|
“Hun benyttede sig som en af de få
kvindelige forfattere i sin samtid af humoren,” skriver Susanne Knudsen
i På knæ for livet. En biografi om Halfdan Rasmussen og Ester
Nagel (2018).
“Hun” er Ester Nagel, der i mange
år stod i skyggen af ægtefællen Halfdan Rasmussen. Men med Susanne
Knudsens udgivelser er der blevet kastet lys på forfatterskabet.
En første frilægning af Ester
Nagels liv og værk foretog Knudsen i forbindelse med afhandlingen Imellem
- skidt og skrift, som hun i 1988 forsvarede for den
historisk-filologiske doktorgrad ved Universitetet i Bergen, hvor hun
virkede som dansk lektor.
Afhandlingen handler om de
problemer, danske kvindelige forfattere midt i 1900-tallet havde med på
en gang at skulle passe hjemmet (“skidt”) og følge deres kunstneriske
impuls (“skrift”).
Centralt i afhandlingen står Tove
Ditlevsen, Sonja Hauberg og Ester Nagel. Susanne Knudsen opsøgte Nagel,
som var den eneste stadig levende af de tre. Hun kunne fortælle, at der
på Det kongelige Bibliotek eksisterede en omfangsrig brevveksling
mellem hende og Tove Ditlevsen. Den var særlig intens i 1950’erne.
Det er privatbreve, men af den art,
som man i brevforskningen kalder halvåbne. Det vil sige, at andre end
brevmodtageren forudsættes at læse med. Det drejer sig i første omgang
om venindernes ægtefæller.
Ud over at være venindebreve
udmærker brevene ved at være kollegiale. De to veninder har fælles
faglige problemer med forlæggere, redaktører etc.
Til det kollegiale hører en faglig
stolthed: Når de vil vise sig frem som forfattere, må de også gøre
noget ud af stilen i deres indbyrdes korrespondance.
Brevene viste sig da også at kunne
læses som litteratur. De udkom i 1986 i bogform med titlen Husmor
og skribøse. Nagel skrev forord og Knudsen efterord.
Udgivelsen var resultat af et samarbejde mellem en forfatter og en
forsker. Ester Nagel havde tidligere forgæves prøvet at gøre sine
forlæggere interesseret i brevvekslingen.
Ester Nagel havde et tidligt
opdaget talent for at skrive morsomme breve. Allerede mens hun var i
lære som defektrice på et apotek, blev der lagt mærke til hendes
brevstil. Og Tove Ditlevsen noterede flere gange, at Ester Nagel var så
fuld af vid, at brevene burde kunne udgives med fortjeneste:
Når vi engang begge er døde og
meget berømte (jo, det bliver man, når man er død), så vil vor
interessante og opbyggelige korrespondance kunne udgives og sælges til
betryggelse for vores børns alderdom (12.3.1952).
Børnene spillede en stor rolle i
Nagels breve. En Tivoli-tur, hvor datteren skulle på wc 10 minutter,
før toget gik, og hvor sønnen blev borte på Hovedbanegården fem
minutter før afgang, skildres som en begivenhed, der kunne “tæres på i
mange måneder efter” (23.7.1952).
Og her er et eksempel på Nagels
billeddannende og kritiske humor. Bemærk pointeringen med træskoene:
Og så har jeg været til
cocktails-selskab hos Informations redaktør, mr. Seidenfaden. Der stod,
at man skulle møde i absolut daglig påklædning. Det rettede jeg mig nu
ikke efter, jeg var bange for at blive betragtet som lidt for meget af
en original, hvis jeg ankom i lange bukser med mosejord i opslagene og
hønsefoder på bagdelen og så satte træskoene i entreen (14.10.1952).
Citatet indeholder en mild satire
over Informations chefredaktør, Erik Seidenfaden, som forestiller sig,
at alle bladets medarbejdere går rundt i præsentabelt tøj derhjemme.
Undervejs i korrespondancen
forsøgte Tove Ditlevsen med held at indkredse Ester Nagels
på-trods-humor:
Jeg tror, at selv hvis du blev ramt
af en virkelig ulykke ville du kunne skildre den i så humoristiske
vendinger, at du blev lidt mindre ulykkelig af det for slet ikke at
tale om hvor det ville opmuntre modtageren (ultimo, 1954)
To år senere udviklede Ditlevsen
synspunktet:
Tak for dit lange og opmuntrende
brev; breve, der er tænkt som en opmuntring for modtageren, virker af
en eller anden grund ikke efter hensigten, det svarer nok til når børn
mærker en tydelig pædagogisk hensigt med en beskæftigelse, der ellers
ville være morsom nok. Når du altså skriver for at opmuntre dig selv,
opmuntrer du samtidig mig, og idet jeg går ud fra at det samme er
tilfældet, når jeg kontakter dig, synes jeg vor korrespondance har en
absolut mentalhygiejnisk sund funktion (23.10.56).
Også i mere banal forstand skriver
Nagel for at få luft, hvis hun f.eks. føler sig dårligt behandlet af
sine forlæggere:
og så kan de herefter rende mig
noget så grusomt, ja, de kan.
Puh, det lettede (23.7.1952).
Det mindsker ikke
underholdningsværdien, at der er plads til selvironi.
Brevene mellem Ester Nagel og Tove
Ditlevsen erstatter en samtale. Det at samtalen føres i skriftlig form,
giver den vægt og gør den mere litterær.
De to forfattere nyder
brevskrivningen som afslapning før og efter det krævende arbejde med
kunsten, som giver prestige, og med det møjsommelige kronik-skriveri,
som giver brød på bordet.
I brevene er der plads til alt fra
uforskammetheder til kåd leg med bogstaver og skrivemaskinetangenter
(15.4.53).
Brevskrivningen var
improvisationskunst. Men den var samtidig problembearbejdelse. Ester
Nagel vendte selvynk til slagfærdighed.
I dobbeltbiografien om Ester Nagel
og Halfdan Rasmussen afrunder Susanne Knudsen fortællingen om Ester
Nagel og brevene. Mødet mellem forskeren og forfatteren fik en
eksistentiel dimension. De udviklede et venskab. Nagel boede hos
Knudsen i Bergen i foråret 1986, og Knudsen tog senere ophold i Nagels
skurvognskollektiv i Særslev. Brevbogen var omdrejningspunktet for det
hele, for venskabet, for Knudsens doktorgrad, og for Nagels nyvundne
litterære ry.
Ester Nagel: Husmor og
skribøse. En brevveksling med Tove Ditlevsen. Med et efterord
af Susanne Knudsen, Rosinante, 1986, Gyldendals Bogklubber, 1989
Susanne Knudsen: Imellem -
skidt og skrift. Debatterende og skrivende kvinder i midten af det 20.
århundrede, Gyldendal, 1989
Susanne Knudsen: På knæ for livet. En
biografi om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, People’sPress,
2018.
John Chr. Jørgensen: Om
breve. Ni essays om brevformen i hverdagen, litteraturen og
journalistikken. Museum Tusculanums Forlag.
|
