|
Humor er det blik, hvormed vi ser
på verden. I sin opfattelse af humor som en livsanskuelse var Karen
Blixen på linje med filosoffen Harald Høffding.
I bogen om Den store Humor
(1916) definerede Høffding humoren ved dens rummelighed, dens evne til
at favne modsætninger (jf. “Humor i Danmark”, kap.19).
Ved siden af den store humor
fandtes ifølge Høffding den lille humor, f.eks. det ironiske udfald.
Mens humoren er favnende, skaber
ironien distance.
En dansk litterat, Ivan Z.
Sørensen, har fundet ud af, at Blixen kunne svinge mellem humor og
ironi. Hendes sindrige arrangementer med fortællere inden i
fortællingerne skaber afstand. Hun favner vidt, men distancerer
samtidig.
Ivan Z. Sørensen, født i 1949,
cand.mag. & mag art. i religion og nordisk litteratur virkede i
en årrække som dansk lektor ved Firenzes Universitet, inden han
returnerede til Danmark og blev museumsinspektør på Karen Blixen
Museet, hvor han bl.a. holder foredrag om Karen Blixens humor i
“Syndfloden over Norderney”.
Mens Ivan Z. Sørensen boede i
Italien, kortlagde han i samarbejde med sprogforskeren Ole Togeby
“Vejene omkring Pisa”, en fortælling af Karen Blixen, som viste sig at
være spækket med kulturminder i form af malerier, litterære værker og
geografiske lokaliteter. Formålet var ikke at dokumentere
forfatterindens lærdom, men at trænge længere i betydningen af det, der
sker i fortællingen. Med sans for selvironi kaldte Sørensen og Togeby
deres kortlægning “Omvejene til Pisa” (2001).
I umiddelbar forlængelse af
Pisa-turen afdækkede Sørensen på egen hånd spor af malerkunst og
verdenslitteratur i fortællingerne “Heloïse” og “Ehrengard”. Denne
dette essay, som han kaldte “Gid De havde set mig dengang” (2002),
sluttede med et kapitel om “Karen Blixens humor”. I betragtning af
emnets væsentlighed, humor som livsanskuelse, var kapitlet skuffende
kort.
Kapitlet viste sig heldigvis bare
at være et springbræt til en ny Blixen-bog, som landede en snes å r
senere, “Blixens humor” (2021). Støttet til Thomas Bredsdorffs
banebrydende “Ironiens pris” (2011), lancerer Ivan Z. Sørensen her en
teori om en stor ironi.
“Man kan sagtens være ironiker og
humorist, til hver sin tid eller samtidig, afhængigt af situationen”,
siger han og fører bevis for påstanden på en måde, som korrigerer
Høffdings teori og nuancerer forståelsen af Blixens praksis. Samtidig
er han imidlertid ved at opløse begreberne.
“Humoren er saltet i Karen Blixens
fortællinger”, siger Sørensen med en vending, som H.C. Andersen bruger
om sine eventyr (jf. “Humor i Danmark”, kap. 8). Humorens kraft kommer
af at “anskue situationen her og nu, inklusive sig selv og de andre,
fra distancen - det vil sige forståelsens, refleksionens gebet.”
Forudsætningen for at forsone sig med ulykker og tab er, at man kan
bringe sig på afstand af dem.
Vil det sige, at ironien er
forudsætningen for den store humor? Det bliver aldrig klart. Der er for
meget elastik i Sørensens begreb om distancering. Halvvejs inde i
afhandlingen mister han grebet om fremstillingen. I stedet for at
nuancere og eksemplificere hovedbegreberne om humor og ironi går han
over til at skrive essays om Blixens relationer til Georg Brandes,
Shakespeare og Hannah Arendt. Meget interessant alt sammen, men ikke
strengt nødvendigt her.
Hvis man vil tage humoren
alvorligt, er der brug for en mere bogholderagtig holdning emnet. I en
bog som denne burde der være et sted, hvor Blixens forskellige udsagn
om humor blev registreret og sammenlignet.
Med “Syndfloden over Norderney” som
eksempel kunne Sørensen have påvist, hvordan humoren fungerer i
praksis. Han er inde på det i optakten, hvor han gengiver en anekdote:
Josef og Maria og det lille
Jesusbarn er (ifølge Mathæusevangeliet) på flugt til Ægypten. I en
pause undervejs siger Josef til den hellige jomfru: “Oh, mit søde,
lille Hjerte, kunde Du ikke bare et Øjeblik lukke Øjnene og tænke dig,
at jeg var den Helligaand?”
Anekdoten udlægges således af
Sørensen:
Det er ikke en glad ægtemand og
nybagt far der siger disse ord. Det er en frustreret mand der er blevet
tilsidesat ved at have fået påduttet en stedfortræder i sengen. Men det
kræver et vist kendskab til Bibelen at fange pointen. Og den er, som
det generelt gælder vitser, baseret på sammenstød mellem to aspekter,
her det i kristendommen allerhøjeste, inkarnationen, og det
allerlaveste, kønsdriften. Et religiøst og et sekulært “point of view”
støder sammen og fremkalder smil eller latter - hvis læseren vel at
mærke kender Bibelen og i øvrigt har humoristisk sans, dvs. kan
distancere sig, hæve sig over og på én gang rumme og begribe begge
synspunkter.
Det er en fin udlægning, som gør
det klart, hvorfor ikke alle ler på de samme steder under
Blixen-læsningen. At forstå en “uartig” hentydning forudsætter, at man
har viden og sind til det.
Sørensen sætter herefter Blixens
joke, den lille humor, ind i sammenhæng med forfatterskabets
overordnede eksistentielle motiver og underbygger herved teorien om den
store humor (med ironi?) hos Blixen.
Sørensen flytter fokus over på et
personlighedstræk hos Blixen, hendes sans for humor. For at bevise, at
hun har en sådan anfører han, at “humor, morskab og fornøjelse, er ord
som hun ustandselig tager i munden”. Her kunne han have fortsat med en
systematisk behandling af Blixen-udsagn om humor eller bedre: have
grebet tilbage til eksemplerne på humor i “Syndfloden over Norderney”.
Hvilken status har denne sætning
fra fortællingens optakt: “Heinrich Heine, som besøgte Badestedet,
mente, at den vedholdende Fiskelugt, som hang ved pigerne i Norderney,
i sig selv var nok til at værne deres Dyd”. Er det andet og mere end en
løsrevet litterær sjofert? En Blixen-forsker skriver, at Blixen måske
har valgt badestedet Norderney, fordi Heine kom der.
Stor anstrengelse for en lille stinker!
(Langbaum, 1964:70).
Men i stedet for at følge sporene
ind i teksterne drejer Sørensen af og vælger vejen tilbage til Søren
Kierkegaard. Det er ikke en tilfældigt valgt vej. Sørensen får noget ud
af at betræde den. Han finder ud af, at Blixen ligesom Høffding takker
nej til Kierkegaards himmelske evighed. Der findes ingen på forhånd
fastlagt mening med tilværelsen. Den enkelte må selv forsøge at skabe
mening gennem eftertanke- og fortælling.
“Syndfloden over Norderney” kunne
igen være eksemplet. Her sidder fire personer på et høloft og venter på
en redningsbåd, som måske ikke kommer. Imens de venter, fortæller de
deres livs historier. En ældre herre, en kardinal, opfordrer dem til at
fortælle deres livshistorie frimodigt og uden bagtanker. Selv viser han
sig at have myrdet den, han giver sig ud for at være. “Ikke på dit
ansigt, men på din maske vil jeg kende dig”, siger han, da det bliver
hans tur. Han er kardinalens kammertjener, Kaspersen, oprindelig
skuespiller. Afsløringen
er historiens overraskelsesmoment. Det er til gys, ikke grin.
Karen Blixens humor ligger ikke og
gnistrer på tekstens overflade, som man oplever det i Andersens eventyr. Blixens vid gemmer sig i
et rodnet, som sender snubletråde op. “Hvad pokker var nu det?” tænker
man, når man kommer til at træde i en af dem. Så har man opdaget en ny
spidsfindighed, måske et nyt mønster, som kræver opmærksomhed. Så må
man genlæse nogle sider.
Denne særegne læseoplevelse har med
Blixens indirekte meddelelsesform at, altså det at hun opererer med
flere fortællere og med små indlagte historier. “Hvem er det nu, der
hæfter for dette udsagn?” tænker man. “Er det alvor eller spøg?”
Ironien ligger og lurer på det hele. Men den kan ikke være styrende;
“der er ikke nogen stor ironi”, siger en af Ivan Z. Sørensens
teori-kilder: Villy Sørensen i sin artikel om humor i Brøndums
Encyklopædi, 3. udgave, 1999.
Der findes også et lag i Blixens
fortællinger, hvor man åbent taler om fornøjelser, morskab, glæde og
grin. Til sidst i
“Syndfloden over Norderney” siger kardinalen alias skuespiller
Kasparsen, at han er så gammel, at han har lært at grine igen, når
djævelen griner ad ham. “Hvad nu, hvis alt, hvad mennesker ellers
kalder Fornøjelser, er at betragte som en Forudanelse om, en Forsmag
paa denne ene store Glæde? Saa er det da en Kunst, som er værd at
lære.” Det er ikke humor, men meta-humor. Men Ivan Z. Sørensen burde
sætte lys på også dette tekstlag i en ny udgave af Blixens
humor.
Liselotte Henriksen: Blixikon.
Blixen fra A til Å, Gyldendal, 1994
Karen Blixen: Syv
Fantastiske Fortællinger. Med découpager a Dronning Margrethe II.
Billedvalg og efterskrift af Frans Lasson. Gyldendal, 2002 i
Robert Langbaum: Mulm,
Stråler og Latter. En studie Karen Blixens Kunst, Gyldendal,
1964
Ivan Z. Sørensen og Ole Togeby: Omvejene
til Pisa, Gyldendal, 2001
Ivan Z. Sørensen: “Gid De havde set
mig dengang”. Et essay om Karen Blixen, Gyldendal, 2002
Ivan Z. Sørensen: “Karen
Blixen fra distancen”, kronik, Information,
4.7.2003
Ivan Z. Sørensen: Blixens
humor, Upress, 2021
Villy Sørensen: “Humor og ironi”;
135f i Peer Bentzen m.fl.: Brøndums
Encyklopædi, Aschehoug 3. udg. 1999.
|
