|
Dette er ikke en anmeldelse, men en
drøftelse af, hvordan man kunne anmelde - og hvordan man har anmeldt - Rakel
Haslund-Gjerrilds roman Adam i Paradis.
På grund af romanens åbenlyse kvaliteter handler artiklen mest om,
hvordan man bærer sig ad med at sætte sin begejstring i ord.
I en årrække anmeldte jeg bøger i Politiken (1972-1996)
og Ekstra
Bladet (1996-2006).
Det var stimulerende at stå midt i bogstrømmen.
Men det var også en lettelse efter 34 år
på posten at takke af og slippe for at inspicere alle de plimsollere,
der sejlede forbi. Skønne fuldriggere var sjældne.
Sagt ligeud: Som kritiker måtte jeg
bruge meget tid på at læse halvsløje danske romanforfattere. Efter at
jeg holdt op med at anmelde, har jeg lykkeligt kunnet samle mig om
litterære klassikere og interessante skribenter uden for
skønlitteraturen.
Men jeg forsværger ikke det
moderne. Når et stykke ny dansk skønlitterær prosa dumper ned i min
lænestol, så sker det, at jeg begejstres og mærker den gamle anmelder
røre på sig. Lysten til at fortælle andre om en god bog, man har læst,
er en fundamental drivkraft bag anmelderiet. Missions-iveren er langt
stærkere end dømmelysten.
Jeg mærkede den gamle anmelder
rumstere i mig, da jeg for nylig læste Rakel Haslund-Gjerrilds
Adam i Paradis.
Det er en romanbiografi om maleren
Kristian Zahrtmann. Den udkom 5. maj 2021 og røg straks ind på
bestsellerlisterne.
Den trak i både litterater og
kunsthistorikere og blev anbefalet til ferielæsning og til sommerens
kurser ved højskolerne. Forfatteren blev interviewet til aviserne. Hun
fortalte åbenhjertigt om sine særlige forudsætninger for at skrive om
Zahrtmann og om sine problemer med at få form på stoffet (Daniel
Øhrstrøm i Kristeligt Dagblad 12.5.2021; se også
Poul Pilgaard Johnsen Weekendavisen, 23.4.2021).
Adam i Paradis, Rakel Haslund-Gjerrilds tredje bog
efter novellerne Øer (2016) og romanen Alle
himlens fugle (2020), er blevet hendes
definitive gennembrud. Den kandiderer til Weekendavisens
litteraturpris, og mere hæder venter utvivlsomt på den. De bornholmske
medier har allerede rubrikkerne klar: “Anmelderrost bornholmerroman”,
“Bornholmsk forfatter indstillet til stor pris”…
Adam i Paradis er en hybrid mellem biografisk
forskning og skønlitteratur. Ikke autofiktion, men exofiktion. Exo
betyder “uden for”. Exofiktion er videredigtning på fakta om et andet
menneske.
I dette tilfælde er det andet
menneske en kendt kunstner: Kristian Zahrtmann, og resultatet er en
reflekteret og poetisk kunstnerbiografi. Forfatteren har indfældet
dokumenter, breve, avisartikler på særligt tonet papir. Dokumenterne
handler især om homosexualitet - et tema, romanens Zahrtmann ikke
forholder sig eksplicit til. Det har fået et par af anmelderne til at
tale om en “gentabuiseret” homoseksualitet, men det er misvisende. Det
er kun ordet, der mangler, ikke fænomenet.
Forfatteren har valgt at lade
Zahrtmann fortælle sin historie i jeg-form. Den giver
identifikationsmulighed for læseren, og for forfatteren fungerer den
som sorteringsmekanisme over for fristende, men kunstnerisk
uvedkommende historisk stof. Biografien holder fokus på den aldrende
Zahrtmanns tanker og følelser.
Som eksempel på forfatterens stil
og metode vælger jeg en passage (s.230-31), hvor Zahrtmann sidder foran
sin model og arbejder på det maleri, som har givet romanen navn:
Adam i Paradis. Det foregår i Zahrtmanns villa på
Frederiksberg, hvortil han har fået fragtet en palme fra Botanisk Have.
Han har også anskaffet sig et citrontræ og nogle klaser modne bananer.
Den unge mand, som sidder model, er
en netop afmønstret soldat, som han har kontaktet på en togrejse.
Zahrtmann kender ham ikke personligt. Han har valgt ham ud fra hans
egnethed til at illudere Adam. Han får heller ikke anden identitet i
romanen.
Først sent i processen, henvender
Zahrtmann sig personligt til den unge mand. Han spørger om han er
forelsket. Adam svarer: “Ja, det er jeg nok”. Da billedet er færdigt,
får Adam en måneds ekstra løn. Han takker og får en buket blomster med
til pigen.
Rent fortælleteknisk er den
passage, jeg vil fremdrage, en indre monolog: Zahrtmanns tanker og
observationer er omsat til ord. Der er imidlertid også visse dialogiske
træk. Zahrtmann modificerer sine udsagn og diskuterer med sig selv:
Hans åndedrag, langsomme, så
langsomme. Når jeg holder en pause i arbejdet, er det ikke, fordi jeg
ikke ved, hvordan jeg skal gå videre. Han er så let at portrættere. Det
er ikke det. Det er, som om han holder vejret, eller at han er holdt op
med at holde vejret, som om der ikke længere er luft i hans lunger. Er
han stivnet og vendt tilbage til leret, mulden, støvet? Så ryster min
hånd. Jeg fæstner blikket til hånden og ser kun på ham ud af en
øjenkrog, mit øjes nøglehul, for at han ikke skal tro, at jeg ikke kan
mit arbejde. Så fanger jeg hans åndedragsrytme igen. Uden den kan jeg
ikke arbejde.
Med det rytmiske, suggestive sprog etableres en
erotikforståelse af en sjælden rummelighed. Maleren besjæler sin model,
som skaberen besjæler det skabte. Nøglen er åndedrætsrytmen:
Den er som et ur under uret, der
ikke cirkler timerne, men tikker frem og tilbage mellem 1 og 0. Mellem
det luftfyldte og det stendøde. Mellem før og efter. Mellem ham og
mørket. Som da Guds ånde svævede over vandene, og tunge masser af
ingenting, af ensomhed, lå på Gud som en ubærlig byrde. Så skabte han.
De sidste ord refererer til
Bibelens skabelsesberetning, hvor det hedder, at jorden dengang var
tomhed og øde. Der var mørke over uddybet, “og Guds ånd svævede over
vandene.”
I Rakel Haslund-Gjerrilds tekst er
den koordinerede åndedrætsrytme betingelsen for skabelsen.
Religiøsitet og erotik går i ét. Gennem åndedraget forenes malerens og
modellens kroppe.
Handlingen sættes i gang af en
replik, tekststykkets eneste direkte henvendelse:
“Træk vejret”, siger jeg
og falder ned i åndedrættets afgrund og farer vild i, hvad der er min
hals og hans hals, hans lunger og mine lunger, min brystkasses
hævninger, hans brystkasses sænkninger.
At sige, at det er et homoseksuelt
samleje, er næsten at sige for lidt. Det er en poetisk sammensmeltning
- som den opleves af den aktive og reflekterende part. Til sidst er
processen så hektisk flydende, at der ikke er stunder til et punktum:
Sidder vi her længe nok og trækker
vejret samtidig, sidder vi her længe nok og skubber, puster, støder
luften ud af lungerne, vil den blande sig, så vi ånder fælles luft. Jeg
trækker ham ned i mine lunger, hans sporer bæres af luften, jeg suger
dem ind, hans små dråber, mikrober, vand af hans krop, fordeles med
mine lungers tynde væv ud i min krop og slår rod, jeg mærker hans
åndedræt som mit, og jeg falder og falder ned i hans lunger, han har
mig i dem, og jeg falder ned i hans årer, ud i hans lungers netværk og
forgrener mig som anemoner i hans krop, som også er min krop, vores
fælles lungeværk.
Således ender monologen i et stykke
æstetisk kalkuleret prosalyrik med naturvidenskabelige begreber
(“mikrober”, “væv”) og bibelske toner (de sideordnede sætninger indledt
med “og”).
De to billedrækker (“mine lungers
tynde væv” og “jeg falder”) får en prægnant sammenfatning i metaforen
“lungeværk”, som både refererer til åndedrættet og kunstværket.
Anmelderne var over en bred kam
begejstrede for en bog med sådanne tekstkvaliteter. Nogle følte det
tydeligvis som et privilegium at få lov til at løfte den frem i
offentligheden. Men hvordan finder man sprog til at udtrykke
læseoplevelsen?
Rosende ord føles tomme, med mindre de er
knyttet til en karakteristik: “fortræffelig litteratur” får mere fylde,
når det indgår i kombinationen “saftspændt sprog og fortræffelig
litteratur”, hvor “saftspændt” udmærker sig både ved at være et
originalt værdiord og ved at relatere til bogens
naturbeskrivelser (Bodil Skovgaard Nielsen,
Information, 5.5.2021).
På samme måde får “Et udsøgt
portræt” fylde og karakter ved at være fulgt af ordene “af den
komplekse kunstner Kristian Zahrtmann” (Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken,
9.5.2021).
Ligesom “En intens romanoplevelse”
får mere vægt ved at være efterfulgt af sætningen “som elegant og
inderligt fører læseren tilbage til en anden tid” (Niels Lillelund, Jyllands-Posten,
5.5.2021).
Man mærker i alle tilfælde, at
anmelderne forsøger at række ud over det banale. Bogens sproglige
energi presser anmelderen til kreativitet.
Rose-ordene er den korteste vej til
en anbefaling, og det er som regel dem, forlaget udvælger til lancering
og annoncer. De citerede tre eksempler er fra bagsiden af romanens
tredje oplag. Et fjerde var “litterær kunst fra allerøverste hylde”.
Citatet var en punktering af Linea Maja Ernsts hårdt pumpede
formulering:
“Rakel Haslund-Gjerrilds historiske kunstnerroman er
højborgerlig exofiktion og litterær kunst fra allerøverste hylde.”
Som alternativ til værdiord kan
anmelderen vælge at citere fra bogen, altså vise
teksten frem, som jeg har gjort her i
artiklen. Det kræver god plads, hvad man normalt ikke har i
anmeldelser. Der er også det problem, at citater ikke taler for sig
selv. De kræver kommentarer, og det hele bliver let omstændeligt, hvad
ovenstående også klart demonstrerer.
Romanen byder dog på nogle
frapperende citatmuligheder, som flere benytter sig af, heriblandt “en strunk støvdrager” der er “en gul streg
som en stivnet stråle af pis.”
Anmelderen kan sammenligne
med bøger af forfattere, som læserne må formodes at kende og værdsætte.
“Især to romaner er i sproglig familie
med Adam i Paradis. Jeg tænker på rosenhaverne og
en staldknægt, der tøjler heste foran et brændende hus
i J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe og Johannes V. Jensens Kongens
fald, hvor fluorescerende farver flyder ned ad væggene i
Mikkel Thøgersens ellers skuffende liv”, skriver Bodil Skovgaard
Nielsen, som dermed både karakteriserer og vurderer (Information
7.5.2021).
En raffineret intern sammenligning
foretager Benedicte Gui de Thurah Huang: “hun (Rakel Haslund-Gjerrild)
skriver med den samme bristefærdige overdådighed, som beruser én på Zahrtmanns
malerier.“
(Pol 9.5.2021)
Benedicte Gui de Thurah Huang
indleder sin anmeldelse som en reportage fra læsningen: “Jeg når ikke
at bladre mange sider, så er jeg allerede forført af fortællerstemmen i
Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman.”
Reportageformen kan også bruges i en
refleksion, som Anne Sophia Hermansen gør det i
Berlingske (10.5.2021), hvor hun først går i rette med
Haslund-Gjerrild for at skrive for pænt om Zahrtmanns seksualitet og
derefter korrigerer sig selv, da hun finder ud af den elegante stil er
tilsigtet: “så faldt ti-øren”. Noget tyder på, at Hermansen har skævet
til Niels Lillelunds anmeldelse i Jyllands-Posten, hvorfra
hun har lånt ordet “gentabuisering”.
Anmelderens begejstring kan komme
til udtryk i
originale billeder som her, hvor
Lillelund hylder den blufærdige beskrivelse af homoseksualiteten:
“Vi ved ikke, om Kristian Zahrtmann
var homoseksuel eller ej. Romanen søger ikke at besvare spørgsmål, men
lader det netop svæve, som samtiden har gjort det, for vi skal helt
frem til 1930, før homoseksualitet blev afkriminaliseret. Den
forsigtige omgang med det prekære, pinlige og, ja, pinagtige spørgsmål
er romanens kunststykke, for det er sin sag at gentabuisere noget, der
i den grad er kommet ud af skabet for nu at stå midt på gulvet med
alting hængende ud.” (Jyllands-Posten 5.5.2021).
Et andet eksempel på begejstring
omsat i billeder er Bodil Skovgaard Nielsen, som skriver, at
Haslund-Gjerrild opbygger en spænding “så man føler, at man står på det
sidste trinbræt før afgrunden” (Information,
5.5.2021).
Et tredje er Linea Maja Ernsts
karakteristik af romanen som “et forelsket portræt, et hovedspring ned
i maleren Kristian Zahrtmanns dybder og paradokser” (Weekendavisen,
7.5.21).
De originale billeder får en til at
tro på, at anmelderne har haft stærke oplevelser under læsningen.
Linea Maja Ernst kan oven i købet
tilbyde noget så sjældent som ortografisk originalitet i
hovedrubrikken: “Zitrende syndefald.” Den arkaiserende stavemåde med Z
spiller selvfølgelig på Zahrtmann.
Men
original billeddannelse er ikke en betingelse for at trænge igennem med
en vurdering. En kliché kan også bringes til at virke, hvis den
ledsages af en bemærkelsesværdig forklaring:
“Rakel
Haslund-Gjerrild har skrevet en forrygende roman, der bringer os tæt på
Zahrtmann, der ofte synes ikke at være klar over hverken egne eller
andres hensigter.” (Thomas Reinholdt Rasmussen, Kristeligt
Dagblad, 29.5.2021).
Da jeg havde læst den citerede
passage med Adams åndedrag, tænkte jeg: Den tekst har potentiale til at
blive en klassiker. Den vil blive optrykt i antologier og læst om
hundrede år.
“Ønsker, håb og spådomme er blandt
de midler, anmelderne griber til, når de skal værdsætte bøger af
exceptionel kvalitet”, for nu at citere mig selv fra “ABC for
boganmeldere” (Spring, 45, 2019:25).
Et udsagn som “denne bog er en født
klassiker” hviler udelukkende på kritikerens autoritet. Hvilken status
en tekst vil have om hundrede år, kan ingen vide med sikkerhed.
Udsagnet kan ikke kontrolleres. Det ser pompøst ud, men er i grunden en
kapitulation, hvis det ikke ledsages af nogle begrundelser, som
relaterer sig til teksten.
Skulle jeg begrunde tekstens
klassikerkarakter, ville jeg sige, at “Adams åndedrag” udmærker sig ved
simplicitet i formen og kompleksitet i tankegangen. Sproget er
inspireret af Bibelen og kan læses af alle. Billedet af den skabende
kunstner, som puster liv i modellen ved at gribe rytmen i hans
åndedrag, kræver læserens opmærksomhed og udfordrer hans forståelse af
sammenhængen mellem erotik og religion.
At Adam i Paradis besidder
den kombination af lettilgængelighed og dybde, som kendetegner
klassikeren, kan med forsigtighed udlæses af receptionen:
Et halvt år efter udgivelsen finder
man den anbefalet sådan i et ugeblad:
Smæk benene op, og læs den
historiske roman om kunstmaleren Kristian Zahrtmann og tilblivelsen af
hans skandaleombruste værk fra 1913 “Adam i Paradis” (Femina, 22.12.2021).
Samtidig klassificerer
dagbladskritikkens nestor, Erik Skyum-Nielsen, den som “et mesterstykke
af en exofiktiv roman” i en årsoversigt i Information (“Kuldslået
ømhed …”, 30.12.2021).
Det er i øvrigt karakteristisk for
receptionen, at redaktører og toneangivende kritikere, som ikke var
blandt bogens anmeldere, efterhånden får læst bogen og ytrer sig om
den, foruden Skyum-Nielsen også Lars Bukdahl (Weekendavisen
30.12.2021). Adam i Paradis bliver et must
for litterater.
Artiklen her giver sig ikke ud for
at være en fuldstændig receptionsanalyse. En sådan måtte gå videre i
bredden og forholde sig til alle155 henvisninger på infomedia.
Og samtidig måtte den gå i dybden med anmeldernes vurderinger af
værkets hybridkarakter: Forholdet mellem biografi, kunsthistorie og
fiktion.
Georg Brandes talte i sin
anmeldelse af Marie Grubbe om “den Dualisme mellem
det digtede og det virkelige, som overhovedet er den historiske romans
gamle ulægelige Skade”. Rakel Haslund-Gjerrild har utvetydigt valgt
side. Hun skriver i en note til sidst i bogen, at det er en roman, ikke
en biografi. Men hvad nu, hvis der dukker et brev op, hvor Zahrtmann
åbent vedkender sig sin homoseksualitet. Skal romanen så revideres?
Hvordan forholder anmelderne sig
til dualismen mellem det digtede og det virkelige i Haslund-Gjerrilds
bog, hvis de overhovedet kan få øje på den?
Benedicte Gui De Thurah Huang
skriver i Politiken, at man
aldrig slipper for spørgsmålet om, hvem der faktisk får mæle i romanen;
den skrivende eller den skildrede? “Er det forfatterens fortolkning
eller kunstnerens virkelighed, man ender med at læse om?” spørger hun,
og svarer selv: “Ikke sjældent er det dog netop denne uafgjorte
dobbelthed, der puster liv i romanerne.”
Dag Heede berører struktur- og
genreproblemerne i sin anmeldelse i tidsskriftet Standart (3.11.2021).
Han gør opmærksom på, at homo-historien, der fortælles på de grå
indstik, ikke er rigtigt integreret i romanen, fordi Rakel Haslund ikke
tør give et bud på, hvad Zahrtmann tænker om sin egen seksualitet.
Heede overvejer, om man ikke i fremtidige udgaver burde indlægge
gengivelser af de malerier, som omtales. Altsammen konsekvenser af, at
romanen hænger i dualismen mellem det digtere og det virkelige.
I øvrigt er selv den kritiske Dag
Heede imponeret af Rakel Haslund-Gjerrilds roman, som han takserer som
“fængende, underholdende, umådeligt velskrevet og uhyre poetisk”.
Kritik på det ene niveau forhindrer altså ikke ros på det andet niveau.
På grund af romanens åbenlyse
kvaliteter har analysen af receptionen især forholdt sig til
anmeldersprogets muligheder for give udtryk for begejstring.
Rakel Haslund-Gjerrild: Adam
i Paradis, 1. udgave, 3. oplag, Lindhardt og Ringhof 2001.
Citerede anmeldelser af
Adam i Paradis:
Niels Lillelund i Jyllands-Posten,
5.5.2021
Bodil Skovgaard Nielsen i Information,
5.5.2021
Linea Maja Ernst i
Weekendavisen, 7.5.2021
Benedicte Gui de Thurah Huang i Politiken,
9.5.2021
Anne Sophia Hermansen i Berlingske,10.5.2021
Thomas Reinholdt Rasmussen i Kristeligt
Dagblad 19.5.2021
Dag Heede i Standart 3.11.2021
Georg Brandes: “J.P. Jacobsen: Fru
Marie Grubbe”, i: “Det nittende Aarhundrede”, januar-februar, 1877.
Citeret fra: Frederik Nielsen (red.): Dansk Litteratur- og
Teaterkritik, Jespersen og Pio’s Forlag, 1948.
Aage Hansen: Sprog i
sproget, Gyldendal, 1964 (om bibelsprog s. 37ff.).
John Chr. Jørgensen: Sprogblomster
i spinatbedet. En bog om kritikersproget, Fremad, 1999.
Anne Middelboe Christensen: Begejstring
og brutalitet. En guide til anmelderens rolle, Informations
forlag, 2012
John Chr. Jørgensen: “ABC
for boganmeldere” i Spring 45, 2019:9-28.
|
