Først lagt op 21-02-2022; senest opdateret 13-06-2022 16:44

Nøglebarn i Viborggade.

Notater om en barndom i 1950’erne og en ungdom i 1960’erne

Af John Chr. Jørgensen

John Chr. Jørgensen i karikatur ved Peter Michael Hornung,

1994

1. Nøglebarn

Jeg var nøglebarn. Det var ikke så trist, som ordbogen vil gøre det til: “Et barn, der bærer en gadedørsnøgle i en snor om halsen, fordi det er overladt til sig selv efter skoletid.”

Ordbogens eksempler på, hvordan ordet nøglebarn brugtes, er alle fra 1950’erne, og de refererer til hjem, der var så fattige, at moderen var nødt til at gå på arbejde.

Mit eksempel passer godt ind her: Jeg er født i 1944 i en københavnsk arbejderfamilie. Vi boede i Viborggade på Østerbro, og jeg gik på Randersgades skole i 50’erne. Min far var sporvejsarbejder, og min mor supplerede hans indtægter med løse jobs som rengøringsdame m.m. Der var ikke altid nogen hjemme, når jeg kom fra skole.

Personligt oplevede jeg ikke det at være nøglebarn som en mangel, snarere som en tillidserklæring. Jeg kom hjem fra skole, stillede min taske, smurte en “mellemmad” og tog den med ned på trappen, hvor jeg satte mig til at vente på de andre nøglebørn.

Idealet var den borgerlige familie, hvor moderen gik hjemme og tog sig af børnene, når de kom hjem fra skole. Men når virkeligheden ikke kunne leve op til idealet, var systemet med nøglebørnene en brugbar løsning.

Forude ventede en tid med organisering af børns fritid i børnehaver, fritidshjem og SFO’er og hvad det nu alt sammen kom til at hedde. Når vi nøglebørn hørte om børnehaver, følte vi nærmest medlidenhed med de børn, der var blevet fjernet fra deres hjemlige miljø, hvortil hørte gaden og gården.

2. På trappen

Trappen foran gadedøren var udsigtspunkt og mødested for os nøglebørn. Det var her, vi holdt øje med folk, og her vi traf aftaler. “Skal vi gå over i Fælleden og spille?” Diverse belæringer blev bragt til torvs: “Hvis man flytter sig, når man står og tisser, får man brok”. En dag forklarede en kammerat, at han havde hørt i radioen, at en indfanget tyveknægt skulle “metalundersøges”, så man kunne se, hvilke dørhåndtag han havde taget på.

John Chr. Jørgensen, 1949. Fotograf ukendt.

Trappen fungerede endelig også som en slags gadeteater, hvor vi på skift optrådte foran de siddende. Der var en dreng oppe fra fjerde, der kunne vende det hvide ud af øjnene. Det var et uopslideligt nummer. En anden kunne fremsige en vanvittig monolog om en barnevogn i Åkirkeby på Bornholm. Jeg fandt senere ud af, at det var en Storm P.-tekst. Hvor tingene kom fra var ligegyldigt. Forestillingen var alt.

Når pigerne var med, blev trappetrinene også brugt til variationer over kendte boldlege, for eksempel den hvor de siddende ud fra et bogstav skulle gætte navnet på en beboer i opgangen. Når der blev gættet rigtigt, slog “den, der var oppe”, bolden i jorden og råbte “halli-hallo for” Bodil eller hvad den, der havde gættet rigtigt, nu hed. Og så løb Bodil efter bolden og overtog rollen som, den der styrede legen.

Den lille flok på trappen var kernen i vores selvorganiserede fællesskab. På de gode dage, f.eks. når gadefotografen kom forbi, så det mere idyllisk ud, end det var. Uden det blev sagt ligeud var der nogle, der bestemte mere end andre, og der foregik en del drilleri, også af den grovere art, som i dag går under betegnelsen mobberi. Selv indbyrdes tyveri forekom. Men for dem, der hang på, var fællesskabet både socialiserende og selvstændiggørende. Vi lærte at klare os blandt andre børn, og vi behøvede ingen voksne til at iscenesætte vores kammeratskaber.

3. Familien

De fleste af os havde søskende, men dem havde vi ikke nødvendigvis så meget at gøre med. Jeg var selv en ikke planlagt efternøler i en familie med tre børn: Jørgen (f. 1936), Jytte (f. 1939) og John (f.1944) Jørgensen. Tre gange signaturen JJ, så vi kunne overtage hinandens gymnastikposer med det påsyede JJ, sagde vi. Men det var selvfølgelig noget pjat.

Min bror var otte år ældre end mig. Han blev udlært som litograf på Gutenberghus som 18-årig, og fik et godt job i Norge i 1955 og blev der og stiftede familie i to omgange.

Min søster var 5 år ældre end mig. Hende fik jeg mere at gøre med. Engang da hun blev sat til at passe på mig, glemte hun mig i barnevognen i en baggård. Det var traumatisk - for hende. Jeg sov fra det. Da jeg blev større, holdt hun og en veninde skole for venindens lillebror og mig. Vi sang “Sur, sur, ih, hvor er du sur”. Så blev hun rigtig sur. Hun var nem at drille og altid lidt på tværs. Og så havde hun en skarp tunge. Hun syntes, jeg var en forkælet sut. Når min onkel drillede hende, kunne hun finde på at drille igen ved at komme parfume i hans pibe.

Hendes skolegang var ikke regelret. Hun ragede uklar med lærerne og skiftede skole.

Også hun forsvandt fra hjemmet, da hun som 18-årig blev gravid og gift. I modsætning til min bror fik hun ingen uddannelse. Hun havde været i huset og var elev i en forretning, som hed SOS (som vi oversatte til “Slip Omgående Slanterne”), da hun kom i ulykke. Min mor græd som pisket den dag min søster kom hjem og fortalte om graviditeten. Det viste sig ulykken ikke var større end at min søster og hendes stabile finmekanikermand holdt sammen, fik fire børn og et helt fodboldhold af børnebørn. Min bror fik tre børn i to ægteskaber og jeg ét barn i to ægteskaber. Alle klarede vi os godt, men min søster var den mest frodige.

I mine forældres generation var børnerigdom ikke en entydig gave, snarere et fattigdomstegn. Min far, Gilbert Jørgensen (f. 1909) var yngste søn af en skomager i Buerup på Vestsjælland. Han havde 15 søskende. Min mor, Edla Månsson (f. 1914) var ældste datter af en stenhugger på Bornholm. Hun havde 11 søskende. Både min morfar og min farmor var fattige svenskere, der var kommet til Danmark for at finde arbejde.

Vores hjem i København blev et samlingspunkt for familierne - en fast station i København for de onkler og tanter, der søgte arbejde i byen. Det vidnede om et vist overskud. Min mor kunne trylle et måltid frem til spontant fremmødte gæster. Der sad altid nogen i køkkenet og talte med hende. Hun var psykologen i familien og klogere end de fleste.

Min far var god til at underholde gæsterne. Han var en entusiastisk kortspiller. Når han havde en grandi, kunne han finde på at stille sig op på en spisebordsstol og spille kortene derfra. Jeg er ikke bekendt med, at han nogensinde læste en bog, hverken fagbog eller roman, men de fem år, han havde gået i skole i Buerup, havde lært ham at skrive med en håndskrift, der var så tydelig, at vi børn var under mistanke for selv at have underskrevet vores karakterbøger.

Gilbert Jørgensen var en rank og retlinet mand, som ikke tøvede med at overføre sine idealer til andre. “Ret ryggen, knægt”, sagde han, når vi gik sammen på gaden. En senere standard-vending var “læser du lektier eller læser du romaner?” Det var ham uforståeligt, at nogen kunne glemme deres madpakke. Da det en enkelt gang overgik ham selv, cyklede jeg med glæde ind til Sporvagten i Ahlefeldtsgade med den. Jeg behøvede ikke at sige noget. Jeg overrakte ham bare madpakken og kiggede på ham.

Hans intellektuelle kapacitet lå i en eminent hukommelse. Han vidste, hvornår de fjerneste medlemmer af familien havde fødselsdag. Jeg arvede vist en lille portion af hans evne til at huske navne og data, og jeg fik gavn af det i mit arbejde som forsker og lærer. Men det piner mig, at jeg aldrig formåede at slå ham i skak, den gamle stivstikker!

Han var et mønster af præcision, og “han kom hjem med pengene”, som min mor sagde. Det ville sige så meget som, at han ikke drak. En beskeden kvalitet ved en ægtemand, kunne man mene. Men i miljøet og tiden var det af afgørende betydning. Vi børn skulle ikke som nogle af vores kammerater hente vores far på Thyges kro på lønningsdagen. Det har utvivlsomt passet min bornholmske morfar godt, at hans ældste datter blev gift med en ædruelig mand, som tilmed var socialdemokrat ind til marven.

Mens familien var nærværende, så spillede slægten ingen rolle. Der var ingen bedrifter at se tilbage på, ingen helte at identificere sig med, men altså heller ikke nogen at skulle leve op til. Halvvejs i spøg refererede vi til visse dominerende slægtstræk. Folk i min fars familie kunne være stædige og firkantede. “Der er noget af skomager i ham", sagde vi så. Min mors Månsson-slægt optrådte i udtrykket “en lille Måns”, det var en finte, et ironisk udfald, en udspekuleret ondskabsfuldhed.

Min mors søskende kendte jeg alle fra Bornholm eller fra Viborggade. Men jeg kendte ikke alle deres børn. “Det var din fætter”, lød det, når en dreng cyklede forbi i Allinge. Det var ikke på grund af uvenskab. Vi var bare for mange til, at alle kunne omgås hinanden. Jeg har mit fornavn John efter en morbror, som vi sjældent så.

Min fars søskende så vi kun få af. En bror boede på Nørrebro og var sporvejsarbejder som min far. Ham har jeg mit mellemnavn Christian efter. En søster boede på Borups allé, hvorfra vi en gang måtte traske hjem i nattens mulm og mørke, fordi den sidste sporvogn var kørt, da mændene omsider var færdige med at spille kort. At betale for en taxa kunne ikke komme på tale. Min mor var rasende over at skulle tage den timelange tur til fods. Min far var rasende over at have siddet i uheld hele aftenen. Da vi kom hjem, tog han et spil kort og rev det i stykker.

De fleste af min fars søskende var forblevet på landet. Nogle af dem blev inviteret til runde dage i København. Vi børn opfattede dem som yderligt bondske. En faster bad om en “sovjet”, når hun havde brug for en “serviet”, og så gik hun baglæns ned ad trapperne på Hovedbanegården. Hun var vant til at gå på stiger.

På et sent tidspunkt dukkede en af min fars brødre op hos os i Viborggade. Han grinede og bevægede sig ligesom min far. Vi troede først, at han parodierede den gamle. Men det var altså ren genetik.

Min fars familie hang lidt bagefter. Vi måbede, da vi opdagede, at min onkel fra landet ikke var i stand til at følge med i underteksterne til en film i fjernsynet. Folk af Jørgensen-slægten var stabile, men tunge i røven.

4. Lejligheden

“Du kan sagtens. Din far er fastansat”, sagde en af kammeraterne nede på gaden. Han havde det fra sin far. Vi havde en skarp sans for sociale skillelinjer.

Os opfattede naboerne som en familie, der levede i relativ velstand.

De fleste andre, vi kendte, boede i toværelses lejligheder. Vores lejlighed havde tre værelser og et pigekammer, i alt omkring 90 kvadratmeter.

“At I tør”, sagde familien, da mine forældre et år efter min storebrors ankomst flyttede fra deres toværelses i Peter Fabersgade på Nørrebro til herligheden i Viborggade, hvor huslejen var så høj som 60 kr. om måneden. Pigeværelset var i perioder lejet ud til slægtninge, som ikke betalte fuld pris, men bidrog til husholdningen. Børnenes forskellige behov skulle tilgodeses. Når nye familiemedlemmer flyttede ind, blev der rokeret rundt på møblerne. Jævnligt blev der tapetseret og malet. Arbejdet blev almindeligvis udført af folk i familien.

Der var to stuer, der vendte ud mod gaden. Værelset mod gården brugte mine forældre i mange år som soveværelse. Her blev jeg født.

Da mine forældre ca. 30 år senere solgte lejligheden til min bornholmske studiekammerat Mogens Svendsen og dennes kone Bodil Svendsen, blev det en stående vittighed, at gæsterne fik tilbudt at se “stedet, hvor John blev født”.

Da jeg fik eget værelse, var det i en lang periode pigeværelset. Jeg fik bygget en seng, der kunne smækkes op mod væggen, så der også blev plads til et lille arbejdsbord. “Det er utroligt, at du er kommet så langt, når man tænker på, hvor lille et værelse du havde derhjemme”, skrev en sød tante senere til mig i sine julebreve.

Inden jeg fik lov til at rykke ind i soveværelset, var det beboet af min storebror, familiens multitalent. Han havde forvandlet rummet til et dunkelt laboratorium for alle de kunster, han beherskede: fotografi, erotisk tegnekunst, maleri, raketbyggeri og affyring af salonriffel mod telefonbøger. Vi havde ikke selv telefon, så han benyttede naboens telefonbøger. Til fremkaldelse af fotografier brugte han også pulterkammeret. Raketten blev afprøvet i Fælledparken. Min bror var sådan en, som forældrene rådede deres børn til ikke at lege med.

Det var et tab af spænding, da han flyttede hjemmefra. Men heldigvis blev hans arbejdsplads, Egmont, ved med at sende os medarbejdereksemplarer af ugebladene og Anders And - et festligt minde at efterlade sig.

Fra teknisk skole havde min storebror en fremmedordbog, som han prøvede at lære udenad. Det var ellers ikke noget bogligt hjem. Vi fik på et tidspunkt et billigt og forældet konversationsleksikon. En samling pæne bøger med stift bind fik vi først med bogklubben Union i 1959. Selv grundlagde jeg samme år mit kvalitetsbibliotek med Gyldendals Tranebøger.

Trykkulturen fik vi ind via aviserne. Min far ville helst abonnere på Social-Demokraten, men resten af familien foretrak Politiken. Det helt store medium var radioen. Vi hørte nyheder, underholdning og dramatik: Pressens Radioavis, Snøvle Sofie og Siva-Skriget.

Vi havde en pladespiller. hvor vi spillede slagere, “Vi har det, åh, åh, så dejligt, åh, åh, åh”. Min mor foretrak “Blomstervalsen” og “Edelweiss”.

Jeg kan sige, at jeg kommer fra et hjem med klaver, men det vil alligevel give et forkert indtryk. Sagen er den, at min storebror slæbte koks op fra kælderen for en dame på Nøjsomhedsvej, og som belønning for det fik han hendes opretstående. Han havde planer om at lære at spille boogie-woogie og nåede lige at få skrevet rækkefølgen af noderne på tangenterne, inden han fandt noget andet at interessere sig for. Min søster overtog klaveret og spillede “Prinsesse toben”. Til sidst var det min tur. Jeg lærte at spille “Jeg er havren” med én finger.

Til toppen af siden

5. Opgangen

Det må have krævet tolerance og tålmodighed at bo i lejligheden lige under vores. Hvad ville man selv have sagt til at få en ovenbo, hvis børn spillede klaver i dagligstuen, fodbold i entreen, bordtennis i spisestuen og arrangerede boksekampe i køkkenet?

Vi var på venskabelig fod med underboen fru Hansen og hendes puddelhund Smut. Hendes datter var blevet gift med en direktør i filmbranchen, som åbenbart ikke havde succes. Op til julen, hans sidste af slagsen, brugte han mig som blomsterbud. Øjensynlig for at spare penge. Han sad i bilen et sted i nærheden og ventede, mens jeg løb op med blomsterne. Jeg husker især Poul Reumert, skuespilleren, alle snakkede om. Da døren blev åbnet af stuepigen, kom der lille djævel op i mig. Jeg sagde, at jeg havde fået besked på at aflevere personligt til hr. Reumert, som derefter kom ud og modtog blomsten med en undrende mine. Nu kunne jeg fortælle, at jeg havde talt med Poul Reumert. Kort tid efter tog filmdirektøren livet af sig.

Ved siden af fru Hansen boede hr. og fru Fy-Jensen. Vi kaldte dem sådan, fordi forbogstaverne F.V. for Frederik Vilhelm havde fået et så blæret svaj, at det så ud, som om der stod F.Y.

Denne bevidste fejllæsning understøttedes af en historie fra ismejeriet i stueetagen: Mejeriejeren omtalte dem fra den anden side af gaden som den “billige langside”, fordi lejlighederne dér kun havde to værelser. Fru F.Y.-Jensen lo. En kunde fra den “billige langside” sagde, at hun ikke skulle grine så meget, for hendes mand var blevet set i vinduet med telefonen i den ene hånd, mens han stod og hev i tissemanden med den anden. Så besvimede fru F.Y. -Jensen på gulvet i ismejeriet.

F.Y.-Jensens var velhavende mennesker. De havde en bil i Ford T-format og en stor grund med en have et sted i omegnen af København. Et par gange kørte jeg med dem derud for at samle nedfaldsæbler til Jensens og min egen familie.

Moderen til en af F.Y.-Jensenerne - husker ikke hvem af dem det var - ejede en hel ejendom med to opgange længere nede ad gaden. Hun lod “de unge” (som ikke var så unge endda) administrere ejendommen. De gik til sagen med stor alvor: Hvis de kunne konstatere for stort vandforbrug, lagde hr. F.Y- Jensen øret til brevsprækken ind til lejlighederne for at høre, om cisternen eller en vandhane løb.

Min far sagde senere, at da den gamle fru Jensen døde, placerede hr. og fru F.Y.-Jensen mønter på den gamles øjne, så at hun ikke skulle se dem rode efter penge i skuffen. Præsten i Davidskirken, som vi hørte til, brugte historien i en prædiken om manglende næstekærlighed. Jeg skal ikke kunne sige, om historien - undskyld - holder vand.

Vores nabo på 3. sal til højre hed også Jensen. Det var folk fra landet. De hjalp os gerne, hvis vi havde smækket os ude eller var sultne. Min far sagde, at de brugte samme kniv til at smøre mad med som de brugte til at skære ligtorne med. Velbekomme! De havde telefon, som vi kunne ringe fra i nødstilfælde. Det var solide Venstrefolk. Engang de havde gæster fra landet, blev min far inviteret indenfor. En af gæsterne ville vise ham, hvor mange penge, han gik rundt med i pungen. Det kan nok være, at det kunne lukke munden på sådan en københavnsk socialdemokrat.

På 1. sal til venstre boede opgangens fornemste par, hr. og fru Kejser. Når vi skulle besøge dem, fik vi forinden indprentet, at vi ikke måtte træde på dørtrinene. Fru Kejser så ud, som om hun skulle til bal. Med en kæmpe sløjfe på rumpen. Hr. Kejser var uniformeret inkassator for Nordisk Fjer med ret til kasket og tjenestecykel. Alle de penge, han kørte rundt med, fyldte en med ærefrygt. Også derhjemme var han noget særligt. Hans lænestol havde fået påmonteret et askebæger. Det var aldrig gået i et hjem med børn.

Kejser-parret savnede faktisk børn, og derfor lånte de os ved særlige lejligheder. Jeg husker især, hvordan vi risede dem op til fastelavn. De lå i sengen og smilede. De havde selvfølgelig været oppe flere timer i forvejen for at gøre det hele klar.

I stuen til venstre boede min klassekammerat Knud

kaldet “Fuglebrød”, fordi han svarede sådan, da skolelæreren spurgte, hvad fugle spiste.

6. Gaden og gården

Gaden var én stor legeplads. Det var før de mange bilers tid. Der var varekørsel til butikkerne. De få parkerede privatbiler kendte vi ejerne af. Vi kunne arrangere rulleskøjteløb fra Østerbrogade ned mod Randersgade.

Pigerne tegnede hinkeruder med kridt.

Vi drenge spillede kugler: En dreng satte sig med benene spredte i V-form på fliserne eller asfalten. Han stillede en kugle op mellem benene (eller mere præcist) lårene og råbte “10 kugler”! Det betød, at den dreng, der med sin egen kugle kunne ramme den opstillede kugle, ville få 10 kugler igen. De glaserede lerkugler købte vi i en legetøjsbutik på Østerbrogade. Her kunne vi også få andre remedier til vores lege: hønseringe, yo-jo’er og hvad der ellers var oppe i tiden.

I en periode købte vi “overføringsbilleder", som jeg vakte jubel i familien ved at omtale som “afføringsbilleder”; det var billeder, som ved gnidning kunne overføres til et nyt stykke papir. Men det var mest til indendørs lege. Min far havde en kollega, der excellerede i papirlege. Han hed Ernst Andersen og boede i nummer 11. Ved hjælp af et stykke glanspapir og en hullemaskine producerede han et uendeligt antal farveprikker, som han derefter klæbede op i mønstre på papir og derefter indrammede. Det var meget tiltrækkende for os børn, for her var noget kunst, vi selv kunne være med på. Og Ernst Andersen måtte vi godt besøge. Frimærkehandleren i baghuset til nummer 14 skulle vi holde os fra, sagde vores forældre. Ellers blandede de sig ikke i vores lege.

Om aftenen ved spisetid blev vi kaldt op af vores forældre. De åbnede bare vinduet og sagde med kort og bestemt stemme: “John, spise!”, “Svend, så er der mad!” Min mor blev edder spændt rasende, hvis man prøvede at forhandle ordren eller spurgte til, hvad man skulle have at spise.

I gården spændte vi en snor ud og spillede fjerbold med bordtennisbat. Det var også her vi havde vores cykler og hjemmebyggede sæbekassevogne. De blev stillet ind i de aflåste cykelskure, som havde en karakteristisk lugt af råd. Fritstående cykler kunne blive “nolet” eller “skrællet”.

Når skraldemændene kom, råbte vi: “Skraldemand, skraldemand, dik, dik, dik, faldt på maven og slog sin pik.” Min far sagde vi skulle lade være med det. De tjener mere end mig”. Så råbte vi i stedet efter “pillerne”, klunserne, der gik rundt og rodede i skraldebøtterne med en krog kaldet syvtallet. De tjente i hvert fald ikke mere end min far.

Hver ejendom havde egen gård. I vores var der foruden skraldespandene et stinkende pissoir, et stativ til tæppebank og en vaskekælder, som vores mødre brugte i hold og på skift. Det foregik i weekenden, ofte om søndagen i kirketiden. Det var hårdt arbejde. Huden på min mors hænder var riflet som vaskebrættet. Når tøjet var vasket, skulle det bæres op på tørreloftet.

7. Fælledparken og sporten

Til vores drengelege var gården for lille og for mørk.

Ofte gik vi i Fælledparken og delte os i to hold, som spillede fodbold mod hinanden. Halstørklæder, handsker eller lignende gjorde det ud for målstænger. Der var masser af plads. Det var før Fælleden fik asfalteret basketbane og trafiklegeplads.

Fælledparken på den anden side af Øster Allé kaldte vi “Anden Fælled”. Her blev der spillet seriefodbold, altså på lavere niveau end divisionsfodbold. Det var gratis at se på - og høre på. Der blev tacklet og råbt igennem.

Sammen med et par skolekammerater meldte jeg mig ind i Ø.B. - Østerbro Boldklub - klubben som havde løftet Carl Aage Præst fra at være “skorpe”, elev på Det kongelige Opfostringshus i Randersgade, til stjernestatus på landsholdet og videre til Juventus i Italien. Desværre var jeg for tung i røven til at blive løftet samme vej. Jeg stod en stabil højre wing på klubbens sekundære drenge- og juniorhold, indtil overgangen fra mellemskolen i Randersgade til 1.g. på Christianshavns gymnasium gjorde det nødvendigt for mig at bruge mere tid på at træne indersiden af hovedet. Men fodboldklubben havde vist sig at være et brugbart alternativ til gademiljøet. ØB’s lokaler under tribunen mod Øster Allé var min ungdomsklub. Her trænede vi mundtøjet. “Bare Ingorér ham”, var der en, der råbte til Ingemar (“Ingo”) Johansson, da vi så filmen med hans knockout-sejr over Floyd Patterson i 1959.

Viborggades placering var et mægtigt aktiv: lige ved Øbrohallen, Østerbro Stadion og Idrætshuset. Lejlighederne i Viborggade var uden badeværelser, - nogle endog uden wc - og i børnefamilierne dannedes der let kø foran køkkenvasken. Så der var god brug for Svømmehallens brusekabiner. Også skolen bidrog til at holde os rene. Vi gik i bad efter gymnastiktimerne. Men Øbrohallen var noget særligt.

Svømmebassinet fungerede som mødested for den lokale ungdom. Om lørdagen når min storesøster blev sat til at holde øje med mig, kunne hun tage mig med i svømmehallen. Hun købte en “svømmehal” til sig selv og hvad jeg hørte som en “tilskurer” til mig. I nogen tid forbandt jeg det med svømmehallens univers af skrubber og børster. Så fandt jeg ud af, at det var en “tilskuerbillet” til en balkon med udsyn til min søster og hendes badende og snakkende veninder samt et påfaldende stort halehæng af store drenge. Da de opdagede, at jeg var hendes lillebror, gav de mig chokolade og lakrids for at overbringe biografinvitationer til hende. Hun syntes jævnt hen, at de var “åndssvage”.

Idrætsanlæggene gav rig anledning til at lære sportsgrenene at kende på tilskuerafstand: vægtløftning, brydning og boksning i lokaler med adgang fra svømmehallen og Idrætshuset, hvor der også blev spillet håndbold og indendørs fodbold. Det sidste tog vi selv lidt del i. Skolerne kunne melde sig med hold. Selve stadionanlægget havde vi mulighed for at bruge, hvis vi nåede frem til finalerne i skoleidrætten.

Længere fremme lå B93’s baner med tennisanlæg og tennishal. At leje tennisbaner lå alle dage uden for vores muligheder. Men det var sjovt at se de voksne spille. De brugte forbavsende meget tid på at diskutere, om bolden var ude eller inde.

B93’s træningsbaner til fodbold kunne i vintermånederne omdannes til skøjtebane med udlejning af skøjter og salg af duftende æbleskiver med rødt syltetøj.

Kun en enkelt af os rødder fra Viborggade drev det til noget højt inden for sportens verden. Det var Jørgen Petersen, kaldet Jønner. Han boede i nummer 2, men jeg kendte ham især fra Randersgades skole, hvor jeg gik i klasse med ham de første fem år. Han var eminent til at kringle bolden ind i de døråbninger, som udgjorde målene i gymnastiksalen. Han blev en stjerne på håndboldlandsholdet og anses af folk, der har forstand på det, for den bedste håndboldspiller, Danmark nogensinde har haft. Desværre for ham var det før der kom mange penge i spillet.

8. Kirke og kommunister

Viborggade hørte under Davids sogn, og mine forældre kunne ikke forestille sig noget andet end, at deres børn skulle døbes og at det skulle foregå i den lokale kirke, Davids kirke i Koldinggade. Da jeg blev døbt den 23. april 1944, var kirkerummet ifølge mine forældre iskoldt.

Vi gik ikke til de almindelige gudstjenester om søndagen. Jeg husker vagt nogle julegudstjenester i den lille kirke. Men minderne er svøbt i kulde.

Præsterne var ellers ihærdige. Der var dels N. Gammeltoft-Hansen, far til ombudsmanden, og dels pastor Schjørring. Sidstnævnte kom jævnligt rundt og ringede på hos sognebørnene. Hos os blev der som regeI spillet kort. I begyndelsen sagde vi “Præsten er her! Væk med kortene,” men så opdagede vi, at pastor Schjørring ikke ønskede at spolere aftenen. Tværtimod syntes han at nyde den muntre atmosfære. Hvis han var på rundtur for at hverve sjæle, var hans missionering påfaldende venlig. Mine forældre behøvede ikke at føre lange forhandlinger med ham for at få ham til at forstå, at jeg helst ville konfirmeres samme sted som de fleste af mine skolekammerater: i den stilfulde Skt. Jacobs kirke på Østerbrogade, hvor jeg en kort tid også “gik til spejder” (“FDF træd an! FDF hver mand!”).

Foto: John Chr. Jørgensen. 1959

Da konfirmationsdagen nærmede sig, fik jeg lov til at bytte med en rejse: Med Jørgensens Rejse- bureau til Schweiz og Norditalien. Rejsen havde fast station i Lugano. Vi kørte i tog derned, sejlede på Lugano-søen og fik arrangeret bustur til Domkirken i Milano. Kirkerummet overvældede mig så meget, at jeg blev dårlig med kvalme og svimmelhed.

Heldigvis var der en smuk pige med på turen.

Hun gav mig et kys, fordi jeg i en konkurrence havde stavet “kalejdoskop” bagfra. Kysset var flygtigt, men perspektivet enormt. Det blev alt sammen bogført i en rejsedagbog, som til moro for familie og venner hed Jørgensens lille røde.

På denne rejse oplevede jeg for første gang i mit liv et intuitivt oversættergeni. Vi stod i en lang kø for at købe en is. Den gamle dame, som passede kiosken, var lige ved at gøre klar til os. Hun sagde: “Momento”. Den første dreng i køen vendte sig om og oversatte “Må vente”.

Viborggades mest aktive inden for den religiøse mission var Jehovas Vidner. De bankede tit på døren. Min mor var åndeligt og religiøst søgende og lukkede dem ind. Hun gik også til nogle møder med dem dybere nede i Viborggade. Min far blev stiktosset, da han opdagede det. Han oplevede “Jehova” som en trussel mod familien, og jeg var for en gangs skyld enig med ham.

Politisk agitation forekom uhyre sjældent i Viborggade. Jeg husker kun én familie, der havde valgplakater i vinduerne. Det var Oles mor og far

De var kommunister. Han var bager, hun bryggeriarbejder. Begge belæste folk. Når Ole og jeg sad og byttede frimærker, kom de og belærte os om mærkernes baggrund, for eksempel om, hvordan de islandske håndskrifter på illegitim vis var havnet i Danmark, som nu burde levere dem tilbage. De havde en begrundet mening om alt, hvad der var oppe i tiden, og alligevel så folk skævt til dem, fordi deres meninger beroede på et fast og forudsigeligt system af dogmer ligesom Jehovas vidner.

Mine forældre var ikke glade for mit kammeratskab med Ole. Han fik mig til at melde mig ind i DKP’s børneafdeling, “Vi klubben”, som holdt møder i “Land og Folk’’’s hus søndag formiddag. Her så vi underholdningsfilm, Chaplin for eksempel, og opbyggelige film om traktorproduktionen under Stalin. Vi sad der, et sted mellem 50 og 100 børn og klappede de rigtige steder. Jeg fik nok af forudsigelighederne, da vi blev indbudt til en fastelavnsfest med præmier til bedste dragter. Vinderen blev en, der havde klædt sig ud som en kiosk med lutter “Land og Folk”-plakater.

9. Kærligheden

Den største trussel mod familielivets orden var den uregerlige kærlighed. Da min 18-årig søster kom hjem og sagde, at hun var gravid, skælvede vor verden i sine grundvolde. Vi vidste ikke, hvordan det ville gå hende. At min storebror rejste til Norge og stiftede familie som 19-årig, gik mere stille for sig, fordi han havde en uddannelse, som gjorde det muligt at forsørge en familie.

Værst var det, når kærligheden slog ned i mine forældres generation. At min far gjorde sig til over for de lokale bagerjomfruer eller rendte rundt efter unge “garnnøgler” ved familiesammenkomster, det kunne lige tåles. Men at min mor kunne blive morgenkæreste med en “op-og ned maler”, var hinsides al fornuft. Maler Rasmussen som vi kaldte ham, malede køkkenet og dukkede gerne op på tidspunkter, hvor min far var på arbejde. Da køkkenet var færdigt, havde min mor og maler Rasmussen endnu ikke fået talt ud. De mødtes på Langelinie kl. 6 om morgenen, en time før, de skulle være på deres respektive arbejdspladser. Min mor gjorde på dette tidspunkt rent på Finsens instituttet. Hun kunne slippe hjemmefra uden min far opdagede det, fordi han arbejdede på skiftehold og først kom hjem kl. 7. Men min far fik færten af urent trav og spurgte mig et par gange, hvornår min mor var gået på arbejde om morgenen. Jeg tilgav ham aldrig, at han på denne måde brugte mig som spion og gjorde mig medskyldig i afsløringen.

Den dag, hvor han havde skaffet sig vished om min mors utroskab, samlede han sine papirer, kørekort, dåbsattest osv. og lagde dem i en lille bunke i vindueskarmen. Han var åbenbart på vej til at flytte. Men da min mor kom hjem, havde han skiftet mening og gav hende et møgfald og en endefuld. Det foregik under absurde omstændigheder: Han løb råbende rundt efter hende i lejligheden og gav hende et klask bagi hver gang han fangede hende. Hun sagde av! Men det hele var snarere en symbolsk afstraffelse end hustruvold.

Der var åbenbart noget særligt ved disse køkkenmalere. Mange år senere, da ejendommen var ejet af forlagsmanden Chr. Ejlers, gik der en sjov maler rundt og malede træværk nede i gården. Det var kunstmaleren Tonning Rasmussen, som Ejlers ville hjælpe til lidt indkomst som op-og-ned-maler. Min mor inviterede ham op til en kop kaffe. Han tilbød at male skabslågerne og overtalte hende til at lade dem farvesætte som kunst. De blev røde, gule, blå osv. ligesom Tonning Rasmussens skorstene på Panum instituttet. Vores køkken kunne være blevet en seværdighed - måske endda fredet! - hvis ikke min far en dag fandt anledning til at få skabslågerne neutraliseret igen. Kærligheden var farlig, og ikke mindst når den førte sig frem under dække af kunst.

Foto: John Chr. Jørgensen. 1959

Den dejlige side af kærligheden, den kildrende tiltrækningskraft, mærkede jeg i rigt mål. Jeg var periodisk småforelsket. Der var først Bente på femte på den anden side af gaden. Vi vinkede til hinanden i nattøj om aftenen. Det fik vi ikke børn af. Så var der Vivi lige overfor. Hun rejste desværre til Amerika med sin mor, som havde udsigt til et job som “hulledame”, hvad det så var for noget. Ja, og så var der pigerne fra klassen. “Er det din kæreste?” spurgte F.Y.-Jensen, når han så mig med Bodil på trappegangen. Jeg rystede irriteret på hovedet.

Synlig sex var der ikke meget af. Det skete, at man overraskede et ungt par midt i et stående samleje i porten, men det var ikke nogen hverdagsforeteelse.

Der eksisterede i 1950’erne en angst for forførelse til homoseksualitet. Vore mødre så homoseksuelle forførere overalt. Der var faktisk homoseksuelle i kvarteret som nu manden i Stadionkiosken for slet ikke tale om “brødrene Axgil”, som vi kaldte det homofile par, der lejede sig ind i forretningslokalet i nr. 11. De var fuldstændig åbne om deres sexuelle orientering. Bladet “Vennen” stod fremme, og de fik besøg af unge mænd. Men mig bekendt var det ikke drenge fra kvarteret. Axel og Eigil var det første bøssepar, der blev viet i Danmark - og verden! Så Viborggade var i den forstand et pionersted.

Men når man betænker, hvilke slangudtryk vi brugte om homosexuelle, skal man nok passe på med at udnævne gaden til frisindets forpost: RP’er (røvpuler), på prutten, medlem af den brune ring, bagbordsindianer etc.

Fantasien var ensporet. Da vores huslæge på et tidspunkt ansatte en stor, mørklødet mand som vikar, forlød det straks, at han var homosexuel. “Bare han ikke springer på mig”, sagde min far.

Vi fik i øvrigt meget fornøjelse af “Axgil” i historietimerne i skolen. Det var, da vi kom op i biskop Eskil i Lund. Vi udtalte ham i retning af “Axgil”, det fremkaldte fnisen. “Hvad er det, der er så morsomt ved Eskil?” spurgte læreren.

Til toppen af siden

10. Selvhjulpen

Nøglebørn var et fattigdomsfænomen. Så snart vi børn var i stand til det, måtte vi bidrage til familiens økonomi ved hjælp af småjobs. Lommepenge var noget, man selv måtte skaffe.

Jeg var bud for grønthandleren i vores ejendom. Der var kunder, der skulle have kartoflerne bragt. Som regel var det dog tungere ting, ølflasker og den slags.

Siden avancerede jeg til et renseri på “Trekanten” (Bopa Plads). Jeg kørte rundt på en budcykel med en lukket kasse til hatte foran. Det er ikke, fordi jeg har fået meget brug for det, men jeg vil til evig tid kunne genkende lugten af nypresset hat.

Nogle af jobbene var årstidsbestemte. En jul bragte jeg legetøj ud for en butik på Østerbrogade. At cykle i modvind til Svanemøllevej med et bob-spil var ikke så let.

Uddeling af aviser i Willemoesgade krævede ekstraordinær omhu: “Budet bedes påse, at avisen ikke bliver våd”, skrev en kunde på en papplade stillet op foran døren.

“Budet bedes benytte køkkentrappen”, hed det i ejendommene i Svanemølle-kvarteret, hvor jeg en tid bragte mejerivarer og morgenbrød ud. Kun når jeg kom med regningen om lørdagen, var det mig tilladt at bruge hovedtrappen. Jeg måtte love mejeriejeren ikke at fortælle andre, hvor mange penge han havde til gode hos kvarterets skuespillere og journalister.

Postvæsenet var en god arbejdsplads. Her lærte man noget fra den første dag: “Er du rigtig klog, du må ikke køre ruten så hurtigt”, sagde kollegerne til mig, da jeg efter et par timers uddeling kom tilbage med tomme tasker. Jeg havde ikke tænkt på, at dem, jeg vikarierede for, skulle kunne klare jobbet hele livet.

Dengang var der noget, der hed søndagsbreve. Dem kørte jeg meget gerne med. De skulle overrækkes personligt. Det gav mulighed for drikkepenge.

Folk kunne være utroligt frække. En dag havde jeg et underfrankeret postkort med. Modtageren skulle betale strafporto, men han hev kortet ud af hænderne på mig, læste det og gav mig det tilbage, idet han sagde: “Det vil jeg ikke betale for.”

At køre med telegrammer fra Hovedvagten var en undertiden bevægende oplevelse. En ældre herre åbnede det telegram, jeg havde rakt ham. “Det er om min søn i Canada. Der står, at han er død. Men du skal alligevel have din 25-øre”.

Jeg havde også industriarbejde, men det var senere, i gymnasietiden. Jeg passede en børstemaskine på Nordisk Fjerfabrik og lærte, at mennesker, der arbejder ved samlebånd er afhængige af hinanden. Når dem på etagen over os fik ekstra penge for at øge produktionen, fik vi, der stod neden under og børstede dynerne på fast timeløn mere at lave og dermed mindre i løn. På Grønlandske Handel lærte jeg, at mennesker, der keder sig, begynder at chikanere hinanden. Der var en dame, der klagede over, at hendes håndklæde blev brugt til skopudsning. Ud over at være en økonomisk nødvendighed var disse job en dannelsesrejse rundt i samfundet.

Jeg fik også lært de første trin på de bonede gulve. Sammen med en kammerat delte jeg reklamer ud for et danseinstitut, som så til gengæld satte os på et hold med engelsk vals, tango og jitterbug. Jeg fik især brug for det sidste.

11. Op og ned ad Viborggade

I 1950’erne var Viborggade på strækningen fra Østerbrogade ned til Randersgade en livlig handelsgade. Især det første stykke ned til nr. 15 og 18 husede mange butikker. Nogle af dem skiftede hyppigt ejer og sortiment, så det kan være svært at fastholde ét bestemt billede. Men følgende forretninger spillede på et tidspunkt i 50erne en rolle i gadebilledet:

I nummer 1 helt oppe ved Østerbrogade lå en frugthandel (det var noget mere fornemt end en grønthandel). Frugthandlerens søn, Jørgen Christian Nielsen, var også lidt finere end os andre. Han gik på Vibenshus skole og blev senere lektor i dansk sprog på Lærerhøjskolen.

En urmager kom hver dag i kørestol og passede sin lille “Tik-tak”-butik i nr. 3. Det var en halsbrækkende øvelse for ham at køre ned ad rampen til butikken.

Længere nede, stadig på venstre side, lå en bagerforretning, en lampebutik og en damefrisør (salon “Chic”). I nr. 15 havde vi et mejeriudsalg og en købmand.

Derefter tyndede det ud, med en marskandiser efterfulgt af en slikgrossist (“Sanika”), som forærede os bløde karamelstænger og usælgelige flødeboller - og et vaskeri helt på hjørnet af Randersgade.

Tager vi turen ned ad højre side af gaden, har vi først Thyges kro. På gaden ud for kroen blev der solgt fisk fra en trækvogn. Derefter fulgte en farvehandler, en møbelpolstrer, et charcuteri og et sæbehus.

På forbavsende kort afstand af hinanden lå to tobakshandlere, den ene var spiritist med blå næse og mønttelefon. Den anden solgte snus (“Göteborg”) og modtog tipskuponer. Måske var det omvendt. To var der i hvert fald.

Imellem tobaksforretningerne var der en ostehandler, som vi tiggede osteskorper hos. Han tissede i håndvasken. Det gav butikken en særlig odeur.

Længere nede lå et skrædderi, som der gik alskens rygter om, og en kultiveret herrefrisør, som førte kondomer (“Skal det være med eller uden reservoir, hr.?”), en rulleforretning, flere produkthandlere og helt nede ved Randersgade en skomager, som selv bragte reparationerne ud, så han var sikker på, at de blev husket og betalt.

Viborggade på den anden side af Randersgade var ukendt og farligt land. Jeg kom der næsten aldrig. Et

Wikipedia-opslag bekræfter mine bange anelser: “Omtrent hvor Viborggade udmunder i Strandboulevarden, lå en af byens galger, samt en rakkerkule til henlæggelse af døde dyr.”

Heldigvis har den ende af gaden fået sin egen beskrivelse i “Børn af arbejderklassen”. Bogen handler om livet i Viborggade 75 i årene 1922-36 og er skrevet af Rigmor Jørgensen (ikke familie!). Jeg anbefalede den over for Politikens læsere, “Åh, Viborggade” (31.12.1988) og anbefaler den gerne igen her.

Men Viborggade 75 var en helt anden verden end Viborggade 15.

Turen fra Viborggade ved Østerbrogade til Viborggade ved Strandboulevarden var som en rejse fra Skandinavien til Afrika. Der blev talt forskellige sprog. En politibetjentdatter fra hjørnet af Østerbrogade blev drillet med sin udtale af “meget” bare hun bevægede sig ned omkring nr. 15. Hun sagde “madet”. Vi sagde “marjet”.

Mellem yderpunkterne lå Randersgades skole som skulle få enderne til at mødes.

12. Randersgades skole

Klasselæreren hed hr. Øye. Min storebror sagde, at jeg skulle spørge ham, om det er rigtigt, at man står efter rang i telefonbogen. Den tyggede jeg lidt på - og afstod.

Hr. Øye var en venlig og klog mand. Han inviterede hele klassen hjem. Vi sad på gulvet og hvor vi ellers kunne finde plads. Han spillede på klaveret. Vi sang et par sange, hørte en historie. Andet skete der ikke. Men det var en stor dag. Invitationen var en gestus.

Øyes afstraffelsesmetoder var raffinerede. Han skrev alfabetets bogstaver med farvekridt på tavlen og udbyggede ofte tegningen til et helt maleri.

En dag havde en elev visket noget af tegningen ud. Hr. Øye bad ham om udbedre skaden. Og mens undervisningen gik videre, stod misdæderen fortvivlet og forsøgte at efterligne hr. Øyes tegnekunst. Da det var sikkert, at eleven aldrig ville gentage sin ugerning, forbarmede hr. Øye sig over ham og stoppede afstraffelsen.

Selv blev jeg ved en lejlighed genstand for hans muntre pædagogik. Jeg var faldet i staver og sad og kiggede ud af vinduet. Han havde åbenbart forgæves prøvet at fange min opmærksomhed. Så sneg han sig ned til min pult og sagde “bøh!” lige ind i hovedet på mig. Jeg græd, så tårerne løb. Bagefter kom han og sagde undskyld.

Regnelæreren, hr. Thøfner, havde naturlig autoritet. Thøfner skelede en smule, og det var en fordel for ham. Når han kiggede ud over klassen, følte ingen sig sikre. Alle var bange for at komme op til tavlen.

Vi fik på et tidspunkt også en matematiklærer, som hed Bo Jacobs. Vi kaldte ham Jaus. Han røg en masse cigaretter og fik vidunderlige indfald: Han tog et kladdehæfte, der tilhørte min klassekammerat Helmer og tilføjede ”ikke”, så der kom til at stå “Helmer ikke”.

Jaus inviterede os også hjem. Han havde ægte tæpper ligesom mange af de fine mennesker, min mor gjorde rent for. Jeg så ikke, om han også havde badekar ligesom dem, hun puttede mig i, når hun tog mig med på arbejde.

Naturhistorielæreren Victor Hansen afslørede detektiviske evner. Han havde overopsynet med klassen i spisefrikvarteret. Det irriterede ham, at der hver dag var en elev, der stillede en halvfyldt mælkeflaske ned i kassen. Ingen ville vedkende sig den halvfyldte flaske. Han bad os så stille op i en lang kø. Vi skulle i tur og orden tage den flaske, vi havde stillet. Til sidst var der kun én flaske og én elev tilbage. “Den skyldige er fundet”, sagde Victor Hansen. Der lød mumlende protester, men undervisningen gik videre, og problemet med flasken gentog sig ikke.

Sløjdundervisningen måtte foregå på Vibenshus skole, for Randersgade havde ikke plads til værksted. Undervisningen var monoton. Vores lærer, hr. Theils, sagde hele tiden: “Så slår vi en streg.” Jeg snedkererede et sofabord med tre ben. Det værste ved de ting, vi lavede, var, at ingen turde smide dem ud.

Skolen var åben over for verden omkring os. Vi kørte i ekstraordinært lange sporvogne til Zoologisk Have. Køreturen var en fest, dyrene kendte vi.

Mange af vores aktiviteter var knyttet til danskundervisningen. Vi kom i teater og lærte at holde mund, mens skuespillerne talte. Når vi var på lejrskole i Skamlebæk ved Fårevejle, skrev vi rapporter og sang: “Vi sad ved samme spand, med fingrene i vand, vi skrælle’d hele dagen, for vi var kun otte mand”

Vi “adopterede” også et tankskib, “Petra Dan” fra rederiet J.L. Lauritzen. Adoptionen indebar, at vi skulle udveksle breve med sømændene ombord. Den første sætning i det første brev, jeg modtog, lød sådan: “Har du en storesøster?”

Vores dansklærer i de højere klasser hed Poul

Thorsen. Det forlød, at han var kommunist. Han var i hvert fald rødhåret, og så havde han været på knallert-ferie i Sydpolen. Han benyttede lejligheden til at klargøre forskellen på “i Sydpolen” og “på Sydpolen”. Som dansklærer var han alsidig og avanceret. Han læste klassisk dansk litteratur med os, og viste os med Goldschmidts “Tømmerpladsen”, hvor lunerigt der kan skrives på dansk. Og han lærte os noget om digtning ved at få os selv til at skrive digte. Jeg lærte f.eks. at man ikke behøver at rime så meget, som jeg havde gjort i min “Næsevise”: “Den lille Inge-Lise har, en næse som en kort cigar. Men hvad så med hr. Stampe, hans næse lyser som en lampe.”

Hr. Stampe var vores engelsklærer i mellemskolen. Hans næse lyste slet ikke, men det var sjovt at opdage, at man kunne drille en autoritet - og kontakte en pige - under dække af at skrive digte.

Hr. Stampe lærte os at sige “is” og “his” med et tydeligt “d”! Altså “ids” og “hids”. En vikar prøvede at rette det. Men det var selvfølgelig hr. Stampes udtale, der sejrede. Dog ikke i England.

I tegnetimerne oppe under taget var der en opløst stemning som i et værksted. “Hvem har jødet mine farveblyanter?” råbte en. Hr. Engelhardt stoppede snakken: “Så kan man ligeså godt sige: “Hvem har Ålborggadet mine farveblyanter”. Det var der nogen, der ikke forstod - eller måske alligevel. En spurgte: “Er det rigtigt, at De er jyde?”- Hvorefter Hr. Engelhardt i en oprømt tone bedyrede, at han da var københavner. Nogle af os sad og krøllede tæer, men vi talte ikke sammen om det.

Det var i øvrigt hr. Engelhardt, der introducerede os til uforglemmelige tyske undersættelser som: “Ich liege in den Schatten von eine Ölbaum” (Jeg ligger i sjatterne fra et øltræ) og “Es ist kalt, man kriegt so rote Kinder” (den sidste er barnemad).

13. Spøg til side

Af de ni års skolegang i Randersgade skiller én dag sig ud: den dag i femte klasse, hvor det skulle afgøres, hvem der skulle fortsætte i eksamensmellemskolen, kaldet “mellemskolen” og hvem der skulle i den eksamensfri mellemskole, kaldet “fri mellem”. Mellemskolen pegede frem mod kontorjobs og måske endnu finere stillinger. Kom man i “fri mellem”, kunne man blive arbejdsmand og rengøringskone som min far og mor.

Vi havde været til skriftlige prøver og resultaterne herfra blev sammenholdt med, hvad skolen i forvejen vidste om os. Forældrene blev indkaldt til en samtale med skoleinspektøren. Før denne dag havde man kun haft en vag fornemmelse af éns faglige position.

“Kom jeg i mellemskolen?” spurgte jeg håbefuldt min mor, da hun kom hjem.

“Havde du regnet med det?” sagde hun. Og jeg nåede lige at mærke blodet isne, inden hun brød ud i et smil:

“Inspektøren sagde, at du var den dygtigste i hele skolen!”

Optagelsesbrevet blev opbevaret som et klenodie. Det er dateret 12. maj 1956.

På vejen hjem fra mødet med inspektøren havde min mor fulgtes med mødrene til Svend, Ole, Bjarne, Finn og flere andre af mine kammerater. De var nedslåede over, at deres børn ikke var “kommet ind”. Det var også trist for mig. Jeg mistede med ét slag mine venner. Selv om vi alle blev boende, hvor vi boede, blev vi i praksis skilt fra hinanden, fik forskellige mødetider og interesser.

For de efterfølgende fire år måtte jeg finde min nærmeste ven i Ålborggade, en gade, som vi Viborggadedrenge tidligere lå i krig med, især i dagene omkring nytår, når juletræerne var blevet smidt ud og forvandlet til køller.

Min nye ven hed Kurt Z. Sørensen og boede med sin mor lige indenfor i Ålborggade. Kurts mor var klog, sjov og fattig.

I begyndelsen da jeg kom hos dem, lagde jeg mærke til, at hun talte meget om, at noget var “hos onkel” eller skulle “til onkel”. Hvem er onkel? spurgte jeg. “Tænk, John ved ikke, hvem onkel er”, sagde hun. Onkel var lånekontoret, assistenshuset, hvor man kunne pantsætte værdigenstande. Ved ikke at kende onkel havde jeg afsløret, at jeg trods min opvækst som søn af en tjenestekvinde og en fastansat sporvognsskinneskidtskraber tilhørte arbejderstandens privilegerede overklasse.

Kurt Z. og jeg svingede godt sammen, både når vi læste lektier og når vi spillede bordtennis. Vi morede os over de samme platheder, f.eks. Dirch Passer og Judy Gringer i “Babs og Nutte”.

Alle kunne lide Kurt. Z. Han var indbegrebet af lun ro og stabilitet. Z. stod for Zimmermann. At Kurt Zimmermann en dag skulle blive rektor for et gymnasium var ikke en følge af hans stræben, men af den tillid, han vakte.

Kurt havde gået i en parallelklasse, hvor drenge og piger var blandet. Jeg havde gået i ren drengeklasse. Skolen ville sammenligne resultaterne.

Kønsblandingen viste sig at være fremtiden. Pigernes tilstedeværelse polerede de værste knaster af os rødder. Vi slap for eksempel for den odder, som sad og onanerede på bagerste række.

Og nogle af skoleaktiviteterne blev mere interessante ved tilstedeværelsen af to køn. For eksempel svømmeundervisningen.

Randersgades skole var en veldrevet institution. Man kan ikke sige noget bedre om sin skole, end at man får lyst at blive lærer på den. Samtidig siger man selvfølgelig noget om sin egen fantasiløshed. Men man orienterer sig efter det, man kender - og gjorde det i højere grad dengang.

Tidligere havde jeg drømt om at blive typograf ligesom min onkel Børge. Han var ansat på Berlingske Tidende og familiens klogeste og bedst lønnede mand. Nu var mit mål at blive skolelærer. Vejen dertil gik tidligere via realeksamen og præparandklasse til seminarium. Men så fik jeg at vide, at en studentereksamen var nødvendig. Kurt var med på at gå den vej.

Randersgades Skole var åbenbart uvant med, at skolens elever skulle fortsætte i gymnasiet, for ingen havde fortalt os, at vi skulle bestå en latinprøve for at blive optaget i en nysproglig 1. g. I sidste øjeblik måtte der arrangeres et kursus. Det foregik på Østre Farimagsgades skole. Men læreren var heldigvis en absolut kapacitet, fagligt og pædagogisk: Mogens Hindsberger, der senere blev teolog og rektor. Han lærte os, at “Italia terra est” (Italien er et land) og “Sardinia insula est” (Sardinien er en ø) og at “luxuria Capuae milites Hannibalis effeminavisse dicitur” (Capuas overdådighed siges at have kvindagtiggiort Hannibals soldater).

Vi bestod latinprøven og søgte ind på Gammel Hellerup gymnasium, hvor vi var til samtale hos rektor, som måske fandt os rigeligt proletariske.

I hvert fald fik vi snart efter besked om, at vi ikke skulle cykle mod nord, men i retning mod syd. Vi var optaget på Christianshavns gymnasium. Meddelelsespapiret, dateret 1.8.1960, var ikke direkte hjerteligt. Den snævre tidsfrist tydede på, at vi havde været vanskelige at anbringe. Måske havde de spillet sorteper med vores ansøgninger.

“Hr. sporvejsarb. C.G. Jørgensen. Det meddeles Dem herved, at Deres søn, John Christian, kan optages i skolens 1. gymnasieklasse nyspr. og må møde fredag d. 12. august kl. 10. Med venlig hilsen (ulæselig signatur) rektor.”

I denne situation var det godt at være to: “commune naufragium dulce”, fælles skibbrud er sødt, frit oversat: Det er en trøst at have lidelsesfæller.

Kurt stod med sin cykel på Østerbrogade og ventede på mig, da den store skiftedag oprandt. Vi satte kursen mod Christianshavn, forporten til Lorteøen.

Dér blev vi glædeligt overraskede.

Til toppen af siden

14. Bornholmsk mellemspil

På dette sted i beretningen må jeg komme med en tilståelse: En ikke ringe del af min opvækst fandt sted på Bornholm! Hvert år tilbragte jeg halvanden sommermåned på min mors fødeø. De tidligste år var jeg sammen med mine forældre. Men fra seks-syv årsalderen rejste jeg alene derover og boede som feriebarn hos en onkel og tante. På et senere tidspunkt kom mine forældre og holdt ferie. De tog mig så med hjem.

Familien Jørgensen på Bornholm. Juli 1957

Bornholm var vores mulighed for at holde ferie. Der var ikke penge til at leje sommerhus eller bo på hotel, hvor vi havde lyst til det. Vi måtte trække på familien, ligesom familien brugte os, når de havde ærinder i København. Det oplevedes ikke som en byttehandel, men som en selvfølgelighed. Sommer, det var noget der foregik på Bornholm.

Aldersforskellen mellem min storebror, min storesøster og mig var så stor, at vi ikke tog afsted sammen. Min storebror, Jørgen, havde i øvrigt sin egen sommeradresse, nemlig hos vores mormor og morfar i Havnegade. Vi andre boede i Kirkestræde og Østergade. Månsson-familien var så udbredt på Nordbornholm, at jeg ikke kendte alle mine fætre og kusiner.

Rejsen derover foregik med bornholmerbåden fra Havnegade. Man fik et skilt om halsen, hvor der stod, hvem man var og hvor man skulle hen. Fuldstændig som var man en pakke eller et stykke kvæg. Det var det modsatte af snoren med nøglen, som viste, at man selv kunne styre tingene. Jeg hadede det ferieskilt, men jeg kunne godt se, at det var nødvendigt.

Flere af min mors yngre søstre sejlede som kahytsjomfruer. Hvis de ikke selv var ombord, kunne de altid spørge en af de andre kahytsjomfruer, om de kunne tage sig af os. Hvis der var en ledig kahyt, lagde de os dér. Ellers fik vi en opredning under en trappe.

I begyndelsen gik båden ind i flere havne, således også Allinge, min mors fødeby. Jeg boede alle år hos min mors søster Bodil og dennes mand Leon, kaldet Lolle. Det var som regel Lolle, der hentede mig ved båden om morgenen. Han havde trækvognen med til kufferten. Det var samme trækvogn, som jeg brugte, når jeg kørte med rulletøj for min moster, min ferietjans. Min kusine Rita gik med mig og viste mig til rette i begyndelsen. Det meste rulletøj var til pensionater og hoteller, hvis adresser man kendte. Jeg var stolt af, at jeg også fik lov til at opkræve penge. Det var det mest voksne, man kunne gøre.

En dag havde jeg fået en gruelig hikke. Tante Bodil sagde, at hun kendte et middel til at sætte en stopper for hikken. Om jeg ville prøve det? Det sagde jeg ja til. Hvorefter hun lagde ansigtet i alvorlige folder og sagde: “Hvor er den 10-krone seddel, jeg havde lagt øverst i cigarkassen?” Skønt jeg fuldstændig forstod, hvad hun gjorde, blev jeg så forskrækket, at jeg holdt op med at hikke.

Den situation lærte mig en lektie: Man kan ikke kontrollere noget bare ved at forstå det. Styrken i hendes stemmeføring trumfede forstanden.

Min onkel Lolle var en humorist i Gøg og Gokke-stilen. Han elskede at gå sjovt og prutte. Når vi gik tur hele familieflokken om aftenen, kunne Lolle finde på at gå op foran og prutte samtidig med, at han strøg en tændstik og holdt den op til bagdelen. Det lignede en gaseksplosion.

Vi børn elskede Lolles påfund. Engang viste han en hellig slægtning rundt i huset. Vi fulgte med, fordi vi kunne mærke, at han var i spasmagerhjørnet. Da vi kom til soveværelset, pegede han på sengen og sagde: “Her har vi så høvlebænken”.

Lolle var en fest. Lolle sang i øvrigt også altid, når familien holdt fest. Han optrådte med to faste numre. Vi sang kun med på omkvædene. Jeg kan nogle brokker efter hukommelsen: “Så tog jeg frem min bue og hun sin violin” og “Men i visen, se det er nu den, gå aldrig med fremmede mandfolk i seng”. Der er muligvis rod i pronominerne. Jeg har forgæves søgt sangene på google og i Højskolesangbogen.

“Husk at fløjte”, sagde han, når vi plukkede bær med ham i haven. Det betød, at vi ikke måtte spise alle bærrene. Vi skulle også have nogle med hjem til middagsmaden.

Måltidet kunne bestå i ål, Lolle selv havde stanget, kartofler, han selv havde gravet op, og bær, vi havde plukket i fællesskab.

Han havde en robåd. For at komme med ud at sejle i den, skulle man kunne svømme. Det lærte tante Bodil os på den lokale strand, “Næs”.

Hver dag ved frokosttid lukkede hun rulleforretningen, smurte en grov hoben kartoffel- og jordbærmadder, stillede dem fint til rette i en metalmadkasse og cyklede ned til “Næs” med herlighederne. Det var dage.

Nej, solen skinnede ikke hver dag. Men selv regnvejrsdage har jeg søde sommerminder om. Rita øvede sig i frisørkunst (hun blev defektrice). Hun smurte mit hår ind i noget blågrønt klistret stads og satte papillotter i. Og så sang vi nogle af de slagere, som hun havde købt tekster til i kiosken. “Hele ugen alene, uh, hu, uh, hu, to er bedst sku’ jeg mene, men hvad siger du?”

Eller vi gik ombord i stakkene af ugeblade og populære bøger.

I min onkel og tantes hus var de ivrige sportsfolk. Min fætter Svend var en mere end habil fodboldspiller, og Rita en dygtig håndboldspiller. De anskaffede sig også bøger om sport. Hver sommer genlæste jeg “Da Siefert løb for gamle Danmark”. Harry Siefert var en hæderkronet terrænløber, som blev idømt 18 måneders karantæne for at have modtaget et kaffestel. Det var imod amatørreglerne.

Nå, men ikke alt var lutter lagkage hos Bodil og Lolle. Det gammeldags lokum var for eksempel noget lort. Jeg hadede lugten og frygtede edderkopperne. Men så flyttede de heldigvis til et hus med træk og slip.

Efterhånden som jeg blev ældre, forstod jeg, at der var dybtliggende konflikter i familien. Bodil og Lolle sås ikke med min mormor og morfar, skønt de boede kun ti minutters gang fra hinanden. Det hed sig, at det skyldtes politiske uenigheder. Det var ikke helt forkert. Men der var også en privat vinkel. På et sent tidspunkt forklarede min mor mig, at uvenskabet opstod, fordi min morfar havde misbrugt nogle oplysninger, Bodil havde videregivet fra et selskab, hvor hun serverede. Det tilgav Lolle ham ikke.

Både min morfar og Lolle var stenhuggere,

så også på arbejdet skulle de anstrenge sig for at undgå hinanden. Vi børn blev ikke inddraget i konflikten. De bagtalte ikke hinanden over for os.

I mine tidlige barndomsår oplevede jeg Lolle som den morsomme far, jeg aldrig selv fik. Men efterhånden opdagede jeg, at han havde en hård inderside. Hans kamp mod naboen, en kendt professor, var nådesløs. Det var en klassisk nabostrid. Professoren fik rettens ord for, at Lolles port på et eller andet tidspunkt i fortiden var bygget hen over en adgangsvej til professorens hus, og at professoren følgelig havde ret til at gå gennem porten. Så vidt jeg kunne se, udnyttede han ikke retten. Han ville bare have den. Og den kostede ham dyrt. Nu var stien foran hans dør offentlig. Lolle passerede larmende forbi hver morgen. Træet i professorens have begyndte på mærkelig vis at skrante. Professorinden klagede over alle de “døde fugle”, som lå på jorden. Onkel Lolle kunne sige “døde fugle” med dræbende Hellerupsk dialekt.

Af den historie lærte jeg, at det ikke er nok at få ret, man skal også kunne forudse og klare konsekvenserne.

Jeg blev i øvrigt selv involveret i striden på en særegen måde. En dag da jeg befandt mig på

“Kæmpestranden” ud for Bodil og Lolles hus,

kom professorens søn ned for at fiske med stang. Han rullede noget nylonsnøre ud og bad mig i en kommanderende tone om at løfte op i den fjerne ende, så han kunne rette den ud. Da jeg umiddelbart ikke kunne få øje på nylonsnøren i det hvide sand, råbte han:

“Du er smadder uintelligent”!

Den sætning elskede mine bornholmske slægtninge at bruge imod mig. Ikke mindst nu, hvor jeg var kommet i den lærde skole.

15. Fra drengeklasse til pigeklasse

Det første, jeg bemærkede på Christianshavns Gymnasium, var alle pigerne.

Mens jeg i de første fem år havde gået i en ren drengeklasse og de følgende fire år i en blandet klasse, så var jeg nu kommet i noget, der lignede en ren pigeklasse!

Vi var kun fire hankønsvæsener i et flor af femten piger. “Det var en yndig tid”, som Katy Bødker sang i årets europæiske melodigrandprix. “Det var dengang da man sværmed’ på den gamle vold”. Året var 1960. Kurt fandt sin kommende livsledsagerske, Annette C., i pigeflokken.

Men før der blev sværmet, skulle der møves en del.

Kønsfordelingen betød, at vi drenge skilte os ud. Der var ingen flok at gemme sig bag. Vi var eksponerede. Man kunne lige så godt smøge ærmerne op og tage fat på opgaverne. Jeg meldte mig til at holde foredrag om emner, jeg på forhånd ikke vidste synderlig meget om. Det begyndte med “oboen” i musiklokalet og endte med “H.C. Andersen” i aulaen. Jerntrappen hjemme i Viborggade havde givet mig frimodighed til at optræde for andre.

Christianshavns gymnasium lagde op til intellektuel aktivitet. Hvad angår fysisk udfoldelse, var gymnasiet et tilbageskridt i sammenligning med Randersgades skole. Græsplænerne på Holmen var en sølle erstatning for Fælledparken. Svømmehallen var væk. Indendørs træning bestod af kedsommelige tropsøvelser. Minus musik og dans. Meget lidt indendørs boldspil. Hvis vi havde dyrket sport, var min klassekammerat Mogens Jacobsen måske blevet en førsteklasses cykelrytter i stedet for en førsteklasses cykelsportsjournalist.

Næsten alle i lærerkorpset havde udmærket sig intellektuelt på et eller andet plan. Rektor H. Villy Nielsen havde været medforfatter til lærebøger i naturfag for nysproglige klasser. Meget af det, der stod i dem, var forældet og skulle springes over. Men alligevel.

Vores latinlærer, Jon Monrad Møller, løb stundom sur i syntaksen i gallerkrigene, men reddede æren ved at lære os sange, som vi stadig kan skråle tres år efter, for eksempel “Pertinax et validus, Cimber est fortissimus” - dvs. “Jyden han er stærk og sej.”

Ole Barfoed, som underviste os i historie og oldtidskundskab, var en kapacitet som samtids- og besættelsestidshistoriker. Han var medredaktør af tidsskriftet “Tidens Stemme” og fulgte med i den nyeste kunst og litteratur. Han lånte mig sit eget eksemplar af Klaus Rifbjergs “Camouflage”. Et par privatfotografier af Rifbjerg og Ole Barfoeds bror Niels faldt tilfældigvis ud.

I en afskedssang til ham skrev jeg bl.a.: “Jeg vil både være folkekær og i Rifbjerg-klanen populær. Louisiana er mit tilholdssted, Ellinor og ungerne tager med.” Efter afsyngelsen bemærkede en skarpsindig klassekammerat, at teksten manglede et eller andet forsonende. Hvor havde hun ret. Jeg beundrede Barfoed. Han introducerede mig til græsk kunst og Søren Kierkegaard. Hvorfor så maltraktere ham? Fordi jeg havde gennemskuet ham? Eller skulle jeg bare frigøre mig?

Mine dårlige vers om Ole Barfoed har brændt sig fast i hukommelsen: “Jeg har mana og min lyst er stor til at sidde bag en anstalts ror. Sidder mine glatte hår på plads, skyldes det min stræben mod parnas.” Ole Barfoed endte som rektor for Christianshavns gymnasium. Jeg traf ham et par gange i rektorårene. Jeg var også med til en fest i lejligheden ved Søerne, hvor han boede i ægteskabet med Malin Lindgren. Han virkede ikke glad.

Vores dansklærer, Børge Andersen, havde store elastikker omkring sin nedslidte Falkenstjerne, men inden for sprogforskningen var han med på det sidste nye og stramme. Han havde lige udgivet “Rønnemålet. En strukturallingvistisk analyse af udtryksplanet i en Bornholmsk dialekt”.

Strukturalismen havde lært ham at tænke videnskabeligt. Han stimulerede mig til at anfægte præmisser og løse gåder. At læse Pär Lagerkvists “Hissen som gick ner i helvete” med ham var en svir. Han opfordrede nogle elever i parallelklassen, som ikke forstod teksten, til at opsøge mig i spisefrikvarteret. Det var som at blive udnævnt til orakel.

Da jeg fortalte ham, at jeg ville være folkeskolelærer, sagde han: “Du skal da på universitet”. Dermed var den sag afgjort. Et lille puf fra Børge Andersen var nok.

Vores elskelige gnavpotte af en engelsklærer, Georg Garde, arbejdede på et videnskabeligt værk om “Silkebroderede lærredsduge fra 16. og 17. århundrede”, som han forsvarede som disputats i 1962. Jeg overværede selv disputatshandlingen og blev stiktosset på professor Chr. Elling, da han i sin opposition antydede, at enhver idiot kunne blive doktor, hvis han fandt et tilstrækkelig perifert emne. Så udspekuleret perfid var altså den akademiske verden, jeg aspirerede til.

Skolens pædagoger beherskede også perfidiens kunst. “Det er mit indtryk, at M. gør, hvad hun kan”, skrev Barfoed i karakterbogen samtidig med, at han stangede en lav karakter ud.

Hvis lærerne havde fordomme, var de ikke rettet mod lave socialklasser, men mod, hvad de opfattede som lav intelligens og dårlig smag.

16. Lærere der angav retning

Ole Barfoed, Børge Andersen og Georg Garde blev retningsgivende for mig. Jeg følte, at de tog sig af mig. Deres bemærkninger i “Meddelelsesbogen” lignede koordinerede opmuntringer: “Solid og grundfæstet viden. Altid aktiv og interesseret” (Børge Andersen), “Arbejder med stor intensitet og grundighed. Har en sjælden evne til at tænke over problemerne” (Georg Garde), “Det er en fornøjelse!!” (Ole Barfoed). Alle disse vurderinger er fra marts 1962. Jeg er klar over, at det kan virke som praleri at gengive dem her. Men ordlyden er vigtig.

Over for mine forældre fungerede disse meddelelser og de tilhørende karakterer nemlig som bevis på, at det var ulejligheden og udgifterne værd at “holde mig til bogen”. Det var altid min far, der skrev under, mens han kløede sig i nakken prøvede at finde noget, som kunne forbedres. Der var for eksempel et mg- i gymnastik ledsaget af bemærkningen “I det indendørs arbejde er evnerne jo mindre end i boldspil.” Og hvad skulle min far stille op med en henstilling fra min engelsklærer om, at jeg burde læse “lettere litteratur”?

Ung mand, der lægger vægt på selvstændighed, 2,g., 1962.

Ukendt fotograf

I mine forældres optik var det bedste, en lærer kunne skrive, at jeg var “velforberedt og flink” (fransklæreren, fru Rickelt). Også tysklæreren, fru Halkier, karakteriserede mig som “flink”. Det betød, at jeg indordnede mig under reglerne, sang med på “Frère Jacques” og anstrengte mig for at besvare spørgsmål som “Wie ist eigentlich die Stellung Lesters Maria gegenüber?”

Jeg befandt mig mellem to verdener, som ikke havde forudsætninger for at forstå hinanden. Meddelelsesbogen var “det objektive korrelat” - en kodet meddelelse, et akademisk digt, som vi hver især kunne tolke på. Selv satte jeg mest pris på formuleringer, som betonede selvstændigheden.

Hvor stor afstand der var mellem den akademiske verden og min, afsløredes ved en begivenhed, hvor to lærere morede sig med at give hadegaver til hinanden i elevernes påsyn. Da de trak klædestykket fra gaven, viste den sig at indeholde et stykke glarmesterkunst af den type, som hang på væggen hjemme hos Kurt og mig, f.eks. et trærelief med en let påklædt dame under en palme. Ceremonien udløste grin. Vi var dog et par stykker, der krøllede tæer. I situationen kunne vi ikke sige noget. Vi måtte vænne os til den slags kultursammenstød. Det mest groteske, jeg var udsat for, var at blive inviteret til et foredrag sammen med mine forældre - foredraget viste sig at være på fransk (se essayet ”Billeskov” i ”Minder og mennesker”).

Jeg er ikke i detaljer bekendt med mine klassekammeraters sociale baggrund. Men de fleste kom fra middelstanden.

Der var en præstedatter, men det kunne vi også præstere (undskyld) i Randersgade. En datter af en chefredaktør var noget nyt og et trin op. Men ingen paraderede med rigdom.

Christianshavns gymnasium var ikke nogen overklasse-institution med slægtsprivilegier og særsprog. Det var nærmest en overbygning til de lokale kommuneskoler. Mange i klassen havde gået i mellemskolen på stedet og havde haft nogle af lærerne i forvejen. Der var en tryg basis. Det var et venligt, muntert og ikke alt for stræbsomt fællesskab at komme ind i. Gymnasieelever var endnu ikke begyndte at konkurrere på mærkevarer. Det var ikke meningen, at nogen skulle dumpe eller droppe ud.

Som eksempel på klassens gode humør husker jeg en lykønskningsgave, et par af pigerne skulle købe til Georg Garde. De gik ind i en bagerforretning og bestilte en lagkage med påskriften “To Luck”. Bageren gjorde dem opmærksom på, at det ikke hed sådan på engelsk, men de insisterede - og nød at se Gardes ansigt, da han åbnede gaven.

Og apropos ansigter, så glemmer jeg ikke Ole Barfoeds forbløffelse, da han så min klassekammerat Jan Helmark trække et Anders And-blad frem som rejselekture i toget til Stockholm i efteråret 1960.

Det var en udfarende skole. Vi var dårligt kommet i gang med undervisningen, før vi skulle på udflugt. Vi boede i gymnastiksalen på Sankt Görans Samreal-skola i Stockholm. Kurt og jeg skrev rapport om Stadshuset i Stockholm. Hele klassen besøgte Drottningholm Slot med rokoko-haven. Vi slog et slag rundt om Uppsala. Altsammen med Ole Barfoed som historisk kyndig guide og hans kone Ellinor som reservemor. Vi var også på Dramaten, hvor vi så en opførelse af Strindbergs “Ett drömspel”. Den svenske skoles rektor faldt i søvn under forestillingen.

I efteråret 1961 var vi på lejrskole i Svaneke på Bornholm, denne gang sammen med en matematikerklasse og deres lærere. Vi var drenge nok til at fylde en sovesal og skabe kåd karlekammerstemning med boksekampe i undertøj og liggende fællessang. Jan Helmark tog kegler ved at føje et nyt vers til den gamle traver “Vi har en chauffør, en chauffør, han kører trillebør, her i lejren …”. Helmark sang: “Vi har en pinde-is, en pinde-is, en rigtig pinde-is … “. Sangen udløste latterskader, som først stoppede, da Ole Barfoed og en af matematikerklassens lærere viste sig i døråbningen.

Kurt og jeg skrev en rapport om rundkirker. “Hvordan ser de egentlig ud indvendig?” spurgte tante Bodil, som havde boet derovre hele livet. Vi ser det, vi vil se, men pludselig bliver vi alligevel nysgerrige efter at se, hvad der gemmer sig bag ved murene.

I foråret 1962 fik jeg en uventet mulighed for at udvide min horisont. Foreningen Norden tilbød nogle gymnasier i Danmark og Norge, at de hver måtte håndplukke en elev til en studietur i Sverige. Børge Andersen og vist også Ole Barfoed pegede på mig.

Både professionelt og personligt blev rejsen skelsættende for mig. Den gav mig dybtgående og langtrækkende pennevenskaber (jf. ”Det nordiske” i ”Minder og mennesker”).

17. Missioner og sværmerier

Hjemme igen interesserede jeg mig mere og mere for skjulte sandheder, sociale masker, psykologiske eksperimenter og dens slags. Litterært var jeg især indfanget af Max Frisch. Hans tanker om de billeder, vi danner os af hinanden, ramte dybt i mig. Min baggrund og miljøskiftet havde disponeret mig for relationel tænkning.

Også kunsten og filmen trak. Jeg gik til rundvisninger på Statens Museum for Kunst hos Øystein Hjort og til introducerende foredrag på Filmmuseet ved Marguerite Engberg. Jeg har alle dage elsket undervisning med demonstrationsmateriale. Jeg vil se tingene med egne øjne,

Skolekomedien spillede jeg også med i, men min rolle (i Soyas “To tråde”) var så lille, at min mor og min søster, som var draget til Christianshavn for at bivåne mit sceniske gennembrud, slet ikke fik øje på mig!

En sommeruge kørte jeg rundt og så på kalkmalerier i danske kirker sammen med Jan Helmark.

Der var noget ustyret, altslugende over mine interesser. Det var historien om den fattige dreng, der var kommet ind i slikbutikken og ikke kunne få nok. Og jeg råbte højt op om, hvad jeg havde fundet.

Min missionsiver kunne irritere. Redaktøren af vores skoleblad sagde, at jeg ikke behøvede at slutte min anmeldelse af en udstilling på Louisiana med en opfordring til at tage derop. Selv i bladets annonce for købmanden på den anden side af Prinsessegade gjorde man det mere elegant. Der stod ikke “Køb dine varer hos Møller”, men “Jeg er også gået over til Møller.”

Jeg forsøgte at arrangere en studiekreds om Voltaire. En dreng fra matematikerklassen satte en stopper for initiativet ved at spørge: “Hvad ved du om det?”

Da pornografisagen mod Wilhelm Freddie kørte i 1963, organiserede jeg en kampagne, der bestod i, at vi gik rundt i skolegården med et stort F i knaphullet. Når folk, f.eks. Ole Barfoed, kom og spurgte, hvad det betød, fik de så en forsvarstale for Freddie.

Jeg var optaget af kunstens fysiske forankring. Som flidspræmie ved studentereksamen valgte jeg en bog om Danmarks arkitektur.

Nå, nu blev der desværre ikke plads til de sværmerier på Volden, som jeg skrev antydningsvis om i begyndelse. Læseren må også undvære historien om dengang, Mogens Rukov prøvede at hugge en kæreste fra mig - midt på dansegulvet.

Spøg til side: Lige meget hvad jeg skriver eller ikke skriver om kærlighedsforhold og kærester, risikerer jeg at træde på andres følelser. Derfor lader jeg helt være. Uden at nævne navne kan jeg afsløre, at jeg havde svært ved at finde alt det, jeg søgte, i én kvinde. Én diskuterede jeg filosofi og etik med, én udvekslede jeg dybt personlige breve med, én gik jeg i byen med, én sværmede jeg for på Volden. Og nu har jeg måske allerede sagt for meget.

Jeg har undladt at skrive noget om, hvordan jeg tror, at min ven Kurt Z. oplevede gymnasietiden. Vores fælles tid som østerbrorødder på Christianshavns gymnasium sluttede en sommerdag i 1963 med kørsel i hestevogn til vores ydmyge boliger - og stolte forældre - i Ålborggade og Viborggade.

Den eneste, der havde en dårlig dag, var hesten. Det var Eva Outze, der havde skaffet den ved at indrykke en annonce i faderens avis, Information: “En hest, en hest, mit kongerige for en hest”, et citat fra Shakespeares “Kong Richard 3”.

Annoncen virkede, men hesten viste allerede svaghedstegn på Østerbro. Vi skånede den og løb i en lang kæde fra Viborggade 15 op til Østerbrogade og ned ad Ålborggade.

Da vi kom ud til Amager, var den stakkels hest ved at segne under byrden af alle disse (håbe)fulde kvinder og mænd. Vi var bange for, at den skulle skrabe maveskindet mod asfalten og besluttede derfor at tage den sidste del af turen til fods. En sund udgang på en yndig dag.

John Chr. Jørgensen i 1963 med frisk studenterhue

og flidspræmie. Sidste håndtryk fra rektor. Ukendt fotograf.

Til toppen af siden

18. Plotter på Kakadu

Efter studentereksamen skulle jeg aftjene min værnepligt. Jeg kunne have ventet til et tidspunkt til efter afsluttet uddannelse og håbet på, at der dukkede en kassationsmulighed op. Men jeg ønskede at realisere det almene. Det lå i min socialdemokratiske baggrund, at man skulle “springe soldat.”

Min storebror Jørgen havde “ligget i” Høvelte, før han rejste til Norge. Han inviterede mig til et åbent-hus-arrangement på sit tjenestested. Det jeg husker bedst fra den lejlighed, var officeren, der brølede “Hør her!” da han skulle holde bordtale om hærens velsignelser.

Ved sessionen i Nyropsgade i november 1962 anmodede jeg om at blive indkaldt til søværnet. En af mine onkler, en venlig og blid mand ved navn August, var oversergent på en minelægger. Og min troværdige fætter Svend fra Allinge havde berettet om de store naturoplevelser, han havde haft som værnepligtig på flådestation Grønnedal.

Det lykkedes mig at blive indkaldt til søværnet, men allerede i rekruttiden i Avderød, faldt jeg fra ideen om at tage til Grønland. Årsagen var en pige, som jeg ikke mente at kunne undvære. Det er en sød fornemmelse at blive kaldt frem ved mønstringen for at modtage en lyserød kuvert. Kærligheden overvinder alt. Stak mine beslutninger virkelig ikke dybere?

Den militære træning havde sine skøre momenter. Vi simulerede, at det hele foregik på et skib. Så gulvet omtalte vi som “dørken”, og “udskejning overalt” betød, at nu kunne vi holde fri. Spisning hed “skafning”, og det foregik i hold og på afmålt tid. Det sidste var hæsligt.

Noget af ideen med træningen var at nedbryde individualiteten, så vi agerede som en gruppe. Det lykkedes, men projektet havde den bagside, at vi blev infantile og for eksempel fandt på at klemme tandpasta ud i hovedet på hinanden om natten.

Dagen begyndte med, at Gustav Wincklers stemme blæste vores hjerner ud. “Nu betyder den lille gyldne ring ingenting” gjaldede ud af højtalerne.

Når vi under en march blev kommanderet i dækning, kastede vi os ned i grøften og tændte en smøg. Pausen varede en smøgs tid. På den måde lærte marinen os at ryge cigaretter på kommando.

Vi tiltalte hinanden med de numre, vi havde fået tildelt. Jeg havde nr. 63. Den eneste, som fik individualitet for mig, var nr. 65, Tommy Dybbro, som senere blev kendt som forfatter til bøger om fugle. Nogle år senere mødtes vi jævnligt ved Søerne i København. Han på vej til arbejde. Jeg på min løbetur. To frie fugle i et fast mønster.

Grunden til, at man sjældent udviklede venskaber i militæret, var, at relationen mindede en om den tvang, man havde været underlagt.

Efter rekruttiden blev jeg udtaget til korporalskolen på Margretheholmen. Det var ikke, fordi jeg var særlig god til at kommandere med andre. Men flåden skulle have de timer igen, som man brugte på at videreuddanne mig. Resultatet var, at jeg gjorde tjeneste i 17 måneder, fra august 1963 til januar 1965.

Jeg blev videreuddannet som “plotter”. Det er en, der tegner et skibs bevægelser ind på et kort. Arbejdet forudsætter, at man kan aflæse et radarbillede.

Man skulle helst også være sødygtig. Det var lidt uheldigt, hvis man som jeg skulle surres fast til plotterbordet og have en brækspand siddende i bæltet.

Sammen med en anden plotter, som jeg her vil kalde P., blev jeg anbragt på en mobil landbase, hvis formål det var at understøtte ubåde og motortorpedobåde. Det virkede meningsfuldt.

Hvis tjenestetiden havde været halvt så lang, ville jeg have været dobbelt så glad.

Plotter P. og jeg kedede os bravt alle de mange dage, hvor vi ikke var på øvelse. For at holde os beskæftigede var vi blevet sat til at bestyre et lager med soveposer og andet udstyr.

Plotter P. var uddannet i shipping og ville meget gerne lære noget spansk. Det tog vi et brevkursus i. Vi sad og trænede sætninger som “hvor er gartneren?”, “gartneren er i haven”, “gartneren er ikke på taget af drivhuset.” Vi manglede lydmateriale, og mine forsøg på at udtale sætningerne på skånsk virkede ikke overbevisende.

Som korporaler nød vi visse privilegier. Vi fik f.eks. lov til at overnatte hjemme og ankomme om morgenen på vores tjenestecykler.

Efter ansøgning fik jeg tilladelse til at følge undervisningen i filosofikum. De officerer, jeg spurgte, kunne også godt tænke sig et filosofikursus. En af dem gik og drømte om at blive historiker. Officeren som kryptohumanist. Folk er ikke altid som man tror.

En aften, hvor vi var i byen “for at møde nogle dejlige damer”, havnede jeg på Kakadu. Der var ingen strip ved stangen, men en attraktiv dame i baren. Hun var fra Næstved. På et tidspunkt sagde hun: “Du minder mig om min lillebror.” Så tændte jeg af. Det var den pokkers uniform. Den fik mig til at se ud som en dreng.

19. “Nu falder der brænde ned”

Filosofikum var en skuffelse. Undervisningen foregik i rodede lokaler. Nogle var tydeligvis bare kommet for at krydse sig af, så de kunne gå til eksamen i et reduceret pensum. Måske ville de også krydse andre af. Det var hen under aften. Stemningen var småsnakkende. Forelæserne manglede midler til at samle opmærksomheden.

Svend Erik Stybes “Idehistorie”, som vi brugte som lærebog, kunne ikke måle sig med Lund, Pihl & Sløks “De europæiske ideers historie”, som Ole Barfoed havde opfordret os til at købe i gymnasiet. Vi gik op efter professor Schultzers pensum. Hans “Relativitet i filosofisk belysning” viste sig at være skrevet i neddykket tilstand, og noget af det, han dukkede op til overfladen med, var decideret pinligt. Eksistentialismen blev afskrevet som en subjektiv modebevægelse. I mit antikvariske eksemplar af værket havde en studerende noteret, at der ikke ville blive eksamineret i Søren Kierkegaard. Det var da altid noget.

Næsten alle fik i øvrigt ug. Hvis man havde overværet nogle eksaminer, vidste man, hvordan kagen skulle skæres. Og hvis man stadig var i tvivl, kunne man købe noget manuduktion.

“Den almindelige filosofiske prøve” sejrede sig selv ihjel. Sådan går det med fag, der får lov til at fungere som stopklodser uden, at de har indholdsmæssig tyngde til det.

På danskfaget var stopklodsen oldislandsk. Hvis man ikke kunne bøje oldislandske verber, kunne man ikke blive dansklærer i gymnasiet. Det var naturligvis en uholdbar tilstand. Nogle troede fejlagtigt, at faget blev mere og mere betydningsfuldt, fordi det skilte fårene fra bukkene. På længere sigt afskaffede faget sig selv. Men så længe det var der, måtte man jo tage det dødsens alvorligt.

Da mit liv som plotter gav mig rigeligt med overskudstid, ansøgte jeg mine foresatte om tilladelse til at følge undervisningen i oldislandsk. Jeg skulle lige først overbevise dem om nødvendigheden af netop det fag for en kommende dansklærer.

I modsætning til filosofikum foregik undervisningen i oldislandsk i dagtimerne. Det betød, at jeg måtte møde op i uniform. Mine medstuderende smilede, og smilene blev bredere, da også underviseren viste sig at være marinesoldat. Han hed Peter Springborg, og det var ham, der havde skaffet plotter P. og mig det lydløse brevkursus i spansk.

Undervisningen foregik i Rosenborggade – dér, hvor man nu kan spise med Price. Der var ikke et øje tørt, når garden trak op og lyden af “Her kommer Jens med fanen” trængte ind gennem vinduerne. Kombinationen af melodi og uniform løftede humøret.

Da korporal Jørgensen endelig den 12. januar 1965 fik sit “Hjemsendelsespas”, lå hjemmet stadigvæk i Viborggade 15. Men da han 1. juni 1968 fik besked om, at han var overflyttet til hjemmeværnet, var adressen Studentergården, Tagensvej 15.

Imellem de to datoer lå faglige og personlige kampe, som nær havde kostet mig forstanden.

For at kunne gøre mig forhåbninger om en plads på et kollegium skulle jeg have bestået forprøven i dansk. Ud over oldislandsk, drejede det sig om fonetik, grammatik og mundtlig og skriftlig litteratur.

Jeg kastede mig over det hele som en fattig dreng, der har fået fri adgang til en slikbutik.

Præsentationsmetoderne var vidt forskellige, men det vænnede man sig til. Ja, man kom til at påskønne det.

Poul Levin leverede strømlinede forelæsninger i fonetik, men hvor lidt kontakt han havde med sine studerende afsløredes en dag, da han kom til at gentage den foregående uges forelæsning. Først troede vi, at han ville repetere nogle hovedpunkter. Men så opdagede vi, at forelæsningen var en ordret gentagelse, med morsomheder og det hele. Ingen i auditoriet sagde noget. Det var på alle måder pinagtigt.

Erik Hansen tog os med ind i det videnskabelige værksted. Det handlede ikke om at lære sætningsskemaet, men om at forstå grundlaget for dets tilblivelse. Hansens sproglige liberalisme, herunder hans særlige interesse for sætningsknuder og -spaltninger var forfriskende, og undervisningsformen var et stimulerende ping-pong.

Den skemalagte undervisning i litteratur tog

Lars Arild og Flemming Lundgreen-Nielsen sig af i en velafstemt duo. Den første stod for nærlæsningen og kunne genkende en scene fra “Madame Bovary” i enhver dansk roman. Den anden havde et frisk overblik og formåede at tale om bøgerne, som om han havde spist dem til morgenmad.

Ved eksamen i litteratur skulle man også vise, at man kunne læse pænt op. “Får De gjort noget ved Deres s’er, hr. Jørgensen?” spurgte Arthur Arnholtz. Jeg læspede lidt.

En af Arnholtz’ “taledamer” forfulgte en bornholmsk studiekammerat ned gennem Nørregade i håb om, at han ville lade sin bornholmske dialekt høvle af.

Havde Arnholtz’ indgreb noget med videnskab at gøre? På et debatmøde kom han til at sige, at sjællændernes strubehoveder sad højere end rigsmålstalendes. “Hvad gør de?” udbrød dialektologen Poul Andersen og rykkede frem i stolen som ved et angreb. Det gav et sæt i Arnholtz, og noget gik løs i hans ryglæn. “Ja, nu falder der brænde ned,” sagde Poul Andersen.

Jeg var ekstremt optaget af det meste af det, der foregik. Især i litteraturundervisningen. De bedste lærere skabte et fortolkningsdrama i deres timer. Mogens Brøndsted var en mester i at udrede skæbnetråde, og Thomas Bredsdorff fik klokkerne til at ringe.

Efter et års intense studier afsluttede jeg min forprøve i juni 1966, og var allerede sporet ind på min fremtidige forskerbane, da det hele brast. Jeg udvekslede opgaver med den begavede og ambitiøse Jørgen Moestrup (1943-1996). Han sagde, at det, vi skrev om det moderne gennembruds forfattere, skulle være bedre end noget, der var skrevet før. Moestrup realiserede straks sin plan ved at skrive et banebrydende speciale om Pontoppidan og Nietzsche (jf. Flemming Behrendts “Livsrusen”, 2019:638).

Selv fik jeg ondt i hovedet.

20. “Han har siddet på Montebello”

Det begyndte med synsforstyrrelser, hovedpine og indre uro. Det endte med selvmordstanker og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Hver morgen vågnede jeg op i en sort sky. De sagde, at det var en depression. I journalen noterede de også muligheden af en hjernebetændelse, men det fik jeg først at vide senere.

“Jeg måtte love min mor ikke at gøre det igen”, sagde min sengestue-kammerat med et grin. Han kunne ikke holde løftet. Så snart han blev udskrevet, tog han livet af sig.

En læge, der undersøgte mig, sagde, at jeg skulle prøve at komme væk fra stedet. Han mente åbenbart, at jeg var mere rask end godt var.

Det var i de år, hvor Jens Otto Krag arbejdede med planer om at indføre skat ved kilden.

Patienten spørger sygeplejersken: “Ved du, hvad Helle Virkner siger til Jens Otto Krag om aftenen?”

Sygeplejersken: “Nej”.

Patienten: “Ikke kilde, skat.”

Næste dag siger sygeplejersken til patienten: “Ved du så, hvad Jens Otto Krag svarer?”

Patienten: “Nej”.

Sygeplejersken: “Jamen, jeg vil have den indført.”

En sådan patient er muligvis ikke syg nok til en psykiatrisk afdeling.

En psykolog, som havde fået færten af en overmodig akademiker, snakkede min situation igennem med mig. Han spurgte mig, om jeg opfattede mig selv som en “plusvariant”. Jeg tænkte, at det var noget med mus og rotter, men jeg tror, jeg forstod spørgsmålet og svarede ja. “Kan du ikke holde op med det?” spurgte han. Hvad han mente, var, at jeg burde skrue ned for selvbevidstheden og ambitionsniveauet.

Hvis alting var så let, havde vi vel knap nok brug for psykologer.

Han irriterede mig, men han havde fat i noget. Han havde også talt med min mor, som til hans tydelige overraskelse viste sig at være et fornuftigt menneske. De var blevet enige om, at jeg snart burde flytte fra Viborggade. Ikke at gaden i sig selv udgjorde en fare. De mente, at det ville være sundt for mig at komme væk fra mine forældre, men det fik jeg først at vide senere - af min mor.

Jeg var ikke nogen nem patient, men efter et par måneder med ergoterapi og bordtennis havde jeg rystet selvmordstankerne af mig og var klar til at blive udskrevet. Men hospitalet havde en bedre plan for mig: Montebello i Helsingør.

Det nordsjællandske Montebello var på det tidspunkt neurosehospital eller nervesanatorium for København. Det var ifølge sagens natur ikke ligefrem nogen grinebideranstalt. Størst munterhed ved morgenbordet oplevede jeg en dag, hvor vi erfarede, at der i løbet af dagen ville komme en ny patient, som var psykolog! Det lettede på en eller anden måde, at behandlerne også kunne blive sindssyge.

Montebello havde et overskueligt antal patienter. Det nordsjællandske Montebello var på det tidspunkt neurosehospital eller nervesanatorium for København. Der var et overskueligt antal patienter og en passende mængde af beskæftigelsesmuligheder. Jeg meldte mig straks til et kursus i maskinskrivning med blindskrift. Det var sådan noget, man som studerende ikke havde tid til i det daglige. Det gik strygende.

Der var mere modstand, når jeg skulle skære en pibe ud i træ eller sy en pude. Men det var udmærket beskæftigelsesterapi. Næste stade var en studiekreds i klassisk musik. Vi valgte hver især en plade fra sanatoriets samling, introducerede den og afspillede den.

Når vi således var kommet lidt i gang, også socialt, blev vi sendt i byen i forskellige ærinder (bank, tandlæge etc.), sådan at man kunne se, at vi var i stand til at klare os rent praktisk.

Til sidst kunne vi gå alene i byen. Jeg valgte boghandlen, og tømte den for alt af og om min yndlingsforfatter Poul Martin Møller. Ham med “En dansk Students Eventyr”. Ham der hylder den forskellighed, de sociale tilfælde skaber i samfundet.

Poul Martin Møller var med til at trække mig op af hængedyndet - og jeg slap ham aldrig (jf. min “Selvbibliografi” nr. 10 og 31).

Da jeg kørte hjem med toget, fangede jeg nogle ord fra en samtale mellem to damer. Jeg ved ikke, om de handlede om mig, men verbet “sidde” gav sætningen en særlig betydning, som jeg ikke kunne glemme:

“Han har siddet på Montebello”.

21. Hvad der videre hændte

Det værelse, jeg fik på Studentergården, lå på “Psykopatgangen”. En af kollegianerne

forklarede mig diskret, at den tidligere beboer havde begået selvmord. Men det var ikke noget, jeg skulle gå op i. Det lod jeg så være med. En smule distraherende var det unægtelig.

Studiet fik jeg godt fat i igen, takket være en studiegruppe, som jeg var kommet ind i efter et fortolkningskursus hos Mogens Brøndsted. Vi var fire studerende, som svingede så godt sammen, at vi oprettede vores eget sub-universitet. Vi valgte samme bifag, engelsk, for at gøre det nemt for os selv. Noget af den undervisning, der blev udbudt i engelsk, var så ringe, at det ikke var nødvendigt, at vi alle fire sad med i auditoriet. To af os kunne uddrage essensen for de to andre. På et af kurserne var pædagogikken så lidet slagkraftig, at vi til sidst kun sad to studerende i auditoriet. Og professoren lærte ikke vores navne. Han sagde: “Vil De så fortsætte?” og “Vil De så tage over?”.

Studiegruppen lærte mig at tilpasse kræfterne efter emnerne. Det var ikke nødvendigt at få topkarakterer i alle fag. På den måde skaffede vi os tid til det vigtige: de litterære emner og vores specialer. Erik Olesen skrev speciale om Klaus Rifbjerg, Finn Hirshals om Tom Kristensen, Mogens Svendsen om Thorkild Hansen og jeg om litterær vurderingsteori og anmeldelser af Klaus Rifbjergs bøger.

Vi var hinandens førstelæsere. Da Mogens på et tidspunkt var ved at gå kold, hjalp vi ham efter evne. Vi blev hinandens nye familie.

Studentergården viste sig at være mindre fremmende for mine studier. Der var for mange fristelser og for lidt ro. Så jeg slog til, da en kusine og hendes mand flyttede fra en kvistlejlighed i kartoffelrækkerne. Her var der ganske vist to etager ned, hvis man skulle på toilettet. Til gengæld var der ikke nogen, der løftede ens dør af, hvis de syntes, at man sad lidt rigeligt bøjet over bøgerne.

Inden jeg forlod Studentergården, fik jeg lige afleveret en af mine taktløse lejlighedssange. Det var ved en kandidatfest for en sympatisk færøsk teologistuderende. Omkvædet lød sådan: “For hans far, han var grindehval på Suderø, men skidevær’ med det, her går det godt”. Efter sangen sad en herre og kiggede undrende på mig. Jeg burde selvfølgelig have forudset, at faderen ville være stede.

Med J.A. Schwartzgade som basis fik jeg snart mine eksaminer i hus. Bifaget i engelsk blev afsluttet i april 1970 og hovedfaget i dansk i juni 1971. Allerede inden jeg havde afsluttet mit bifag, var jeg ansat som undervisningsassistent i “Johannes V. Jensens forfatterskab” og “Litteraturforskningens metoder”.

Jeg nød at undervise, og tiden var så gunstig for unge universitetslærere, at jeg kunne få en amanuensisstilling efter min kandidatgrad i 1971 og rykke op som lektor i 1975. Nu var jeg fastansat ligesom min far! Og det var fint sådan. Min depression i studietiden havde belært mig om risikoen ved at forløfte sig. Jeg søgte aldrig en stilling over det niveau, hvor jeg følte mig tryg. En slags social arv.

Mine erindringer stopper lige før jeg udgiver min første bog. Mit liv som forsker og publicist ligger åbent tilgængeligt i de 45 selvstændige værker og 21 redaktionsarbejder publiceret hen over 50 år (1971-2021). I bibliografien har jeg indsat biografiske noter til de vigtigste bøger.

John Chr. Jørgensen i karikatur ved Peter Michael Hornung,

1994

Man kan sige, at mit voksne liv blev mine bøger. Min glæde ved at forske og skrive har stillet store krav til dem, jeg har levet sammen med. En ringforlovelse blev afbrudt under dramatiske omstændigheder. Et ægteskab endte med en skilsmisse. Der har været andre forhold af kortere eller længere varighed. Jeg er ikke stolt af alt det, jeg har udrettet på kærlighedens slagmark.

De sidste 34 år har jeg levet i et kærligt og stabilt ægteskab med musikkritikeren Teresa Waskowska, som jeg mødte på Politiken, da jeg var litteraturredaktør dér i slutningen af 1980’erne.

Hvad angår udgangspunktet, Viborggade, så vendte jeg faktisk tilbage i syv år, fra 1972 til 1979. Men det var ikke til nummer 15, men nummer 1. Jeg var i 1971 blevet gift med min universitetskollega Birgitte Hesselaa. Vi ventede barn og søgte en større lejlighed, da en andelslejlighed i Viborggade 1 blev udbudt til salg. Jeg skrev i ansøgningen, at jeg var født i Viborggade, og det faldt sælgeren for. Han sagde, at det ikke var af sentimentale grunde, men fordi han så var sikker på, at vi ikke ville vende rundt på en tallerken, når vi så kvarteret.

“Jamen, det er jo Jørgensens søn”, sagde en af de gamle bekendte, da jeg vendte tilbage til Viborggade.

”Nej,” sagde jeg. ”Det er Jørgensen selv.”

Men der kom en søn, Torsten Bo Jørgensen (f. 1972). Hans liv i Viborggade var meget anderledes end mit. Nummer 1 var altid anderledes end nummer 15, og nu var tiden også en helt anden. Torsten kom i dagpleje, vuggestue og børnehave. Da han skulle i skole, blev det hverken i Randersgade eller på Vibenshus, men i en lilleskole. Det var sikkert en rigtig beslutning, men jeg følte det som en faneflugt. Socialdemokraten i mig vil helst bakke op om folkeskolen. Men når jeg fulgte Torsten til skole og han blev mødt med et “dav, Torsten” fra børn i alle aldre, tænkte jeg, at det ville have været dejligt med en sådan overskuelighed, også i min tid.

Disse erindringsnotater skal slutte med et svar på et spørgsmål fra læserne: Hvordan gik det med dine forældre?

Min mor Edla Jørgensen i Norge i 1961.

Fotograf: Jørgen Jørgensen

De forblev gift til døden dem skilte. I deres generation var skilsmisse næsten en umulighed. De fik nogle gode år i Olsker, hvor deres nærmeste naboer var et cistercienserkloster. Munkene herfra kom hos mine forældre og så “Huset på Christianshavn” eller for at tale med min mor om deres problemer. De følte sig ikke helt forstået af bornholmerne. Lederen af klosteret fortalte, at den første journalist, der interviewede ham, indledte med spørgsmålet: “Var Deres far også munk?”

Det var munkene, der stod for bisættelsen, da min mor døde i 1982. Hun havde kræft i underlivet. Hun blev 68 år, og de sidste år var hårde for hende.

Min far Gilbert Jørgensen og min søn Torsten Bo Jørgensen i Allinge 1978.

Foto: John Chr. Jørgensen

Da min mor døde, ville min far flytte tilbage til København. Først havde han en beskyttet bolig på Amager, men efter et fald kom han til De gamles By, hvor medarbejderne var søde ved ham. De gav ham et diminutivt kolonihavehus, reelt et redskabsskur, og satte et navneskilt på. “Gilbo” stod der. Her kunne han forestille sig, at han gik og gravede i jorden i Buerup eller at han rensede skinner i København. Han blev dement og døde i 1990, firs år gammel. Kort før han døde, ringede han til min søster og mig og bad os komme straks. Da vi kom, åbnede han sin pung og spurgte “Hvor meget skylder jeg?”

Hermed slutter “Nøglebarn i Viborggade”.

Til toppen af siden