|
I de sidste 300 år har danske
digtere og kulturpersonligheder sværmet for Grækenland. Det græske står
for frihed, individualisme og skønhed.
Modsat er det gået med Rom og det
latinske. Indtil midten af 1800-tallet stod det romerske for
organisering og internationalisering, men med de nationale
frihedsstrømninger kom det til at betyde magtudøvelse, kollektivisme og
pragmatik.
Latinskolen, som før havde været
betragtet som stedet for den højere dannelse, blev nu kaldt den sorte
skole. Det nye danske var Grundtvigs “skolen for livet.”
I billedkunsten og arkitekturen lod
man sig inspirere af Rom, men digternes billede af Romerriget var
blakket. Romerne blev betragtet som kolde forvaltere af magten eller
som degenererede vellystninge.
N.F.S. Grundtvig var Danmarks
romerhader nummer ét. Han skrev, at Rom blev grundlagt af en
røverbande, som prøvede at omforme hele verden til en statsmaskine.
Senere kom det storagtige pavedømme og til sidst det tysk-romerske
rige, som lå truende lige syd for Ejderen.
“På baggrund af de ideer, Georg
Brandes fremførte fra 1871, kunne man have ventet en interesse for
Romerriget, dets materialisme, dennesidighed, verdslige
retfærdighedsbegreb, borgerlighed og ateisme”. Det kom ikke”,
konstaterer litteraten Flemming Lundgreen-Nielsen i en massivt vidende
oversigtsartikel, som jeg støtter mig til her. Af de antikke kulturer
foretrak man til stadighed den græske (Lundgreen-Nielsen, 1993:273).
Rom og det latinske kom langt op i
1900-tallet - mere præcist til Ebbe Kløvedal Reich omkring 1970 - til
at repræsentere det fremmede og formørkede, den del af Europa, som
Danmark ikke skulle lade sig opsluge af. Fædrelandsfølelsen har brug
for en mægtig fjende. I
Danmark blev det Rom.
Så længe Europa-bevægelsen gik
under navnet “Rom-unionen”, havde den ikke nogen fremtid i Danmark.
“Rom-traktaten” kunne gå an. Men “Rom” var ikke noget godt signalord
for et Europa, man ville have danskerne til at tilslutte sig.
I den græske mytologi var Europa en
fønikisk kongedatter, som Zeus forgæves prøvede at vinde for sig i et
menneskes skikkelse. Han forvandlede sig så til en tyr og svømmede hen
til hende på stranden. Her gjorde han sig kælen, så hun satte sig op på
hans ryg. Tyren førte Europa over havet til et nyt kontinent, som fik
hendes navn (Hjortsø, 1971:51).
Det var grækerne, der skabte Europa
som ide.
Men det var romerne, der førte
ideen ud i livet.
Grækerne var idealister. Romerne
var praktikere.
Når man skal berette om græsk
kultur, handler det om filosoffer og forfattere. En sammenfatning af
det romerske må handle om den romerske soldat.
I bogen Romerne
(1989) skildrer Peter Ørsted dagliglivet i det romerske imperium gennem
en af de 500.000 almindelige soldater, som beskyttede det romerske
riges omkring 60 millioner mennesker mod fjender udefra.
Peter Ørsteds soldat er en
sandsynlig figur. Han har været udstationeret i Wales. Vi følger ham på hans rejse
til Syrien tilbage til Syrien, hvor han stammer fra.
Ørsteds materielle udgangspunkt er
et lille offeralter, som en politisoldat ved navn Saio rejste til ære
for gudinden Suria (Syrien) i slutningen af det 2. århundrede efter
Kristus i nærheden af Thornbrough-on-Swale. Med sit offeralter bad
soldaten formentlig om beskyttelse på den farlige hjemrejse. Peter
Ørsted udstikker kursen og fører Saio gennem en typisk romersk by og
ind i en romersk familie. Undervejs belyses Saios levevilkår og hele
livsverden.
Peter Ørsted (1942-2015) var
cand.mag. i latin og historie. I 1985 blev han dr.phil. på en
afhandling om romersk økonomi. Han virkede som lektor ved Historisk
institut ved Københavns universitet og var en kyndig pædagog. Den, der
skriver disse linjer, har oplevet ham som aktiv medspiller i et
undervisningsudvalg på Københavns universitet.
Ideen med at fortælle om det
romerske gennem en enkelt soldat er noget af en genistreg. Lad så være,
at Ørsted ikke kan gennemføre den i alle led.
Han refererer en arkæolog for at
have sagt, at kilderne røber, hvad folk spiste, men
ikke hvad de tænkte, imens de spiste.
Ørsted mener ikke, at vi er helt så
meget på herrens mark, som arkæologen siger. Der findes skriftlige
kilder, ikke mindst breve, som røber noget om, hvad folk tænkte, måske
ikke præcis, når de spiste, men når de skulle motivere en henvendelse.
Han citerer for eksempel en papyrusrulle fra en soldat, som hurtigt
kommer frem til, hvad han har på hjerte:
Kære mor
Først og fremmest håber jeg, at du
og dine har det godt. Det ville være smukt, om du når du får mit brev,
sender mig 200 drachmer. Jeg har ikke en øre mere tilbage, for jeg har
købt en æselvogn og brugt alle mine penge på den …
Et sådant brev kunne han for så
vidt godt have udtænkt, mens han sad og spiste!
Tom Buk-Swienty (se Dansk sagprosa) og andre
historikere i generationen efter Peter Ørsted har lært sig
identifikation og dramatisering af den såkaldte narrative journalistik.
Ørsteds faglige etik tillod ikke sådanne greb. Han faldt hellere
tilbage i en ræsonnerende fortælleform, hvor de historiske personer
blev ført frem som iagttagere, som f.eks. her, hvor soldaten Saio er
inviteret til middag i et romersk hjem:
Med kun de tre største børn ved
bordet var selskabet på i alt seks personer. Marcus og hans hustru
lagde sig sammen for enden af bordet, Saio fik helt sin egen sofa, og
børnene blev anbragt over for ham. Fra sin plads kunne Saio således
både se en romersk familiefader, hans børn, og ved at kaste et blik på
freskerne på væggene og mosaikkerne på gulvet kunne han skærpe sin
allerede gode appetit. Som det passede sig i et spiserum var både vægge
og gulv prydet med afbildning af vildt, fisk og frugter.
Efter således at have sat scenen
fører Ørsted familiens slave ind for at give Saio lejlighed til at
reflektere over forholdet mellem herrer og slaver. Det er skridsikker
historisk pædagogik.
Samtidig med, at Peter Ørsted med
Saio som ledefigur fører os rundt i det romerske samfund, giver han os
et billede af soldaten som kulturtype.
Denne form for romersk
historieskrivning står i stærk kontrast til tidligere tiders svælgen i
magthavernes udskejelser.
Saios rejse finder sted under
Hadrian, som var kejser fra år 117 til år 138. Da han blev indsat,
valgte han at køre en statue af sin forgænger rundt i triumftog. Ved
samme lejlighed hældte han “vellugtende essenser af balsam og safran
over bænkene i teatrene til den afdøde kejsers ære”. Citatet er fra en
bog, der kalder sig “Antikkens historier. Myter og sagn fra det gamle
Rom” (Henrikson, 2, 1988:285). Den fortæller om historiske personer og
begivenheder, som om det var grum mytologi.
Kejser Caligula var så glad for sin
hest, at han skænkede den en stald af marmor og en flok slaver. Han
overvejede endog, at udnævne den til konsul. Og det var ingenting imod
kejser Nero, som skaffede sin mor af vejen og holdt bryllup med en
eunuk.
Kejser Hadrian var næsten altid på
rejse rundt i sit store rige. Han kastede sin kærlighed på en
nittenårig mand, Antinous, som han til sin store sorg mistede under en
sejlads på Nilen. Der blev rejst statuer til minde om den unge mand,
som i århundrederne derefter blev en slags guddom for unge
homosexuelle. I Danmark blev han dyrket af Herman Bang, som havde en
buste stående af ham på sit kollegieværelse (jf. Heede, 2014:46).
Under et besøg i Athen blev Hadrian
angrebet af en sygdom, som slog sig på hjernen og fik ham til at
foretage sig irrationelle handlinger som for eksempel stikke øjet ud på
en sagesløs sekretær.
Politisk udmærkede han ved en
manglende lyst til at føre krige. Han satte dog en blodig stopper for
en opstand i Jerusalem. Men egentlig ville han hellere bygge templer.
Han byggede således et til sin hest.
Den slags biografisk
historieskrivning - her hovedsagelig gengivet efter Henrikson, 2, 1988
- har en underholdningsværdi, som overflødiggør alle journalistiske
fiksfakserier. Man kan bare fortælle det, som det var. Og enhver læser
vil forstå, hvorfor romerne er kommet i miskredit.
Peter Ørsteds bog retter lidt op på
renommeet. Den viser, at der på menigt niveau fandtes ræsonnable
romere, og at Romerriget var gennemorganiseret.
Dag Heede m.fl. (red.): Livsbilleder.
Fotografiske portrætter af Herman Bang, Syddansk
Universitetsforlag, 2014
Alf Henrikson: Antikkens
historier. Myter og sagn fra det gamle Rom (Gyldendal, 1988)
Leo Hjortsø: Græske guder
og helte, Politiken, 1971
Flemming Lundgreen-Nielsen: “Kampen
om Rom. Romerriget i dansk litteratur 1750-1900”, i: Otto Steen Due
& Jacob Isager: Imperium Romanum. Realitet, idé,
ideal. Tidsskriftet Sfinx, Særtryk, 1993
Peter Ørsted: Romerne.
Dagligliv i det romerske imperium, Gyldendal, 1989
|
