Jeg havde analyseret Bodelsens novelle “Succes” i min bog Realisme og sendt resultatet til ham med nogle beklagende ord om mit ungdommelige begrebsrytteri. Jeg tilføjede, at jeg håbede, at jeg en dag ville blive voksen og afklaret nok til at kunne skrive på læseligt dansk om hans dengang seneste roman, Bevisets stilling (1973).

Anders Bodelsen døde i 2021, så jeg er for sent ude med denne artikel. Betragt den som en rune ristet over Bodelsens bedste bog.

Inspireret af en virkelig begivenhed

Anders Bodelsen forsynede Bevisets stilling med en lille indledende note af stor betydning:

Det ville være dumt at løbe fra, at denne roman er inspireret af en bestemt begivenhed i dansk retshistorie. Når dette er vedgået vil jeg imidlertid gerne understrege, at der i øvrigt er tale om ren fiktion: Ingen af romanens skikkelser er på nogen måde tegnet efter levende model.

Jeg skylder landsretssagfører Jan Schultz-Lorentzen tak for råd og hjælp under arbejdet med romanen.

A.B.

Ordvalget (“dumt at løbe fra”, “vedgået”) røber, at Bodelsen ikke er stolt af at have ladet sig inspirere af en bestemt begivenhed. Men personerne er frit opfundne, siger han. Det er ikke nogen nøgleroman.

Med takken til landsretssagføreren vil forfatteren formentlig tilkendegive, at romanens jura ikke strider mod virkelighedens - og måske også, at hans virkelighedsinspiration ikke overskrider vedtagne etiske grænser.

Bodelsens forsigtighed i omtalen af romanens inspirationsgrundlag forstår man først, når man har læst romanen og sat sig ind i den virkelighed, der ligger bag:

Bevisets stilling handler om en taxivognmand, der bliver arresteret og sigtet for drabet på en kunde, en 17-årig pige. Da politiet og anklagemyndigheden sætter ham fri igen på grund af manglende beviser, er hans liv allerede ødelagt. Han dør af et hjerteanfald.

Birthe-sagen

Sådan var også den virkelighed, Bodelsen brugte som inspiration, Birthe-sagen. I august 1969 blev Hans Lauritz Jensen, en taxivognmand på Næstved-egnen, fængslet for mordet på den 16-årige Birthe Andersen, hvis lig blev fundet skjult i en skov ved Præstø. Men sigtelsen måtte frafaldes, og den fængslede løslades. Han døde kort efter. (Politiets arbejde med sagen kan følges i “Hvem Hvad Hvor”, 1970:66ff).

Folk omkring vognmanden ønskede at glemme den ulykkelige historie. Og nu kom så Anders Bodelsen og rodede op i sagen. Slægtninge og venner til både Birthe Andersen og Hans Lauritz Jensen gav udtryk for utilfredshed med, at sagen skulle have en tur til i pressen.

Med sin roman risikerede Bodelsen at bidrage til, at nysgerrige mennesker igen begyndte at valfarte til Birthes hjem.

“Politiken” river op i såret

“Politiken” sendte en reporter til Næstved og satte artiklen på forsiden (Ole Schierbeck: “Mistanken slog ham ihjel”, 30.10.1973). Reportagen var ikke lagt an på sensation, men det fremgik, at udgivelsen i sig selv aktiverede ulykkelige følelser. Nyheden blev slået stort op, men det, der stod i artiklerne, virkede bevidst afdæmpet.

Inde i bladet skrev Bent Mohn i en anmeldelse, at romanen var et portræt af en mand i krise og først i anden omgang en samfundsanklage om justitsmord (“Den pæne mand i klemme”, “Politiken” 30.10.1973).

Endelig bragte “Politiken” en såkaldt kriminalteknisk vurdering ved retsreporteren Erik Nørgaard, som kun fandt én fejl: at der i romanen blev fotograferet med blitz i retten (“Perfekt”, Politiken, 30.10,1973).

Det hører til pressens dæmoni, at summen af tre afdæmpede artikler kan udgøre en sensation. Bevisets stilling var bogen, man talte om. Den måtte trykkes i tredje oplag til julemarkedet. 12.000 eksemplarer blev solgt. Anders Bodelsen havde forudset sensationsværdien. Derfor pralede han ikke af romanens dokumentariske inspiration. Han vidste, at det var problematisk at få succes på en ulykkelig, tilmed uafsluttet, historie fra virkeligheden.

Den rigtige morder blev nemlig aldrig fundet.

Og dog? Foranlediget af en tv-udsendelse om uopklarede mord i 2002 stod en nabo til Hans Lauritz Jensen frem og sagde, at han havde set Jensen dække liget til. Politiet havde altså ifølge ham haft fat i den rigtige mand. Mordsager forældes ikke, så politiet forhørte manden. De 33 år, der var gået siden mordet fandt sted, gjorde det ikke lettere at løfte bevisbyrden. Den myrdedes storebror blev vred og sagde, at det skulle naboen have fortalt noget før. I øvrigt tvivlede han på vidnets troværdighed (jf. “Ekstra Bladet” 28.4.2002).

Hitchcock som forbillede

Hvor andre forfattere ville have brystet sig af det dokumentariske grundlag for deres roman, bøjede Bodelsen altså beskæmmet hovedet ved udsigten til at blive beskyldt for at slå plat på andre menneskers ulykke.

Han talte hellere om et andet forlæg for romanen:

“Den er inspireret af Hitchcocks “The wrong Man”, som jeg i sommer valgte som en film efter mit hjerte”, sagde han til “Politiken”s “Hr. Bert” (Herbert Steinthal) 31.8.1973.

Danmarks Radio viste Hitchcocks film under titlen “Den forkerte mand” den 19. juli 1973. Anders Bodelsen præsenterede filmen på skærmen.

Filmen handler om en amerikansk musiker, spillet af Henry Fonda, som arresteres for et røveri, han ikke har begået.

Justitsmord

Det var justitsmord-motivet, Bodelsen tændte på. Justitsmord, altså domfældelser af uskyldige, kendes fra litteraturen, specielt krimilitteraturen (jf. la Cour, 1975:79). Et prominent dansk eksempel er Blichers “Præsten i Vejlbye” (1829), det vil sige fra den tid, hvor vi her i Danmark henrettede forbrydere. Dengang gav begrebet “justitsmord” fuld mening. Hvis en uskyldig var blevet domfældt og henrettet, var der tale om et “juridisk mord”. I nyere tid bruges “justitsmord” i bredere, afsvækket betydning om enhver domfældelse af en uskyldig.

Det er imidlertid en pointe i “Bevisets stilling”, at den forkerte dom alligevel bringer død over den anklagede. Han dør af et hjerteanfald efter den behandling, han har været udsat for - eller de løgne han har rodet sig ind i.

I Hitchcocks film flygter den anklagede fra politiet, og interessen forskydes til hans skyldplagede hustru.

Filmen byggede i øvrigt på en virkelig hændelse i New York, og Hitchcock gjorde et stort nummer ud af det dokumentariske. Filmen blev optaget på de originale lokationer. Skuespillerne optrådte så vidt muligt i de originale kostumer. Nogle biroller var simpelt hen besat med de autentiske personer. Alt det dokumentariske blev fremhævet af Hitchcock i introduktionen til filmen.

Hitchcock og Bodelsen forstod begge sensationsværdien af det dokumentariske stof. Forskellen var blot, at Hitchcock slog på tromme for det, mens Bodelsen nedtonede det. For Bodelsen var kernen i historien stærk nok i sig selv. Han anlagde “Bevisets stilling“ som et skæbnedrama. At hovedpersonen måtte gå under, var et vilkår. Det hele drejede sig om, hvilken holdning og moral han kunne mobilisere i ventetiden.

Nøgternt skæbnedrama

Hovedpersonen Martin Bendix er taxivognmand i en dansk provinsby. Han er gift med Sonja, som også kører taxa. De driver deres lille firma sammen. Martin har sjusket med regnskaberne. Han har aldrig været den store økonom. Han har tidligere kørt en tobaksforretning i sænk. Ægteparret skejer ikke ud. De har to halvstore børn, som der skal sørges for.

Familien lever et stilfærdigt, rutinepræget liv. Men så en dag i oktober bliver Martin bedt om at komme op på politistationen.

Stilistisk åbner romanen i en form, som forener det nøgterne med det skæbnesvangre:

En smuk dag i oktober mistede vognmand Martin Bendix sin frihed. Han blev efter seks timers forhør anholdt, sigtet for drab. Fireogtyve timer tidligere ville han have stået helt uforstående over for denne udvikling. Men i det døgn der gik forud for anholdelsen kom han for første gang i sit liv i forbindelse med kriminalpolitiet, og han var ikke helt uforberedt på anholdelsen, da den blev besluttet.

Annie Christensen, en servitrice, som plejede at bruge taxi, er fundet død. Martin Bendix kommer under mistanke. Han har kørt for hende flere gange, og hun skyldte ham penge. Da han forsøger at dække sig ind ved at ændre i kørebogen, kaster han blot mere mistanke på sig selv.

Han skjuler også over for politiet, at han har en elskerinde, han besøger på vejen.

De mange hensyn

Læseren identificerer sig med Martin Bendix. Vi véd, at han er uskyldig, og det piner os, at han roder sig stadig længere ud i usandheder. Han lyver ikke af lyst, men der er så mange hensyn at tage. Til konen, elskerinden, børnene og firmaet. Det, han fortæller til politiet, kommer på den ene eller den anden måde ud til offentligheden. Men først og fremmest må han jo forsvare sig, sandsynliggøre, at det ikke er ham, der har begået den frygtelige forbrydelse.

Vi er inde i hans planlæggende og undvigende bevidsthed under det forhør, som fører til hans arrestation for mordet på Annie Christensen.

Det er udgangen af første del En fri mand (kap.1-11, s.7-72), som udspiller sig i et ikke nærmere angivet år nær nu.

Arresteret

I anden del, “Arresteret” (kap.12-25, s.75-178) begynder grundlovsforhøret over Martin Bendix. Han får lov til at tale med sin forsvarsadvokat, landsretssagfører Roth.

Afsnittet er præget af dokumentarisme fra fængslet. Martin Bendix er kommet som til et nyt land. Han skal lære adfærdsreglerne, sætte sig ind i toiletforholdene, studere adgangen til arbejdsmarkedet. Han låner bøger og opdager, at intet er neutralt, alt bærer betydning, selv bogtitler: “Hvad siger loven” og “Livsens ondskab”. Bodelsen har researchet for at give dette afsnit troværdighed og overbevisningskraft.

Meget af Martin Bendix tid går med at finde huller i anklagen. Det lykkes ham at sandsynliggøre, at et for anklageren centralt vidne ikke har forstand på biler og derfor ikke kan bruges som forudsat af politiet.

Opholdet i fængslet slutter, da sigtelsen frafaldes på grund af bevisets stilling. Martin Bendix bliver altså ikke frifundet. Man har bare ikke været i stand til at underbygge anklagen mod ham. Samtidig har man forsømt at forfølge andre spor. Her ligger bogens hovedanklage, ikke i kritikken af fængselsforholdene.

Begrænset frihed og tabt autoritet

I tredje del “Fri igen” (kap. 26-39, s. 181-270) kan Martin Bendix igen bevæge sig frit, men friheden er reelt stærkt begrænset af den stadige mistanke til ham i bysamfundet. Han kan ikke blive ved med at køre taxa.

Martin Bendix får en erstatningssum, som han bruger på en rejse til Spanien - hvor han bliver genkendt efter alle artiklerne i formiddagspressen, som stort set har støttet ham, men som samtidig har gjort ham landskendt.

Alting har ændret sig for ham, også forholdet til konen, elskerinden og børnene. Sønnen er begyndt at gå til boksning for at kunne forsvare sig mod drillende skolekammerater. Han mistænker datteren for at lade ham vinde i skak.

Den falske anklage og alt det, den har hvirvlet op, har undermineret hans myndighed og - viser det sig snart - hans helbred. Hans kone opfordrer ham til at gå til lægen, der sender ham videre til en psykiater, som overrasker ham ved ikke at begynde at bore i hans fortid. I stedet anbefaler han motion og sund kost suppleret med antabus og et antidepressivt middel.

Martin Bendix bliver besat af tanken om at finde den skyldige. Han opsøger gerningsstedet og kaster naturligvis derved atter mistanke på sig.

En dag modtager han et anonymt brev fra en, der hævder at være den skyldige og beder om tilgivelse. Bendix kontakter præsten i fængslet, hvor han sad. Denne råder ham til at imødekomme gerningsmandens ønske. Det gør han så. Han ved ikke, hvad han føler ved det, men han kører ud i solen på den første forårsdag i det nye år og dør af et hjerteanfald bag rattet.

Dør nedbrudt, men klogere på sig selv

Fra forfatterens side er Martin Bendix’ sidste dage tilrettelagt som en erkendelses- og helingsproces.

Da han endelig slipper arbejdet med at frikende sig selv, kommer han nærmere på sine nærmeste. figurer, som ellers står ham fjernt - psykiateren og præsten - kommer ham i møde på overraskende vis. Bendix dør fysisk nedbrudt, men klogere på sig selv og sin omverden.

Småborger med skæbne

Han er en lille mand - flere analytikere har kaldt ham en “småborger” (Schou, 1976:98, Ljungberg, 2001:23) - men han har fået en skæbne. På afstand registrerer man ham knap nok, men for læseren, som har været tæt på ham og lidt med ham på grund af hans fejlslagne forsøg på at dække over sit småfusk, virker det befriende, at han omsider giver fuldtonet lyd. Eller som det hedder i romanens sidste linjer:

Idet overkroppen faldt mod rattet begyndte hornet at tude, og det blev det ved med. Nær ved vognen lød det meget højt, men man skulle ikke ret langt væk fra den før det kun var en enkelt lyd blandt mange andre.

Martin Bendix var inkarnationen af den lille mand, men hvis man kom ind på livet af ham, forstod man, at han gennemlevede et stort drama.

Konsekvent og disciplineret

Bevisets stilling er en konsekvent og disciplineret roman. Den holder stilen hele vejen igennem. Fortælleren indskrænker sine bemærkninger til de mest nødvendige regibemærkninger, tidsangivelser og den slags. Ellers befinder vi os inde i eller tæt på hovedpersonens bevidsthed. Hans sprog og hans erkendelseshorisont sætter grænserne for, hvad der kan siges og tænkes. Nogle af romanens fortolkere (Schou, 1976:98 og Karlsen, 1977:146) har vurderet denne begrænsning som en svaghed. Det kan diskuteres. Men når de samme fortolkere går så vidt som til at kritisere romanen for ikke at finde den rigtige forbryder og afklare hans motiver, så afslører de begrænsninger i deres egen æstetik.

Bodelsen demonstrerer, at det ikke alene er muligt, men også givtigt for en kunstner at skære væk. Den manglende opklaring, som jo også realistisk er en mulighed, sætter hovedpersonen under et særligt pres, fordi han altid vil have en diffus mistanke hængende over hovedet. Hvad man kan stille op med et sådant pres, er en udfordring for kunstneren, som altså her lader ham bukke under - efter kortvarigt at have følt sig i befriet for skylden.

Spørgsmålet om skyld og straf besvares på nuanceret vis. Martin Beck er ikke skyldig i det mord, han anklages for. Til gengæld er han skyldig i mange små svigt over for sine nærmeste. Under forhørene belaster han dem, han holder af.

De andre er han gennemgående forstående over for. Konen spørger - uden ironi - om han nu har husket at besøge elskerinden.

Det er sandt, at politiet opfører sig dovent og kritisabelt ved at koncentrere sig om Bendix og lade andre spor ligge. Men Bendix bærer selv en del af ansvaret ved sine opdigtninger.

Det er på kanten af sandheden at udnævne “Bevisets stilling” til en historie om den lille mand, der bliver kvast i det store samfundsmaskineri. Samfundets repræsentanter - advokaten, fængselsbetjenten, psykiateren, præsten - svarer ikke til fordommene. Det hele er ikke “samfundets skyld”. Det er på mange måder en original roman.

Tilbageblik

Jeg er ked af, at jeg aldrig fik skrevet og sendt denne artikel til Anders Bodelsen. Der var altid noget, der var vigtigere. Nu må jeg retfærdigvis have lov til at indskyde, at forfattere ikke altid er begejstrede for at få deres gamle bøger rost. Den nye, de skriver på, er som regel vigtigere for dem. Og med Bodelsen var der det særlige problem, at han periodisk gik i stå som kunstner. Det gjaldt især i årene op til “Den åbne dør” i 1997.

Det var i øvrigt en af de få Bodelsen-bøger, jeg fik skrevet udførligt om, mens Anders Bodelsen levede, nemlig i essayet “Kriminalromanen i brevform” i min bog “Om breve” (2005). Ellers er mit beskedne Bodelsen-“hovedværk” en biblioteksfolder, “Anders Bodelsen - Forfatterweb”,1995. Senest har jeg skrevet om ham som pressesatiriker (“Drivhuset”) i en netartikel i serien “Journalister i litteraturen” her på hjemmesiden.

En klar Anders

Det ville være forkert at sige, at Anders Bodelsen blev min ven. Kritikere og forfattere bør slet ikke være venner. Men vi var på venskabelig fod og opførte os professionelt. Jeg anmeldte flere af hans bøger uden at vi blev uvenner af den grund. Ved en enkelt lejlighed besøgte jeg ham i hans hjem i Klampenborg, og jeg var med til en rund fødselsdag for ham på Louisiana. Kun én gang besøgte han mig i mit hjem i Ourøgade. Det var på et tidspunkt, hvor han havde akut brug for litterær assistance uden om Gyldendal. Hvad der lå bagved, fik jeg ikke at vide, og jeg var sådan set også ligeglad, for han bad mig løse en konkret opgave. Jeg skulle læse et manuskript og udarbejde et responsum om det, som hvis det var et forlag, der havde bedt mig om det. Han insisterede på, at jeg skulle have et honorar på 1.000 kr. for det. Vi skulle ikke diskutere mine synspunkter. Han købte en konsulentudtalelse. Det var en klar Anders.

Vi udvekslede også bøger. Han sendte mig en snes med dedikationer. Ordene flød ikke fra ham. Men hver gang tegnede han med omhu en lille kat. Det var hans signatur.

Jeg gengiver min eneste betydningsfulde Bodelsen-dedikation her. Interesserede læsere kan se de øvrige dedikationstekster i artiklens P.S.:

“Til John. Med en varm tak for hjælp i det rigtige øjeblik fra din hengivne Anders

(“Jeg kommer til at løbe”, 1987)

Litteratur

Anders Bodelsen: Bevisets stilling. Roman, Gyldendal, 1973; 3. udg., 1984

W.E. von Eiben: Juridisk ordbog, 7. udg., Gad, 1987

Erik Halvorsen: “Anders Bodelsen”, i: Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede , bd. 5, Gad, 1982

Per Krogh Hansen: ”Anders Bodelsen”, i: Anne-Marie Mai: (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 2, Gad, 2001

John Chr. Jørgensen: Realisme. Litteratursociologiske Essays, Borgen, 1972

Hugo Hørlych Karlsen: Udbrud. Afsøgninger i litteratur og samfund 1968-1977, Rhodos, 1977

Tage la Cour m.fl. (red.): Hvem skrev hvad. Dansk og udenlandsk kriminallitteratur, Politiken, 1995

HL (Henrik Ljungberg): “Bevisets stilling”, : John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon. Værker, Rosinante, 2001

Søren Schou: Dansk realisme 1960-75, Medusa, 1976

Christian Braad Thomsen: Hitchcock. Hans liv og film, Gyldendal, 1990; 3. udg., 1995

P.S.

Bodelsen-dedikationer til John Chr. Jørgensen

Kære John, med denne splint af en bog ønskes du godt nytår af Anders (“Beskyttelsesrummet.” Noveller, 1984)

Til John. En lille bog med mange billeder fra din hengivne Anders (“Revision”, 1985)

Kære John, tiden flyver - men mon ikke du har en læser i den rigtige alder? Hilsen, din hengivne Anders

(“Guldregn”, 1986)

Kære John, her kommer en bog som egentlig skulle læses med lukkede øjne fra din hengivne Anders (“Professor Mancinis hemmelighed og to andre hørespil”, 1987)

Kære John. Her kommer for ti øre blandede bolsjer, samt tak for 87 og gode ønsker for 88 fra din hengivne Anders (“Den blå time.” Noveller, 1987)

Kære John. Navnet på den skyldige finder du under katten. Kærlig hilsen, din Anders (“Mørklægning”, 1988)

Til John, en splint af en historie med tak for 88 fra Anders (“Vinden i palmerne”, 1988)

Til John. Denne lille historie skal du ha med varme hilsner fra Anders (“Byen uden ildebrande,” 1989)

Til John. Alt godt fra din Anders (“Rød september”, 1991)

Til John. En portion gamle historier fra din gamle ven Anders (“16 noveller”, 1997)