|
En aforisme er en kort og
karakterfuld formulering af en tanke eller en livserfaring. Ved sin
sproglige koncentration - “aphorizein” er græsk for “afgrænse” - ligner
aforismen kunstprosa. Den benytter sig ofte af billedsprog, men den
refererer ikke til noget fiktionsunivers.
Aforismen er et stykke sagprosa, et
udsagn om virkeligheden, ofte en moralsk dom eller en filosofisk
konklusion.
Som spidsformuleret erfaring ligner
aforismen ordsproget. Der er dog den afgørende forskel, at ordsproget
er anonymt, mens aforismen har en navngiven forfatter.
I Europa bruges aforismen fra det
5. århundrede f.Kr. til formidling af lægevidenskabelig erfaring.
Hippokrates’ “Aphorismoi” indeholder huskeremser som: “Hvad
medikamenter ikke helbreder, det helbreder jern (dvs. kniven). Hvad
jern ikke kurerer, helbreder ild. Hvad selv ild ikke helbreder, må
anses for inkurabelt” (jf. Vogel-Jørgensen, 1991:515).
På trods af sin lidenhed blev
aforismen en betydningsfuld vækst i grænselandet mellem litteraturen og
filosofien. Aforismen er en slags essayistik bare i ultrakort, ofte
vittigt pointeret form. Et skarpt sprogligt indfald gør det muligt for
forfatteren at skære igennem til noget sandt.
La Rochefoucaulds moralske
læresætninger promoverede et vid af en hidtil uset kynisme. Som motto
for sine Maximes, 1665, satte han: “Nos vertus ne
sont le plus souvent que les vices déguisés.” (“Vore dyder er som
oftest ikke andet end forklædte laster”).
Poul Martin Møller (1794 -1838) er
en af dansk litteraturs mest originale aforisme-forfattere. Han
udviklede som ung en særlig lunerig form, som han kaldte strøtanken.
Selve ordet var ikke nyt. Det var
tidligere blevet brugt i betydningen “løsreven, henkastet tanke” af
litteraten Knud Lyne Rahbek.
Men Poul Møller gav det ny
betydning, idet han definerede det som en litterær genre. Definitionen
fremkom gennem en række selvproducerede eksempler. Poul Martin Møller
blev på den måde både genrens skaber og dens første teoretiker:
Strøtanker, som Frugter af
Øieblikkets klarere Anskuelse, ere poetiske ved deres aphoristiske
Form, ikke videnskabelige. De ere Tænkningens Culminationspuncter - et
Slags Hermaphroditer, halv Poesi, halv Prosa.
Efterladte Skrifter, 3.udgave, bind
III, 1856: s. 3.
Strøtankerne er således øjeblikke
af indsigt, der har fået poetisk form. Skønt der er lagt et arbejde i
udformningen af dem - metaforikken i den netop citerede er
halsbrækkende - skal de ikke opleves som selvgyldige kunstværker, men
betragtes som led i dialog: Strøtankers Læsning er intet
Arbeide, men et Surrogat for Samtale.
ES 3, III, 1856:4.
Poul Møller beskriver strøtankerne
ud fra producentens synsvinkel, men forholder sig også til dem som
foreliggende tekster vurderet i et moralsk univers. Den usædvanligt
knudrede syntaks afslører besværet med at holde sammen på synsvinklerne:
Naar Strøtanker fremsættes i et
eenfoldigt Sprog, synes mange af dem, skønt de have hovet (huet) Den vel, der
undfangede dem, Læseren at være et Intet. Derimod naar de indklædes i
Pragt, siger Ingen om dem, at de ere aldeles Intet. Ere de intet Væsen,
saa ere de dog en Kjole. ES 3, III, 1856:8.
Mens de to første strøtanker om
strøtanken havde karakter af postulater, så er den netop citerede en
analyse af de forskellige måder, hvorpå et æstetisk
objekt kan vurderes. Den enkelhed, som virker tilfredsstillende på
ophavsmanden, ser konsumenten måske ikke. Han vil hellere have pynt end
ingenting.
Poul Martin Møller var som
præstesøn blevet sat til at studere teologi, men han vaklede i troen og
var uden lyst til at prædike. Meget af studietiden gik op i venskaber,
digterfejder og forelskelser (jf. Jørgensen, 2016:65ff).
Hans hu stod til filologien. For at
få ro til at læse sine klassikere lod han sig ansætte som skibspræst på
et skib, der skulle sejle til Kina. Ironisk nok forudsatte ansættelsen,
at han lod sig ordinere som præst.
“Gud velsigne Dem paa Deres Reise”,
skrev Adam Oehlenschläger i et brev til ham. “Studeer paa det ensomme
Skib! Havet være Deres Studerekammer!”
F.C. Olsen: “Poul Møllers Levnet”,
ES 3, VI, 1856:53.
Fra 1. november 1819 til 14. juli
1821 befandt Møller sig om bord på Det Asiatiske Selskabs Kinafarer
“Christianshavn”, som gik til Canton (Guangzhou), byen, der dengang var centrum
for Kinas handel med udlandet.
Meningen med rejsen var for Poul
Møller at skaffe fred og ro til at færdiggøre de filologiske studier.
Det var han sig pinligt bevidst i sine “Optegnelser” fra rejsen. ES,
3., II, 1856, 259ff.
Næppe er skibet kommet ud i
Øresund, før han tager fat på filologien. Han læser to elegier af den
romerske digter Tibull. Efter at have været søsyg ud for Kullen, læser
han hele tre elegier af Tibull. Så kommer de ud i en storm så voldsom,
at bøgerne hagler ned over ham i kahytten. Efter syv dage på søen
opgiver han at føre dagbog. Men han læser trøstigt videre i
klassikerne. Homer havde han altid ved hånden. På den lange sørejse
skal han være kommet gennem hele Cicero. Af den nyere litteratur
koncentrerede han sig om den franske. Skibets “Supercargo” (lastchef)
var død og havde efterladt sig en samling franske bøger. Samtidig havde
de fået en fransk læge om bord, som Møller kunne konversere på
skolefransk med (jf. Olsen 1856:77, Vilh. Andersen, 1944:104).
Helt afstå fra at skrive noget
selv, kunne Poul Møller ikke. Det var på denne rejse, han påbegyndte
sine filosofiske noter, de såkaldte strøtanker.
“Strøtanker 1819-1821” blev
nedskrevet på papirlapper og først publiceret efter forfatterens død i
“Efterladte Skrifter 1, III, 171-90” i 1843. Jeg citerer dem her efter
tredje udgaves tredje bind, 1856 s.3-29.
Et reduceret udvalg er optrykt s.
15-28 i Poul Martin Møller: “Filosofiske essays og strøtanker” ved
Børge Madsen, 1965.
I min bog “Den sande kunst” har jeg
vist, hvordan Poul Møllers Strøtanker som samlet
produktion (ca. 250) kan læses som en sammenhængende argumentation for
en mimetisk æstetik (Jørgensen, 1979: 45ff.). Sådan peger mange af
strøtankerne frem i forfatterskabet.
I denne lille opsats drejer det sig
alene om de genrekonstituerende strøtanker fra Kinarejsen.
Strøtankerne fremtræder som
resultater af tænkning og læsning. Kun undtagelsesvis forholder
forfatteren sig til sin konkrete situation på dampskibet:
Disse Strøtanker ere egentlig
fabriquerede ved en Dampmaskine, da de ere drevne ved Røgen af
Augustinus’s Liverpool. ES 3, III, 1856:15.
Ordvalget (“fabriquerede”) røber,
at han ser det ironiske forhold mellem de filosofiske noter og den
avancerede transportform (dampskib).
Forfatteren gør på forhånd grin med
forsøg på at bringe strøtankerne ind under en videnskabelig systematik:
De fleste Forfatteres Strøtanker
kunde, naar de uden Valg stode i den Orden, de vare faldne Forfatteren
ind, deles i tre partes (…): Stjerner, Lilier eller Kaalblade. ES 3, III, 1856:18.
Den sidste strøtanke om strøtanken
i denne indledende række betoner genrens karakter af forspil. Møller
sammenligner med musik og digtning:
Det, jeg nu vil skrive, skriver jeg
alene for at sætte mine Tanker i
Bevægelse. Utallige Strøtanker ere en uendelig Indledning til Tænkning.
Det er som en Concert, der er blot Præludium, et Poem, der bestaaer
alene af Musernes Paakaldelse og Løfter om Sang. ES 3, III, 1856:25.
Det er filosoffen, der taler. Målet
er tænkning. Strøtankerne er det uendelige forspil hertil. Musikkens
præludium og digtekunstens påkaldelse er midler i processen. Møllers
problem - og charme - var, at han sjældent kom længere end til
forspillet. Selv hans hovedværk, “En dansk Students Eventyr”, er
ufuldendt.
Efter hjemkomsten til Danmark kunne
Poul Martin Møller straks bringe sine klassisk-filologiske studier i
anvendelse. Han blev i 1822 adjunkt i latin og græsk på
Metropolitanskolen. Disse år midt i 1820’erne var hans frodigste. Det
var her, han gjorde lykke med sin oplæsning af “En dansk Students
Eventyr” i Studenterforeningen. Og det var her, han fandt en kort og
spændstig form til sine strøtanker:
Der gives Talere, der affectere
Simpelhed af Had til Rhetorik. ES 3, III, 1856:35.
I Skrift er man nødt til at give
Læseren en Pragtudgave af sin Personlighed. ES 3, III, 1856:38.
Vennen, filosoffen F.C. Sibbern
anbefalede ham i 1826 til et lektorat i filosofi på Universitetet i
Christiania, hvor han i 1828 blev forfremmet til professor. I 1830
byttede han det norske professorat ud med et dansk i København.
Det passede han i 8 år. Han havde
en taknemmelig elev i Søren Kierkegaard, som fulgte hans undervisning i
moralfilosofi. Men ellers synes han ikke at have sat noget præg på
filosofihistorien. Han var dårligt udrustet til lektoratet i Oslo, og
han fik aldrig indhentet det forsømte. “Intet tyder på, at han havde
foretaget dybtgående filosofiske studier”, skriver filosofihistorikeren
Carl Henrik Koch (2004:254).
Poul Møller forsøgte forgæves at
løfte sig ud af Hegels forestilling om filosofien som et system.
Selv strøtankerne bliver kedelige i
denne ende af forfatterskabet. Denne kan dog læses som
en bittersød trøst i nøden:
Enhver Kæmpe i Philosophien skal
falde for Dværge.
ES, 3, III, 1856:139.
Vilh. Andersen: Poul
Møller. Hans Liv og Skrifter, 1-2. 1894, 1904; Gyldendal,
1944
Joachim Bo Bramsen: Bevingede
ord & aforismer, 2001
Henrik Denman: Poul
Martin Møller. En kommenteret bibliografi, 1986
John Chr. Jørgensen: Den
sande kunst. Studier i dansk 1800-tals realisme, 1980
John Chr. Jørgensen: Brænd
mine breve. Brevkunstnere og -pyromaner, 2016
John Chr. Jørgensen: Jens
Hansens boghylde, Humor i glimt, 2023
Carl Henrik Koch: Den
danske idealisme. Den danske filosofis historie 1800-1880,
2004
Poul Martin Møller:
Efterladte Skrifter, 1-6, 3., 1856
Poul Martin Møller:
Filosofiske essays og strøtanker, ved Børge Madsen, 1965
F.C. Olsen: Poul Møllers
Levnet med Breve fra hans Haand, i: Møller, 6, 1856
Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang: Bevingede
ord, 6. reviderede udgave, 1991
|
