|
Humor anses med rette for et alment
gode. Humor er godt for forfatterne, når de skal skrive, og det er godt
for læserne at have humoristisk sans, når teksten skal forstås. Humor
fremmer forståelsen - og godheden?
Næh, ikke nødvendigvis. Når vi
tænker efter, ved vi udmærket, at ikke alt det, vi griner af, tilhører
godhedens rige. Børn, der ser Disney-tegnefilm, griner af dyr, der
driller og piner hinanden. Voksne, der ser Gøg og Gokke-film, morer sig
over, at vennerne hele tiden kommer galt af sted. Skadefryd er også en
slags glæde.
Et sted i den litterære fødekæde
morer publikum sig over at se forfattere nedgjort: i anmelderiet. Skriv
en perfid nedrakning af en kendt kunstner og du har offentlighedens -
jublende eller forargede - opmærksomhed.
Med lidt starthjælp fra Den
Danske Ordbog kan vi definere perfiditeter som udspekulerede
nederdrægtigheder, som på en ondskabsfuld, bevidst forvrængende og
eventuelt sadistisk måde sætter nogen i et dårligt lys eller på anden
måde skader vedkommende; især om ytringer.
Kai Friis Møller (1888-1960) var en
perfidiens mester. Han skrev i Ekstra Bladet og Politiken. Nogle af de
mest perfide anmeldelser lod han optrykke i bogform. Blandt dem var en
legendarisk maltraktering af forfatteren, kritikeren og højskolelæreren
Jørgen Bukdahls værk “Mellemkrigstid” 1-2 (1941-42). Det blev anmeldt i
Ekstra Bladet 17.1. og 14.-21. juli, 1942, og anmeldelsen blev optrykt
i To Løver og andre Landsmænd i 1943.
Anmeldelsen var lagt an på at
udstille og forhåne Bukdahl.
Overskriften var bevidst
forvrængende: “Den skjulte Bukdahl”. Den var dannet ud fra titlen på en
af Bukdahls bøger: Det skjulte Norge, 1926.
Også forfatterens navn forvrænges.
Anmelderen udvikler et nedsættende begreb: “Et stykke Bukdahleri”.
Anledningen er en passage i Bukdahls bog om de tyske ekspressionister:
De fleste af de nævnte er byfødte,
og Hovedparten af deres Emner er gennemvævet med Proletarmystik eller
det ensomme desillusionerede Menneskes Trængsler over (?) ikke at kunne
falde til i Samfundet og som (!) derfor søger Forløsning i Ønskedrømmes
Verden.
Det er Friis Møller, der har indsat
parenteserne med spørgsmålstegnet og udråbstegnet. Kan man virkelig
sige “Trængsler over”? Ledsætningen, der begynder med “som”, er uklart
tilknyttet. Friis Møller synes ikke, at han behøver at argumentere.
Enhver forventes at kunne se, at der er noget i vejen med de sætninger.
Anmelderen mener, at teksten burde
oversættes til dansk, og som om det ikke var sarkastisk nok, tilføjer
han “eller maaske allerbedst til tysk”.
Friis Møller slår gækken løs.
Bukdahls ord vendes konsekvent mod ham selv. Han bliver stegt i eget
fedt.
Bukdahl forklarer, at hans
historiske værk denne gang kun spænder over en periode på fem år. Heraf
kan man, stadig ifølge Bukdahl, udlede, at det drejer sig om et værk af
format. Da han derefter erklærer, at et sådant format kræver mod af
den, der skal udfylde det, kan ironikeren Friis Møller ikke holde sig i
skindet: “Lad det straks være sagt, at Hr. Bukdahl har dette Mod: han
fylder det med hvad som helst”.
Anmeldelsen er en opvisning i ironi
og sarkasme anvendt på en perfid måde.
Hver gang forfatteren puster sig
op, punkterer anmelderen ham med hån og spot.
Den ironiske tone sættes i
anmeldelsens første linjer:
Opdageren - eller Opfinderen - af
det skjulte Norge og det indre Danmark har benyttet den af Krigen
fremkaldte Pause i hans Virksomhed som Ekspeditionsleder til at gaa paa
Opdagelsesrejse i sit eget dunkle Indvortes. Det foreløbige Resultat af
denne Dybdeboring, som nu fremlægges for Offentligheden, er en Samling
Optryk af gamle Avisartikler fra Stavanger Dagblad, København og Quod
Felix, der inklusive de sentimentalt tilbageskuende Kommentarer
passende kunde være lanceret under Varebetegnelsen “Den skjulte
Bukdahl”. I et sjældent forekommende Anfald af Beskedenhed har Autor
imidlertid valgt den neutralere Titel Mellemkrigstid (…)
Anmelderen pådutter først
forfatteren en titel (“Den skjulte Bukdahl”), som han dernæst
ironiserer voldsomt over (“Dybdeboring”,” Optryk af gamle
Avisartikler”). Endelig præsenterer han den mere neutrale titel, som
forfatteren selv havde valgt “i et sjældent Anfald af Beskedenhed”.
Selv når forfatteren gør noget rigtigt, sættes handlingen ind i en
negativ sammenhæng.
Anmeldelsen slutter med, at Friis
Møller rejser tvivl om grunden til, at Bukdahl i syv år indstillede sin
kritikervirksomhed og blev “Forsamlingshusenes Mand i Danmark”. Bukdahl
selv forklarer handlingen som udtryk for patriotisme. Friis Møller
siger, at det
var “Fiaskoen med hans konfuse
Skrift om Esajas Tégner”. Og så ironiserer han over betydningen af
Bukdahls skrivepause:
Tænk engang - i hele syv Aar ingen
ny Bog af Jørgen Bukdahl. Dèr kan man se: Mellemkrigstiden har trods
alt haft sine smukke Perioder, som man blot ikke skønnede
tilstrækkeligt paa, mens Tid var.
Hårdest rammer anmeldelsen dér,
hvor den påpeger rene sprogfejl.
Der er f.eks. fejl i ordenes tal:
Bukdahl skriver “et Essays” og
“dette Essays”. At der er to forekomster, viser, at der ikke er tale om
en trykfejl.
En kontamination som “han hører til
et af de mennesker”, behøver man kun ét eksempel på.
Forfatteren sammenblander “han
hører til de mennesker” og “han er et af de mennesker” (jf. Jørgensen,
1999:132).
Kritik af stilen kan ikke på samme
måde bygge på et objektivt grundlag. Friis Møller taler om Bukdahls
“dilettantiske stil, der nærmest tager sig ud som en Lægprædikants
improviserede Lirumlarum, refereret af yderligere en læg Tilhører, som
oven i købet er ordblind.” Det fælles for disse angrebspunkter er den
manglende faglige kompetence
(“dilettantiske”,”Lægprædikant”,”improviserede Lirumlarum”).
Friis Møller må gribe dybt ned i
samfundslagene for at finde modsvarigheden til Jørgen Bukdahl:
“litterær Produkthandler” og “Spildindsamler”.
Hvorfor skrev og genoptrykte Kai
Friis Møller denne nedrakning af Jørgen Bukdahl?
Anmeldelsen havde næsten ingen
nyhedsværdi.
Kritikeren havde et par år forinden
anmeldt forfatterens Det europæiske Menneske under
overskriften “Det skandinaviske Umenneske” og dér karakteriseret Jørgen
Bukdahl som en “folkelig Foredragsholder i overnaturligt Format, med
Hovedet fuldt af Grødebund og Gromuld tilsaaet med Flinteskærver”
(Jørgensen, 2018:93).
Det hele var set og sagt før. Det
handlede ikke om at fortælle om en ny bog. Det var rå underholdning, en
ulige gladiatorkamp mellem en skarpt bevæbnet cand.mag. fra København
og en sprogligt hjælpeløs provinsstudent. Bukdahl var udset til at
spille rollen som prügelknabe.
Dette foregik under 2. Verdenskrig,
og Kai Friis Møller brugte et mere tidssvarende billede om disse kampe
i åndslivet. Han beskrev dem som krige, hvor det gjaldt om at finde de
svageste led i modstanderens formationer og så sætte ind dér med dybe
kolonner. I tilfældet Bukdahl var der lutter svage led (Kristensen,
1960:13).
Kai Friis Møllers Bukdahl-anmelderi
er så lidenskabeligt ondsindet, at det kvalificerer sig til betegnelsen
sadistisk. Kritikeren fortsætter
med at nedgøre Bukdahl, selv om pointerne for længst er drevet igennem.
Han nyder at pine ham - og indbyder læserne til at deltage i
handlingen. Nogle vil gøre det under henvisning til, at det bare er for
sjov. Andre vil sige, at Bukdahl selv har optrådt øretæveindbydende og
ikke har krav på skånsomhed. De færreste vil kunne sige sig fri for at
sidde tilbage med en dårlig smag i munden, når de har grinet af. Jeg
har behandlet disse etiske problemer i bogen Perfide
portrætter. Og hvis man vil studere de mere flatterende sider
af Kai Friis Møllers anmelderi, kan jeg henvise til min bog om De
elegante.
Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør
- hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet, 1, Ekstra
Bladets Forlag, 2003
Kai Friis Møller: To
Løver og andre landsmænd, Povl Branner, 1943
John Chr. Jørgensen: Sprogblomster
i spinatbedet. En bog om kritikersproget, Fremad, 1998
John Chr. Jørgensen: De
elegante. Portræt af elleve danske prosaister, Forlaget
Spring, 2018
John Chr. Jørgensen: Perfide
portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik,
Forlaget Spring, 2018
Tom Kristensen: “Forord” til Kai
Friis Møller: Udvalgte essays 1915-1960, Hans
Reitzel, 1960
|
