|
Nis Petersen (1897-1943),
forfatteren til vores bedst kendte bog om Rom i antikken, var ikke et
produkt af latinskolen. Han blev født i Vamdrup som søn af en
garvermester. Begge forældre døde tidligt, og han voksede op i
mormoderens missionske miljø i Herning. Han fik realeksamen og kom i
apotekerlære i Nakskov. Den uddannelse afbrød han og kom i 1917 ind som
journalist på den konservative Holbæk Amts Avis. Herfra blev han tre år
senere fyret på grund af druk. Han fik endnu en journalistisk stilling:
som medredaktør af Dansk Læder- og Skotøjstidende.
Det holdt kun et år. Derefter vagabonderede han rundt mellem jobs som
landarbejder, skovarbejder, fabriksarbejder m.m. Han debuterede som
forfatter i 1926 med digtsamlingen Nattens Pibere,
som ikke gav noget særligt ekko i offentligheden.
Men så fandt han på at skrive en
roman om med ét slag gjorde ham berømt: Sandalmagernes Gade.
Fortælling fra Rom på kejser Aurelius’ tid (1931).
Marcus Aurelius var kejser fra
161-180. Det var nogle selv efter romerske forhold urolige år med pest
derhjemme og krige i øst og nord. De religiøse strømninger efter
korsfæstelsen af Jesus satte sig blodige spor i Rom.
Marcus Aurelius, hvis hu stod til
den tålmodige stoiske filosofi, måtte spille rollen som overfeltherre.
Han døde i sin kejserlige militærresidens nær Wien (jf. Brøndsted,
1959:33).
Nis Petersen havde som sagt ingen
latinfaglige forudsætninger, så han anbragte sig på bibliotekerne
i Herning og Viborg, hvor han læste
Lukian og andre romerske historikere i tysk oversættelse. Gennem listen
over de bøger, han lånte, har forskerne i detaljer kunnet kortlægge
hans kompilatoriske historiske metode (Frederik Nielsen, 1961:125ff).
Nis Petersen lagde stor vægt på korrektheden i de kontrollerbare
beskrivelser. Derfor havde det en overrumplende effekt på smilebåndet,
når han ind imellem morede sig med at indføre en anakronisme i form af
en “pølsemand” eller en “sygekasse”.
En i forvejen populær genre, den
historiske roman, tilføres ekstra underholdningsværdi gennem en frit
opererende fortæller i stil med dem, vi kender fra Balzac og Dickens. I
stedet for at grave dybt i de historiske processer morer forfatteren
sig selv og læserne med at påpege analogier mellem dengang og nu. Mette
Winge, som har analyseret Sandalmagernes Gade som
en historisk roman, konkluderer, at den mere er “en roman om moderne
mennesker, end den er en roman om mennesker i den romerske storby på
Marcus Aurelius’ tid” (Winge, 1997:94). Dette perspektiv svækkede ikke
romanens attraktionsværdi hos læserne.
Inden et år var gået, var Sandalmagernes
Gade trykt i sjette oplag, og den blev med sine 30.000 solgte
eksemplarer en af 1930’ernes bedst sælgende danske romaner (jf.
Munch-Petersen, 1979:206). Romanen blev endnu i 30’erne oversat til
hollandsk, svensk, spansk, engelsk, finsk, norsk, italiensk, polsk og
tysk (jf. Dahl, 1964:104).
Med 141.000 solgte eksemplarer i
1977 var bestselleren blevet en steadyseller, og med optagelsen i
Gyldendals Bibliotek, “i samråd med Det danske Akademi”, blev den i
1980 kanoniseret som klassiker.
Sandalmagernes Gade er velanskrevet blandt de
fremmeste eksperter i det antikke Rom og litteraturen herom:
“Først i det tredje forsøg, med Nis
Petersen i 1931, fik dansk litteratur den store bevægende tidsroman om
Romerriget”, skriver Grundtvig-doktoren Flemming Lundgreen-Nielsen
(1993:293). De to første forsøg var Jakob Hansens “Neropolis” (1899) og
Karl Gjellerups “Antigonos” (1880).
“Med sin intuition og med sin
mesterlige fortælleform rammer Nis Petersen præcis skæringspunktet
mellem stand og social status, mellem undertrykte og undertrykkere og
mellem følelser og magt”, noterer historikeren Peter Ørsted som blev
doktor phil. på en afhandling om romersk økonomi (1989:214). I sin
fagbog om dagligliv i antikkens Rom citerer Ørsted udførligt fra Nis
Petersens skildring af festkulturen (Petersen, 1980:88).
Igennem årene har der hersket
uenighed om Nis Petersens litterære kvaliteter. De kritiske røster har
især hæftet sig ved hans lyrik, som er blevet kaldt sentimental. “Det
kan jo efterhånden ikke skjules, at en stor portion af Nis Petersens
digte er porøse og tomme”, fastslog Torben Brostrøm i et generalopgør i
Vindrosen (Brostrøm, 1959).
Selv den kanoniserede roman om det
gamle Rom er blevet udsat for hård kritik.
Sandalmagernes Gade er senest blevet genoptrykt i
2014, 70 året for forfatterens død og udløbet af arvingernes
rettigheder (jf. Hertel, 2014).
En kritiker, Karen Blixen-doktoren,
Bo Hakon Jørgensen, vendte tommelfingrene nedad over for romanens stil,
som han fandt uigennemtrængelig:
“Romanen blev en stor succes i
1931. Det bliver den ikke i 2014. Vi behøver ikke længere fortidens
fiktive skjul til vores nutidsfortællinger og slet ikke det gamle Roms.
Hvis romanen er en klassiker i dansk litteratur, må det være for dens
umådeholdende (umådeholdne? JCJ) og formålsløse sammenblanding af
fortid og nutid” (“Sandalmagernes gade er en
blindgyde”, Kristeligt Dagblad, 20.6.2014).
En anden kritiker,
litteratursociologen Hans Hertel, satte pris på stilen og den poesi,
den afføder: “midt i al ironisk hokuspokus skyder Nis Petersens
sprogkunst og indlevelse de smukkeste blomster af morskab og poesi. Som
i scenen, da skomager Pedanius smugler den nyfødte Jon ud af Rom. Jon
tisser sin redningsmand ned ad ryggen, og den kærlige skomager føler
sig pludselig meget lykkelig. Det gør læseren også. Den længe
nedvurderede romanforfatter Nis Petersen indstilles til rehabilitering”
(“Nis Petersen vender tilbage”, Politiken 2.8.2014).
Sandalmagernes Gade er en historisk
roman, dvs. en roman bygget over
stof og motiver fra en ældre periode. Nis Petersen kendte naturligvis
sine danske klassikere: “Valdemar Seier”, “Gøngehøvdingen”, “Fru Marie
Grubbe” og “Kongens Fald” (jf. Winge, 1997), men han havde også læst
sig ind på genrens internationale udtryk f.eks. Flauberts “Salammbô”
(1862, dsk. 1902;1930), Lewis Wallaces “Ben Hur” (1888; dsk. 1929) og
Sienkiewicz’ “Qvo vadis?” (1896; dsk. 1899)(jf. Hertel, 2014).
En historisk roman spejler altid
den tid, den er skrevet i. Men Sandalmagernes Gade
er så tydelig i sine referencer, at den kan læses som en allegori:
på det moderne, statskontrollerende samfund.
Sandalmagernes Gade er en roman, der med sin titel
peger på en lokalitet i en storby-roman og på den
måde i slægt med Alfred Döblins “Berlin Alexander Platz”, som udkom i
1929. Nis Petersens roman er reelt koncentreret om flere lokaliteter i
Rom. Fokus ligger imidlertid ikke på lokalhistorien, men på de
mennesker, der befolker stederne, “storbyens puls og åndedræt” (Winge,
1997:93).
Nogle personer er mere fremtrædende
end andre.
Psykologisk og i den aktuelle
danske åndshistorie er Nis Petersens roman beslægtet med Tom
Kristensens “Hærværk” (1930). I begge værker er hovedpersonerne
ubeslutsomme og karaktersvage mænd “mellem meninger”.
Inde bag den flimrende overflade er
Sandalmagernes Gade en moderne
roman om en søgende ung mand, den 20-årige Marcellus. Han er kasserer i
et stort “clearinghouse” i flodkvarteret, men uheldigvis en mand med et
stort hvilebehov parret med en uheldig tilbøjelighed til at forelske
sig, når der var brug for hans handlekraft. Fortællerens måde at
karakterisere ham på er original på kanten af det søgte: “Han virkede
som en tankestreg i gåseøjne”.
I romanens første del: “Heri bliver
et menneske til i et uroligt hus” (10-116) forelsker bogholderen
Marcellus sig i den purunge slavinde Ruth og får et barn, Jon, med
hende.
Ruth dør under fødslen, og Jon
overdrages til Pedanius, en kristen skomager, som forlader Rom med Jon,
der som jødebarn er i fare for at blive udslettet.
I anden del: “Et menneske vender
tilbage til sin by” (119-196) smugler Pedanius Jon tilbage til Rom.
Fortælleren leger med sin rolle: ”Dette - niende - kapitel vil komme
til at lyde summarisk og kedeligt, og man kan undlade at læse det, når
man kun mærker sig udgangen, der blev, at Jon adopteredes af Rufus, den
fordrukne læge, efter kejser Lucius’ afgørelse.”
Tredje del: Aut bibe aut abi (9-287
i bd. 2) (enten drik eller gå) er uden dansk titel og ude af proportion
med de to første dele. Forskellen har sin forklaring i værkets
tilblivelse. Nis Petersen færdiggjorde den første del og sendte den til
Gyldendal, som meddelte, at man ville se mere af værket, hvorefter
forfatteren i en rasende fart sammenskrev 350 sider, som Gyldendal
afviste. Det samme gjorde en halv snes andre københavnske forlæggere.
Manuskriptet var øjensynlig en rodebunke, indtil to af forfatterens
venner, Ellen Biilmann og K.F. Plesner, trådte hjælpende til og
bearbejdede manuskriptet, så det kunne antages af Vilh. Priors forlag
og bringes ud i julehandlen i 1931. Forfatteren formåede eller nåede
ikke at gøre værket egalt. Sporene af det journalistiske klippe- og
klistrearbejde lod sig ikke slette. Den første del forblev den bedst
strukturerede og mest finpudsede (jf. Emil Frederiksen, 1980).
I den tredje del er Marcellus under
pres fra både kærlighed og samfund.
Den letfængelige mand elsker to
kvinder. Det er uholdbart.
Pesten hærger. Rom lider af
kramper. Et anfald
nærmer sig. Folket kræver syndebukke. Marcellus arresteres for at have
vendt sig fra de gamle guder. Han har derved forsøgt på at “underminere
den romerske enhedsstat”. De kristne skal vedkende sig deres ansvar
over for “det fælles folkelegeme”. Analogierne til fascismen er ikke
til at tage fejl af.
Til sidst føres Marcellus og hans
trosfæller i et fangeoptog på vej mod havnen, hvorfra de skal sejles
til en lejr på Sardinien. Det lykkes for Jon at give ham en
kærlighedsamulet fra den kristne Cæcilia i hånden. Marcellus forsøger
at råbe, Med sine fagter kommer han til at skræmme en hest.
Politisoldaten på hesten hugger ham ned med sin sabel. “Og der lå
Marcellus. Et udkast havnet i skæbnens store papirkurv”.
Hvad får en forfatter til at
præsentere sin hovedperson som “en tankestreg i anførselstegn” og
forlade ham som “et udkast havnet i skæbnens store papirkurv”? Vil han
være vittig, eller prøver han at anlægge en kynisk attitude? Nogle vil
sige, at det er udtryk for original skriftbevidsthed, andre, at det
virker anstrengt.
Under alle omstændigheder ligger
uenighederne om
Sandalmagernes Gade især på fortæller- og stilplanet. Er fortællestilen et
irriterende uigennemtrængeligt vildnis, som Bo Hakon Jørgensen mener,
eller er det
ironisk sprogkunst med “de
smukkeste blomster af morskab og poesi”, som Hans Hertel formulerer
det?
Man kan mene, at det er smag og
behag, men de to positioner er ikke ligestillede. Analytisk stikker
Hertels anmeldelse dybest. Bo Hakon Jørgensens standpunkt afskærer ham
fra at trænge ned i de psykologiske lag i romanen. Men det kan ikke
afvises, at han som anmelder er repræsentativ for moderne utålmodige
læsere.
Torben Brostrøm: “Det umådelige
mådehold”, Vindrosen 1, 1959; optr. i Ti års lyrik,
Gyldendal, 1966
K. G. Brøndsted (red.): Kejser
Marcus Aurelius Tanker til sig selv, Haase, 1959:33
Svend Dahl (red.): Dansk
skønlitterært forfatterleksikon, 3, 1964
Johs. Nørregaard Frandsen: “Nis
Petersen”, i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20.
århundrede, 4. udg., bd. 1, Gad, 2002
Emil Frederiksen: “Efterskrift” til
Nis Petersen: Sandalmagernes Gade. Fortælling fra Rom på
Marcus Aurelius’ Tid, Gyldendal, 1980
Hans Hertel: “Nis Petersen vender
tilbage”, Politiken 2.8.2014
Thomas Harder: “Forord” til Nis
Petersen: “Sandalmagernes Gade”, Jensen & Dalgaard, 2014
Bo Hakon Jørgensen: “Sandalmagernes
gade er en blindgyde”, Kristeligt Dagblad, 20.6.2014
Jens Kruuse: “Nis Petersen”, i:
Ernst Frandsen & Niels Kaas Johansen (red.): Danske
Digtere i det 20. Aarhundrede, 1. udg., bd. 2, Gad, 1957
Flemming Lundgreen-Nielsen: “Kampen
om Rom. Romerriget i dansk litteratur 1750-1900”, i: Otto Steen Due
& Jacob Isager: Imperium Romanum. Realitet, idé, ideal.
Tidsskriftet Sfinx, Særtryk, 1993
Erland Munch-Petersen:
“Bestseller-begrebet og masselæsning i mellemkrigstiden”, i: Carl Erik
Bay & John Chr. Jørgensen (red.): Litteratur og
samfund i mellemkrigstiden, Gyldendal, 1979
Frederik Nielsen: “Sandalmagernes
Gade”, i: Digter og læser, Gyldendal, 1961
Frederik Nielsen: ”Nis Petersen”,
i: Frederik Nielsen og Ole Restrup (red.): Danske digtere i
det 20. århundrede, 2.udg., bd .2, Gad, 1966
Nis Petersen: Sandalmagernes
Gade. Fortælling fra Rom på Marcus
Aurelius’ Tid, Prior 1931; Gyldendal, 1938; 1980; Jensen
& Dalgaard, 2014
Søren Vinterberg: “Nis Petersen”,
i: Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i
det 20. århundrede, 3. udg., bd. 3, Gad, 1981
Mette Winge: “Sandalmagernes
Gade”, i: Fortiden som spejl. Om danske historiske
romaner, Samleren, 1997
Peter Ørsted: Romerne.
Dagligliv i det romerske imperium, Gyldendal, 1989
|
