|
Sokrates skrev intet. Han brugte
kun det mundtlige sprog, og overlod det til sine elever at nedskrive,
hvad han sagde. At kalde ham grækernes svar på Jesus giver mening, men
det er historisk forkert. Sokrates levede 400 før Jesus. Det er altså
Jesus, der er de kristnes svar på Sokrates (468-399 f.Kr.).
Ved ikke at nedskrive noget selv
åbner man som filosof eller religionsstifter for en
fortolkningstradition, hvor det overlades til efterkommerne at forsøge
at fastslå, hvad man sagde og mente med det, man sagde. Det eneste, man
kan være sikker på, er, at der opstår uenighed - og dermed flere fortolkningstraditioner. Men
i videnskab og religion er uenighed livets salt.
For dem, som ønsker at studere
Sokrates, er det en hæmsko, at de ikke ved, hvad han selv har sagt, og
hvad hans betydeligste elev, Platon (427-343), har lagt til eller
trukket fra, idet han skrev ordene ned. En pragmatisk løsning består i
at lade de skrifter, som antages at være tidlige, afspejle Sokrates’
interesser, mens det i de senere formodes at være Platon, der taler
gennem Sokrates-skikkelsen (Engberg-Pedersen, 2017:20).
Der findes enkelte andre kilder end
Platon til viden om Sokrates. Xenofon, en anden af hans elever, skrev
erindringer om Sokrates som en mere nøgtern, men også mere flad person.
Platons poetiske Sokrates virker mere troværdig (Henrikson, 1,
1988:113).
Der er også dem, der mener, at man
tager det med den historiske kildeværdi for tungt, og at dialogerne med
Sokrates bør betragtes som kunstværker, skuespil.
Sokrates optræder i en rigtig
komedie skrevet af Aristofanes. Den hedder Skyerne og
fremstiller Sokrates som en naturforsker, der har ladet sig hejse op i
en kurv for at komme at komme de himmelske ting nærmere. Skyerne er
guder, erklærer han og fornægter dermed Zeus. Påstanden kan opfattes
som et vidnesbyrd om frisind, men den forbindes med den mest ondartede
spidsfindighed, som vi kender den fra Erasmus Montanus. Hos
Aristofanes tilbyder en elev af Sokrates at bevise, at man har ret til
at slå sin mor. Skyerne er en kritisk, satirisk
kilde til Sokrates’ liv og tænkning. Filosoffen er aftegnet som en
latterlig personage (jf. Otto Gelsted: Græsk drama, 1957,
251ff).
Det kan meget vel være, at
komediens billede af Sokrates som spidsfindig ordkløver svarer til den
almindelige Athen-borgers opfattelse af ham som en irriterende og
potentielt farlig mand at have gående omkring (jf. Stybe, 1961:28).
Sokrates indtog villigt rollen som
et ubehageligt insekt - en bremse - på samfundets krop. Han kunne være
en irriterende modsiger at løbe ind i. Han havde tid nok og penge i
form af en arv. Han kunne snakke i én uendelighed. Anklageren sagde, at
han gjorde sort til hvidt og vrangt til ret.
I teorien satte han dialogen over
monologen, i praksis talte han helst selv. Han brugte uden blusel sine
venner som klakører: “Det er som du siger,” “Du har ret” osv. De fedter
for ham, og han scorer billige point.
Sine uvenner drev han rundt i
manegen. Mange har sikkert syntes han lignede en af de sofister, han
kritiserede. Han sagde, at de satte lighedstegn mellem sandhed og det,
man kan overtale folk til at tro på. For sofisterne kan gentagelsen blive
sandhed, for rigtige filosoffer findes sandheden inde bag det ydre
skin.
Sokrates søgte sandheden. Han
sagde, at han havde en indre daimon, som vejledte ham. Han mente, at
man i døden endelig kunne frigøre sjælen fra legemet. Det lyder fromt.
Ikke desto mindre blev han af tre
borgere anklaget for ugudelighed og fordærvelse af ungdommen. Han var
næsten 70 år gammel og ikke bange for at dø. Med en arrogant
forsvarstale provokerede han de 501 borgere, der ved lodtrækning var
udpegede som dommere. Han sagde, at han havde ventet at blive bespist
på rådhuset. Han blev dømt til døden og tømte et glas skarntydesaft,
mens vennerne var der og så på. Platon var dog ikke til stede. Han
ville angiveligt skaffe sig kunstnerisk frihed til at skildre Sokrates’
død! (Norwin, i: Platon,1963:49).
Sokrates’ filosofi havde som emne
forståelsen af mennesket og som metode dialogen. Hans indflydelse var
gennemgribende. Han er hovedmanden bag det, man har kaldt antikkens
etiske tradition eller The Socratic Movement. Sokrates
og hans fæller opdagede simpelt hen moralen. Deres moral var en
lykkemoral. For Sokrates selv bestod den højeste dyd i viden
(Engberg-Pedersen, 2017). I Faidon siger han, at
“nu da sjælen har vist sig at være udødelig, så gives der næppe nogen
anden måde, hvorpå den kan undfly det onde, næppe nogen anden frelse,
end at den stræber efter at blive så god og vinde så dyb indsigt som
muligt” (Platon, 1963:129).
Sokrates mente, at den, der har
erkendt det gode, også vil gøre det gode. Hvis vi smiler ad denne
påstand, er det, fordi vi ikke har forstået, at erkendelse er en
proces, som “ikke kan lade sjælen uberørt” (Lund, Pihl & Sløk,
1962:81).
Kierkegaard var stærkt præget af
Sokrates’ interesse for etikken og den dialektiske, diskuterende
metode.
Som ung fik han hjertebanken ved at
læse ham. Han forsøgte at ryste forbilledet af sig med
magisterafhandlingen Om begrebet ironi
med stadigt Hensyn til Sokrates (1841).
Ironi betragtes almindeligvis som
et stilfænomen, hvor man siger det modsatte af, hvad man mener, men på
en måde, så man alligevel bliver forstået (jf. Bredsdorff, 2011).
Søren Kierkegaard var interesseret
i personligheden bag ironien. I Kierkegaards univers repræsenterede
Sokrates ironien som absolut negativitet. Der var ikke noget hold i
ham. Ikke en gang døden tog han alvorligt. Aristofanes havde ramt plet
med sit satiriske portræt. Sokrates havde fortjent sin skarntydesaft.
En åndelig efterkommer af
Kierkegaard, Johannes Møllehave, skrev 150 år senere en børnebog om Sokrates
fra Athen (1993; 2005). Det er en fin introduktion til
Sokrates, fordi den holder sig tæt til filosoffen og stiliserer hans
samtalestil:
Sokrates stillede altid spørgsmål.
Han mente slet ikke, at der fandtes dumme spørgsmål. Men han mente, at
der fandtes en masse dumme svar. Han sagde, at han var født for at
drille folk med sine spørgsmål. Ligesom hvepsen er født for at stikke
den dovne hest. Og han drillede dem, der troede, de vidste noget, med
at de ikke vidste så meget som de troede de vidste!
Når man har læst Møllehave, forstår
man også, hvorfor folk kunne blive irriterede på Sokrates.
Ronny Ambjörnsson:
Antikken. Et kapitel i Europas idéhistorie. På dansk ved
Knud Michelsen, Rosinante, 2000
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris, Gyldendal, 2011
Otto Gelsted: Græsk
drama, Thanning & Appels Forlag, 1957
Otto Gelsted: Den græske
tanke, Thanning & Appels Forlag, 1958
Søren Kierkegaard: Om
Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates, Boghandler
P.G. Philipsens Forlag 1841; Skrifter 1, 2017 (på nettet)
Erik Lund, Mogens Pihl &
Johannes Sløk: De europæiske ideers historie, Gyldendal,
1962
Johannes Møllehave:
Sokrates fra Athen. Illustreret
af Claus Seidel, 1993; 2. udg., 1.
oplag, 2005
Platon: Euthyron. Kriton.
Faidon. Med indledning af William Norwin, Hans Reitzels
forlag, 1963
Svend E. Stybe: Idehistorie,
Munksgaard, 1961
Henrik Thomsen: Hvem
tænkte hvad, Politikens forlag, 1961
|
