|
Benny Andersen (7.11.1929)
beundrede sin 14 år ældre forfatterkollega Halfdan Rasmussen
(29.1.1915).
Da Benny Andersen debuterede med
“Den musikalske ål” i 1960, havde Halfdan Rasmussen været produktiv en
snes år og udgivet op mod fyrre bøger. Benny havde set op til Halfdan
længe. “En af de første digtsamlinger jeg købte for egne penge var
Halfdan Rasmussens På knæ for livet”, skriver han i
et erindringsglimt (Benny Andersen, 2004:67).
De to forfattere mødtes ved et
litteraturstævne på Hindsgavl 1964 og blev straks gode venner. De to
familier begyndte at komme sammen.
Halfdan Rasmussen var dengang gift
med forfatteren Ester Nagel. De fejrede sølvbryllup i 1968. Men
ægteskabet knagede i fugerne. I 1973 blev de skilt.
Benny Andersen havde siden 1950
været gift med den 6 år ældre Signe Plesner Andersen.
Hende kastede Halfdan Rasmussen nu
sin kærlighed på. Følelserne
var gengældt. Signe blev skilt fra Benny og gift med Halfdan.
Lene Bredsdorff, som fortæller
denne litterære ægteskabshistorie lige ud af posen i biografien om
“Halfdan” (2005:248ff), noterer, at Benny Andersen blev fortvivlet over
skilsmissen. Men han fastholdt venskabet med Halfdan under de nye
betingelser. De rejste sammen på ferier, bl.a. på telttur i Sverige -
og Signe var med.
Halfdan Rasmussen og Benny Andersen
var sprogets spillemænd. De havde glæden ved musikken, ordlegen og
børnerimene til fælles.
Mens Halfdan Rasmussen havde svært
ved at blive anerkendt som litterær modernist, så blev Benny Andersen
straks optaget i kredsen omkring Torben Brostrøm og Klaus Rifbjerg.
Benny Andersen var barpianist og
spillede, hvor de unge kunstnere kom, på “Chez Ankerfeldt” på
Frederiksberg. Han havde fået digte optaget i “Hvedekorn”.
Tidsskriftets forlægger, Jarl Borgen, bad ham samle sine digte til en
bog. Det blev hurtigt til flere. Der var usædvanlig ordmusik i den unge
mand, som debuterede med “Den musikalske ål” i 1960.
De efterfølgende titler lokkede med
begavet gøgl: “Kamera med køkkenadgang” (1962) og “Den indre bowlerhat”
(1964).
Benny Andersen blev kendt som den
sjove modernist - metaforernes legemester. Han kunne forvandle psykiske
størrelser til ting, og personliggøre abstrakte begreber.
For os, der fulgte og studerede den
danske litteratur i 1960’erne, var Benny Andersens digte yndede
oplæsningsnumre. Han masserede det danske sprog og tog luften ud af
Heretica-lyrikkens selvhøjtidelighed.
Det gennemgående greb i Benny
Andersens humor er helt fra debutbogen sammenføringen af to forskellige
sprogsfærer:
I nat fandt jeg min livsanskuelse,
og aldrig sov jeg så godt.
Livsanskuelse er bogsprog. At sove
godt er hverdagssprog. En livsanskuelse er normalt noget, man læser sig
frem til i en bog eller udtænker i fuldt dagslys, ikke noget man finder
om natten.
Ved at pode hverdagssproget ind på
bogsproget sigter Benny Andersen mod to effekter: humor og kritik.
Humoren ligger i selve overraskelseseffekten. Kritikken består i, at
det fine (livsanskuelsen) trækkes ned på hverdagsplan.
Den citerede passage står i digtet
“Analyse” i debutsamlingen. Ved at kalde et digt “Analyse” etablerer
Benny Andersen et nyt, tredje lag, hvorfra han ironisk kan betragte de
andre lag.
Mens kritikken i de hidtil anførte
eksempler har været rettet mod sproget, så finder eller opfinder Benny
Andersen i de følgende digtsamlinger nogle mennesketyper, han kan
drille, f.eks. “Den intellektuelle”, i Kamera med køkkenadgang
(1962)
Han drak en symfoni
som vi andre drak kaffe,
endda uden at røre rundt.
Et verbum fra hverdagssproget (at
drikke) kobles sammen med noget formodet eksklusivt (opera).
I “Hypokonder” i Den
indre bowlerhat forbindes verber fra kropsfunktioner med
substantiver, der har med holdninger at gøre:
Det flimrer for mit livssyn
jeg har trykken fra principperne
mit rygte har allerede kløet længe
I Portrætgalleri
(1966) lader han i en kontaktannonce “et almindeligt stærkt verbum”
søge et ord “at dele tykt og tyndt med”.
Sproglegen er morsom på en hyggelig
måde. Forfatteren garderer sig med ironi. Den faste metodik sikrer mod
overraskelser.
Benny Andersen vandt et stort
publikum for sig. Den indre bowlerhat toppede med
12 oplag + bogklub, i alt 31.300 eks. (jf. Borup Jensen, 1987:296).
Men blandt de professionelle læsere
var der dem, der mente, at det var lige lovlig uambitiøst.
Torben Brostrøm sagde det diskret,
men umisforståeligt, i sin anmeldelse af Det sidste øh,
en digtsamling hvis titel han fandt “faretruende”. Digterens sproglige
indfald var “her og der nok så spinkle”. Det var uklart, i hvilket
omfang Benny Andersen selv kunne gøres ansvarlig for det, men hans
metode “havde det uheldige held at være velegnet til pædagogisk
demonstration af moderne lyrik, af hvordan man blander forskellige
virkeligheder og ryster omkring med metaforerne.” (Inf. 23.9.1969;
Brostrøm, 1975:57ff.).
Steffen Hejlskov Larsen var mindre
barmhjertig: “I panik bladrer man frem og tilbage for at finde nogle
gode digte. Men mængden af slappe, flove uselvstændige digte er så
stor, at man forbavses.” (Berlingske Aften, 23.9.1969).
Kritikeren og lyrikeren Keld
Zeruneith kørte det store videnskabelige apparat i stilling over for et
af Benny Andersen mest populære digte, “På høje tid.” Det er det med
“da Alexander var på Cæsars alder, var han allerede den Store”.
Zeruneith viser, hvordan digteren ikke tager de opstillede problemer om
selvudvikling alvorligt, men lader det hele løbe ud i en ironisk
grimasse. Det med Alexander kalder Zeruneith “noget lodret sludder, som
om Cæsar kun havde haft én alder” (Zeruneith, 1976:92).
Til sin sprogleg hentede Benny
Andersen inspiration fra børnerim og -remser, som han på opfordring fra
Jarl Borgen sad og læste systematisk på Dansk Folkemindesamling.
Ud af arbejdet kom Nikke
Nikke Nambo (1963) med danske børnedigte og Lille
Peter Dille (1964) med oversatte.
Benny Andersen interesserede sig
både for de rim, der var skrevet for børn af voksne, og dem børnene
selv havde udformet og som de voksne derefter havde noteret ned.
Særligt fascineret var han af de såkaldte tælleremser (Ulen, dulen,
dof), som han anser for “måske det mest originale udtryk for børns
fantasi”.
I efterordet til Nikke
Nikke Nambo sammenligner han remserne med lyriske
eksperimenter.
I forlængelse af disse studier i
børns digteriske sprog udgav Benny Andersen børnebogen om Snøvsen, hvis
udgangspunkt er en verbal vits: Hvem er det, de voksne hele tiden
siger, de vil gå fra, når de går fra snøvsen? Eigil finder Snøvsen. Det
er et lille rødbrunt væsen, der ligner en lang næse! Men på den næse
sidder en mindre næse, som bevæger sig lidt. Snøvsen vil først ikke
give sig til kende over for Eigil, for han er bange for, at han skal gå
fra ham. Men det gør Eigil selvfølgelig ikke - og spillet er kørende.
Snøvsen og Eigil og Snøvsen og katten i
sækken blev i øvrigt illustreret af Signe Plesner Andersen,
kvinden, som gik fra Benny.
Som børnebogsforfatter blev Benny
Andersen tilrettevist af 1970’er-kritikken. Han var ikke
samfundsrelevant nok (jf. Borup Jensen, 1987:12).
Imod tidens patroniserende kritik
forsvarede Benny Andersen sig med mild ironi. Det skete i Svantes
viser (1972), som er forfatterskabets genistreg. Bogen bærer
undertitlen En sanghistorie. Den består af 14 sange
med melodier flettet sammen med historien om sangenes tilblivelse.
Egentlig ville Benny Andersen have skrevet en roman om Svante, men han
valgte en konstruktion med et udvidet rolledigt.
Sangene tilskrives Svante Svendsen,
en svenskfødt ungdomsven af forfatteren: “Han betragtede mine digte med
mild overbærenhed, hvad der nærmest måtte opfattes som venneros, når
man tager i betragtning med hvilken kølighed han ellers betragtede
lyrikere der var “hoppet på modernismens limpind.”” Svante havde mere
respekt for Benny Andersen som musiker, og bad ham lejlighedsvis om at
skrive melodi til et digt om Nina.
Fiktionen er altså, at vi i kernen
af historien har en usædvanlig kvinde, Nina, som portrætteres og hyldes
af en mand, Svante Svendsen, hvis ven, Benny Andersen, skriver melodier
til digtene og fortæller historien om deres tilblivelse. Benny Andersen
er i første omgang en figur i teksten. I anden omgang er han
forfatteren bag det hele. På lignende vis er Svante Svendsen en
tekstlig figur og samtidig den sanger der kom til at inkarnere figuren,
Poul Dissing.
Konstruktionen giver Benny Andersen
anledning til maksimal ironisk udfoldelse. Personerne taber stabilitet
for øjnene af os. Vi er henvist til at forstå dem i deres relationer
til hinanden. Teknikken er beslægtet med brugen af pseudonymer hos
Søren Kierkegaard, hvis sprogsans og humor har inspireret ham (jf.
Borup Jensen, 2003:57ff). En amerikansk germanist, Leonie Marx,1986,
har i øvrigt analyseret Benny Andersens forfatterskab ud fra en
eksistentiel synsvinkel, som underbelyser det danske vid.
Vittige i Svante-suiten er f.eks.
de passager, hvor Benny Andersen fortolker Svante på en måde, som
ligner de tolkninger, han selv har været ude for: Svante “tilhørte en
personlighedspræget og stærkt individualistisk digtertype, som i dag
viger mere og mere for samfundsvendte og kollektivt indstillede
forfattere.”
Den opdigtede virkelighed, Benny
Andersen skaber omkring Svante, giver ham mulighed for at placere en
“ostemad” i en vise, hvori det hele fem gange meddeles, at “om lidt er
kaffen klar.” Det var jo aldrig gået i et regulært kærlighedsdigt!
Efter det sidste modernistiske øh
og genistregen med Svante løfter Benny Andersen blikket og skriver
friere i flere retninger: filmmanuskripter, radiospil, erindringsprosa
m.m.m. Også i digtene vinder en mere afslappet tone indpas. Han slår
gækken løs i sin dekonstruktion af danske ordsprog. Den vittige
telegramprosa afløses af en venligt snakkende brevstil. Lange
prosadigte indlægges i digtsamlingerne - noget han efter fransk
forbillede allerede havde praktiseret i debutsamlingen.
Benny Andersen turnerede med sine
viser og vandt sympati for sit humane engagement i tidens store tema om
mennesker på flugt.
Når Benny Andersen var gæst ved et
oplæsningsarrangement, sad tilhørerne tæt med små smil på læberne.
Populariteten slog alle lyriske
rekorder i 2002, da hans Samlede digte, en fed
tryksag på mere end 1.000 sider, blev solgt i mere end 100.000
eksemplarer.
Benny Andersen syntes at forgylde
alt, hvad han rørte ved. Små causerier fra dagen og vejen kunne trykkes
som indbunden gavebog.
Det var i øvrigt karakteristisk for
ham, at han forblev trofast mod den forlægger, der havde udgivet hans
første digtbog - ligesom han bevarede venskabet med og venerationen for
Halfdan Rasmussen.
Da Benny Andersen i 1991 blev bedt
om at sammenstille et udvalg af sin yndlingshumor, gjorde han musikken
til hovedtema og Halfdan Rasmussen til hovedleverandør. Det
er spilleme ikke kedeligt bringer syv Halfdan
Rasmussen-digte, som ikke alene handler om musik, men som er
ordmusik på et plan, hvor Benny Andersen havde svært ved at være med.
I en samtale med Thorkild Borup
Jensen i bogen Månens mærker (2003:65) sagde han:
Halfdan Rasmussen har altid stået
mig nær, både som menneske og som digter. Det var simpelt hen sådan, at
jeg i en lang periode undlod at skrive rimede digte for ikke at komme
til at ligne Halfdan for meget.
I antologien om yndlingshumoren
trækker Benny Andersen trådene tilbage til folkeeventyrene og
troubadurer og fortællere som Bellman, Mark Twain, Evert Taube, William
Heinesen og Storm P. Der er nok at tage fat på for kommende
litteraturhistorikere med sans for det lette, som det er så svært at få
hold på.
Det grundigste, der er skrevet om
Benny Andersen, er Thorkild Borup Jensens Benny Andersen. Et
forfatterskabsportræt, fra 1987. Bogen er så seriøs, at man
forgæves spejder efter sider om digterens humor. Den mangel har Borup
Jensen udbedret i samleværket Månens mærker fra
2003:260-78.
Humoren er grundholdningen
i Benny Andersens forfatterskab, skriver Borup Jensen og viser, hvordan
digteren udruller humorens teknikker og virkemidler: den diskrete
distance, den barokke overdrivelse, ordspillene, blikket for det
groteske, perspektivforskydningerne og ikke mindst det tolerante
livsoverskud. Men som digtervennen Johannes Møllehave påpeger det i en
anden artikel i bogen, så har humoristen Benny Andersen altid tænkt
døden med: “Det er forår og alting skæres ned/ der beskæres i buskadser
og budgetter/ slut med fordoms fede ødselhed/ vi begynder at træne til
skeletter.” Men er denne dødsbevidsthed seriøs eller er den en del af
et ironisk spil? Uden en analyse af ironiens former og funktioner
kommer man næppe til en forståelse af humoren hos Benny Andersen.
Benny Andersen: Nikke,
Nikke, Nambo og andre børnerim og remser & Lille Peter Dille og
andre udenlandske børnerim og remser, Borgen, 1964; Samlet
udgave 1998
Benny Andersen: Svantes
viser. En sanghistorie,
Borgen, 1972; 2. udgave, 3. oplag,
1997
Benny Andersen: Samlede
digte. Digte 1960-2001, 2. udgave, 1. oplag, 2002
Benny Andersen: Snøvsen
og Eigil og Katten i sækken, 1967; 3. udgave, 1. oplag, 1989
Benny Andersen: Det er
spilleme ikke kedeligt - et udvalg af Benny Andersens yndlingshumor,
Fiskers forlag, 1991
Benny Andersen: Den hvide
due. Tildragelser, Borgen, 2004
Thorkild Borup Jensen: Benny
Andersen. Et forfatterskabsportræt, Borgen, 1987
Thorkild Borup Jensen (red.):
Månens mærker. Benny Andersens forfatterskab set med mange øjne,
Forlaget Spring, 2003
Lene Bredsdorff: Halfdan.
En biografi om Halfdan Rasmussen, Aschehoug, 2005
Torben Brostrøm: Ti års
kritik. Prosa/Lyrik/Kritik 1965-74, Gyldendal, 1975
Torben Brostrøm: Men
dansen den går - Litterære memoirer, Gyldendal, 1994
Leonie Marx: Sproget
taget på ordet. En studie i Benny Andersens forfatterskab,
Borgen, 1986
Keld Zeruneith: “Ironiens frygtløse
distance”, i: Per Olsen (red.): Analyse af moderne dansk lyrik,
2, Borgen, 1976
Robert Zola Christensen: “Benny
Andersen”: i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20.
århundrede, 3, 2001.
|
