|
Da kisten med Halfdan Rasmussen
blev båret ud af Espergærde kirke, havde en større forsamling af
børnehavebørn taget opstilling. Da de så kisten, begyndte de at synge
“Mariehønen Evigglad”. Sangen fik smilene til at brede sig på
begravelsesgæsternes ansigter:
Mariehønen Evigglad
gik tur på et rabarberblad
og mødte Søren Snegl der lå
og sov med sneglehuset på.
Da blev det regn og tordenvejr
så Evigglad fik våde tæer
og derfor slog hun bankeslag
på sneglehusets lille tag.
Og sneglen råbte højt: KOM IND!
i læ for torden, regn og vind.
Jeg bor lidt snævert som du seer,
Men der er lunt og tørvejr her.
Så sad de begge to og lo
i Sørens lille sneglebo,
og hvis jeg ikke helt tar fejl
blev Evigglad til madam Snegl!
Det er Lene Bredsdorff, der
beretter om børnehavebørnenes sang i sin frisk fortalte Halfdan.
En biografi om Halfdan Rasmussen (2005).
“Mariehønen Evigglad” (1996) er et
af guldstykkerne i den skatkiste af børnerim, Halfdan Rasmussen
efterlod sig ved sin død i 2002.
Den versificerede historie handler
i al sin forbløffende enkelhed om en mariehøne, der går tur på et
rabarberblad, hvor hun får øje på en snegl, der sover med sneglehuset
på. Vi springer lige ind i handlingens univers. Det hele foregår her og
nu for øjnene af os. Det er ikke til diskussion. Det er, som om
personerne kender hinanden i forvejen. Mariehønen ikke bare kaldes, men
hedder Evigglad. Og Søren Snegl sover med sit hus på ryggen. Kan han
andet? Kan huset tages af? En befriende tanke!
Da det begynder at regne, søger
Evigglad ly i Sørens lille sneglebo. Forfatteren siger det på en mere
anskuelig måde: Hun får “våde tæer” og “slår bankeslag” på sneglehusets
lille tag. “Bankeslag” er ikke et ord, man kan slå op i ordbøgerne. En
gave fra Halfdan til det danske sprog.
Søren Snegl beklager
pladsforholdene, men tager godt imod hende og tilbyder tørvejr og varme
- “og hvis jeg ikke helt tager fejl, blev Evigglad til Madam Snegl!” I
de sidste to linjer træder fortælleren frem. Med sit lille formelle
forbehold om den mulige fejltagelse underbygger fortælleren illusionen
om historiens karakter af virkelighed - hvilket har en særlig effekt
her, hvor det handler om tænkende og talende dyr.
Den slags dyr kendes fra fablerne
og eventyrene. Man siger, at teksterne er antropomorfiserende. En
mariehøne, der “går tur”, det er en menneskelig figur.
I dansk litteratur rager især H.C.
Andersen op som en mester i antropomorfisering. Hans eventyr med
talende dyr fungerer generelt som kritik af forhold i den menneskelige
verden. Tag f.eks. kritikken af småligheden i andegården i “Den grimme
Ælling”: “Ja, men han er for stor og for aparte!" siger en af ænderne,
"og så skal han nøfles!"
“Mariehønen Evigglad” er rimet og
rytmisk på en
måde, som gør teksten sangbar, også
uden noder.
Trykkene ligger på AABB i alle fire
strofer.
Når resultatet ikke bliver
monotont, er det, fordi rimene byder på originale påfund. Kun “lå” og
“på” i den første strofe er almindelige rim-ord. Se, hvor varierede de
andre er:
Evigglad/ rabarberblad,
snegl der lå/ med sneglehuset på
tordenvejr/ våde tæer,
bankeslag/ lille tag.
KOM IND!/ regn og vind,
som du ser/ tørvejr her,
to og to/ sneglebo,
helt tar fejl/ madam Snegl
Der er ingen stopklodser af formel
art. Teksten ruller rask afsted. Hvad angår indholdet, så skal læseren
til sidst acceptere, at der kan komme et ægtepar ud af mødet mellem en
han-snegl og en hun-mariehøne, men læseren har jo fået lidt
tilvænningstid gennem Evigglads indflytning hos Søren Snegl.
Der er episk fremdrift i digtet.
Hver strofe indeholder et nyt moment. Der sker noget, som man kan huske.
“Mariehønen Evigglad” er ikke en
fabel eller et eventyr, som skal “oversættes” til menneskelige forhold.
Man kan ganske vist se for sig, hvordan to mennesker mødes og etablerer
et hyggeligt parforhold, men der er ikke noget at lære af det.
Prøver
nogen at påstå, at man af dette værk kan lære, at forskellige typer kan
finde sammen, må man melde pas. Det gælder også over for Lene
Bredsdorffs kåde forslag til udlægning: “For den evigglade er intet
umuligt, kærligheden overvinder alt, selv naturlovene!” (Bredsdorff,
2005:302).
Det fornemme ved dette og mange
andre af Halfdans vers, er at de unddrager sig moralske betragtninger.
“Set i et børnelitterært perspektiv er Halfdan Rasmussens indsats først
og fremmest den, at han tilføjer en ofte lidenskabsløs litteratur en
sproglig frodighed, en glæde ved sproglige virkemidler, som børn selv
bruger i deres dagligdag”, skriver Torben Weinreich i Historien
om dansk børnelitteratur, 2006:530.
Weinreich tænker antagelig på rim
og groteske billeder som disse:
“Habsen gewesen, spiser vandgrød
med næsen, habsen gewumsen, spytter ud med numsen”
“Tordenskjold i vuggen lå, suttede
på sin storetå, men da tåen blev for sur, knaldede han sit vækkeur,”
(Bjørnkjær, 1976:14 og 57).
“Mariehønen Evigglad” er en
hjemmegroet variant af den såkaldte nonsens-digtning, som har dybe
rødder i engelsk litteratur (“Alice i eventyrland”). Af de nærmeste
danske forbilleder må man nævne Storm P., hvis mærkelige maskiner
ligner grafiske oversigter over betydningsforskydninger i Halfdans
børnedigte.
Halfdan Rasmussen havde ikke altid
skrevet den slags digte. Han begyndte med seriøse eksistentielle digte
og modstandsdigte : “Soldat eller menneske”, 1941. Ti år senere kommer
hans første bog med børnerim: “Den lille frække Frederik”.
I Lene Bredsdorffs biografi kan man
se de første træk af nonsensdigtningen dukke op. Inspirationen kommer
fra Halfdans børn.
Min lille kone har et barn
der bruger mange bleer
til tis og bæ og den slags ting.
Hun spiser mam med skeer.
Semuljemam, kartoffelmam
og mange andre mammer.
Jeg ejer blot min bare røv
som immer staar i flammer
Lene Bredsdorff griber billedet af
flammen og skriver, at humoren brænder igennem trædemøllen.
Halfdan trækker på humoren i
omgangen med børnene. De leger ord-ping-pong. Halfdan skriver hver dag
rim på deres madpakkepapir, så han holder pennen varm, og de har noget
at lune sig ved i skolen.
Digtning med rim var ude af trit
med tidens litterære strømninger. Modernismens toneangivende kritiker,
Torben Brostrøm, så ned på rimet digtning. “Ja, det kan være en fejl at
lade poesiens musik blive stående ved Wienervalsen”, sagde han (“Det
umådelige mådehold” (Brostrøm, 1966).
Da Brostrøm i 1960 førte sine
danske modernister frem i bogen Versets løvemanke,
måtte Halfdan spejde forgæves efter sit navn. Han var ingen Klaus
Rifbjerg eller Jess Ørnsbo.
Halfdan ømmede sig - vittigt! - i
en dedikation til Brostrøm:
Lidt slagger fra min sløve tanke,
ak, jeg har ingen løvemanke
Min klo er ikke nogen ørns klo,
min bolig ikke nogen ørns bo.
(Bredsdorff, 2005:183)
Men Halfdan skrev trøstigt videre,
og Brostrøm kom på bedre tanker og gjorde en del år senere diskret
afbigt i efterskriftet til et rummeligt udvalg af Halfdan Rasmussens
digte:
Rimeriet har i nyere tid været
anset for lutter konvention og udvendighed, men kan bruges bevidst som
et eksistentielt udsagn om sammenhæng og forbindelseslinjer mellem
modsætninger, når det er betydningsbærende og ikke tilfældige ord, der
rimer sammen. Og det bliver mere og mere tydeligt hos Halfdan
Rasmussen, efterhånden som han udforsker mulighederne og skaber nye
vanvittige rimpar i børnerim og tosserier, hvor anarkister svarer til
medister, og man kan blive lokket på glatis ganske gratis og ikke i
Trinitatis. (Brostrøm,
2006:504)
Brostrøm er ude at svømme og har
svært ved at hale sig i land. Det, Halfdan gør op med, er ikke det
tilfældige, men det traditionelle rimord. I stedet for at indrømme, at
han selv tog fejl, får Brostrøm det til at lyde, som om Halfdan først
med møje og besvær nåede frem til kritikerens høje indsigt.
Til Lene Bredsdorffs bog siger
Brostrøm, at det er sandt, at Halfdan rimede ubesværet, men “hans
arbejde med ordene var ikke bare naturtalent og ekvilibristisk sans for
lyd, klang og rytme.” Det var et resultat af en dannelsesproces og et
bevidst sprogarbejde, også når det gjaldt børnerimene. Det er utvivlsom
sandt, men det er også sandt, at Halfdan fra første færd stolede på det
meningsløse rims egen logik. Formen var fast, men fantasien føjelig.
Lene Bredsdorff spørger sig selv,
om Halfdan måske brugte den faste form til at tøjle en mere dyster side
af sig selv med.
Hun får til dels bekræftet sin
teori hos Klaus Rifbjerg, som mener, “at Halfdan ligesom andre store
humorister agerede på et sort bagtæppe, og at det er grunden til at
hans humor aldrig bliver letkøbt.”
Brostrøm
på sin side mener ikke, at Halfdan havde dæmoner eller vilddyr, der
skulle tæmmes. (Bredsdorff, 2005:185).
Der er da heller ikke det mindste
spor af angst i Evigglads adfærd. Forholdet mellem Evigglad og Søren
Snegl er en biedermeier-idyl. Når digtet alligevel opleves som
forfriskende, er det på grund af de glade figurer og de originale rim.
“Mariehønen Evigglad” tegner ikke
hele Halfdan Rasmussens forfatterskab, ikke engang
den sjove del af det.
Han skrev også sjove digte for
voksne. Han kaldte dem tosserier. Syv samlinger udsendte han i årene
1951-57. “Tosserier i udvalg” (1960) opsamlede de vigtigste.
Tosserierne indledes alle med
ordene “Noget om”, en beskedenhedsformular, som angiver en selektiv,
lidt tilfældig emnebehandling.
Der er ofte en diskrepans mellem
titlen og digtteksten.
“Noget
om synd og soning” viser sig at være en fiktiv nekrolog med et vittigt
ordspil som pointe:
Hr. Trampenberg elsker
den gamle musik
med bomfaldera
og kuk-kuk og dik-dik.
Han døde i går.
Han blev dikket ihjel.
NB:
Begravelsen sker
fra Bror Kalles kapel!
(Tosserier i udvalg,
1960, 15. oplag, 2003:44)
Pointen er spildt på børn, som ikke
ved, at et kapel både kan være en tilbygning til en kirke og et mindre
orkester. “Bror Kalles kapel” var et reelt eksisterende
underholdningsorkester omkring 1950.
Et andet tosseri om musik hedder
“Noget om fjernelse af hemninger (således stavet)”. Det bygger også på
et ordspil: vorte (gevækst) og Worte (tysk for ord) og på en viden om,
at der findes nogle klaverstykker (af Mendelssohn), der hedder “Lieder
ohne Worte”.
Lille Dorthe
har klaver
og en vorte,
som man ser.
Når hun spiller
vipper vorten,
så hun kludrer
med akkorden.
Lille Dorthe
klippede
vorten af
som vippede.
Nu kan søde
lille Dorthe
spille Lieder
ohne Worte!
(Tosserier i udvalg,
1960, 15. oplag 2003:68)
Et tredje musik-tosseri hedder
“Noget om en pige med musik i”. Det bygger ikke på et ordspil, men på
kendskabet til kønslivet og dobbeltbetydningen af “spil”:
Hendes hjerte var en tromme.
Hendes mund en klarinet.
Hendes bag et bækkensæt.
Hun blev gift da hun var atten
med en skotsk major i kilt,
men på selve bryllupsnatten
slog hun op og er nu skilt.
Og hvis nogen spør den lille
hvorfor hun dog lod sig skille,
svarer pigen liså stille:
Ak, min mand ku ikke spille!
(Tosserier i udvalg,
1960, 15. oplag 2003:238f)
Ingen af disse musikalske tosserier
har børnerimenes poetiske evne til at svæve. Sammenlign blot med denne
strofe fra samlingen med Mariehønen Evigglad (1996:)
Der er musik i alt som er
i regn og blæst og blomst og bær.
Hver skabning har sin tone.
Der er musik i narrens hat
i Hannes mund, i Karens kat,
og mellem mand og kone.
Tosserierne har et velsignet humør.
Men vitserne holder kun en dags tid. Mange tekster blev i øvrigt trykt som underholdningsstof i
tidens aviser. Paul Hammerich skriver: “Jeg betragter det som et af mit
livs højdepunkter, da jeg i 60’erne som søndagsredaktør på Politiken
måned efter måned modtog den mutte mandslings muntre manipulationer med
modersmålet i serien “Noget om” (Hammerich, 105).
Kristen Bjørnkjær (red.): Barn
og barn imellem. Børns sange og rim, Borgen, 1976
Lene Bredsdorff: Halfdan.
En biografi om Halfdan Rasmussen, Aschehoug, 2005
Torben Brostrøm: “Det umådelige
mådehold”, i: Ti års lyrik. Kritik og Kronik 1956-65,
Gyldendal, 1966
Peter Christensen: Halfdan
Rasmussen, i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20.
århundrede, bd. 2. 2001:312-22
Halfdan Rasmussen: Mariehønen
Evigglad. Rim for børn og barnlige sjæle, Carlsen, 1996
Halfdan Rasmussen: Børnerim,
1964, 21. oplag, 2002
Halfdan Rasmussen: Halfdans
digte. Forord Johannes Møllehave. Udvalg og efterskrift
Torben Brostrøm, Schønberg, 2006
Halfdan Rasmussen: Tosserier
i udvalg, 1960 Schønberg, 2003
Kari Sønsthagen & Torben
Weinreich: Leksikon for børnelitteratur, Branner og
Korch, 2003
|
