|
“Den digteriske proces’ veje er i
sandhed ofte uransaglige”, skriver Bent Haugaard Jeppesen i sin bog om
Henrik Pontoppidans samfundskritik (1962; 1977).
Novellen Naadsensbrød, som generationer af
dansklærere og deres elever har læst som et kunstnerisk forsvar for en
kvinde, der stritter imod, da hun bliver sendt på en moderne
forsørgelsesanstalt, blev grundlagt som et stykke nabo-chikane forklædt
som journalistik.
Læst i en biografisk sammenhæng er
Naadsensbrød en “stinkbombe” af et “nidportræt” rettet mod en nabo, med
hvem forfatteren lå i strid (Flemming Behrendt, 2019:169ff). Med sit
rigtige navn hænges Trine Bødkers ud som en uregerlig og fordrukken
kvinde, der ikke vil på “kassen”, dvs. forsørgelse- og
arbejdsanstalten. I virkeligheden var hun en arbejdsom enke, som
ernærede sig ved at gå bud mellem Østby og Frederikssund. (Hendes
levnedsløb er blevet kortlagt af Henrik Loft Nielsen, 2018).
Ved at plante sin novelle som
journalistik i en avis søgte Pontoppidan at opnå maksimal effekt. Han
henvendte sig Otto Borchsenius,
redaktøren af den landsdækkende venstreavis Morgenbladet, og bad om at
få historien placeret som ledende artikel på forsiden. Selv om han
erkendte, at han brugte digteriske greb, insisterede han på, at
artiklen var “en i det enkelte sandfærdig Fremstilling”. Han vred armen
om på redaktøren ved at stille flere artikler i udsigt, men kun hvis
hans ønske om at få artiklen placeret som “Leder” blev imødekommet.
Brevet var bondefangeri. Hvis
Pontoppidan havde skrevet, at Trine Bødkers var navnet på en nabo, han
ønskede at hænge ud til spot og spe, ville Borchsenius næppe have lagt
spalter til. Forløbet var til at forudse:
Borchenius bragte Naadsensbrød
på forsiden af Morgenbladet, 29.1.1885. Herfra spredtes den i
lokalpressen og nåede ud til Pontoppidans venner og fjender i Østby i
Horns Herred, hvor handlingen udspiller sig.
Trine Bødkers blev ikke uventet
harm over at blive fremstillet som en “fordrukken, halvgal Kælling” -
noget, der kunne skade hende i hendes erhverv. Venner kom hende til
undsætning og hjalp hende med at udfærdige en indsigelse, hvori hun
forbeholdt sig retten til at drage Pontoppidan til ansvar efter loven
(Isefjordsposten, 21.2.1885).
Artiklen fik ikke juridiske
konsekvenser for Pontoppidan, men på det personlige plan mærkede han
følgerne. I et brev til Borchsenius skriver han: “En halvtosset
Kjælling her i Byen, der af andre er ægget op til at føle sig fornærmet
over den Artikkel, jeg skrev om Arbejdshuset i Morgblh., har saaleds
skabt et Røre her i Egnen i den Anledning, som du ingen Forestilling
kan gjøre dig om, har ogsaa faaet anbragt et Par latterlige Stykker om
mig og min kone i en af Egnens Aviser, og i det hel taget teeet sig som
besat.”
Mens han således stadig prøver at
belaste Trine Bødkers for miseren, konstaterer han med beklagelse, at
der er sket en ændring af hans position i byen. Han har skilt sig ud
fra fællesskabet. Man er begyndt a se på ham som spion (Brev fra Henrik
Pontoppidan til Otto Borchsenius, februar 1885). I maj 1886 flyttede
han fra Østby.
I 1887 blev Naadsensbrød
optrykt i samlingen Fra Hytterne. Teksten var
diskret “fiktiviseret”, så den nu fremtrådte som novelle.
Den vigtigste ændring bestod i, at
Trine Bødkers var blevet til Stine Bødkers. Et i Østby faktisk brugt
navn blev erstattet af et (kun lidt) opdigtet.
Samtidig
var den indledende, stiliserede datering “Lillelunde den osv.” blevet
strøget.
Fjernet var også meddelerens
henvendelse “Hr. Redaktør”, en formular, som anvendtes af avisens
meddelere.
Og den første sætning i brødteksten
var ændret fra “Der stod i Eftermiddag et stort Spektakel omme i Smøgen
bag vort Gadekjær” til “Der stod en Eftermiddag et stort Spektakel omme
i Smøgen bag Gadekjæret.”
Ved de simplest mulige indgreb har
den journalistiske artikel mistet sine aktualiserende signaler og er
kommet til at ligne en novelle. Men den bevarer væsentlige træk af
journalistik: Den bygger på iagttagelse, og den vil sige noget sandt om
virkeligheden.
De journalistiske genrer, som den
efterligner, er reportagen og lederen.
Reportagen beretter om noget nyligt
hændt: den dramatiske afhentning af Stine Bødkers. Den bringer os
tillige ind i rum, vi ellers ikke har adgang til: arbejdsanstalten.
Lederen er avisens mening om det,
der skildres: her at de moderne arbejdsanstalter ikke er så humane, som
de giver sig ud for at være.
Begge genrer gør krav på
objektivitet. Reporteren er et sandhedsvidne, og lederskribenten lader
argumenterne tale. Begge undgår jeg-formen. Pontoppidan lever op til
disse genrenormer i Naadsensbrød. Hvordan han rent
fortælleteknisk bærer sig ad med det, har jeg omhyggeligt, for ikke at
sige omstændeligt redegjort for i Realisme
(1972:99ff.). I resumeret form: Han lader, som om han svæver over
vandene. Han ved, hvad “Egnen” mener.
Han er her og der. Han ved, hvad der
gemmer sig bag de lukkede døre. Hvad han synes om det, han ser,
meddeler han i indirekte form.
Hermed er jeg fremme ved denne
artikels egentlige ærinde: at vise, hvordan Henrik Pontoppidans humor
opererer i en tekst med ellers dybt alvorlige temaer som
barmhjertighed, retfærdighed og værdighed.
Han bruger ironi,
dvs. tale på skrømt. Han siger ét, men efterhånden finder læseren ud
af, at han mener noget andet. Efterhånden akkumuleres der så meget
ironi, at fremstillingen slår over i en satire,
dvs. en kritisk fremstilling, af det, der i udgangspunktet skulle være
positivt.
Når han præsenterer det nyopførte
fattig- eller arbejdshus som “hele Egnens Stolthed og Pryd”, så tror
man ham. Og når han tilføjer, at det ligger “helt kongeligt paa Toppen
af en kratbevoxet Banke ud mod Fjorden”, kan man endnu følge med. Men
når han fortæller, at det har ”Majestætens Navnechiffer funklende i
Guld paa blaa Grund over Indgangsdøren”, så er modsætningen mellem
funktionen og fremtrædelsesformen spændt til bristepunktet.
Fortælleren presser denne opbygning
af spænding med skift i synsvinklen. Han indfører “mere end én besindig
Mand”, der har ymtet noget om overdrivelse i retning af luksus.
Herefter overtager han igen selv
synsvinklen og beretter om forholdene inden for murene. Tonen skifter
fra underliggende til manifest satire. De vigtigste fortælletekniske
hjælpemidler er overdrivelsen og den sammenlignende billeddannelse:
“Kassen” beskrives som en blanding af et fængsel, en kaserne og en
kirke. De gamle disciplineres og mister deres individualitet. Ved hjælp
af en række indirekte meddelelsesmidler er Stine Bødkers protest mod at
skulle på kassen gjort forståelig.
Naadsensbrød er på én gang effektiv
journalistik og sammenbidt humoristisk fortællekunst.
Henrik Pontoppidan: Fra
Hytterne. Udgivet af Dansklærerforeningen ved Johs. P. Olsen;
Gyldendal, 1953; 3. oplag, 1965
Bent Haugaard Jeppesen: Henrik
Pontoppidans samfundskritik, 1962; 2. udvidede udgave,
Vinten, 1977
John Chr. Jørgensen: Realisme.
Litteratursociologiske Essays, Borgen, 1972
Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff
(red.): Henrik Pontoppidans breve, 1, 1880-1913,
Aschehoug, 1997
Flemming Behrendt: Livsrusen.
En bog om Henrik Pontoppidan, Gad, 2019
Henrik Loft Nielsen: Stine
Bødkers, 2009,
www.henrikpontoppidan.dk
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris, Gyldendal, 2011
Bo Hakon Jørgensen: Møder
med mere. Om litterær prosastil og stilanalyse, Spring, 2014
|
