|
For at modtage og forstå humor må
man være i besiddelse af humor!
Hvordan kan det at modtage noget
være betinget af, at man i forvejen besidder det?
Svaret er, at “humor” er et ord med
glidende anvendelsesområde. Det bruges både om en bestemt slags indhold
og om kapaciteten til at producere og kapere dette indhold.
Sagt på en anden måde:
Forudsætningen for, at indholdet “humor” skal virke, må være, at såvel
afsenderen som modtageren har humoristisk sans.
Der må tillige være en meddelelse,
som indholdet er knyttet til. Den kan være nonverbal, f.eks. en op-
eller nedadvendt tommelfinger eller en stump af en melodi.
Hvis meddelelsen er verbal, behøver
den ikke at være længere end “bøh!” - forudsat selvfølgelig, at begge
parter finder morskab i disse meddelelser.
Når det drejer sig om litteratur,
så må humoren være en egenskab, der er indkapslet i teksten.
Humoren indeholder altid et moment
af overraskelse, som får os til at smile eller le. Ofte ligger
overraskelsen i et modsætningsforhold, f.eks. stor og lille, hest og
mus. En af vores ældste litteraturformer, ordsprogene, kan overraske
med et frimodigt billedsprog og en finale med bogstavrim: “Mus fjærter
ej som hest uden røven revner”. Et andet ordsprog fra samme indsamler,
Peder Låle i 1300-tallet, udgør et komplet kunstnerisk forløb med
ironisk pointe: “Jeg kender vel karse, sagde bonden, han åd skarntyde”.
Det smil, overraskelsen udløser,
kan være mildt, bredt eller sardonisk (dvs. bittert og spottende).
Latteren kan være befriende eller hånende. Det afhænger altsammen af
humorens art.
Humoren kan være lun, underspillet,
underfundig eller tør. Men den kan også være barok, grotesk, syg eller
sort.
Humor er altså ikke bare for sjov,
men et kompliceret fænomen. Så kompliceret, at nogle giver fortabt og
siger, at humor er, hvad man mangler, når man forsøger at definere det.
Den, der vil skrive historien om
humor i dansk litteratur, må koncentrere sig om egenskaber ved
teksterne vel vidende, at de er blevet til i et særligt
kulturmiljø, som har fremmet og
hæmmet bestemte former for humor.
Historien om humor i den danske
litteratur udgør næppe noget sammenhængende forløb. Humoren udvikler
sig i spring afhængigt af ydre og indre faktorer.
Ydre faktorer kan f.eks. være
omstændigheder, der indskrænker ytringsfriheden på en måde, som kalder
på parodi og satire. P.A. Heiberg, manden, der skrev den uforglemmelige
sætning “Ordener hænger man på idioter”, blev sendt i eksil.
Hos en subtil ironiker som Søren
Kierkegaard, rammer satiren også de krævende kritikere:
Menneskene er dog urimelige. De
bruger aldrig de friheder, de har, men fordrer dem, de ikke har; de har
tænkefrihed, de fordrer ytringsfrihed.
En måde, hvorpå man kunne give et
længdesnit af humoren i dansk litteratur, ville være at følge
satirikere, som har lært af hinanden og henviser til hinanden. Fra
Holberg til Scherfig.
Historien om satiren i Danmark har
Hans Flemming Kragh givet muntre glimt af i bogen Lorteland.
De tog gas på danskerne - fra Holberg til Gintberg (2005).
Som det fremgår af titlen, koncentrerer bogen sig om danskernes
selvbilleder. Bogen er fuld af gode observationer og træffende
formuleringer, men uden indholdsfortegnelse! En fyldig antologi med
satiriske tekster er udgivet af Paul Hammerich under titlen Skæg
og spot. Humor i Danmark. Den er uden udgivelsesår (skal være
1988) og uden register. Til gengæld er den originalt komponeret i
omvendt historisk rækkefølge, så vi begynder med Michael Strunge og
slutter med en selvopfunden runesten.
Om ironien har vi et mønstergyldigt
værk i Thomas Bredsdorffs Ironiens pris. Fire
store ironikere og et begreb (2011). De fire store ironikere
er Ludvig Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen.
Begrebet ironi følges fra Kierkegaard til dekonstruktionen og
postmodernismen. Ironiens pris er vor eneste
videnskabeligt-analytiske fremstilling af en linje i humortraditionen.
Hvis Bredsdorff havde taget Henrik Pontoppidan og Hans Scherfig med,
ville undersøgelsen have haft endnu mere litteraturhistorisk tyngde.
En tredje linje er
gøgler-traditionen, forfatteren som variete-kunstner og underholder:
fra Gustav Esmann og Storm P. til Per Højholt, Dan Turèll og Johannes
Møllehave. Den nyeste ende af denne linje er beskrevet i Anders Hjort
& Henrik Palle: Dansk
stand-up (2009). Tilløbene til entertainer-traditionen har
jeg behandlet i Skandalejournalisten Gustav Esmann
(2010), som kan læses i en udvidet
netudgave på hjemmesiden for Teatermuseet i Hofteateret, webtekst 27, 2016.
En fjerde, eksistentiel og
humanistisk linje eksisterer indtil videre kun på hypoteseplanet. Den
har Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard som grundlæggere i
1800-tallet og Harald Høffding og Karen Blixen som videreudviklere i
1900-tallet. For disse filosoffer og digtere er humoren integreret i
livsfølelsen; jf. Høffdings Den store Humor (1916).
Det karakteristiske for humoren her er, at den er uden kritisk brod.
Den spidder ikke afvigerne, men glæder sig ved variationsrigdommen.
Endelig er der linjen fra H.C.
Andersen til Halfdan Rasmussen, fortælleren, som kommunikerer med
barnet og den voksne på én gang (jf. Møllehave: H.C.
Andersens salt, 1985, og Brostrøm & Lund: Flugten
i sproget, 1991). Halfdan Rasmussen fører på original vis
denne linje videre.
Ved således at fremstille humorens
litteraturhistorie i nogle vigtige udviklingslinjer gør man det
tydeligt, at man på forhånd giver afkald på at dække alt.
Der findes næppe en roman, som ikke
giver anledning til et smil, og næppe heller en forfatter helt uden
humor.
For at indskrive sig i humorens
litteraturhistorie må forfatteren have vægtet humoren - altså have
skrevet værker med det formål at få læserne til at le. Hvis smilet
eller latteren ikke er til stede, har vi ikke med humor at gøre, men
f.eks. med underholdning (Jørn Riel) eller spænding (Jussi Adler-Olsen).
Er
smilet virkelig formål nok? Ja, smilet er den korteste vej mellem
mennesker, som Victor Borge har sagt det. Smilet betyder, at
kommunikationen er vellykket. Når gøgleren optræder, er det
tilstrækkeligt, at tilskuerne ler. De behøver ikke at skrive under på,
at de også har lært noget. Men forfatteren har ofte nogle ekstra
formål, som kan sammenfattes under formuleringen at vække til
eftertanke.
Intentionen om at fremkalde smil og
latter kan være signaleret i genrebetegnelsen: “skæmtevise”, “komedie ”
etc. Men genrebetegnelsen er ikke nogen garanti for, at kommunikationen
og værket er vellykket. Humorhistorikeren må sætte sin egen vurdering
på spil eller låne autoritet hos andre. Man kan f.eks. se, hvilke
tekster der har overlevet i den forstand, at de går igen i
humor-antologierne: Holbergs “Hvorfor jeg ikke gifter mig”, og Herman
Bangs “Kunstrejse på Bornholm”. De selvbiografiske essays er påfaldende
frekvente. Ler vi snarere af det selvoplevede end af fiktionen? Er det
grunden til, at breve og dagbøger står så stærkt i konkurrencen om de
humor-hungrende læseres opmærksomhed?
De humor-antologier, som jeg har
botaniseret i, har en fælles stamme af forfattere: Holberg, H.C.
Andersen, Herman Bang og Gustav Wied.
Humor fra Danmark. 32 forfattere
fortæller.
Redigeret af Mogens Knudsen og Orla Lundbo. Forord af Tom Kristensen
(1953; 1965)
Paul Hammerich (red.): Skæg
& spot. Humor i Danmark, uden udgivelsesår (1988)
Ejgil Søholm (red.): Historier
med humor. Fra Ewald til Møllehave (1994)
|
