|
Hvis man med eksempler vil vise,
hvor forskelligt to betydende samtidige forfattere forholder sig til
humor, kan man næppe finde mere velegnede forfatterskaber end Herman
Bangs og Henrik Pontoppidans.
I Bangs forfatterskab er det ikke
svært at pege på tekster, der åbenlyst er lagt an på at fremkalde smil
og latter.
Over erindringsbindet Ti
Aar (1891) stråler beretningerne om Bangs fiaskoer som
skuespiller.
Med en humor, der kan indeholde
høje procenter af selvironi, fortæller Bang, hvordan det norske
publikum hyssede ad ham, da han gav rollen som Osvald i Ibsens Gengangere.
(“Osvald udi Bergen”).
Allerede under prøverne, gik det
galt. Bang agerede så intenst, at skuespillerinden, der spillede fru
Alving, troede, han var syg og løb ud for at skaffe et glas vand til
ham.
Hans optræden blev et tragikomisk
mareridt. Da han forlod teatret, sagde en ung skuespiller til ham: “Ja,
ja, jeg tror nu alligevel, at De er Skuespiller.”
I en anden erindringstekst i samme
bog beretter Bang om en “Kunstrejse paa Bornholm”. Teksten er
komponeret som en række pointerede vittigheder bestående af
forventningsopbygning efterfulgt af skuffelse. Turneen, som skulle have
været et triumftog, endte med, at skuespillerne måtte gå sultne ombord
på bornholmerbåden. Dagens billetindtægter rakte ikke til et måltid.
Bornholmerne var nysgerrige nok, men de ville ikke tage tegnebogen frem
(jf. Jørgensen, 2018:34).
Disse rejseskildringer kunne have
været sørgelige rapporter om afstanden mellem kunstner og publikum. Men
ved at løfte sig op over begivenhederne og påtage sig ansvaret for
noget af det, der gik galt, får Bang en galgenhumoristisk beretning ud
af oplevelserne.
Mens Herman Bang således serverer
sine erindringer som afvæbnende underholdning, er Henrik Pontoppidans
erindringsprosa tilknappet og kontrolleret. Den viser os en forfatter,
der ønsker at fremtræde som reflekteret og moden.
Erindringerne udkom i fire bind,
som den stadig mere afklarede forfatter derefter redigerede og
forkortede til et bind, Undervejs til mig selv (1943).
600 sider blev til 200 sider. Alt, hvad der kunne opfattes som poetiske
udskejelser røg ud. I forkortelsesprocessen forsvandt også forfatterens
personlige problemer og gåder (se
Behrendt, 2018:656f).
Tilbage stod den renskurede sandhed
om Pontoppidans vej til sig selv. Der var ikke noget at grine af.
Henrik Pontoppidan var ikke
humorist. Heller ikke hans fiktionsprosa var lagt an på morskab. I den
omfattende Pontoppidan-forskning spejder man forgæves efter bøger eller
blot artikler om forfatterens særlige humor.
Direkte udfordret kan
forfatterskabets kendere og specialister udpege visse morsomme steder.
Den fuldbefarne dansklærer, Finn
Hirshals, der livet igennem har haft de uopslidelige
Pontoppidan-tekster oppe og vende i undervisningen, har noteret sig
humorens lejlighedsvise tilstedeværelse i form af sarkasme, men den
rummelige og tilgivende humor har han ikke set.
For Pontoppidan-forskningens
førstemand, Flemming Behrendt, er efterlysningen af forfatterskabets
humor en provokation. Han anfægter præmisserne:
“Hans humor består ikke af
vittigheder, men svøber sig i det lystfulde og skarptslebne sprog.”
Behrendt har et bud på den morsomste
sætning i forfatterskabet: Det er Nannys replik om Per at "Naar han en
skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg bange for, det bliver over
Bagpartiet.” (Lykke-Per, Kapitel 8, først
fra 2. udgaven).
Som
enkeltstående morsom begivenhed fremhæver Behrendt hund-skræmmer-hest i “Den
første Gendarm”s
kulminationsscene. Og natmaden og kortspillet hos sognerådsformanden i Det
forjættede Land.
Finn
Hirshals ”kan ikke komme i tanke om, at nogen af de store romaner
overhovedet masserer smilebåndet, men i de små noveller, måske
især tidligt i forfatterskabet, slår Pontoppidan her og der
overbevisende gækken løs på
den svidende måde.” Hirshals
peger
på “Ilum Galgebakke”, “Naadsensbrød” og “Den første Gendarm.”
Han skønner dog, at disse teksters gennemslagskraft snarere skyldes den
håndfaste politiske satire end humoren som sådan.
Her
har vi måske forklaringen på, at Pontoppidan ikke er repræsenteret i
antologier som Skæg og spot. Humor i Danmark (1987)
og Historier med humor fra Ewald til Møllehave (1995).
Redaktørerne, henholdsvis Paul Hammerich og Ejgil Søholm, kan have
fundet den politiske satire for styrende.
Argumentet
er i givet fald diskutabelt. Den politiske satire, fra Swift til
Scherfig, er en af hovedlinjerne i humorens historie.
“Den første Gendarm” (fra
Skyer, 1890) kunne være svaret på humor-antologisternes
problem med at finde en egnet Pontoppidan-tekst.
Det er en historie om en landsby,
der puster sig op til at møde regeringens udsendte politisoldat med
modstand, men som, når det kommer til stykket, ikke evner at handle.
Kun takket være skrædderens lille bjæffende puddel redder landsbyen
æren. Hunden får hesten til at stejle og snuble, så gendarmen falder af
og pådrager sig en skramme på kinden. Landsbyens folk kan derefter
bryste sig af, at den første gendarm ikke slap helskindet gennem byen.
Historien har træk af den type
skæmteeventyr, som vi kender som molbohistorier. Hos Pontoppidan hedder
de Lillelunder, og de er skildret som et enfoldigt kollektiv.
Lillelundernes virkelighedsbillede anfægtes af rytteren i den himmelblå
uniform, en figur, der er som hentet fra trylleeventyrets verden.
Rytteren vækker opsigt, da han
langsomt, skridt for skridt, rider gennem det store fredelige landskab,
hvor køer og får ser op fra deres græs, “maalløse af Forbavselse”. Med
de sidste tre ord fra dyre-eventyret giver Pontoppidan stilen det
ekstra vrid, der får os til at le.
Historien om gendarmen på hesten
har en særlig malerisk varme og detaljerigdom (Behrendt, 2018: 237)
Pontoppidans fantasifulde
sprogarbejde får billederne af Lillelunds revolutionære tropper til at
løfte sig op til universelle sindbilleder på tragikomisk mislykkede
revolutioner:
Byens karle indtager “en
udfordrende holdning med Kasketterne hængende ned over Ørerne og lange
Tobakspiber i Munden”.
Da gendarmen har passeret, står en
lille bleg fyr i bageste række med kokarde på kasketten og råber
“Fremad, Brødre!”.
“Den første Gendarm” er en tekst
med en flersidig og nuanceret satire. Den rammer alle i Lillelund. De
unge piger kan ikke se sig mætte den blå gendarm. Bønderne beundrer
hans hest. Gendarmen selv er en højrøvet fremtoning, men hans
tålmodighed er lang, og han er ikke voldelig.
Fortælleren befinder sig i en
position nær byens faderlige politibetjent. “I gjorde jeres Sager godt,
Børn! Saadan skal de have det, de - nok sagt!” siger han til de stolte
Lillelunder. Satiren er indlejret i en human humor.
I andre af den yngre Pontoppidans
politiske noveller mærkes en aktiverende hensigt. Det gælder f.eks.
“Ilum Galgebakke”, hvor man godt kan more sig over indledningens
naturbilleder af “den synkende Sol, som lægger et Skær som af smeltet
et Smør over hver lille Vandpyt”, men samtidig fornemmer man, at
teksten er styret af skjulte formål. En novelle, der slutter med, at en
tvetydig mandsling råber “Leve Krapylet!”, vil noget andet og mere end
humor.
Der findes faktisk én
humor-antologi med en tekst af Pontoppidan: Humor fra
Danmark. Den er redigeret af Mogens Knudsen og Orla Lundbo,
som har valgt en af Pontoppidans såkaldte krøniker: “Naar Vildgæssene
trækker forbi” (1897). Krøniken er et stykke kortprosa med allegoriske
træk. I denne krønike er det dog alene titlen, der refererer til et
andet univers end hverdagsrealismens.
“Naar Vildgæssene trækker forbi” er
en desillusionshistorie om en kontorchef, Adolf, der for en stund
fristes til at bryde op fra sin satte tilværelse som frederiksbergsk
borgermand (tamgås), da hans ungdomsven, Feliks, forlader sin kone og
sin pæne lægestilling og kommer forbi på vej ud i verden med sin
elskerinde (vildgæs) og frister Adolf til at gøre noget lignende. Men
han afstår og fortsætter sin tilværelse med den “ærefrygtindgydende
Dokumentmappe under Armen” og udsigten til “den længselsfuldt ventede
lille Roset i Knaphullet.”
Pontoppidan kan ikke gøre for, at
motivet med den stræbsomme borgermand sidenhen er blevet slidt tyndt af
realister og modernister.
Pontoppidans antitetiske stil- og
kompositionskunst kalder på smilet.
Da Adolf et øjeblik overvejede at
bryde op, tænkte han:
“Feliks havde ikke helt uret. Ogsaa
den, der havde Børn og var gift, havde Krav at gøre gældende med Hensyn
til Personlighedens frie Udfoldelse.
Han kom til at tænke paa en Dame,
en ung Frøken, der forestod et Konditoriudsalg på Vesterbro (…)
Sammenstødet mellem de høje idealer
og den platte virkelighed er klassisk komik.
Det er Adolfs kone, der får ham
bugseret væk fra de frigørende tanker. Samtidig afslører den skjulte
fortæller, at fruen har “tilbragt Formiddagen ved sit Skrivebord,
beskæftiget med et langt, moderligt ømt Formaningsbrev til en ung
teologisk Student, som een Gang ugentlig fik gratis Middagsmad hos dem,
og hvis Lidenskaber var blevet opflammet af fru Dinas anselige Person.”
Den mere kloge narrer den mindre kloge.
Pontoppidans humor findes, men den
bliver mere og mere besk. Efter århundredskiftet er “humoren under
nedtrapning” (Behrendt, 2, 2011:257).
Når man som Pontoppidan kommer frem
til det synspunkt, at “Livet er et fængsel, som kun døden kan udfri fra
” (samme: 182), er det så som så med latter og smil.
Men her skal man huske, at værket
er andet og mere end kunstneren.
Derom handler en af Pontoppidans
mest mærkelige korte romaner, “Hans Kvast og Melusine” (1907). På
tredjeudgaven af den satte forfatteren genrebetegnelsen “En humoreske”
(Behrendt, 2011: 216).
“Humoreske” bruges inden for
musikken om et lettere, ukompliceret stykke, og da romanens Hans Kvast
er komponist kunne “humoreske” give mening, hvis komponisten altså ikke
var selvmordstruet og nedkommer med et stort patetisk værk!
I et brev til sin forlægger,
Frederik Hegel, skrev Pontoppidan, at romanen “navnlig i sin nye
skikkelse” var “livlig og underholdende, og ved Siden deraf i
kunstnerisk Henseende en af mine bedste Bøger” (Breve, 2: 111; 20.7.20).
Et korrektiv til denne salgstekst
finder man i et brev fra Pontoppidan til en norsk forfatter, Johannes
Thrap-Meyer: ”“Hans Kvast og Melusine” er mere humoreske end Satire, og
må derfor ikke tages for alvorlig. Den er skrevet til Underholdning for
mig selv på et Tidspunkt da jeg efter en forgæves kamp med et
genstridigt Emne trængte til oplivelse. I øvrigt blev Fortællingen kun
en Torso. Det var oprindelig meningen at fortsætte Skildringen ved at
følge den store Kunstner (og lige så store Nar) ud på hans europæiske
Sejrstog og tilbage igen; men på grund af sygdom blev Arbejdet henlagt
sammen med så meget andet, som rimeligvis nu aldrig vil blive
fuldført.” (Pontoppidans Breve, 2:161; 9.7.1925). Men yderligere
omskrivninger kunne næppe have reddet romanen. Den er mislykket i
grundstrukturen og uafklaret, når det gælder forfatterholdningen.
“Hans Kvast og Melusine” kan
mikroskoperes psykologisk (Kofoed, 1986:225ff) og udfoldes
musikhistorisk (Cornelius, 2021), men i humorens historie har denne
“humoreske” ingen rolle at spille.
Flemming Behrendt: Livsrusen.
En bog om Henrik Pontoppidan, 2019
Herman Bang: Erindringer
og Hændelser, 1891; med en efterskrift af Niels Barfoed, 1968
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris. Fire store ironikere og et begreb, 2011
Jens Cornelius: Hvem er hvem hos
Henrik Pontoppidan? 2021 (http://www.jenscornelius.dk/hvem-er-hvem-hos-henrik-pontoppidan/)
Paul Hammerich (red.): Skæg og
Spot. Humor i Danmark, 1987
John Chr. Jørgensen: De
elegante. Portrætter af elleve danske prosaister, 2018
Niels Kofoed: Henrik Pontoppidan: Anarkismen
og demokratiets tragedie, 1986
Mogens Knudsen & Orla
Lundbo (red.): Humor fra Danmark. Med forord af
Tom Kristensen, 1953
Henrik Pontoppidan: Smaa
Romaner 1905-1927, ved Flemming Behrendt, 1-2, 2011
Henrik Pontoppidans breve. Udvalgt og kommenteret af Carl Erik
Bay og Elias Bredsdorff, 1-2, 1997
Ejgil Søholm: Historier
med humor fra Ewald til Møllehave, 1995
|
