|
Av, min guldtand (1957) er helt op i titlen lagt an
på at more. Hvis humor konstitueres af modsætninger, så er “Av, min
guldtand” en morsomhed, fordi en guldtand ikke burde kunne gøre ondt.
Nu ved imidlertid alle, at en “guldtand” ofte er bygget oven på en
rigtig tand, som kan gøre ondt. Dissekerer vi således titlen, kan
morskaben gå fløjten. Og gør vi det for ofte, bliver tandmetaforen
slidt, guld eller ej.
Forsiden på førsteudgaven af Av,
min guldtand lover provinshygge med skæg og ballade: Arne
Ungermann har tegnet en sovende politibetjent siddende på soklen til en
statue af en gal tyr, som har betjentens kasket hængende på det ene
horn.
Bogen er et bestillingsarbejde. P.
H. Traustedt fra forlaget Hasselbalch var faldet for Panduros lette pen
i novellen “Vi har kun eet liv”, som blev publiceret i Magasinet,
11.2.56 (optrykt i Panduro, 1973 og 1974). Han syntes, at det var lige
det, folk behøvede i de sjælevridende efterkrigstider og ringede til
Panduro og opfordrede ham til at skrive en bog. Traustedt kunne have
henvist til den succes, Willy Breinholst og Finn Søeborg havde haft med
deres første humoristbøger, men han var klog nok til at bede Panduro
skrive videre i sin egen stil.
Opfordringen fra Traustedt kom som
en håndsrækning ovenfra til den frustrerede tandlæge Panduro, som efter
debuten med en H.C. Branner’sk novelle i Politikens Magasinet
i 1952 havde forsøgt sig i flere retninger, men igen og igen havde fået
sine manuskripter i hovedet igen (jf. Panduro, 1987).
Ivrig efter udsigten til at få
noget større ud i verden producerede Panduro de følgende måneder en
række tekster, hvoraf de 22 blev udvalgt og sammenstillet med bistand
fra forlagets konsulent, litteraten Jens Kruuse, der var ekspert i
humoristbøger. Han
foreslog nogle justeringer, som fik bogen til at ligne en roman, og
Panduro fulgte forslagene. De konkrete ændringsforslag kendes ikke, men
de har utvivlsomt gået ud på at styrke fortællerens position, så han
kom til at indtage rollen som sit eget livs fortæller (jf. Hesselaa,
1976:13 og Jørgensen, 1987:133).
Slår vi op i bogen, finder vi en
række korte afsnit alle med titler indledt med forholdsordet “Om” i den
stil, som vi kender fra essaygenren: “Om rigdom”, “Om sladder” etc.
Panduro kan gøre rubrikken familiær, “Om min morfar, generalauditøren”,
eller lokal, “Om vores by”. Men han kan også gøre den psykologisk og
filosofisk,” Om at være lige sådan” og “Om at være ensom blandt
mennesker”. Tilsammen signalerer disse rubrikker blandede bolsjer, og
lægger man dertil det opløste tekstbillede med de mange replikker, ser
man sig på sporet af causeriet, en “tekst eller
foredrag i en let, underholdende og ofte meget subjektiv stil”, som det
defineres i Den Danske Ordbog.
Det særlige ved Panduros causeri
er, at den skrivende hovedperson er gjort delvis fiktiv. Han er
rigtignok tandlæge ligesom forfatteren og har en kone (konsekvent
omtalt som “hun”) og to drenge ligesom han, men den øvrige familie er
opfundet til lejligheden, hans adfærd er overdrevet, og stedet er
sløret.
Byen har træk af Esbjerg ved
Vesterhavet og Osby i Skåne - begge steder havde Panduro arbejdet som
tandlæge - men også af Ringsted, hvor han var vokset op. Vægten er ikke
lagt på det autentiske, men på det typiske. En typisk dansk provinsby.
På godt og ondt. Ligesom Gammelkøbing i Gustav Wieds Livsens
Ondskab. Panduros by kunne have heddet Nykøbing.
Mens Wied borer sig så dybt ned i
ondskaben, at nogle læsere stadig frastødes, danser Panduro sorgløst
videre fra emne til emne — inspireret af tidens nye store medie, filmen.
I åbningsscenen sidder familien
Danielsen ved bordet. De spiser frikadeller, som er blevet forkullede:
Jeg løftede hånden og ville jage
gaflen i en frikadelle. Det var forgæves, gaflen smuttede, frikadellen
svirrede gennem luften med en summen og smadrede en kakkel ude i
køkkenet.
(5)
Det er som en scene fra en
familie-tegnefilm. En festlig overdrivelse hinsides al troværdighed.
Senere i bogen er byen udvalgt til
at være rammen om indspilningen af filmen “Den gamle kro”. Begivenheden
giver fortælleren anledning til nogle overvejelser om godt og ondt:
Filmen var i mere end én forstand i
sort og hvidt. De gode genkendte man på, at de smilede åbent og ærligt,
de onde skulede og snerrede (en enkelt snakkede gebrokkent), så ingen
ved sin fulde fem ville betro dem så meget som en femøre.
Denne filmverden synes fortælleren
at han er nødt til at nuancere:
I vores by er det ikke helt så
ligetil. Her kan godheden og ondskaben formumme sig på sælsom vis. Et
menneske kan være godt den ene dag og ondskabsfuldt den næste.
Som en slags illustration hertil
lader han sig overtale til at tage sit pæneste sommertøj på, hvorefter
han bliver skubbet ned i Abbedens Dam:
Da jeg dukkede op, smukt draperet
med andemad og åkander og med en snadrende and på issen, brølede
instruktøren begejstret:
-
Bravo, glimrende, genialt, storslået, eminent, for satan! Fik De det,
Mortensen. (71f.)
Det er overdrivelsen som
virkemiddel både på det verbale og det visuelle niveau. Filmkomik. Hvis
man ikke synes, at det er sjovt, kan det være, fordi det ikke er
sandsynligt eller fordi man synes at man har set det før.
Av, min Guldtand paraderer med teoretisk bevidsthed
om humor. Hallhøj, en af fortællerens naboer, spørger en dag, om han
ved, hvad en “pudsighed” er.
- En pudsighed, docerede han - er,
når to inkommensurabler kontrasteres.
Jeg fnisede ganske let for at bevise
ham, at jeg var med på den.
- En tyk mand og en tynd mand —
Jeg lo hjerteligt.
- En mus og en elefant.
- Den kender jeg! sagde jeg. Og så slap
jeg fra ham. (49)
En “pudsighed” er “humor“ i Harald
Høffdings teori om Den store Humor, som kan rumme
livets modsætninger.
Av, min guldtand rummer Panduros
livsanskuelsesprogram udviklet af psykoanalysen: Mennesket er svagt,
hjemsøgt af vilde drifter, og tilværelsen kan ikke bringes på rationel
formel. Vi kan ikke gøre andet end at se det irrationelle i øjnene, og
det er her kunsten kommer ind.
Fortælleren i bogen kan imidlertid
kun sige disse ting, ikke vise
dem. Der snakkes om irrationalitet. Men det
irrationelle er ikke integreret historien.
Stilen ligger klar til det kommende
forfatterskab: de korte, pointerede sætninger, brug af antiklimaks,
overdrivelser, typiseret galskab (en skydegal baron osv.) og
fortælleren som uheldig helt (som i episoden med andedammen) (jf.
Jørgensen, 1987:135f).
Forlæggeren havde set rigtigt.
Læserne kunne bruge noget underholdende læsning i en trist
efterkrigstid. At Søndags-B.T. valgte at publicere tre af causerierne
lige op til udgivelsen, lovede godt.
Anmelderne var ganske vist
forbeholdne. Politikens Carl Johan Elmquist stemplede bogen som
“aldeles umorsom”, ”en elskværdigt forvrøvlet bagatel”; “hvad forlaget
har villet med den, fatter man ikke” (“En nitte”, 18.10.1957).
I Berlingske Aften sammenlignede
Hans Brix byen i Av, min guldtand med Gustav Wieds
Gammelkøbing. Dog med det forbehold, at Panduro skød med
“legetøjskanoner” og “fornærmede de færreste” (27.9.1957).
Men Av, min guldtand
blev en salgssucces. 1. oplags 2.000 solgte bøger var nok til at få
forlagsforretningen til at løbe rundt. Panduro blev berømt i Esbjerg.
Den dominerende lokale avis, Vestkysten, ansatte
ham som kommentator. Det passede ham fint, for han var godt træt af
tandlægeklinikken.
Som forfatter havde han fået blod
på tanden (ja, den var vandet!). Han var velorienteret i moderne
amerikansk litteratur og lod sig rive med af bølgen efter Salingers Catcher
in the Rye (1951). Det samme gjorde Klaus Rifbjerg, og på den
måde gik det til, at Panduro og Rifbjerg fik deres prosagennembrud
samtidig. Det skete med beslægtede 1. persons-romaner om unge følsomme
mænd, der havde lyst til at sparke verden i røven: Rend mig i
traditionerne og Den kroniske uskyld.
Det
hører med til historien, at de begge afviste at være direkte inspireret
af Salingers roman. Rifbjerg erklærede, at han først havde læst den
efter, at hans egen roman var blevet afleveret til forlaget (jf.
Jørgensen & Olesen, 1974:136), og Panduro sagde, at han var
mere inspireret af James W. Ellisons I’m Owen Harrison Harding,
1955, oversat til Ung mand i Michigan, 1956.
Hvorom alting er, fik de begge
succes med deres romaner, og for Panduros vedkommende trak succesen Av,
min guldtand med sig. Debutbogens samlede salgstal var i 1972
87.000 (Hesselaa, 1976:19 og 330).
Leif Panduros humor greb først
rigtig fat, da han havde skabt sig en grund af alvor at operere ud fra,
først i romanerne om de anti-autoritære unge, så i romanerne om de
identitetssøgende mænd og endelig i tv-spillene om det truede
borgerskab, alt sammen håndteret med et vanvid, der bobler mere farligt
end det i debutbogen.
Birgitte Hesselaa: Leif
Panduro. Romaner. Noveller. Journalistik, Borgen, 1987
John Chr. Jørgensen & Erik
Olesen (red.): Omkring Den kroniske uskyld, Hans
Reitzels forlag, 1974
John Chr. Jørgensen: Leif
Panduro. En biografi, Gyldendal, 1987
John Chr. Jørgensen: “Teksten i
livet - livet i teksten”, i: Thomas Bredsdorff og Finn Hauberg
Mortensen (red.): Hindsgavl Rapport. Litteraturteori i praksis,
Odense Universitetsforlag, 1995
Leif Panduro: Av, min
guldtand, Hasselbalch, 1957; 2. oplag, 1962; Gyldendal, 1972
Leif Panduro: Den store
bandit. Originaltræsnit af Seppo Mattinen, red. og forord ved
Birgitte Hesselaa og John Chr. Jørgensen, Brøndums forlag, 1973
Leif Panduro: Den bedste
af alle verdener. Noveller i udvalg ved Birgitte Hesselaa og
John Chr. Jørgensen, Gyldendal, 1974
Leif Panduro: Bare det
hele var anderledes. Noveller fra 1950’erne. Efterskrift ved
John Chr. Jørgensen, Gyldendal, 1987
|
