|
-
Humor i Danmark? så må du have Dan Turèll med, sagde min gamle ven og
kollega, Hans Hertel.
Jeg tøvede lidt. Hans Hertel var en
generøs inspirator. Hvis man skulle realisere alle hans forslag her og
nu, kunne man ikke foretage sig andet.
Nu hvor lyset er slukket i Hans
Hertels bogtårn, må jeg give ham den indrømmelse, at han ofte
havde ret i sin påpegning af
mangler. I tilfældet Dan Turèll havde han det.
Med sin rundviser-attitude
og sin opremsningsstil ydede Turèll noget originalt
inden for smilets tradition i Danmark. Vangede billeder
(1975) udviser eksempler på det hele.
Turèll kastede ikke omkring sig med
vittigheder, men fik læseren - tilhøreren - til at trække på
smilebåndet ved for eksempel at sidestille ord, som normalt
ikke optræder sammen:
Vangede er et kvarter i Gentofte.
Vangede var dét sted i Gentofte, hvor lossepladsen og
sindssygeanstalten og husvilde-barakkerne blev anbragt (…)
Opremsningerne kommer ofte som
tre-leddede størrelser, triader, som i den citerede
passage. Men der kan også være fire-fem ord, og de kan angive en
acceleration i et udviklingsforhold, hvor det ene følger af det andet:
Vangede var et rabarber-kvarter -
et sted, hvor der var sprittere, slagsmål, automatbræk,
motorcykelbander og temmelig vilde lørdag aftener …
I første kapitel er der tale om en
rundvisning: “En tur ned ad Bygaden i min barndom i 50’erne”. Guiden
henvender sig direkte til tilhøreren:
Og bageren i Vangede havde en
specialitet, og dét var studenterbrød - De véd, de dèr brød man sådan
sjasker sammen af gammelt brød og rester og kager fra sidste måned plus
det der bliver fejet sammen på gulvet, og så med et tykt lag glasur
over og mættende som ind i Helvede, og altid en populær sag hos
børnene.
Det humoristiske virkemiddel er her
overdrivelsen. Som om det ikke var
nok med sammenfejningen fra gulvet, så fortsætter han i det
efterfølgende afsnit med en historie om, at hans mor engang købte et
franskbrød, som viste sig at indeholde “et halvt kosteskaft” og “hun
fik sgu ikke engang et andet brød”. Beretningen virker som en skrøne
beregnet til at sætte kulør på portrættet af bageren. Teksten er lagt
an på at oplyse om forfatterens hjemby, gerne på en sjov måde, men ikke
styret frem mod vittige pointer.
Portrætterne byder sig til med små iterative
narrativer, fortællinger om typiske gentagelser. Om
bibliotekaren i Vangede hedder det for eksempel:
Hun beskyldte altid én for ét eller
andet - at have hugget nogle bøger eller klippet i nogle blade på
læsesalen, eller sådan noget, og ofte helt retfærdigt (hvis der nu var
et lækkert billede af Brigitte Bardot i Se og Hør) …
Indrømmelsen og begrundelsen i den
sidste sætning forlener teksten med en vis subjektiv charme.
Vangede billeder har ikke noget overordnet plot.
Bogen er ikke en roman.
Det er tydeligvis lettere at sige,
hvad den ikke er end hvad den er.
Vægten ligger på det
faktuelle (“sådan var det”!). Vangede billeder er ikke
fiktion, men et stykke kulturhistorie set gennem et lyrisk temperament.
Faktisk skrev Turéll først bogen som digte. Men hans forlægger mente,
at den ville blive for dyr at producere. Så valgte Turéll katalogformen.
Til sidst i bogen har Turèll
anbragt et kapitel med træk af Vangedes ældste historie. Her hvor det
handler om tider, han ikke selv har gennemlevet, giver han afkald på
opremsningerne (“Og …”) og forsøger at forklare ved at etablere
sammenhænge:
Gentoftes historie ikke Vangedes.
Lige fra middelalderen og måske længe før har Gentofte og
Vangede været to selvstændige
landsbyer der lå omkring Gentofte Sø på hver sin side af søen, sådan at
søen dengang skilte dem som Lyngbyvejen lige ud for søen siden har
gjort det (…)
Uden den lyriske klangbund bliver
Turèlls sprog mere ordinært.
Dan Turèlls egen familie er skrevet
ind i teksten, men det gør ikke bogen til en selvbiografi. Det er
Vangede, der er i centrum, ikke familien Turèll.
Familiemedlemmerne må pænt holde
sig til kapitlet “Hjemme hos os”, og deres karakteristika fremstilles
gennem illustrerende eksempler:
Og engang kom far og jeg gående ned
ad Mosegårdsvej på vej fra et familiebesøg mens mor var på
fødeklinikken (…)
Da de nærmer sig hjemmet, fortæller
Dan sin far, at han har set en mand kravle ud af køkkenvinduet og
spørger, om de ikke skal prøve at fange ham. Men faderen siger, at det
er der ingen grund til:
Vi har ikke noget han kan ta,
undtagen lidt mad og sådan noget, og det er han sgu velkommen til (…)
Drengen er stolt af at have en så
klog far.
Hvis bogen var lagt an på
underholdning, ville forfatteren have grebet til posen med
familieskrøner. Men han vælger den seriøse historie.
Kapitlet slutter med en coda om,
hvordan det senere gik familien Turèll. Her skriver han sig selv ud i
det almindelige:
Og jeg blev gift med Kirsten fra
Søborg, og skilt igen og fik ingen uddannelse, og nu bor jeg på
Vesterbro.
Der er et ironisk spændingsforhold
mellem denne skriven sig ned til næsten anonymitet og så det at mase
sig ind på den litterære offentlighed med to hundrede sider om sin
hjemstavn.
Vangede Billeder er Dan Turélls mest læste værk og
har status som en nyklassiker i moderne dansk litteratur. Men blandt
dem, der har fulgt forfatterskabet fra den eksperimenterende
begyndelse, er der dem, der anser Vangede Billeder
for mindre betydningsfuld (Peder Bundgaard, 1995) eller betragter den
som delvis mislykket (Asger Schnack, 2001). Sidstnævnte skriver, at
“den folkelige form har sin pris: Digtet er som suget ud af sproget,
der nærmer sig den rene socialdemokratisme, en “kollektiv” sprogbrug,
der befinder sig et sted imellem Gentofte-Bladet og en lidt frisk
normalitet. Det er Dan Turèll, men det er alligevel ikke rigtig Dan
Turèll” (Schnack, 2001:114).
I 1989 skrev jeg et portræt af Dan
Turèll som en af den moderne danske litteraturs store musikalske
improvisatorer (“Musikken i sproget”, Politiken, 8.10.89).
Essensen af artiklen fremgår af det
takkebrev, jeg et par dage senere modtog fra forfatteren.
Indledningsvis refererer han til et
besøg på universitetet, hvor han havde underholdt de studerende ved at
gå på bordene og omtale deres lærer som Den Franske Overtjener:
Kære J.C.J., alias Franske
Overtjener (hvis du da ikke har fjernet moustachen):
Tak for din søndags-artikel, som
jeg - netop hjemvendt fra USA (California dreamin’, som det hed i
60’erne) - har fået i dag. Min kone siger, det er noget af det bedste
der nogen sinde er skrevet om mig, og hun véd det bedre end nogen. Selv
var jeg nærmest lykkelig for din (sjældne) forståelse af at der faktisk
ikke er det brud i mit ‘forfatterskab’ alle påstår - fra såkaldt
‘avantgarde’ til såk. ‘folkelighed’ - som du demonstrerede med klippene
fra ’Bevægelser, formålsløst cirklende’ til ‘Vangede Billeder’.
Så bare: Tak. Som en af mine
yndlingsmelodier siger: ‘It’s Nice Work If You Can Get It/ And You Can
Get It If You Try’ …
De bedste hilsener, din Dan
Politiken-artiklen blev optrykt i
bogen Forfattere for folket, som udkom på forlaget
Fremad i 1990. Om Dan Turèlls besøg på universitetet har jeg fortalt i
net-essayet Dan og Marta på besøg, Minder
og mennesker, 2020.
Min kone: Hvad skriver du
på?
Jeg: Om Dan Turèll, til
min serie om humor.
Min kone: Dan Turèll,
havde han humor?
John Chr. Jørgensen: Forfattere
for folket, Fremad, 1990
Peder Bundgaard: Superdan.
Et portræt af Dan Turèll. Borgen, 1995
Bo Tao Michaëlis: “Vangede
billeder”, i : Povl Schmidt m.fl.: Læsninger i dansk
litteratur, bd. 5. Odense Universitetsforlag, 1999
Asger Schnack: Jeg tror
nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste. En bog om Dan Turèll.
Høst og Søn, 2001
Dan Turèll: Vangede
Billeder. Gyldendal, 1975
Dan Turèll: Lutter
latter. Et udvalg af Dan Turèlls yndlingshumor, 1987
|
