|
Aage Marcus redigerede midt i
tresserne to bind med “Levnedsbøger” i udgivelsesrækken “Gyldendals
Bibliotek”. I sit efterskrift til “Danske levnedsbøger. Anden Del”
(1965) forsøgte Marcus at forklare, hvorfor de udvalgte levnedsskrivere
næsten alle var skønlitterære forfattere:
Det gælder om næsten alle
levnedsbøger - som de kaldes til forskel fra biografier skrevet af
andre - at skildringen af barndommen og ungdomsårene er langt de mest
livfulde afsnit.
Marcus medgiver, at politikere og
andre også har skrevet gode selvbiografier. “Men det er nu engang
digterne og forfatterne, der fortæller bedst.”
Marcus flotter sig ikke med
argumenter, men derfor kan han jo godt have ret.
Hvilken politiker eller fagmand kan
skabe noget, der kommer i nærheden af M.A. Goldschmidts
erindringsbillede af moderen:
Værelset var blevet besynderlig
mørkt, fordi de to Lys vare hensatte på Konsollen foran Spejlet; der
stod Moder i Lys og Herlighed, og saa blev Værelset igjen mørkt, som om
det var hende, der tog Lyset med sig, da hun gik fra Spejlet og mine
Øjne fulgte hende, mens hun fjernede sig med Fader. Det er min
tidligste Erindring; i dette Billede seer jeg for første Gang mig selv.
(Marcus 1965, 1:7).
Man lægger mærke til, at
erindringen er et billede, som den erindrende selv optræder på.
Det er lettere for en forfatter end
for en fagmand (læge, jurist etc.) at finde et sprog at skrive
erindringer i. Forfatteren er vant til at skrive for alle.
Hvem skriver fagmanden erindringer
for? Sig selv? Kollegerne? Familien? Vennerne? Hvis man sigter mod den
brede offentlighed, må det være, fordi man har indtaget en
betydningsfuld post, eller fordi man har noget alment interessant at
meddele.
Under alle omstændigheder må man
træffe beslutning om, hvordan man skal fortælle om sit liv. Skal det
være kronologisk og faktuelt meddelende eller litterært arrangeret i
scener?
Alene stoffets omfang gør det
nødvendigt at finde et organiserende princip. Hvad og hvem skal med?
Meget erindringsskriveri er gået i stå, fordi forfatteren druknede i
detaljer.
Spørgsmål af holdningsmæssig og
etisk karakter trænger sig på: Hvor selvoptaget kan man tillade sig at
være? I hvilket omfang kan man tillade sig at inddrage andre mennesker
(kærester, ægtefæller etc.) i fremstillingen uden deres samtykke? Den
rutinerede skønlitterære forfatter har tidligere i forfatterskabet
måttet tage stilling til disse spørgsmål.
Der er nok af spørgsmål, som kan
tage modet fra levnedsskribenten, men gevinsterne ved at skrive kan
være så store, at man overvinder forhindringerne. Erindringerne kan
opfylde behovet for at gøre status, at søge et mønster i det, man har
udrettet, og at fastholde glæden ved store oplevelser og vigtige
bekendtskaber. Men som det vil fremgå af slutningen på denne artikel,
kan erindringerne også rive op i gamle sår.
For nogle er selve
erindringsarbejdet så vigtigt, at publiceringen udsættes og måske helt
opgives. For andre er det en væsentlig motivering at tegne et
selvbillede og markere en position i offentligheden.
Jeg har haft lejlighed til at
studere tilblivelsen af nogle selvbiografier skrevet af kolleger og
venner, og jeg kan bevidne, at det er en genre, som sætter forfatterne
på alvorligt arbejde både med research, sortering og formulering.
Helt tæt kom jeg på journalisten og
diplomaten Preben Hansen (1925-2015), da han skrev trilogien Enghavevej,
Farimagsgade, Østasiatisk Plads (2009, 2013, 2016). Titlerne
henviser til hhv. barndommen på Vesterbro, den journalistiske
arbejdsplads på “Social-Demokraten” og ansættelser i
Udenrigsministeriet.
I optakten til Enghavevej
har Preben Hansen to begyndelser. Den ene er essayistisk og placeret
som “Forord”:
En af de sange, som er forsvundet
fra de seneste udgaver af Arbejdersangbogen, holder jeg meget af.”
Sangen er “Hver har sit”. Den er skrevet efter arbejderbevægelsens
devise “Gør din pligt og kræv din ret.”
Netop den holdning prægede det
arbejdermiljø, Preben Hansen voksede op i, fortæller han.
Den anden begyndelse er
fortællerens fødsel afleveret i telegramstil i kapitlet “Enebarn - de
facto”:
Enghavevej 28 B, 4. sal tv.
København V, den første april 1925, vistnok klokken ca. halvseks om
morgenen.
Preben Hansens åbningsvarianter er
med deres kvikke konkretiseringer typiske for en journalistisk
fortæller.
På en lignende måde er Ib
Bondebjergs tredobbelte åbning til Mimoser i januar.
Erindring og historie (2021) karakteristisk for en
videnskabsmand og pædagog.
Først identificerer han sig over
for publikum og annoncerer temaet:
Da jeg holdt min afskedsforelæsning
som professor i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet den
23.10.2015, sagde jeg: “En eller anden har engang sagt, at jo ældre man
bliver, jo mere begynder man at interessere sig for historie. (“Forord”)
Dernæst fastlægger han sine
begreber og stiller straks skarpt på erindringsbegrebet:
Erindringen er visuel, scenisk,
narrativ og ofte meget konkret (kapitel 1. “Erindring og
historie”).
Da han kommer til det første
menneske i Bondebjerg-slægten, slår han om i naturalistisk
fortællerstil med dækket indre monolog:
Det var bidende koldt. Niels var så
træt, at han næsten ikke kunne holde sig oprejst - og der var stadig
langt hjem.
(kapitel 2. “Snedriven”)
Den litterære pastiche skal vise,
hvordan Ib Bondebjerg (f. 1947) forestiller sig, at den første i hans
slægt, Niels Rasmussen, med tilnavnet Bondebjerg, endte sine dage i
1835. I disse tilbageblik skifter Bondebjerg spor fra erindring til
slægtshistorie (jf. undertitlen “Erindring og historie”).
Ib Bondebjergs bog giver
hovedtrækkene af en forskerkarriere, men det bemærkelsesværdige er, at
den nok så meget handler om forskeren som menneske og familiefader.
Titlen refererer til en buket mimoser, fortælleren som ung møder op med
foran den udkårnes dør.
Thomas Bredsdorffs
fremstillingsmetode ligner i udgangspunktet den journalistiske, som vi
så hos Preben Hansen, men den er både mere reflekteret og mere litterær.
I erindringsbogen Gør
hvad du vil - men sig hvad det er skyder han nogle
oplevelser af glemsomhed frem i en essayistisk eksposition: en
midlertidig tabt kuffert, et forfatternavn glemt ved en forelæsning,
flere episoder, som antyder, at det kan være sidste udkald for
erindringer. Han har opdaget, at han ikke kan tvinge hukommelsen til at
arbejde. Erindringerne kommer stykvis. “Er det sådan vi husker i
tableauer og brudstykker? Og er alt det øvrige efterrationaliseringer
vi fylder i mellemrummene?” spørger Bredsdorff.
Rammen om overvejelserne er en
forelæsningsrejse til Schweiz, som var hans mors hjemland. Herefter
følger et kapitel (“Düsch”) om moderen.
Mit modersmål er dansk, men min
moders mål var tysk. Hun ville uden tvivl gerne have lært os børn sit
sprog mens vi voksede op, men tid og sted gjorde det umuligt.
Som det ses, er sætningerne et
resultat af et bevidst sprogarbejde. Først to parallelle sætninger, der
leger med betydningen af “modersmål”, og derefter en sætning, der
kalder på en forklaring. Der bygges spændinger op i teksten.
Efterhånden som forventningerne indfries, introduceres nye spændinger.
Teksten har en tæt tekstur. Bredsdorff
har lært koncentration af lyrikken,
pausering af dramatikken og litteraturkritisk skrivekunst af Torben
Brostrøm (jf. “Skær fedtet væk”. Thomas
Bredsdorff, Dansk sagprosa, 2019),
Bogens overordnede struktur er
montagen. Gør hvad du vil, men sig hvad det er
præsenterer en række temaer i Thomas Bredsdorffs liv. Arbejdspladser,
institutioner, udlandsophold,
aktiviteter, personer osv.
Efter kapitlet om moderen følger
et, der hedder “Morten”, men det handler ikke om faderen Morten
Bredsdorff, men om forfatteren Morten Nielsen.
Montagemetoden gjorde det muligt
for Bredsdorff at sætte parentes om personer og problemer, som ikke lod
sig håndtere i skrivesituation. Hvorfor hustruen Lene spiller en så
ubetydelig rolle, forstår man først, når man læser Tøsne og
forsytia (2017), som handler om den
alzheimers-sygdom, som hun fik konstateret i 1912, da han skrev på
erindringerne.
Mens Preben Hansens erindringer
havde fokus på karrierevejen og Ib Bondebjergs på familiedannelsen, så
samler Bredsdorffs erindringer sig på et mere abstrakt niveau om, hvad
han lærte på sin vej gennem livet. Titlen på hans bog er en læresætning
fra en videnskabelig metode, udtænkt af hans matematiklærer i
mellemskolen. Store tanker kan undfanges på ydmyge steder.
Preben Hansens og Ib Bondebjergs
erindringsbøger lever op til de tre forventninger, man ud fra
traditionen har til genren (jf. Kondrup 1982:19ff):
At der skal være identitet mellem
forfatter, fortæller og hovedperson. Det er et “jeg”, der fortæller, og
dette “jeg” undermineres ikke.
At det, der meddeles, er autentisk
stof. Erindring er sagprosa, ikke fiktion.
Og for det tredje, at teksten
skildrer sin hovedperson ved at fortælle hans levnedsløb. Det vil sige,
at den er episk i sin form.
Bredsdorffs bog afstår bevidst fra
at leve op til den sidste forventning. Han betvivler i det hele taget,
at hukommelsen udfolder sig i episk orden.
Generelt kan man sige, at
selvbiografier prøver at forklare, hvorfor forfatterne blev, som de
blev.
En genkommende forklarende faktor
er opdragerne: fædrene, mødrene eller dem, der erstatter dem.
Forældrene, specielt mødrene,
spiller en stor rolle i selvbiografier af mandlige forfattere. I de tre
selvbiografier, jeg har til undersøgelse her, er mødrene med til at
opbløde de ofte stive relationer mellem fædrene og sønnerne.
Thomas Bredsdorffs schweiziske mor
var på ferierejse i Danmark med en veninde, da hun mødte Thomas’ far,
der var forstander på Roskilde højskole og senere blev lærer ved
Silkeborg seminarium og forstander for seminarierne i Tønder, Haderslev
og Vordingborg.
Krigsårene må have været hårde for
min mor. Hun var en fremmed fugl her i landet, uden andre holdepunkter
end sin mand og sine to børn. Hun var vokset op i St. Gallen med en far
der var lærer, og en mor der var hjemmegående husmor, men var selv
blevet noget for datidens Schweiz så usædvanligt som selverhvervende.
Hun var uddannet folkeskolelærer. Så traf hun min far, under en rejse
til Skandinavien med en veninde. At gifte sig med ham betød for hende
både at forlade sit land og opgive sin identitet som selvstændig
arbejdende. En underviser der ikke talte flydende dansk, var der ingen
der havde brug for. Hendes valg af mand medførte det ufrivillige valg
af rollen som hjemmegående husmor.
Hun, der i forvejen ikke syntes
udstyret med noget højt humør, skulle tage sig af en mand, der i mere
end et år var patient på psykiatriske afdelinger. Selv blev hun
opereret for brystkræft, fik et tilbagefald og “forsvandt i en blanding
af smerter og morfin” i det år, Thomas blev student. Empatien med
moderen er af en anden art end den, han kan mobilisere med faderen: “Det har garanteret ikke været let at
være patriark i en periode, hvor patriarkatet var under afvikling.”
Ib Bondebjergs forældre mødte
hinanden på et seminarium:
Min far og mor mødte hinanden i
1939-40, da de begge studerede til lærer på Ranum Seminarium. De blev borgerligt gift
21/7-1945, umiddelbart efter 2 Verdenskrig, som også i høj grad
påvirkede deres ungdomsliv.
Ægteskabet analyseres og
dokumenteres i en historisk og sociologisk sammenhæng. Forfatteren
fremdrager breve og andet materiale til belysning af forældrenes
stormomsuste samliv og trækker samtidig på oplysninger om kvinders
stilling i samfundet. Det er først og fremmest moderen, der
interesserer ham. Når han skriver om Bondebjerg-slægten, er det linjen
fra moderen.
Analysen er nuancerende og
spørgende:
Måske er min mors svingende
tilstand bare et resultat af de svingninger, som alle parforhold skal
igennem. Måske er det udtryk for dybere konflikter, som har at gøre med
den fase i moderne kvindefrigørelse, som min mors liv er del af.
Hvis ægteskabet var tidstypisk, var
det på en ekstrem måde. Moderen blev psykisk syg og fik
invalidepension. Forældrene blev skilt og gift igen. “Et patologisk og
meget komplekst moderne parforhold”, konkluderer Bondebjerg.
I et senere kapitel rejser han
spørgsmålet om en genetisk betinget depression i familien. Det sker i
et kapitel om den langvarige depression, han selv løb ind i midt på sin
bane gennem livet. Det er karakteristisk for hans måde at skrive
erindringer på, at han fortæller åbent om sygdommen, som han oplever
den, samtidig med, at han forsøger at afdække den videnskabeligt.
Preben Hansens forældre tjente
begge hos bønder, han som fodermester, hun som tjenestepige og
husassistent. Preben Hansen granskede kirkebøger, skudsmålsbøger m.v.
for at opnå præcision i fremstillingen. Hans ambitioner er ikke som
Bondebjergs videnskabelige, men journalistiske:
Min mor kom fra Slagelse Nordre
Mark, min far fra Slagelse Søndre Mark, og den 21. juni 1919 giftede de
sig i Skt. Mikkels kirke i Slagelse by.
Preben Hansen kommer flere gange
ind på moderens udseende, men beskrivelsen er hver gang ambivalent:
Min mor havde kraftigt, blondt hår,
blå øjne, muligvis allerede en svag tendens til overvægt.
I mange år lige til sin død var hun
i det daglige iført en skinnende hvid kittel. En lidt ejendommelig
hjemmepåklædning, men hun følte sig tilpas i kitlen, og den klædte
hendes runde skikkelse. Sin blonde hårpragt plejede hun med et
krøllejern, som hun varmede over gasblusset.
Også i ægteskabet mellem Preben
Hansens forældre var der problemer. Moderen truede med selvmord. Måske
mest for at binde sønnen til sig. Det var også hende, der skulle
afsløre faderens hemmelighed for sønnen: Han havde siddet 80 dage i
Vestre fængsel efter en dom for tyveri på arbejdspladsen. Tyvekosterne
var konserves og vin til et beløb svarende til halvanden uges løn.
Grunden til, at moderen afslørede hemmeligheden over for sønnen var, at
sønnen skulle til at begynde på jurastudiet, og hun forestillede sig,
at han ville falde over dommen.
Dommen gav Preben Hansens far et
knæk, og den ramte også sønnen. Endnu da han som godt 80-årig skrev om
sagen i selvbiografien, pinte den ham.
Forholdet til moderen gav ham også
anledning til fortrydelser. Hun irriterede ham ved at gå for højt op i,
hvad han foretog sig:
Det begyndte måske ret uskyldigt
med, at jeg blev irriteret, når jeg som halvvoksen kom sent hjem og
forsigtigt forsøgte at låse mig ind, men alligevel straks hørte
pæretrykket inde fra soveværelset. Det var en pæreformede kontakt, der
han ned over ægtesengens midte, og som min mor tændte lyset med, for
hun skulle da lige høre, hvad jeg havde oplevet. Min far sov trygt og
uforstyrret, men min mor vågnede i det sekund jeg satte nøglen i låsen.
Preben Hansen skammede sig over, at
han blev irriteret på hende. Han fortæller, at han adskillige år
senere, da faderen var død, og han selv var blevet politisk
chefredaktør på Aktuelt, havde fortalt sin mor, at
han og hans kone skulle have statsminister Jens Otto Krag og Helle
Virkner til middag. Dagen efter ringede hun “voldsomt benovet” til ham
for at høre, hvordan det var gået. Han blev irriteret på hende og
svarede med enstavelsesord. Næste dag fandt de hende liggende hen over
sin seng. Hun åndede tungt, men kom ikke til bevidsthed på hospitalet.
Det var et slagtilfælde, og Preben Hansen følte sig på et diffust plan
skyldig.
Preben Hansen benytter her
selvbiografien som skriftestol. Den funktion viser den sig velegnet
til.
Kan den også bruges offensivt?
Hansen overvejede om han i tredje bind af sine
erindringer skulle svare igen på en perfid og sårende portrætartikel, Politiken
havde bragt om ham tredive år tilbage i tiden. Men inden han havde fået
besluttet sig, mistede han pusten og døde. Han var 90 år, så det ville
være hasarderet at påstå, at det var erindringsskriverierne og det, de
aktiverede, der tog livet af ham. Under alle omstændigheder viste
forløbet, at det ripper op i gamle sår at skrive erindringer.
Preben Hansens enke, Merete
Wilkenschildt, udgav det tredje erindringsbind, som det forelå, og jeg
tog senere portrætsagen op i bogen Perfide portrætter.
Aage Marcus (red.): Danske
levnedsbøger, 1-2, Gyldendal, 1965
Johnny Kondrup: Levned og
tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi, Odense
Universitetsforlag, 1982
Johnny Kondrup: Erindringens
udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi, Amadeus, 1993
Preben Hansen: Enghavevej.
Barn og ung i København 1925-45, Gyldendal, 2009
Preben Hansen: Farimagsgade.
Tyve år ved en dødsmærket presse. Journalist og redaktør 1945-65,
SFAH’s Skriftserie nr. 53, 2013
Preben Hansen: Asiatisk
Plads. Glimt af et diplomatliv. Redaktion: Merete
Wilkenschildt, Skriveforlaget, 2016
Thomas Bredsdorff: Gør
hvad du vil - men sig hvad det er. Erindringer, Gyldendal,
2013
Ib Bondebjerg: Mimoser i
januar. Erindring og historie, Spring, 2021
John Chr. Jørgensen: Perfide
portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik, Spring,
2018.
John
Chr. Jørgensen: “Skær fedtet væk”. Thomas Bredsdorff, Dansk sagprosa,
2019
John
Chr. Jørgensen: “Han ville selv se gravstenen”. Bibliografisk note om
Preben Hansen til værk nr. 24, 2019
John
Chr. Jørgensen: “Madklubben”. Mini-essay 29 om Ib Bondebjerg m.fl. i
serien “Minder og mennesker”, 2020.
|
