|
Min sommerlæsning er Mozarts samlede breve i Peter
Dürrfelds fordanskning (Gyldendal, 2005).
Jeg læser den for at blive klogere
på geniets musik, men indfanges hurtigt af hans brevkunst.
Den er så frigjort, at den vil
kunne bruges på forfatterskoler i dag.
Som 14-årig er Wolfgang Amadeus
Mozart på rejse i Italien med sin far, Salzburgs vicekapelmester.
Fra Rom skriver Wolfgang hjem til
sin mor og sin fem år ældre søster Maria Anna, kaldet Nannerl:
“Jeg er gudskelov rask og sund, og
Mama
kysser jeg på hånden - og min kære
søster i ansigtet på næse, mund og hals - æv, den elendige pen - og i
røven, hvis den ellers er ren”.
Mozart fører et uhæmmet frisprog. Han er klar over, at det
med kys i røven er uartigt, så han prøver at skyde skylden på sin
løsslupne pen.
Og det er ikke en smutter. I et andet brev glæder han
sig “helt ned i røvhullet” over, at søsteren angiveligt har haft det
“afsindigt skægt”.
På rejsen ser han alle de operaer,
han kan komme i nærheden af, og fortæller, hvad han synes om dem.
Også når han vurderer operasangere,
er han karsk i mælet. En er “noget for
forceret, når han går op i falset”.
Om en anden skriver han, at “hendes fremtræden ikke ville være så ilde,
hvis hun ikke sang så fandens falsk”.
Det er som om, han træner til at
blive opera-anmelder.
Han sammenligner de nye sangere med
dem, han og brevets modtager kender hjemmefra: “Ruggiero er en rig
fyrste, forelsket i Bradamenta, han er kastrat og synger lidt i
Manzuolis stil, har en stærk og meget smuk stemme, en gammel gut på 55
år, men hans stemme er velsmurt.”
Alder er ingen hindring. Men støj
kan være det: “Hun har en meget smuk stemme, men der er så meget larm i
teatret, at man næsten ikke kan høre det.”
Til gengæld oplever han i Cremona
en balletdanser, som “slap en vind hver gang han sprang”.
Man bemærker, at Mozart ligesom
andre begyndere i anmelderfaget har svært ved at finde varierede udtryk
for det positive og stiller sig tilfreds med at karakterisere en stemme
som “smuk”.
Dårlige oplevelser derimod
fremkalder mere varierede udtryk: “Hun synger meget snøvlende og er
altid en fjerdedel bagefter - eller foran.”
Mozart dyrker fremmedsprog som
redskaber i sin brev-akrobatik. Det første bevarede brev fra ham er et
flirteri med linjer på latin, og han har ikke opholdt sig længe i
Italien, før han henvender sig til sin kære søster med ordene
“Carissima sorella mia”. Han skriver hele breve på italiensk. Alt er
ikke korrekt, men han har et enormt udtryksbehov, og han elsker at lege
med ord. Brevets faste elementer evner han at variere i det uendelige.
Hans P.S.’er kan være på fransk:
“P.S. til alle gode venner og veninder mine
hilsener. Håndkys til Mama. Mademoiselle, j’au l’honneur d’etre votre
tres humble serviteur et frere Chevalier de Mozart. Roma il sette
Iuglio anno 1770. Addio, hav det godt og slå en stor skid, så sengen
knager.”
Kald det infantilt eller hvad du
vil. Mozarts kropsbevidsthed er chokerende og befriende.
Skriften varierer han også.
Halvdelen af linjerne i et brev kan stå på hovedet, så modtageren må
vende og dreje brevet under læsningen.
Som en moderne digter bruger Mozart
sproget som materiale: “I dag ryger det hulens stærkt fra Vesuvius,
jøsses for en grusselig røg & lyn & torrrrden” - med
fire rullende r’er.
“Mit håndkys til Mama, til alle
mine bekendte mine bedste hilsener, jeg er nu og til alle tider din
broder Wolfgang Mozart, hvis fingre af at skrive er trætte, noget så
trætte, l træætte, TRÆTTE, træt.”
Den gode oversætter er kommet på
arbejde.
Det er ikke brevskrivningen, der
udmatter Mozarts fingre. Det er nodeskrivningen.
I begyndelsen rejste han af lyst
til at opleve:
“Allerkæreste Mor!
Jeg er så jublende glad, for jeg
har det sjovt på den her rejse, for her er godt lunt i vognen, og vores
kusk er en lystig fætter, der sætter fuld fart på, så snart vejen er
til det.”
Men allerede på sin anden
Italiensrejse i 1771 rejste han for at komponere og komme i stilling.
Igen og igen må han undskylde, at han har for travlt til at skrive
breve, men han skriver dem alligevel. Han kan ikke lade være.
Gennem brevene er han sammen med
dem derhjemme. Han forestiller sig, hvad søsteren foretager sig, og
digter videre på hendes beretninger. Bevidstheden om modtagerens nærvær
er en vital del af hans brevkunst.
|
