|
I et tilbageblik på livet med Matador
skriver Lise Nørgaard:
Jeg kan ikke komme bort fra, at jeg
er opvokset i det provinsielle borgerskab, som jeg plejer at sige: Født
Jensen, Roskilde, og det er fra denne forhøjning, jeg har skabt mig et
overblik over, hvordan det gik til, også hos de mindre privilegerede,
hvordan synder og dyder var ligeligt fordelt inden for den navnlig i
sin tid gældende hakkeorden med dens snobberi, sladder, havesyge,
begrænsninger og ikke mindst groteske tilstande, der ind imellem lader
sig udmønte i den rene komik. Chaplin havde ret, når han hævdede, at
livet på nært hold kan være en tragedie, men at det, anskuet på
afstand, mere ligner en komedie. (Nørgaard, 2003:11f.)
Interessant ved både sit indhold og
sin form peger citatet på noget vigtigt ved Lise Nørgaards hele
anskuelsesmåde, hendes “overblik” fra en “forhøjning”, hendes skarpe
distinktioner og sikre domme og hendes blik for, hvordan groteske
tilstande slår om i komik, når man ser dem på afstand.
Hvor de fleste andre journalister
og forfattere, går så tæt på, som de kan, for at finde den
karakteristiske detalje, så rykker Lise Nørgaard tilbage for at få
perspektiv på fænomenet og blotlægge mønsteret.
Alt, hvad hun gør, synes at ske med
fuld bevidsthed, og hendes ræsonnementer er holdt i en klassisk dannet
prosa med lange sætninger i flere lag og med led pakket ind i hinanden
(“ligeligt fordelt inden for den navnlig i sin tid gældende
hakkeorden”). Hun er sin egen velformulerede fortolker, men åbner sig
villigt for kritik, idet hun definerer sine grænser så tydeligt.
-
Ja, siger hun i citatet ovenfor, det er rigtigt, at jeg ser samfundet
gennem en provinsoverklassepiges briller, men det betyder netop, at jeg
ser samfundets hakkeorden tydeligt.
Humoren er en integreret del af
hendes skrivemetode. Perspektivforskydningen er et kendt kunstgreb til
fremkaldelse af smil og latter. Blandt metodens andre danske praktikere
er H.C. Andersen, som kunne se det kriblende og krablende liv i en
vanddråbe.
Lise Nørgaard (f. 1917) havde en
glimrende karriere bag sig som journalist på først Roskilde
Dagblad og siden Politiken, da hun i 1959
debuterede som forfatter af humoristiske bøger.
Man kan sige, at hun kom med på et
afbud, da et nystartet forlag, Spectator, bad Politikens
trafikmedarbejder, Jørgen Sandvad, skrive en vejledningsbog henvendt
til kvinder om at tage kørekort. Det havde han ikke lyst til, men han
kunne henvise til sin kollega Lise Nørgaard, som var i besiddelse af
både et kørekort og en vittig pen. Hun havde i årevis forgæves forsøgt
at afsætte noveller og børnebøger til diverse blade og forlag, så hun
slog til nu, da lejlighed bød sig.
Resultatet, Med mor bag
rattet, blev en perlerække af komiske situationer, som
hurtigt blev omsat til en film med Helle Virkner og Holger Juul Hansen
i hovedrollerne. Vejen til Korsbæk lå klar. Lise Nørgaard havde bevist,
at hun kunne tænke i billeder og situationer.
Ligesom der findes en ældre,
oprindelig version af Goethes Faust, der kaldes
“Ur-Faust”, således er der en “Ur-Matador” bag Lise Nørgaards Matador.
Matador (1978-81) er, som de fleste vil
vide, en tv-serie i 24 afsnit instrueret af Erik Balling efter idé af
Lise Nørgaard, som også står som hovedforfatter.
Matador udspiller sig i Korsbæk, en frit
opfunden sjællandsk provinsby, som efter navnet kan være en krydsning
af Korsør og Holbæk. En del af inspirationen hidrører fra Roskilde,
hvor Lise Nørgaard er vokset op. Men det opfundne navn Korsbæk giver
mere spillerum for fantasien. Under alle omstændigheder vil det være
omsonst at gå rundt og lede efter Korsbæks butikker i Roskilde.
Normalt ville en sådan tv-serie
have et forlæg i forfatterens nedskrevne erindringer eller en roman.
Men Lise Nørgaards erindringsbøger Kun en pige
(1992) og De sendte en dame (1993) blev skrevet og
udgivet efter Matador.
Men en roman som forlæg? På sin vis
ja. Lise Nørgaard havde ideen til en slægtsroman i hovedet. Den skulle
handle om to familier i en mindre provinsby. En gammel familie og en
nytilkommen. Efterhånden skulle de blive viklet ind i hinanden med de
problemer, det kunne give. Da Erik Balling hørte om ideen, foreslog
han, at de sprang romanen over og gik direkte til tv-produktionen. Og
sådan blev det.
Lise Nørgaard havde allerede i 1970
udsendt humoristbogen Volmer. Portræt af en samfundsstøtte.
Den handler om barne- og ungdomsliv
i en provinsby af en overskuelig størrelse. Stoffet er ordnet efter
begivenheder, hvori titelpersonen spiller en rolle: skovturen,
fødselsdagen osv.,
Fortælleren er Lykke, datter af en
sagfører, som regnes til byens øverste lag, selv om slægtsancienniteten
ikke er helt i orden.
Lykke og hendes lillesøster Agnete
er store beundrere af Volmer, ostegrossererens søn, som gør alt det,
man ikke må. De to velopdragne piger drømmer om, at Volmer skal komme
og udfri dem af det pænhedens fængsel, de føler sig indespærrede i.
Deres drøm går i opfyldelse: Volmer
involverer dem i sine skarnsstreger. Der er tydelige indslag af Astrid
Lindgren og børnebog i Volmer.
Volmer får efter besættelse en dom
for at have hjulpet driftige borgere med at skjule penge, som de har
tjent på at arbejde for tyskerne - men han vender tilbage som
samfundsstøtte. Der er visse træk af Mads Andersen Skjern i ham.
Volmer fører os igennem en allé af
personer, som senere udvikles i Matador.
Der er moderens ugifte søster,
Agathe, der har den daglige kommando i huset. Hun fører et vist
frisprog og forstår børnene, også når de imiterer og parodierer de
voksne (48ff, 51, 104). Det er grundridset til “Skyggetanten”, Mauds
søster Elisabeth i Matador.
Søstrene er kontraster, og
kontrastvirkning kan bruges i humor.
Et ægtepar med kontrast-effekt er
Anders Jensen og hans kone, som i Matador hedder
Lauritz og Agnes Jensen. Mens han “forberedte revolutionen”, påtog hans
kone sig “lugning, vask og strygning, stopning og lapning” (123).
Opremsning af uegale størrelser er karakteristisk for Lise Nørgaards
humoristiske stil.
Agnes Jensen spejles også i en
anden konstellation i Volmer: Stuepigen Jenny tager
børnene med hen på Torvecafeen, hvor hun sidder og krammer tjeneren.t
Men det får en brat ende, da
restauratricen bliver enke og gifter sig med tjeneren (40). Sådan
for-spejles historien om tjener Boldt.
Af enkeltpersoner i Volmer, der
springer ud kom komediefigurer i Matador, kan
nævnes den klagende enkefru Wiebe, der føler sig efterstræbt af mænd,
selv provst Mejer (61f). Forestillinger som i Matador
næres af Misse Møhge.
I Volmer
optræder en Frøken Fernando Møhge, fjerde generation af korn- og
foderstoffirmaet (58). Figuren dramatiseres med hørerør og jernvilje
som fru Fernando Møhge i Matador.
Endelig et eksempel på en situation,
der gentages:
Børnene leger under provstinde
Mejers spisebord. Volmer binder to af damernes ben sammen med hårbånd,
han låner af pigerne (13ff). I Matador er det bare
Ulrik Varnæs, der iscenesætter løjerne.
Volmer er ikke manuskriptet til Matador.
Det er et idé- og personkatalog, som Lise Nørgaard selv havde
udarbejdet og som hun og hendes medarbejdere og Erik Balling kunne
trække på, da de lavede tv-serien.
Den væsentligste forskel på Volmer
og Matador er, at Volmer er
statisk, mens Matador er dynamisk. Med
dramatiseringen sætter man gang i handlingen: Den nytilkomne familie
begynder at true den etablerede families position. Familieoverhovederne
modarbejder kærlighed på tværs af hovedgaden. Dynamikken styrer i
retning af tragedien. Sønnen fra den nye familie må ikke få datteren i
den gamle og vise versa, Det komiske vil typisk være knyttet til
perifere personer, i Matador f.eks. kokkepigen
Laura, som ikke vil have noget at gøre med “dem” derovre på den
modsatte side af gaden. Hendes gentagne klager over børnenes omgang med
“dem” eksemplificerer overdrivelsen som humoristisk virkemiddel.
Humoren i Matador
er især knyttet til karaktererne, som næsten alle har særegne træk, der
er med til at bestemme deres handlinger. Når personerne ikke forstår
det spil, de er ofre for, ler publikum.
I den skrevne tekst formidles
humoren i første omgang af stilen. Se her f.eks. hvordan hovedpersonen
og fortælleren i Volmer imiterer og karikerer de
regler, hun har fået indprentet:
Pæne børn taler kun, når de bliver
spurgt - og aldrig med mad i munden. Pæne børn har altid rene negle og
lige skilning, de går altid med strømper og leger ikke på byggepladser
eller offentlig gade og vej.
Og sådan fortsætter hun linje efter
linje med det formål at udstille absurditeten i regelsættet og vise,
hvor let man kunne falde udenfor og ende i kategorien “gadebørn” nede
på bunden af byens sociale hakkeorden.
Ud over at være et forstudie til Matador
er Volmer en værktøjskasse med redskaber til
fremkaldelse af smil og latter: distancering, perspektivforskydning,
modstilling, pointering, parodi, overdrivelse, satire, ironi og
galgenhumor. Nørgaard er en belæst humorist. Blandt hendes egne
favoritter inden for den humoristiske litteratur Evelyn Waugh, Hans
Scherfig, Leif Panduro og Benny Andersen (jf. Nørgaard, 1986).
Hendes lillebybilleder bærer
mindelser om dem, man finder i Panduros Av, min guldtand.
Begge forfattere er interesserede i de sociale roller. Panduro skildrer
dem i en let, springende tone, mens Lise Nørgaard går i dybden og borer
sig fast. Mens Panduros forbilleder skal søges i amerikansk litteratur,
hælder Nørgaard til Thomas Mann og det tyske.
For Lise Nørgaard er humoren en
krævende gave. Hun kan ikke komme af med den: “Humoren er min litterære
skæbne, men også min begrænsning. Jeg kan ikke lukke op for mit
frådende indre”, har hun sagt (Jørgensen, 2014:168). Hun garderer sig
med ironi (“frådende”), men det er rigtigt set, at det er en svaghed
ved forfatterskabet, at hun aldrig sætter sig selv på spil.
Hun er fanget på distancen, stående
på sin forhøjning i Korsbæk.
Forud for hendes humoristiske
forfatterskab, der omfatter en håndfuld bøger, hvoraf ingen kommer i
nærheden af Volmer, lå tre årtiers uforfærdet
holdningsjournalistik med basis i ligestillingstanken. Hun var kendt og
kontroversiel, før hun fik succes som forfatter af humoristiske bøger
og Matador.
Som journalist skabte hun skandale,
da hun dækkede kong
Konstantins og prinsesse Anne-Maries bryllup i Athen i 1964. I sin
reportage skrev hun, at adskillige af det store internationale selskabs
damer stak et monogramprydet glas eller to ned tasken til erindring om
denne aften. Det syntes hendes chefredaktør ikke var sjovt. Fra en
læser modtog hun et brev fyldt med lort. Hun overvejede for en stund at
opgive journalistikken (“Kære gæster i rosenbedet”, Politiken
14.9.1964, optrykt i Jørgensen, 2013:57ff og behandlet i Jørgensen,
2014:108ff).
Hvis man tror, at hendes karriere
som humorist, har været en dans på roser, tager man fejl.
Ved udgivelsen af Volmer,
modtog Lise Nørgaard igen fækalier, denne gang pakket ind i kultiverede
ord. Afsenderen var Jens Kistrup i Berlingske Tidende (17.10.1970).
Kistrup sammenlignede Volmer med Johan Borgens
“Lillelord”: “Den norske Lillelord er blevet til en dansk lille - nå,
der er ord, man ikke siger i pænt selskab. Og om det pæne selskab ved
Lise Nørgaard alt, hvad man bør vide.” Kistrup mente, at “den kvikke
Lise Nørgaard kom kunstnerisk til kort.” Volmer fik
ellers imødekommende anmeldelser, men Kistrups nedladende tone generede
Lise Nørgaard (Jørgensen, 2014:145).
En yngre toneangivende mandlig
kritiker, Claes Kastholm Hansen, vendte tommelfingrene nedad, da Matador
første gang løb hen over tv-skærmen. I sin anmeldelse i Politiken
ankede han over “Lise Nørgaards friskfyragtige spejderkomik i
replikken”.
Kritikerens tone var nådesløs og
kommanderende.
“Jeg giver ikke fem flade øre for
hele skaberadset”, erklærede han. “Afliv dog det syge fruentimmer. Hun
er trivielt tænkt”, hed det om fru Fernando Møhge.
“Jeg synes, at Matador er en rigtig
lummer omgang, og nej hvor den i al sin tandløshed passer til disse
krisetider”, konkluderede Kastholm (“Lummer folkekomedie”, Politiken
18.11.1979).
Af Lise Nørgaard:
Med mor bag rattet, Spectator, 1959
Sorte syvlinger, Spectator, 1961
Jo mere vi mere vi er sammen, Rhodos, 1966
Volmer. Portræt af en samfundsstøtte, Gyldendal, 1970
Julen er hjerternes fest, Gyldendal, 1978
En hund i huset, Lindhardt og Ringhof, 1980
Stjernevej, Gyldendal, 1981
s.m. Karen Smith: Mig og
farmor, Husets Forlag, 1984
red. I ramme spøg,
et udvalg af Lise Nørgaards yndlingshumor, Fiskers Forlag, 1986
red. Jeg gik mig over sø
og land, Fiskers Forlag, 1988
s.m. Erik Balling: Historien
om Matador, DR, 1989
Kun en pige, Gyldendal, 1992
De sendte en dame, Gyldendal, 1993
Et liv med Matador, DR, 2003
Erindringer. Kun en pige. De sendte
en dame,
Gyldendal, 2012
Af John Chr. Jørgensen:
red.: De tålte mosten. 39
kvindelige journalister, Ajour, 2013
Journalist af karsken bælg. En bog
om Lise Nørgaards journalistik, Gyldendal, 2014
|
