|
Kyklopen er titlen på et satyrspil af
Euripides. Det er det eneste klassisk græske satyrspil, der er
opbevaret i fuld længde. Det blev opført første gang i Athen i år 408
før Kristus.
Satyrspillet havde - ligesom det
græske teater i det hele taget - rødder i dyrkelsen af Dionysos som
ekstasens og vinens gud. Så den, der tager et glas hvidvin i pausen på
Det kongelige Teater, er altså med til at vande teatrets rødder!
Ved Dionysos-festlighederne i Athen
opførte man først tre tragedier. Efter at være blevet stegt seriøst på
stensæderne i det udendørs amfiteater kunne de 1500 tilskuere nok bruge
et befriende grin.
Satyrspillene var beregnet til
udladning efter tragedierne. Satyrer, som var halvt mennesker og halvt
dyr, dansede løssluppent med maske, hestehale og kunstig fallos
(Gelsted, 1957:245; Haarløv, 1988:7).
Satyrspillet var en vittig
gennemspilning af noget velkendt. I Kyklopen gjaldt
det den drabelige historie fra Odysseens 9. sang, hvor øjet bliver
stukket ud på kyklopen Polyfem. Alle tilskuerne kendte historien. Nu
ventede de spændt på at få den fortalt på satyrmanér.
Iliaden og Odysseen er fyldt med
eventyr og sagnstof; her optræder “dæmoner, magiske kampe og
helteprøver” (Høgh, 2002:44).
Kykloperne er fabelvæsener knyttet
til bestemte lokaliteter. Historierne om sådanne væsener har levet i
folketraditionen op til vor tid (Holbek & Piø, 1967:296).
Som eventyrmotiv er kykloperne
variationer over kæmper, der personificerer naturkræfter. De bor i
huler i bjerge. Og de kan have dæmoniske lyster og kræfter. Nogle af
dem er menneskeædere (Høgh, 2022:250).
I den græske mytologi er kykloperne
en veldefineret slægt af enøjede kæmper. Blandt dem er Polyfem.
Ordet “Kyklop” betyder “Rundt øje”.
“Polyfem” betyder “Vidt berømt”.
“Kyklopen Polyfem” vil altså sige
så meget som “det vidt berømte rundøje.”
Polyfem var søn af Poseidon og
nymfen Toosa. Han holdt til på en vulkansk ø, som i Euripides’
satyrspil er Sicilien.
På sin besværlige sejltur hjem fra
belejringen af Troja støder Odysseus uforvarende på Polyfems ø.
Det er Odysseus selv, der i Odysseens
sjette sang fortæller historien, om hvordan han overvinder Polyfem ved
list og magt.
Beretningen er en variation over et
tema, som kendes fra folkeeventyrets verden: den lille og kloge narrer
den store og grove. Hele to gange driver Odysseus gæk med Polyfem.
Han bilder kæmpen ind, at han
hedder “Ingen”, hvilket forhindrer kæmpen i at skaffe hjælp, da det
brænder på og han bliver blindet af Odysseus. “Ingen vil slå mig ihjel
og Ingen er voldelig imod mig”, råber han, da hans artsfæller kommer
for at hjælpe ham. De svarer selvfølgelig, at når ingen er voldelig
over for ham, så kan de ikke hjælpe ham. Og så går de hjem. Store
tumper! Det griner børn i alle aldre af.
Odysseus’ andet smarte påfund er,
at han smugler sine mænd ud af kyklopens hule hængende under bugen på
Polyfems geder og væddere. Ikke underligt, at disse historier er blevet
omsat i bøger og tegneserier for børn.
For at gennemføre påfund nummer to
har han brug for et tredje, som inkluderer vin. Det vender vi tilbage
til.
Homers Odysseus er en reflekteret
fortæller. Han evner også at gå i rette med sig selv: Hvis han havde
tænkt sig godt om på forhånd, kunne han have undgået tabet af seks
skibskammeraters liv.
Ud over refleksioner indeholder
Homers tekst informationer og deskriptioner, som dramateksten må
undvære:
Kyklopen er begunstiget af naturen.
Han bor et frodigt sted med naturhavn. Men han lader jorden ligge brak.
Odysseus tegner et billede af
kyklopen som social type:
Kykloperne er “de vilde, brutale,
lovløse folk, der lever på nas af gudernes nåde”; “rådsforsamlinger
kender de ikke og ej heller love”; ”enhver er herre og mester over sin
egen familie og kerer sig intet om andre”.
Kyklopen er isolationist. Han
bygger ikke skibe, driver ingen handel.
Sådanne nuancerede
baggrundsoplysninger giver Euripides’ version ikke. Dramateksten fører
os frem til konfrontationer. Her bliver Odysseus mødt af Silenos, som
er satyrernes oldermand. Hvad han egentlig har at skaffe på øen, kan
man diskutere. Otto Gelsted mener, at satyrerne er ren konvention i
satyrspillene og absolut overflødige i dette (Gelsted, 1957:245).
I sin bestræbelse på at begrunde
satyrkorets eksistens på scenen har Europides fundet på at lade dem
være kommet til øen på akkurat samme måde som Odysseus og hans mænd.
Det ene hold ‘skibbrudne’ foregriber det andet. Det kan ses som en
variation af satyrspillets gennemspilningsteknik.
I den økonomiske dramatekst har
Odysseus kun brug for at få svar på ét spørgsmål: om kykloperne er
gæstfri? Silenos svarer: “De påstår, at den bedste mad er
gæsters kød”.
Mens Odysseus tygger på den, får
han og hans folk serveret lammekød og ost til gengæld for den stærke
vin, de selv har medbragt. Silenos bliver begejstret. “Enhver, som ikke
elsker vin, er bindegal. (demonstrerer sin fallos) For “drengen” kommer
op og stå”. Med besyngelsen af vinens kraft foregriber satyrerne, hvad
der senere skal ske med Polyfem. Otto Gelsted undervurderer teknikken
og logikken i Euripides’ brug af satyrkoret.
Det opstemte kor begynder at spørge
til, hvordan det er gået i Troja, og om de har taget Helena.
Midt i deres sjofle tankeverden
dukker Kyklopen op og stopper festen. Silenos opdigter en løgnehistorie
om, at han har villet forsvare sin herres ejendom. Kyklopen vil straks
have de nye gæster slagtet, fortæret i lunser og resten kogt til ragout.
Silenos’ kor undsiger ham. Kyklopen
siger, at Silenos er en hædersmand. Derimod synes han, at de nye gæster
er foragtelige og dumme, fordi de er gået i krig for en led kvindes
skyld! Det er den skønne Helena.
Skuespillets kyklop er en
vulgarisering af Homers. I en central scene forsøger Odysseus at
appellere til retsind og respekt for guderne, men Polyfem afviser al
idealisme som sludder og vrøvl. Rigdom er de kloges gud, og for ham
personligt er den største gud hans egen vom. Hans filosofi går ud på at
rage til sig og nyde livet. En parodi på tendenser i tiden. Publikum
har grinet.
Herefter opgiver Odysseus at
ræsonnere med Polyfem. Han må bekæmpes, og det må ske med list, for han
er for stærk i åben kamp. Hvordan nedlægger man en kæmpe? Man drikker
ham fuld, og derefter fratager man ham hans manøvremulighed. Den vin,
Odysseus har medbragt, bliver hans vigtigste våben ved siden af den
tilspidsede gren, hvormed han stikker kyklopens øje ud.
Der er idé-konsekvens i at opskrive
betydningen af vin netop i et satyrspil, som refererer til
Dionysos-kulten. Rusen er med til at forklare, at Odysseus og hans folk
kan slippe ud af hulen. Dramatikeren behøver ikke historien om
vædderne, som i øvrigt også er vanskelige at håndtere på scenen!
Skuespillet slutter med, at den
rasende kyklop tumler hjælpeløs om på sin ø. Han støder hovedet ind i
en klippeknold og nedkalder forbandelser over Odysseus og hans mænd,
som gør klar til at sejle videre. Han siger, at han vil finde vej til
bjergets top, hvorfra han vil kaste en klippeblok efter dem. De tiltror
ham ikke den evne. Det gør tilskuerne heller ikke.
Hos Homer følger vi Odysseus’ folk
på et stykke af vejen. De spiser og drikker og fester på en strandbred
uden for Polyfems rækkevidde. Ved næste “rosenfingrede dagning” sejler
de videre “med sorgbetyngede hjerter, lykkeligt undsluppet død, men med
tab af skibskammerater.” Odysseus fortier dog over for sine mænd, at
han forgæves har prøvet at få Zeus til at tilbagekalde den forbandelse,
som var nedkaldt over ham (Due: Homers Odyssé,
2002:172f; Due: Ledsager, 2002, 75 f.).
Homers version af historien om
kyklopen er mere harmonisk end Euripides’. Homer tilbyder en ordnet
indgang og udgang. Hans tekst bærer præg af at være en persons,
Odysseus’, erindring og erfaring.
I skuespillet får vi konflikterne
smasket direkte op i hovedet. Det foregår her og nu for vores øjne.
Alligevel er spillets virkning begrænset - til grinet.
Man savner den rædsel og medynk,
som ifølge Aristoteles (1969:45) kendetegner tragedien. Der er ikke
nogen at identificere sig med og derfor ingen katharsis. Satyrspillet
er en parodi på en tragedie. Den sidste sætning kan både gælde som en
kritik og en definition.
Der er en nærliggende grund til, at
så få satyrspil er bevaret: De har ikke holdt mål med de værker, de
parodierer. Som Leo Hjortsø skrev i sin anmeldelse af Kyklopen
(“Politiken” 28.1.1989), er satyrspillene ikke ment som litterær kunst,
men som karneval, skæg og ballade og satire. Kyklopen
er ikke tænkt som noget, der skal kunne måle sig med Odysseen
endsige med Medea, Euripides’ rystende mesterværk.
På den anden side er det godt, at Kyklopen findes,
for så ved vi,
1.
hvordan et satyrspil kunne se ud, og
2.
at et sådant spil kunne give mening
på sine egne underholdningsbetingelser, og
3.
vi får bekræftet en formodning om,
at enhver tekst skrevet af Medeas forfatter
indeholder kvaliteter, der gør den læseværdig.
Aristoteles: Om
digtekunsten. Ved Erling Harsberg. Klassikerforeningen,
Gyldendal, 1969
Gerhard J. Bellinger: Mytologisk
leksikon, Gyldendal, 1993
Otto Sten Due: Homers
Odyssé, Gyldendal, 2002
Otto Sten Due: Ledsager
til Homers Odyssé, Gyldendal, 2002
Euripides: Kyklopen.
Satyrspil. På dansk ved Henrik Haarløv. Rhodos, 1988
Otto Gelsted: Græsk drama,
Thaning & Appel, 1957
Alf Henrikson: Antikkens
historier, 1, Gyldendal, 1988
Leo Hjortsø: Græske guder
og helte, Politikens forlag, 1971
Leo Hjortsø: “Satyrspil”, anm. af
Euripides, 1988, i: Politiken, 28.1.1989
Bengt Holbek & Iørn Piø: Fabeldyr
og sagnfolk, Politikens forlag, 1967
Carsten Høgh: Eventyrleksikon,
Rosinante, 2002
Haarløv, 1988, se: Euripides, 1988
|
