|
Min
gamle studiekammerat og kritikerkollega Bo Hakon Jørgensen har skrevet
i Kristeligt Dagblad (17.4.2012), at man griner
mindst én gang på hver side af Gustav Wieds roman Livsens
Ondskab. Billeder fra Gammelkøbing.
Jeg
er lidt betænkelig ved den slags garantier, men jeg må indrømme, at jeg
grinede allerede før bogens første trykside. Der står følgende motto:
“Men
det har jo ikke noget at sige, naar jeg bare faar mange gode Kommaer!”
Hvad
i alverden skal det betyde? Det vender jeg tilbage til i et P.S.
I
mellemtiden kan jeg oplyse, at Livsens Ondskab
udkom i 1899. Jeg læser den her efter udgaven i Gyldendals Bibliotek,
1965, 3. oplag, 1979. Den har efterskrift af forfatteren Tom
Kristensen, som i sin analyse bruger Harald Høffdings teori om Den
store Humor, som kan rumme livets modsætninger.
Titlen
Livsens Ondskab er et øgenavn, som
anvendes om en af romanens hovedpersoner, toldforvalter Knagsted.
Navnet er dannet efter dværgen, der kaldes “Livsens Korthed”, i J.P.
Jacobsens roman Fru Marie Grubbe. Det er fru
Lassen, kæmnerens, den kommunale regnskabsførers kone, der har givet
ham øgenavnet. “Hun “sværmede” nemlig for J.P. Jacobsen”, som der står
i et parentetisk indskud.
Knagsted
er indbegrebet af ondskabsfuld humor. Han piner den apopleksiramte og
dødsangste konsul Mørch ved at føre ham til kirkegården, når de er ude
at spadsere. På vejen kan Knagsted finde på at berette om en mand, der
er død af nikotinforgiftning. Mørch bliver skræmt. Knagsted giver ham
håb ved at fortælle om en klog kone, der kan helbrede ham, men tager
straks efter håbet fra ham igen ved at fortælle om en anden klog kone,
som har slået en mand ihjel med en giftig væske.
Konsulen
finder sig i Knagsteds ondskabsfuldheder, han er “ligesom hypnotiseret
af Vennens Ord”.
På
lignende vis er læseren hypnotiseret af Wieds grovheder, som han
behændigt giver byen og dens indbyggere ansvaret for.
Om
den tykt behårede toldkontrollør Knagsted hedder det, at “man påstod,
at han var et elskovsbarn af en Buskmand og en Buldog” (48).
Romanens
anden hovedperson, Emanuel Thomsen kaldet “Thummelumsen”, får følgende
skudsmål af byens jordemoder: “Jo, jeg mener, at hvis der blev set
rigtig efter, saa var Di (således stavet!) vist et Fruentimmer”! (15).
Den
barnligt uudviklede Thummelumsen og den behårede kyniker Knagsted er
hinandens modsætninger og på den måde led i den række af kontrast-par
som udgør romanens grundstruktur.
En
anden kontrastfigur til Knagsted er den godhjertede overlærer Clausen,
som tiltrækkes af ondskabens gåde.
Livsens
Ondskab
er fortalt af en forfatter med sans for dialog og konflikt. I en række
scener mødes personer, der står i et skævt forhold til hinanden. De
driller, skændes, og misforstår hinanden.
Handlingen
opleves som scener i en komedie. Ikke mærkeligt, at Livsens
Ondskab kunne dramatiseres, først på scenen (1901), som film
(1941) og senest på tv (1972).
Der
knytter sig en spinkel handlingstråd til Thummelumsens bestræbelser på
at generhverve den fædrene gård. Det lykkes, men han bliver ikke
lykkeligere af det.
“En
burde vist aldri’ ha’ sine Ønsker opfyldte her i denne Verden, Hr.
Toldkontrollør …, siger
den desillusionerede Thummelumsen.
Det
egentlig bærende i Livsens Ondskab er byen.
Romanen er, som der står i undertitlen, billeder fra Gammelkøbing. Det
er en sjællandsk købstad, rig på originaler, som dog ofte agerer som et
kollektiv.
Hovedpersonerne
Thummelumsen og Knagsted har ikke meget med hinanden at gøre ud over,
at Thummelumsen serverer ved møderne i foreningen “De danske Ædedolke”,
som tæller Knagsted blandt sine medlemmer.
“Intet
Medlem maatte være under halvtredsindstyve Aar og veje mindre end to
Hundrede og tredive Pund. - Vi maa være eksklumpsive!”, sagde
formanden, redaktør Heilbunth.
Romanen
er fuld af sådanne muntre påfund. Det raffinerede ved Wied er, at han
bringer humoren i spil mellem romanpersonerne. Det er ikke ham,
fortælleren og forfatteren, der giver personerne skøre øgenavne, det er
de andre i byen.
Det
er heller ikke ham, der dyrker platte vittigheder. Det er overlærer
Clausen, der ved et møde i “De danske Ædedolke” holder en tale, hvori
han siger, at redaktør Heilbunth lever under “trykkende Omstændigheder”
og at der er en del “Hager” ved ham.
Der
skal meget til, før klubbens medlemmer siger fra over for grovhederne.
Da “Luksusbugen” alias partikulier (rentier) Eriksen, dør midt under et
opulent måltid, er det ædedolkene, der følger ham til graven. De
diskuterer over liget, om årets skovtur nu kan afholdes.
Overlæreren
skønnede, at det nok kunne gå an, hvis de ventede lidt.
En
tre-fire ugers tid, hva? … mente Kæmneren.”
Ja,
naar han er godt raadden! lød det pludselig fra Knagsted.
Det
gav et chok i Brødrene, og Overlæreren vendte sig brat om mod tolderen.
- Du burde skamme dig, sagde han.” (86)
Knagsted
er provokatøren i Gammelkøbing. Hans udfald giver anledning til herlig
forargelse og sladder. Som da han over for kæmnerens frue afslører, at
han har illegitime tvillinger i Ebeltoft. “Men det er et Par brillante
Unger! Jeg tror sgu, at alle Børn burde være uægte. Man lægger ligefrem
mere Energi i!”
Men
den morbide spøg på kirkegården bliver altså for meget. Der er grænser
for humoren i Gammelkøbing.
Moralen
er grundet på gensidig kontrol, og
da
Knagsted til sidst får mulighed for det, forlader han Gammelkøbing og
rejser til København og derfra videre ud i verden. Hans færd kan følges
i romanerne Knagsted, 1902, og Pastor
Sørensen & Co., 1913.
Litteraturhistorikeren
F.J. Billeskov Jansen tilbyder ræsonnerede referater i Gustav
Wied. Den mangfoldige digter, 1997:105ff. Og i en
selvstændig artikel har samme Billeskov gjort det usædvanlige at
biografere Knagsted som “et fiktivt menneske” (Læsefrugter, 1995:198ff.).
Bo
Hakon Jørgensen ser Knagsted som forfatterens forlængede arm: “Han
gennemskuer al idyllen og siger folk sandheder op i deres åbne
ansigter, især op i overlærer Clausens pædagogisk, skønmalende ansigt”
(Kristeligt Dagblad 17.4.2012).
Den
sidste sætning i citatet peger på muligheden af at betragte Knagsted og
Clausen som komplementære figurer i et humoristisk værk, jf. Høffdings
teori om Den store Humor, som kan rumme livets
modsætninger.
Livsens
Ondskab
er et hovedværk inden for dansk humor. Foruden
de allerede nævnte virkemidler indeholder den:
Overdrivelser,
f.eks:
“Den
ældste Hane, som nogensinde har levet i Kristenheden” (23)
“Heilbunth,
et Underværk af Kød” (53)
Originale
ord, f.eks :
“lattervridninger”
(11)
“grinemaskiner”
(11)
“lækriteter”
(for lækkerier) (10)
“statspensioneretoverbarnenumseømhedsfabrikant”
(overlærer) (125)
Gennemførte
sproglige særheder, f.eks.:
“man”
for ”jeg”
- Man forstaar Dem ikke …
Thomsen
brugte aldrig Ordet: jeg.
(15)
Rettelser af
“sprogfejl”, f.eks.:
Thomsen
retter moderens “vaaren” til “været”
“Han
har altsaa vaaren hos dig igen, Manuel …
-
Det hedder været, Mo’r Karen” (26)
Udtalefejl
påpeges af forfatteren:
Han
retter “kimi” til “kemi” på side 52
Gentagelser,
som bliver til bevingede ord:
Vendingen
“Nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth (s. 51) bruges så ofte at den er blevet
et bevinget ord. Vendingen er udtryk for forbavselse, forargelse m.v.
Hen
mod slutningen af Wieds fremvisning af humorens variationer får læseren
en overrumplende ekstra gave i form af en parodi på en Herman
Bang-optræden.
Ved
aftenunderholdningen før det årlige bal i Borgerklubben har man “nemlig
omsider formaaet den berømte Forfatter og Deklamator Henri de Madsen
(en kær Elev af en endnu berømtere Forfatter og
Deklamator, der havde “dannet Skole”) til at gæste Klubben.”
Før
han går på scenen har Henri de Madsen fået en morfinindsprøjtning på en
chaiselongue i “Kunstnerværelset”. Stående på scenen stirrer han med et
“uudgrundeligt Blik” frem over publikum. “Det ene Ben havde han kastet
over det andet, saaledes, at man saa de rosetprydede Laksko og de røde
Silkestrømper”.
“-
Mine Damer og Herrer! Jeg har den Ære at sige for Dem mit rimfri Digt Fugleedderkoppen.”
Og
så begynder han at deklamere en tekst, der er så fuld af abstrakt
patos, at ingen begriber et kuk, men det gør ikke noget, for det er
måden, han deklamerer på, der er det afgørende:
Han
deklamerede ikke alene med Munden, men med Øjnene, med Ørerne, med
Arme, Ben og Tommestok!
Tommestokken
er sådan en, som murere og tømrere bruger. Selv anvender Henri de
Madsen målestokken som en rekvisit, hvormed han kan måle bordpladens
omfang.
“Ikke
et Sekund var hans Person rolig.”
“Publikum
sad aandeløst af Betagelse”.
“…
da han havde endt, saaledes,
sit Digt, med et Skrig, et Nødraab, henstrakt, som en Død, under
Bordet; da laa ogsaa Gammelkøbing for Henri de Madsens Fødder.”
Seancen,
som her kun er gengivet i stærkt sammentrængt form, er som et
revynummer med det ekstra raffinement, at ikke alene den krukkede
solist bliver latterliggjort, men også det naive publikum.
Livsens
Ondskab blev
vel modtaget. Der var dog nuanceforskelle i vurderingen:
C.E.
(C.E. Jensen) karakteriserede i Social-Demokraten,
30.11.99, romanen som “en Skitsemappe bugnende fuld af brogede
Købstads-Karikaturer og humoristiske Episoder.” Man mærker et vist
forbehold: “Skitse”, “brogede”, Episoder”.
Men
holdt op mod det, man kalder “almanaklitteraturen” er Wied mere
realistisk:
“Satyren
hos Gustav Wied er en fornøjelig modsætning til den “hyggelige”
Jule-Engel, under hvis opbyggelige Vinger danske Forfattere plejer at
skrive deres underholdende Købstads-Fortællinger med lutter brave og
rare Mennesker til Publikums Opbyggelse.”
Social-Demokratens
kritiker spørger om tiden ikke er inde til at forfatteren “retter sit
satiriske Skyts højere opad, mod dem, der gør større Fortræd.”
E.B.
(Edvard Brandes), i: Politiken, 3.12.1899 fandt
bag Gustav Wieds spot “en klog og god Foragt for Samfundets Hykleri”,
og “mange Afsnit, der betager ved deres stortseende Vid.” ”Hvor Wied
derimod lader den spotfri Komik raade, dér bliver Underholdningen ogsaa
god, men lidt for letkøbt.”
Edvard
Brandes så helst humor med et element af spot, men
han er alligevel glad for Livsens Ondskab: “rundt
i denne lidt usammenhængende bog findes der de dejligste Iagttagelser
af menneskelig Skrøbelighed, og man hører en vild og hoverende Latter
gennem de rolige ord.”
Mest
på bølgelængde med Wied var
S.M.
(Sophus Michaëlis), i: København, 4.12.1899:
“Den,
der griber til Wieds nye Bog i Haab om igen at faa sit Mellemgulv
rystet af Forfatterens velkendte Humor, bliver ikke skuffet. Den virker
paa Sindet som en højtforfriskende Latterudskylning. Selv i Enrum vil
Læseren le højt…”
Man
kan indvende, at Wied har ikke fornyet sig nok, men:
”Bogens
hele tindrende og drilske Skalkagtighed gør den til en uafbrudt Nydelse.
Hvad
gør det, at Forf. ofte nøjes med Karikatur i Stedet for Karakteristik -
Wied er jo en Humorist, som dansk litteratur ikke for nogen Pris kunde
undvære.”
Jeg
lovede at vende tilbage til kommaerne i bogens motto. Det viser sig at
være Knagsted, der samler på kommaer. I en samtale med overlærer
Clausen (s. 105) forklarer han, at han tæller kommaer op og fører
regnskab med dem, når han læser en bog.
”Jamen,
så synes jeg ikke, at du rigtig kan nyde bogens indhold,” stammer
overlæreren.
”Nej,
vel så,” nikker Knagsted. ”- men det har jo ikke noget at sige, når jeg
bare får mange gode kommaer!”
Ved
en senere lejlighed (s. 157) spørger overlæreren igen, om Clausen
virkelig samler på kommaer. Denne trækker en lommebog frem, hvor han
har noteret 27.335 kommaer i Johannes Ewalds Fiskerne. De
er optalt to gange, både forfra og bagfra. “Holberg gi’r over seks
Millioner, du!”. Overlæreren måber, men da Knagsted var gået, havde han
fået “en aldeles uimodstaaelig Lyst til at se efter, hvor mange
Udraabstegn der var i Shakespeares Richard den Tredje …”.
Knagsteds
pointe er, at samlerlidenskab findes, og at det ikke er mere rationelt
at samle på piber, som overlæreren gør, end at samle på kommaer.
Knagsted går et skridt videre og siger: “Alle Samlere stjæler”.
Undtagen
kommasamlere?
Og
hvordan kan man se på et komma, om det er godt?
Henning
Fonsmark (red.): Hvem skrev hvad? Nordisk litteratur før 1914;
Politikens forlag, 1954; 1975
F.J.
Billeskov Jansen: Læsefrugter, Munksgaard, 1995
F.J.
Billeskov Jansen: Gustav Wied. Den mangfoldige digter, Spektrum,
1997
Bo
Hakon Jørgensen: “Det skærende grin gør godt i litteraturhistorien”, i:
Kristeligt Dagblad, 17.4.2012
Lotte
Thrane: “Livsens Ondskab. Billeder fra Gammelkøbing”, i: John Chr.
Jørgensen (red.): Dansk forfatterleksikon. Værker, Rosinante,
2001:182
Gustav
Wied: Livsens Ondskab. Billeder fra Gammelkøbing,
1899. Udgivet med efterskrift af Tom Kristensen,
Gyldendal, 1965; 1979
|
