stærkere ramtes man (jeg) af
den følelsesfulde formfuldendthed i brevets sidste linjer:
Når jeg i tidens løb nu og da har
været langt nede på grund af modgang, har jeg altid trøstet mig med, at
når jeg engang var død, var der nok en eller anden, der ville finde ud
af, at så dårlig var jeg heller ikke og måske skrive noget i retning af
det, du har skrevet. Nu har jeg oplevet det i levende live og kan dø
med fred i sindet. Det skal du sgu have tak for.
Mange venlige hilsener Finn Søeborg
Dette var ikke udtryk for et
øjebliks sentimental taknemmelighed. Det var også noget, han mundtligt
gav udtryk for de få gange vi sås. Da han døde tre år senere
(14.9.1992) modtog jeg et kort fra hans enke, Birte, som takkede mig
for min tilstedeværelse ved bisættelsen og tilføjede: “Ikke mindst
takket være din indsats blev Finn ‘rehabiliteret’ i levende live’.”
‘Rehabiliteret’ betyder ‘genindsat
i sine oprindelige rettigheder’. Det bruges normalt om mennesker, som
under et bestemt politisk system har været frataget deres positioner.
Ordet bruges her i en lidt forskudt
betydning. Derfor anførselstegnene. Finn Søeborg, som oprindeligt blev
modtaget med jubel af kritikken, havde i en årrække været ‘bortdømt’ af
et ´litterært regime’, som ikke vedvarende og i dybden formåede at
værdsætte en forfatter, som i den grad fik folk til at le.
Svend Dahl: “Søeborg, Finn”, i: Dansk
Skønlitterært Forfatterleksikon, 1, 1964
Birgitte Hesselaa: Leif
Panduro. Romaner. Noveller. Journalistik, 1976
Rossel, Sven H.: “Søeborg, Finn”,
i: Dansk Biografisk Leksikon, 14, 1983
John Chr. Jørgensen: “På
undermandens side” med tegning af Anne-Marie Steen Petersen, Politiken,
27.8.1989, optrykt i John Chr. Jørgensen og
Anne-Marie Steen Petersen: Forfattere for folket, 1990
Birte Søeborg: “Kære John Chr.
Jørgensen”, privatbrev, 28.8.1989
Finn Søeborg: “Kære John Chr.”,
privatbrev 16.10.1990
Finn Søeborg: Hvad var
det nu. Introduktion af John
Chr. Jørgensen, 1990
Finn Søeborg: “Sådan noget man ler
af”, kronik i Politiken, 18.10.1990; optryk af
“Hvad er humor?” fra Hvad var det nu, 1990
Jesper Malmose: Finn
Søeborg - et forfatterportræt fra biblioteket, 1991
Bettina Heltberg: “Forfatteren Finn
Søeborg”. Nekrolog, Politiken, 16.9.1992
Birte Søeborg: “Kære John Chr.”,
privatbrev 21.9.1992 m.f.
Charlotte Strandgaard m.fl.: I
lyset af glæde. En bog om Jens Kruuse, 1996
Søren Schou: Og andre
forfattere, 2001
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris, 2011
Henrik Palle: “Velfærdssamfundets
traurige humanist”, Politiken, 13.4.2016
John Chr. Jørgensen: Postkassen
der rødmede, 2017
Arne Hardis: “Sådan er der så meget
mere”, Weekendavisen 31.8.2018
Hans Hertel: “Han
fik hele landet til at le”, Politiken 19.8. 2021,
optrykt i: Spotlight.
Historier om kendte og ukendte bøger, 2021
|
