|
Nationaløkonomen Erling Olsen
(1927-2011) var kendt som en vittig hund.
Hans selvbiografi Fra
ælling til ugle (1998) knitrer af vid helt fra titelbladet.
“Ælling” havde han taget med sig
som et øgenavn helt fra barndommen. Det er naturligvis en forvanskning
af “Erling”.
Anden halvdel af titlen kreerede
Erling Olsen, da han engang under en valgkamp blev spurgt om han var
“due” eller “høg”. Han svarede: “ugle”.
Det kræver et hurtigt hoved sådan
at digte videre på en sammenlignende billeddannelse.
Sandt at sige var “uglen” ikke
noget, han selv havde fundet på. Han havde læst en artikel om “duer” og
“høge” i et amerikansk tidsskrift, hvor forfatteren konkluderede, at
der efter hans mening var brug for nogle “ugler”. Erling Olsen huskede
den slags bemærkninger.
“Due” eller “høg”? Det lå ikke til
Olsen at lade sig indordne i et ornitologisk metaforsystem med kun to
muligheder. Han valgte en tredje, “uglen”, som jo står for visdom.
I titlen på erindringsbogen
forbandt han “ugle” med “ælling”, og gjorde dette modsætningspar til
stadier i en udviklingsproces. Derved etablerede han et spil på H.C.
Andersens eventyr om “Den grimme ælling”, hvor ællingen forvandler sig
fra at være styg og aparte til at blive en prægtig hvid svane.
I forordet til erindringerne
erklærer han sig stolt af udviklingen fra ælling til ugle.
Sådan går det vel de fleste. De
starter med at være usikre på sig selv, men som tiden går, bliver de
mere afklarede, og i bedste fald ender de med at hvile i sig selv.
Sådan gik det i hvert fald for mig.
På en sådan stemning af optimisme
og overskud er selvbiografien skrevet. I et efterskrift fortæller han,
at skrivearbejdet tog ham et par måneder - og at det var en fornøjelse.
Man tror det gerne, begge dele. Det går over stok og sten, og
anekdoterne og vittighederne er mange.
Det virker derfor også som en
relevant advarsel, når han til allersidst opfordrer til forsigtighed,
hvis man påtænker at bruge erindringsbogen som kildeskrift! Man
mistænker ham indimellem for at ofre sandheden for en vits.
Erling Olsen kom fra et
socialdemokratisk engageret akademikerhjem. Faderen, Albert Olsen, var
professor i økonomi-historie. Moderen, Agnete Olsen, var
kvindesagsforkæmper og glødende kommunist. Hendes jødiske baggrund
gjorde det nødvendigt for familien at flygte til Sverige under
besættelsen. Foruden Erling var der to sønner, Olaf, der blev direktør
for Nationalmuseet, og Sverre, der blev bankdirektør. Det var et hjem,
der gjorde akademisk uddannelse og stræben efter ledende stillinger til
en naturlig ting.
Erindringsbogens
kapiteloverskrifter fortæller om forfatterens fremgang i samfundet:
Barnet - Flygtningen - Studenten - Læreren - Den unge folketingsmand -
Den yngre folketingsmand - Trafikrådets formand - Den ældre
folketingsmand - Boligmisteren - Den praktiserende økonom -
Justitsministeren - Folketingets formand.
Om faderen Albert Olsen skriver
Vagn Dybdahl i Dansk biografisk leksikon: “Han var levende i sin
fremstillingsform med tilbøjelighed for paradokset eller i hvert fald
et tilspidset synspunkt kastet ud til prøvelse”. Denne evne synes
Erling Olsen at have lagt sig efter.
Erling Olsens særkende som stilist
er den kyniske humor.
“Kynisk” (af græsk “Kyon”, hund)
bruges i normalsproget i betydningen “følelseskold” og “hensynsløs”,
hvilket lyder entydigt negativt. Men i den antikke filosofi var
“kynismen” en positiv filosofisk skole, som mente, at mennesket bør
overvinde alle behov og drifter. Diogenes i tønden var en ægte kyniker.
Da Alexander den Store tilbød at opfylde hans ønsker, havde han kun ét:
at Alexander ville flytte sig, så solen kunne skinne ind gennem
sprækken i tønden. “Kynisk” betød her “pragmatisk” og “fornuftig”.
Når vi bruger ordet “kynisk” om
Erling Olsens vid,
kan det alt efter konteksten både
være i den negative og den positive betydning
Olsen kan sige de mest forfærdelige
ting i forbifarten; f.eks. om disciplineringsmetoderne i skole og hjem.
Han fortæller, at han som skoledreng en gang imellem faldt i søvn i
klassen, hvilket bragte ham en del af de mange irettesættelser, han
modtog på skolen:
Enkelte lussinger fik jeg også, men
det regnede jeg ikke for noget. Lærerne slog ikke nær så hårdt som min
far.
Smask, den sad! Der var øjensynlig
ikke nogen øllebrødsbarmhjertighed i den familie.
Men var familien virkelig så
kynisk, at de gav det tredje barn navnet Sverre, “fordi han desværre
ikke blev en pige”? Eller er det bare en syg vittighed?
Andre steder er man ikke i tvivl
om, at Olsen er alvorlig:
opvokset i et professorhjem vidste
jeg kun alt for godt, hvad der sædvanligvis skete med unge lærere, der
gik i åben krig med gamle professorer.
De veletablerede akademikere var
ikke sådan at bide skeer med. Erling Olsen lærte sig deres metoder.
I Olsens skriveværksted håndteres
emotionelle problemer som vittigheder. Han skriver om mødet med det
franske bureaukrati, da han skulle giftes i Paris:
og til sidst fik min
studiekammerat, Adda Lehrbeck, og jeg da også papir på hinanden. At
ægteskabet ikke blev nogen succes, kan dog ikke lægges franskmændene
til last. Efter 18 år måtte det opløses.
Kynismen anvendes også som drilleri
mod gamle venner, her Herbert Pundik, Politikens senere chefredaktør,
som gjorde en lidt uheldig figur i den danske brigade:
Herbert havde forladt sin vagt,
mistet sin pistol og anholdt en uskyldig mand. Intet under, at han fik
nogle soldaterpapirer, der gjorde ham selvskreven som redaktør af en
radikal avis.
Er kynismen gået Olsen i blodet? Se
her, hvordan han sidestiller en studiekammerat, der er blevet
henrettet, med en, han har mistet forbindelsen med:
Jeg var privat indkvarteret sammen
med en etiopisk student, der senere blev henrettet som premierminister,
og en englænder, jeg har mistet forbindelsen med.
Partifæller og kolleger måtte finde
sig i hans verbale ind- og udfald.
Socialdemokraternes gruppeformand
Jens Risgård lagde megen vægt på at jeg skulle vide, hvor flittig han
var, og han så helst, at jeg var til rådighed for ham døgnet rundt.
En dag kom en vred
kreditforeningsdirektør Erik Haunstrup-Clemmensen (1920-2009) ind på
boligminister Erling Olsens kontor:
Ude i byen havde han hørt, at jeg
kaldte ham en idiot. Det benægtede jeg pure. Havde jeg gjort det, ville
folk have betvivlet min dømmekraft, så jeg havde kaldt ham en slyngel!
Det fandt Clemme helt i orden, og så gik han beæret bort.
Det er politisk nedgørelseskunst.
Da Erling Olsen besluttede sig for
at skrive sine erindringer, var to journalist-spirer, Troels Mylenberg
og Jeppe Nybroe, i færd med at skrive afsluttende hovedopgave om ham.
Den skulle efter planen udgives som biografi. Da de sagde det til
Olsen, svarede han: “Kunne I ikke vente til jeg er død?”.
Mylenberg og Nybroe opgav at
konkurrere med Olsens selvbiografi. I stedet blev aftalen den, at deres
kapitler om Olsens tid som justitsminister skulle indlemmes i Olsens
bog, hvor de står som bilag 4. De tre andre bilag er en artikel af
Olsens selv om hans tid som rektor for Roskilde universitetscenter og
to optryk af artikler, som Olsen skrev til Ekstra Bladet under
pseudonymet Dr. Mefisto.
Dispositionen med kapitlerne af
Mylenberg og Nybroe virker umiddelbart som noget rod, men læst i
sammenhængen falder de godt ind, fordi deres begejstring for “Ærlige
Erling” matcher hans selvbegejstring.
Erling Olsens 18 måneder som
justitsminister blev hans folkelige gennembrud. Han kom ind i jobbet
under devisen “Vi tager for meget hensyn til de indsatte og for lidt
til de udsatte.” Da han forlod posten, var han stadig populær som en
politiker, der turde føle og mene. Når man spurgte ham, hvorfor han
aldrig optrådte i tv-quizzer, svarede han: “Jeg vil bare gerne forblive
overvurderet”.
Evnen til at udspekulere den slags
one-liners henregner Mylenberg og Nybroe til Olsens journalistiske
forførelseskunst.
I sin tid som universitetsansat
opdagede Olsen, at han havde en egenskab, som de fleste af kollegerne
savnede: Han kunne godt lide at administrere. De andre ville hellere
forske og skrive bøger - til nød undervise. Men Olsen syntes, det var
spændende, når han fik tilbudt opgaver som den at være formand for
“Trafikrådet”.
At løse administrative opgaver var
en god forberedelse på en fremtid som politiker og minister.
Som ung cand.polit. skrev Erling
Olsen kronikker for Viggo Kampmann. Det var en slags mesterlære.
Kampmann tog æren, men de delte honoraret. Olsen opdagede, at det gav
magt at kunne skrive. Han går så vidt som til at sige, at skribenterne
har magten over dem, der var ved magten. Skulle nogen finde det
synspunkt søgt, kan de prøve at erstatte “skribenterne” med
“spindoktorerne”.
Som en af statsminister Hans
Hedtofts taleskrivere morede han sig med at putte “Danmark” ind i
talerne så mange gange som muligt. Hedtoft havde hyret den kongelige
skuespiller Poul Reumert som talelærer. Han lærte Hedtoft at sige
“Danmark” på en særlig følelsesfuld måde - med patos. Når han holdt
sine taler, sad de unge taleskrivere og smilede til hinanden hver gang
“Danmark” kom ud af hans mund.
Erling Olsen skyede ikke magten.
Tværtimod. Han søgte den. I erindringerne henviser han flere steder til
den italienske magtfilosof Machiavelli, som var en politisk realist, en
samfundsvidenskabelig kyniker. Af Machiavelli lærte han, at man
hurtigst muligt skal bringe sagerne ud af verden, hvis modstanderne har
ret. Det er ikke noget svaghedstegn, men en styrke. Olsen noterer
villigt sine politiske nederlag. Det tyder på overskud. Olsen kunne
træde ud og se på sig selv og sin ageren udefra. Når han
karakteriserede sit forhold til Ritt Bjerregaard som “væbnet
neutralitet”, var det et vidnesbyrd om analytisk distance. Sproget
betyder meget for det billede, man kommunikerer ud om sin sindstilstand.
Det skete også, at humoren tog
overhånd. I sagen om Dr. Mefisto havde morskabssygen nær kostet Olsen
hans politiske position. I en række artikler til Ekstra Bladet i
1980-81 gjorde Erling Olsens alter ego Dr. Mefisto grin med sine
ministerkolleger. På
det tidspunkt var han selv boligminister. Han refererede fra lukkede
møder og gengav fiktive diskussioner. I en af artiklerne skal den
islandske præsident komme ned til Danmark og hjælpe Anker Jørgensen med
at finde en afløser. En af kandidaterne er Ritt Bjerregaard. “Hun har
sans for PR. Hun vil fare lige i hovedet på dig for at få del i din
publicity”, siger Anker. Vigdis finder ud af, at Ritt er alt for fin
til jobbet. Hun foreslår, at Anker sender hende ud som ambassadør “men
for guds skyld ikke til Island”, tilføjer hun. En anden dansk minister,
hun skulle møde, var en mand ved navn Erling, men ham er der ikke meget
sjov ved. “Han er nærmest røvkedelig.” I en parentes i optrykket i
erindringsbogen meddeler Olsen, at den sidste sætning er redaktionens,
ikke forfatterens! Ekstra Bladet var altså villig til at ofre Olsen for
en vittighed.
Det var hans eget redskab lagt i
hænderne på grovere karle. Olsen måtte kapitulere. Han kunne ikke
længere kontrollere morskaben. Han undgik med nød og næppe at blive
fyret fra sin ministerstilling.
Karrieren endte med tre år i
Folketingets formandsstol. Det var en lykkelig tid. Olsen var fri af
det politiske spil og kunne dyrke sine evner som administrator og
entertainer. Da han gik af, klappede medlemmerne ham ned fra
talerstolen. “Det var overvældende, og når jeg kalder mindet frem,
bliver jeg endnu varm om hjertet”. Den gamle kyniker havde altså et
hjerte.
Erling Olsen: Fra ælling til ugle.
Erindringer, Fremad, 1998; 2. udgave, 1. oplag, 1999
Svend E. Stybe: Idehistorie,
Munksgaard, 1961
Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør
hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet, 2, Ekstra Bladets forlag,
2004
Vagn Dybdahl: “Albert Olsen”, i:
Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, 11. bind, 1982
|
